Frederik den Sjette

 

Kronprinds Frederik, siden Frederik den Sjette, blev født den 28de Januar

1768 paa Christiansborgslot.

I sine tidligste Barndomsaar erholdt han en næsten spartansk Opdragelse,

for at styrke hans svagelige Legemsconstitution; saaledes var hans Føde

blot Frugt, Brød, Vand, Riis, Melk og Kartofler. Han blev badet to til

tregange om Ugen i koldt Vand og gik tilsidst daglig selv i Bad.

Hans Paaklædning var let, han maatte opholde sig i et koldt Værelse og

gik en heel Vinter uden Sko og Strømper. Man viste ham ingen

 

større Opmærksomhed end hans Legekammerater. Først i hans sjette eller

syvende Aar skulde han nyde Underviisning. Hans Moder, Dronning Caro-

line Mathildes Fjernelse fra Danmark og Struenses Fald gjorde en Foran-

dring i denne Opdragelsesmethode; dog menes der, at derved lagdes Grunden

til Prindsens senere saa stærke Constitution I sit syvende Aar erholdt

han Geheime = Statsminister Erickstedt til Overhofmester. Den bekjendte

Sproggransker, Etatsraad Sporon var hans Informator. Efter at have nydt

Religionsunderviisning af den lærde Theolog. Dr. Christian Bastholm,

blev han af denne den 4de April 1784 confirmeret i Christiansborg

Slotskirke. Lidt over 16 Aar

 

følte han dog nu Kraft til at styre den Stat, hvis præsumptive Tronarving

han var, da hans Fader led af en sørgelig Sindssvaghed. Allerede som

en fjortenaarig Yngling skal Kronprinds Frederik have indledet hemmelige

Underhandlinger med den i Aaret 1780 afskedigede Andreas Peter Bernstorf,

som da opholdt sig paa sine Godser i Meklenborg. Formodentlig har

Bernstorf raadet ham til at indvie Ministrene Scack Rethleu og Otto Thott

i sin Plan Den 14de April 1784 traadte Kronprindsen ind i Statsraadet

og fremlagde der en Ordre, som var undertegnet af Kongen, han selv, Thott

og Schack Rethleu, hvorved hele de hidtilværende Cabinet ophævedes,

 

og en tidligere Forordning, som det guldbergske Ministerium selv havde

udgivet, men i den senere Tid ikke overholdt, sattes paa ny i Kraft,

nemlig: at alle offentlige Sager skulde drøftes i de Collegier, hvorunder

det hørte, inden de foretoges i Statsraadet og forelagdes Kongen til

Underskrift. Af de ældre Ministre bleve kun Schack Rethleu og Otto

Thott optagne i det nye Ministerium; de øvrige: I. G. Moltke, Rosenkrone,

Stemann og Guldberg, tilligemed Kronprindsens Overhofmester Eichardt,

bleve afskedigede, dog i al Naade, da Kronprindsen erklærede, at han vilde

glemme, hvad der var skeet og ikke bære Nag eller Fjendskab til Nogen.

Den af Nationen

 

saa høit agtede Andreas Peter Bernstorf, Rosenkrands, General Huth og

Geheimeraad Henrik Stampe traadte i de afskedigede Ministres Sted.

Kronprindsen begyndte sin daadrige Virken med betydelige og vigtige For-

bedringer i Landbovæsenet og understøttedes heri paa det kraftigste af

de kundskabsrige og ædle Mænd: Christian Ditlev Frederik Reventlov,

Andreas Peter Bernstorf og Christian Colbjørnsen.

Med de kongelige Godser paa Kronborg og Frederiksborg Amter gjordes

Begyndelsen. Jorderne udskiftedes, Hoveriet ophævedes og 3.800 Gods =

og Huusmandsfamilier gave snart ved en stigende Velstand at uforkasteligt

Vidnesbyrd om Hoverifriheds og Selveiendoms Nytte. Man gik nu videre

i disse Forbedringer. I Sommeren

 

1786 havde Reventlov foredraget Kronprindsen adskillige Bønders retfær-

dige Klager og ytret, at en gjennemgribende Forbedring i Landmandens

Stilling var nødvendig, men tillige forestillet Kronprindsen de Vanske-

ligheder, som de bestaaende Indretninger og indgroede Fordomme for Tiden

satte derimod. "Mig forekommer det dog", sagde Kronprindsen, "at i

en saa vigtig Sag, hvorpaa Landets Vel beroer, bør man ikke lade nogen

Dag hengaa. Kan man ikke ligesaa godt begynde at arbeide derpaa i

Morgen som i Overmorgen ?". Følgen af denne Samtale var Nedsættelsen

af en Commission den 25de August 1786, hvis vigtigste Medlemmer vare

ovennævnte Reventlov og Colbjørnsen, der understørttedes kraftigen af

A. P. Bernstorf. Den vigtigste Frugt

 

af disse Mænds Bestræbelser var den gjennemgribende Forordning om Stavns-

baandets Ophævelse den 20de Juni 1788. Efter denne fulgte flere

vigtige, til Bondestandens Tarv sigtende Forordninger, som fri Indførsel

af Kornvarer, hvorved Bonden nødsagedes til at avle godt Korn; Tilladelse

for enhver at staldfodre Oxen, hvilket tilforn var Herremændene og Kjøb-

stædbeboerne udelukkende forbeholdent, samt fri Udførsel af Græsøksne,

der hidtil var forbudt. At udbrede Selveiendom iblandt Bønderne var

et Hovedformaal for Regjeringens Virksomhed og den i Aaret 1786 oprettede

Creditkasse, der gjorde Laan paa særdeles billige Vilkaar til Bønder og

Sædegaardseiere, bidrog meget hertil. I Hertugdømmerne herskede

endnu Livegenskabet, hvilket imidlertid ved Bernstorfs

 

Bestræbelse, skjøndt ikke uden Modstand fra Riddereskabets Side ophævedes

den 19de December 1804, hvorved 20.000 livegne Familier erholdt Frihed

og Eiendomsrettighed. Alle disse Foranstaltninger fandt imidlertid

ikke Sted uden Modstand saavel i Geheime = Statsraadet af Statsminister

Schack Rethleu, som fra Herremændenes Side. Da disse ved adskillige

Stridsskrifter intet udrettede, overrakte de i Aaret 1790 Kronprindsen

et Tillidsskrift, undertegnet af 102 jydske Godseiere, hvori de for-

langte, at de skete Forandringer skulde tilbagekaldes som fordærvelige

for Landet og stridende mod dets Forfatning. Ophavsmændene hertil,

de adelige Jordegodseiere Lattichau og Beenfeldt, bleve indkaldte for

 

en nedsat Commission, den første blev frataget sin Kammerherrenøgle og

forlod derpaa Landet, den Anden blev dømt til en Mulkt af 2000 Rdlr. for

at have paaskrevet Tillidsskriftet en stor Deel Jordegodseieres Navne

uden deres Tilladelse. Den øvrige Deel af Nationen paaskjønnede der-

imod Regjeringens vise og retfærdige Fremgangsmaade og Frihedsstøtten

udenfor Kjøbenhavns Vesterport opreistes af danske Medborgere til Minde

om Kongens Fortjenester af Bondestanden.

Den samme varme Følelse, som befriede Bonden fra det trykkende Stavns-

baand, lod ogsaa Kronprindsen i Aaret 1792 ophæve den Menneskeheden van-

ærende Negerhandel, ikke uden Vægring af Colonisterne paa de dansk =

vestindiske Øer. Danmark var den

 

første Stat, som gav Verden dette Exempel paa Menneskekjærlighed og Eng-

land den første som fulgte det.

Siden 1720 havde Danmark levet i Fred, men dets nøie Forbindelse med

Rusland og de Forpligtelser, det havde paataget sig mod dette Rige ved

Forbundet 1772, bragte det i Aaret 1788 i Krig med Sverrig. Dette

Riges Regent, Gustav, troede, da Rusland paa denne Tid var indviklet i

Krig med Tyrkiet, at det rette Øieblik var kommet, for at erholde de gamle

svenske Provindser igjen tilbage og rykkede ind i Finland. En dansk

Hær paa omtrent 10.000 Mand, under Anførsel af Landgrev Carl af Hessen,

Christian den Syvendes Svoger, gik ved Efterretningen herom over Norges

Grændser

 

ind i Bahuuslehn, gjorde 900 Svenske til Fange ved Qvistumbro, indtog

Vennersborg, Kongself og Bahuus og besatte flere af Grændseprovindserne.

Kronprinds Frederik gjorde Felttoget med som Frivillig. Gothenborg var

nærved at overgive sig da England og Preussen ved deres truende Mægling

tvang Prinds Carl til at slutte Vaabenstilstand og rømme de svenske Pro-

vindser, efter at omtrent 400 Mand vare blevne et Offer for en smitsom

Sygdom og Mangel paa Lægehjælp. Under Sverrigs fremtidige Krig med

Rusland forholdt Danmark sig neutral. Udrustningerne til denne Krig

satte Danmark i en Udgift af 7 Millioner Rdlr.

Den franske Revolution udbrød kort efter og alle Europas Magter væbnede

sig mod Frankrig. Uagtet Østerrigs og Preussens glimrende Tilbud og

stærke Opfordring til at forene

 

sig med den franske Republik, bevarede Danmark dog under Andreas Peter

Bernstorfs vise Styrelse af de udenlandske Anliggender en klog Neutralitet.

Denne kloge og standhaftige Politik lønnedes med det heldigste Udfald.

Medens Borgerblod flød strømmeviis over hele Europa, medens Landene hær-

gedes, Handel, Videnskabelighed og alle fredelige Idrætter standsedes,

fremblomstrede Danmark til en høi Grad af Velstand og indre Kraft og

Regjeringen fik Ro og Evne til at indføre mangfoldige velgjørende For-

bedringer; saavel i andre vigtige Punkter af Samfundsforholdene som i

Særdeleshed i Landbovæsenet, hvorved Staten blev istand til at bære de

store Ulykker, som siden overgik den.

Handelen steg i disse Fredens Aar,

 

da alle de øvrige Sømagter vare indviklede i Krig, til en Høide og et

Omfang, hvortil man før ikke havde kjendt Magen.

England, som midt under Krigen kunde beskytte sine Handelsskibe med sin

mægtige Flaade, Nordamerika og Danmark delte Verdenshandelen imellem sig;

Kjøbenhavn havde Handelshuse, som udstrakt deres Forbindelse over hele

den handlende Verden. Den ostindisk = chinesiske Handel var saa le-

vende, at der aarligen førtes for næsten 5 Millioner Rdlr. Cour. Varer

til Kjøbenhavn; den vestindiske og nordamerikanske Handel tilligemed

Fragthandelen paa Middelhavet, var ligeledes overordentlig fordeelagtig.

Handelen paa Middelhavet led en kort Afbrydelse i Aaret 1797, da Daian

af Tripolis tillod sig Fornærmelser mod de danske

 

Handelsskibe. Men den kjække Steen Bille bragte efter en seierrig Kamp

af tre danske mod syv tripolitanske Skibe Daian til at begjære Fred og

sikrede derved den danske Handel paa disse Farvande.

Danmark nød imidlertid ikke sin blomstrende Handel og Fredens Goder uden

store Anfægtelser og Fornærmelser af de krigsførende Magter, især af det

mægtige og overmodige England og der behøvedes en Bernstorfs hele dybe

Statsklogskab, som selv hans Fjender ikke kunde nægte Beundring, for at

bevare Freden med hiint Rige uden at kjøbe den med Opofrelse af Statens

Værdighed eller med Opgivelse af det hidtil fulgte politiske System.

Bernstorf døde den 21de Juni

 

1797. Hans Død var et Sørgebudskab for det hele Land. kronprindsen

tilkjendegav sit Tab ved at følge den Afdøde til Graven blandt hans

efterladte Børn.

Under Revolutionskrigen gjorde de krigsførende Magter, i Særdeleshed

England, de uretfærdigste Fordringer. Begrebet om Contraband blev ud-

strakt over alle Grændser og utallige brittiske Kapere, som bedækkede

alle Havn, vovede at undersøge danske Skibe; Fedevarer, Meel og Korn

blev regnet blandt Contraband, hvorved næsten hele Danmarks Handel maatte

blive tilintetgjort. Bernstorf protesterede herimod og dette hans Svar

til det engelske Ministerium ansaaes for et Mesterstykke i Fremstillings-

maaden og som et Mynster paa Retfærdighedskjærlighed, hvilken

 

Berømmelse det fik selv i det engelske Parlament. De mange Tvistig-

heder, som desuagtet fandt Sted, lykkedes det Bernstorf ved kloge Under-

handlinger at faa bilagte i Mindelighed. Men efter denne Ministers Død

begyndte man at lade Handelsskibene convojere ved Krigsfartøier, hvilket

Bernstorf, netop for at undgaae fjendtligt Sammenstød med England, be-

standigt havde undladt.

Følgerne af denne forundrede fremgangsmaade udebleve ikke. England

vilde ikke erkjende Orlogsskibenes Beskyttelsesret og begyndte den 25de

Juli 1800 Fjendtligheder ved at overfalde og opbringe den danske Fregat

Freia, der ikke vilde tillade, at en

 

Handelsflaade, der seilede under deres Beskyttelse, blev visiteret af de

engelske Krigsskibe. Videre Fjendtligheder bleve imidlertid for Øie-

blikket forebyggede, da Danmark fandt sig i at slutte en Convention den

29de August 1800, hvorved Stridsspørgsmaalet udsattes indtil Videre,

Freia tilbagegaves og Danmark forpligtede sig til ikke at lade sine Kjøb-

mandsskibe convojere. Kort efter indgik Rusland, Sverrig og Preussen

en Forening til en væbnet Neutralitet, hvilken Danmark opfordredes til

at tiltræde For den ovennævnte Convention med England vilde et saadant

Forbund med Rusland have været høist kjærkomment for den danske Regjering

som tidligere flere Gange, skjøndt uden Virkning, selv havde

 

opfordret Rusland og Sverrig til at indgaa en Forening til det fredelige

Handelsflags Beskjærmelse; men nu kom hine Magters Forlangende hvist

ubeleiligt og først efter lang Tøven gav Regjeringen efter for den rus-

siske Kaiser Pouls truende Forestillinger. Dog tiltraadte Danmark

Forbundet kun under visse Indskrænkninger, saaledes at det ikke stred

mod den med England sluttede Tractat. Ikke desmindre begyndte England

Krigen ved at lægge Embargo paa alle danske Skibe, som fandtes i engelske

Havne og ved at give Befaling til at besætte de dansk = vestindiske Øer.

I Slutningen af Martsmaaned ankom derpaa til Sundet en engelsk Flaade

paa 51 Seilere,

 

hvoriblandt 20 Linieskibe, under Commando af Parker som Overanfører og

den berømte Nelson. Uagtet den blev heftigt beskudt fra Kronborg, gik

den dog uskudt forbi denne Fæstning, da den holdt sig tæt ind under den

svenske Kyst, hvor ingen Anstalter vare gjorte til at hindre Englændernes

Gjennemgang. Imod den engelske Flaade forenede Danmark, hvis Flaade

ved denne uventede Angreb laa i Havnen uden at være udrustet, tildeels

af Mangel paa Søfolk, kun at stille en deel gamle ubrugelige Orlogsskibe

eller Blokskibe uden Master og Seil og nogle faa Linieskibe og mindre

Krigsfartøier. En Afdeling af disse, under Olfert Fischer, bestaaende

af 7 større Skibe fra 74 til 50 Kanoner, samt mindre Fartøier fra 26 til

6 Kanoner, lagde sig

 

i Kongedybet og blev her angreben af en engelsk Afdeling under Nelsons

Commando, der bestod af 12 Linieskibe, hvoraf 7 alene førte hvert 74

Kanoner, samt 7 Fregatter og 19 mindre Skibe, ialt 38 Seilfartøier.

De Engelskes Overmagt var afgjort, thi medens de Danske, da Blokskibene

laa ubevægelige for fire Ankere, blot kunde bruge det halve Antal af deres

Kanoner, saae Englænderne med deres bevægelige Skibe sig istand til at

benytte alle deres. Hvert dansk Skib var ogsaa omringet af 2 og flere

Skibe, som efter afløstes af friske.

Skjærtorsdagmorgen Klokken 10 den 2den April 1801 begyndte det blodige

Slag, der vedvarede med en mageløs Haardnakkethed indtil Kl. 4.

Dansken var

 

ikke udartet siden Tordenskjolds Tider, uagtet 80 Aar vare henrunden i

dyb Fred, med Heltemod forsvaredes ethvert Skib, indtil det var udygtigt

til at gjøre Tjeneste. Skjøndt enhver Skibschef og Mandskaberne kæm-

pede uforfærdet indlagde dog flere kjække Sømænd sig et uforglemmeligt

Navn i denne Kamp. Lassen og under ham Michael Belle sloges paa Prøve-

stenen i 5 Timer med 2 store engelske Linieskibe, en Fregat og en Brig,

indtil der kun var to Kanoner tilbage, som affyredes af Saarede.

Dannebroge, paa hvilket Fischer havde heist sin Stander, blev beskudt af

flere Linieskibe og mindre Fartøier og kom i Brand midt under Slaget,

hvorved Fischer nødsagedes til at forlade den og reise sin Stander paa

Holsten.

 

Desuagtet forsvarede Skibets Chef Braun det brændende Skib uforfærdet,

indtil han mistede sin høire Haand, hvorpaa Lemming tog Commandoen.

Af Skibets Besætning 336 Mand, vare 270 Døde eller Saarede og disse

Sidste tilligemed de Usaarede reddede sig kun med møie fra det brændende

Skib, der sprang i Luften kort efter Slagets Ophør.

Bagvien under Risbrich var der af 270 Mand kun omtrent 50 Usaarede tilbage

samt tre Kanoner, da Chefen forlod det ubrugelige Vrag Den syttenaarige

Willemoes førte et Flaadebatteri paa 24 Kanoner, hvormed han havde lagt

sig tæt ind under Admiral Nelsons eget Skib, Elephanten, som han bibragte

flere Grundskud og vedblev, til Trods for alle

 

Nelsons Bestræbelser at blive denne besværlige Nabo qvit, med sin vel-

rettede Ild ligetil henimod Klokken 2, da han saa sig nødsaget til at

trække sig tilbage. Rothe paa Prammen Nyborg og Fasting paa Prammen

Aggershuus forlode først Kamppladsen i en synkefærdig Tilstand. Nyborg

sank, da den kom til Toldboden, hvilket ogsaa var Tilfældet med Aggers-

huus, der sank ved Kalkbrænderiet. Blokskibet Indfødsretten blev

beskudt langskibs af 5 Fregatter og 2 Brændere. Dets Øverstcomman-

derende, Thurah, Næstcommanderende, samt en ny Chef, Schrøddersen der,

uagtet han var traadt ud af Tjenesten formedelst Svagelighed, selv for-

langte denne Post, faldt for Fjendens Kugler; først som et aldeles Vrag

blandet

 

Fjendens bytte.

Da Slaget havde varet i 3 Timer, frygtede Parker for et uheldigt Udfald

og gav Nelson Signal til at trække sig tilbage, men denne agtede ikke

herpaa og Kampen vedvarede endnu 1 a 2 Timer, efter hvilket de fleste

danske Skibe vare ødelagte. En stor Deel af de engelske vare paa samme

Tid i en ynkelig Forfatning. Nelsons eget Skib skød kun med enkelte

Kanoner og flere Linieskibe stode paa Grund paa dette farlige Sted.

For at hjælpe sig ud af denne Forlegenhed, sendte Nelson en Parlementair

i Land med et Brev, hvori han erklærede, at han saae sig nødsaget til,

hvis Ilden vedblev fra Trekroner og Landbatterierne, at maatte opbrænde

alle de Skibe, som

 

vare i hans Magt, uden at kunne redde det Mandskab, som var ombord paa

dem. En Vaabenstilstand sluttedes nu. Frygt for at udsætte Staden og

den i Havnen liggende aftaklede Flaade for et Bombardement af Parkers

Skibe, der efter den sydlige Forsvarslinies Ødelæggelse, havde fri Adgang

til Rheden, var Aarsag hertil og at man ikke med den nordlige fuldkommen

friske Linie angreb Nelsons ilde tilredte Skibe. De Danskes Tab af Døde

og Saarede angives til 1300, Fjendens derimod til 943 hvilket Antal

temmelig vist har været langt større i Virkeligheden. De fortsatte

Underhandlinger ledede til en Vaabenstilstand paa 14 Uger, under hvilken

Danmark frasagde sig virksom Deel i den væbnede Neutralitet.

 

Imidlertid var Kaiser Poul bleven myrdet allerede den 23de Marts 1801 og

dette gav Sagen en anden Vending. Hans Søn og Efterfølger Alexander

opgav nemlig den væbnede Neutralitet og sluttede en Fred med England,

hvori Danmark ogsaa blev deelagtig.

Det Afbræk det danske Handel havde lidt ved Krigen med England blev snart

igjen oprettet. Den ostindiske og vestindiske Handel blomstrede som før

og fra Nordamerika udskibedes i enkelte Aar for 8 Millioner Rdlr. Varer

til Danmark. Formedelst Krigen med Frankrig og de med det forenede

Magter vare Englænderne betydeligt indskrænkede i deres Handel og de

neutrale Danmark blev den Canal, hvorigjennem

 

en stor Deel af Europa forsynedes med Colonialvarer. Af denne Grund

var ogsaa Farten igjennem Øresund og den holstenske Canal i disse

Aaringer meget levende; hin steg aarligen til over 12.000 og denne til

henimod 3000 Skibe. Staten maatte imidlertid hele denne Tid bære store

Byrder, da de jævnlige Krigsuroligheder paa Landets Grændser gjorde det

nødvendigt at holde en Hær rustet i Holsten, der kostede saare betydeligt.

Som en Følge af det tydske Riges Opløsning i Aaret 1806, hævedes den

Lehnsforbindelse, hvori Holsten havde staaet til den tydske Kaiser og

dette Land blev derfor ved Patent af 9de September 1806 erklæret for

en uadskillelig Deel af den danske Stat.

Med undtagelse af Felttoget i Norge i Aaret 1788 og Slaget paa Kjøben-

havns Rhed 1801, havde Danmark nydt en dyb Fred fra Aaret 1720.

Saa længe som det var muligt

 

havde det søgt at bevare sin Neutralitet, men den vældige Krig mellem

Fastlandet og England rev det uimodstaaeligt ind med i Krigens Trængsler

og en Række af uforudsete og uforskyldte Ulykker styrtede ind over Dan-

mark og bragte Staten sin Undergang nær. I nogle hemmelige Tillægs-

artikler til Tilsitterfreden, den 9de Juli 1807, var Napoleon bleven

enig med Kaiser Alexander af Rusland om at spærre alle Fastlandets Havne

for Englænderne og opfordre Danmark til at erklære England Krig, hvis

denne Magt ikke vilde slutte en billig Fred med Frankrig. Uden at der

imidlertid i denne Henseende var skeet nogen Opfordring fra Ruslands

eller Frankrigs Side og uden nogen foregaaende Krigserklæring, begyndte

 

England Fjendtlighed mod Danmark ved at sende en Flaade til Sundet, be-

staaende af 54 Krigsskibe hvoriblandt 23 Linieskibe, samt 500 Transport-

skibe, under Anførsel af Admiral Gambier. Denne forlangte den danske

Flaades Udlevering "fordi", hed det "den engelske Regjering var under-

rettet om, at den danske Flaade vilde blive overladt til Frankrig for at

bruges imod England," og truede i Tilfælde af Vægring at bruge Magten.

Da det oprørende forlangende om Flaadens Udlevering havde mødt bestemt

Afslag, landede de engelske Tropper uden at finde nogen Modstand den 16de

August 1807 ved Vedbek et Par Mile fra Hovedstaden. Landingshæren

anførtes af General Cathcart og voxede efterhaanden ved Forstærkninger

fra Nordtydskland til 33.000 Mand. En Deel Landværns Folk, under

 

Castenskjold og Oxholm søgte vel at gjøre Modstand ved Kjøge, men blev

med let Mine adsplittet af Englænderne. Da Hovedstaden, som Fjenden

indesluttede den 18de August, havde udholdt et skrækkeligt tre Dages

Bombardement fra den 2de til 5te September, hvorved 300 private Eien-

domme og en stor Mængde offentlige Bygninger lagdes i Aske og mange hun-

drede Mennesker dræbtes eller saaredes, fandt den Øverstbefalende, den

gamle General Pegmann sig nødsaget til at indgaa en Capitulation, hvorved

Flaaden overgaves Englænderne og Citadellet Frederikshavn blev besat af

engelske Tropper paa 6 Uger, medens Flaaden gjordes seilbar. Alt Haab

om Undsætning var ude. Kongen og Kronprindsen, der befandt sig i Hol-

sten ved Armeen, kunde ikke

 

formedelst de i lille Belt krydsende fjendtlige Skibe, ile den beleirede

By til Hjælp og et Sendebud fra Kronprindsen med Befaling til i Nødsfald

hellere at opbrænde Flaaden end overgive den til Fjenden, var uheldigviis

blevet opsnappet af Englænderne. 18 Linieskibe, 15 Fragtskibe, 6

Brigger og 25 Kanonbaade tilligemed det store Forraad af alle Slags Skibs-

fornødenheder, som Flaadens velforsynede Arsenaler indeholdt, var det

rige Rov, som Garden bortførte. Hvad man ikke kunde føre med sig blev

ødelagt.

Det engelske Ministerium tillod nu Danmark at vælge imellem et Forbund

med England, eller Bevarelse af dets forrige Neutralitet, eller Krig og

truede i det sidste Tilfælde med at ville bevirk Norges Adskillelse fra

Danmark og Overgi =

 

velse til Sverrig. Det vilde have været en Lykke for Danmark hvis den

danske Regjering havde besluttet sig til at beholde sin forrige neutrale

Stilling, men harmfuld over lidte dybe Krænkelser valgte Kronprindsen

Krig og forenede sig nøie med Frankrig. Først nu, efter Hovedstadens

Ødelæggelse og Flaadens Ran, erklærede England Danmark Krig den 4de

November 1807. Da Sverrig forbandt sig med England og ytrede Begjær-

lighed efter Norges Krone, foretrak Kronprindsen en aabenbar Fjende for

en hemmelig og erklærede Sverrig Krig den 28de Februar 1808. Kort efter

den 13de Marts s. A. Døde Christian den Syvende i Rendsborg.

Faa af Danmarks Konger have ved deres Tronbestigelse modtaget i en saa

høist betænkelig Stilling,

 

som Frederik den Sjette. Ved Krigen med England og Sverrig var Danmarks

betydelige Søfart og Handel aldeles tilintetgjort, Pengevæsenet begyndte

at komme i Forvirring og den indre Virksomhed bleven lammet; Danmarks

Stolthed: dets Flaade tilligemed dets Magaziner med Skibsfornødenheder

vare i Fjendehænder; en betydelig Deel af dets Hovedstad laa i Ruiner og

en Kamp, hvis Ende man ikke kunde forudsee, havde Staten begyndt med en

overmægtig og overmodig Fjende. At Landet imidlertid formaaede at bære

de Ulykker, der nu strømmede ind paa det, skyldtes for en stor Deel de

vigtige Forbedringer i dets Indre, som den samme Konge allerede som Kron-

prinds havde foretaget i Fredens Aar.

 

 

Ved Krigen med England var Frankrig blevet Danmarks Allierede og en

fransk Hjælpehær, der for det Meste bestod af Spanier, anførte af Berna-

dotte, Prinds af Pontecorvo, ankom nu til Danmark, hvor den skulde be-

nyttes til et Angreb paa Sverrig. Men af denne projecterede Landgang

blev der intet, da de spanske Soldater, hvem de Franskes Kaiser imod

deres Villie havde sendt fra deres Fædreland til det fjerne Norden for at

kæmpe for en Sag, der var dem ligegyldig, gjorde Oprør imod de comman-

derende franske Officcerer, hvorpaa det lykkedes de fleste Spaniere at

blive optagne paa den engelske Flaade, som krydsede i store Belt;

 

Resten af Hæren blev det følgende Aar 1809 kaldet andetsteds hen og

Planen om en Landgang i Skaane opgiven. Krigen førtes desuagtet med

meget Held fra de norske Grændser under Anførsel af den indsigtsfulde og

yndede Prinds Christian August af Augustenborg. Kort efter afsattes

den svenske Kong Gustav den 4de Adolph og efterfulgtes i Regjeringen af

sin Farbroder Carl den 13de, der strax sluttede Fred med Danmark i Jön-

köping og med Rusland i Frederikshavn, hvorved Sverrig mistede Finland.

De Svenske valgte derpaa Prinds Christian August til Tronfølger, hvorved

det venskabelige og broderlige Forhold imellem de beslægtede Nabofolk,

der saa

 

længe havde kæmpet mod hinanden, syntes at ville paa ny knyttes, da den

unge Prinds døde pludseligt den 28de Mai 1810 og de Forhaabninger, der

knyttede sig til hans Person tilintetgjordes. Der aabnede sig vel en

Udsigt til en Gjenforening af alle tre nordiske Riger, da Talen var om at

udnævne den danske Konge til Tronfølger; men denne forsvandt, da de

Svenske valgte den ovennævnte Bernadotte, Prinds af Pontecorvo. For-

holdet imellem Danmark og Sverrig blev derimod i de første Aar fredeligt,

om end ikke venskabeligt.

Krigen med England fortsattes imidlertid med uhyre Anstrengelse og stor

Forbitrelse; men mod Englands mangfoldige Skibe, der bedækkede alle

Nordens Vande, kunde Danmark

 

ikke handle med den behørige Kraft. De faa Orlogsskibe, som havde været

fraværende fra Kjøbenhavn i Aaret 1807 og derved undgaaet at falde i

Fjendens Magt, bleve efterhaanden overvældede og tilintetgjort af Eng-

lænderne. Linieskibet Prinds Christian, der førtes af den kjække

Jessen, blev efter en heltemodig Kamp med tvende engelske Orlogsskibe

drevet paa Grund paa Nordkysten af Sjælland og opbrændt og samme Skjæbne

havde et Par Aar senere Fregatten Najaden under Capitain Holm ved Norges

Kyster, efter at den havde kæmpet hæderligt i flere Timer mod et engelsk

Linieskib og en Brig.

Som tidligere naar Fædrelandet var i Nød viste de danske Borgere de

 

største Opofrelser for at værne om det. Ved betydelige Pengegaver og

Gods kom Danmark snart i Besiddelse af en Roeflotille, den kjække danske

Sømand saae sig snart istand til ikke alene at værne om Landets Kyster

men ogsaa at tilføie den overmodige Fjende betydelige Tab. Dristige

Kapere, som udrustedes fra danske og norske Havne forstyrrede idelig

Englændernes Handel paa de nordlige Farvande. Imidlertid bemægtigede

Englænderne sig Øen Anholt, hvorved Handelen imellem Danmarks Provindser

og Norge led betydeligt og et Forsøg paa at tilbagetage Øen mislykkedes

aldeles. I Aaret 1812 blev Ruslands Kaiser Alexander enig med den

svenske Tronfølger,

 

Prinds Pontecorvo, at Norge skulde forenes med Sverrig. Der blev nu i

det paafølgende Aar 1813 gjort Danmark det Forslag at forene dets Vaaben

mod Frankrig og afstaae Norge til Sverrig. Danmark havde nu intet andet

Valg end slutte sig nøie til Frankrig og derved indvikle sig i en Kamp

med det øvrige Europa. Napoleon blev nu tvunget til at forlade Rusland

med Levningerne af sin store Armee og da han kort efter i October blev

overvundet i Slaget ved Leipzig trængte en forenet Hær af Russere, Preus-

sere og Tydskere og Svenskere, anførte af Prinds Pontecorvo, ind i Hol-

sten. Den i enhver Henseende langt svagere danske Hær kunde ikke

holde Fjenden

 

tilbage; men den kæmpede med en Tapperhed, der indgjød Fjenden Agtelse.

Under bestandige Skjermydsler, hvoriblandt især Træfningen ved Bornhoved

den 7de December 1813 var den blodigste og hidsigste, trak den sig op

mod Eideren. Medens den største Deel af den danske Hær kæmpede paa

Østsiden af Holsten, trængte en Afdeling Kosakker, vestlig frem og gik

over Eideren ved Frederiksstad, hvorfra de udbredte sig til begge Sider

i Hertugdømmet Slesvig og streifede lige op til Jyllands Grændser.

Fjendens Hensigt var at afskjære den danske Hær fra Fæstningen Rendsborg,

som skulde dække Tilbagetoget

 

og det lykkedes ogsaa General Wallmoden at trænge frem mellem denne

Fæstning og de danske Tropper, der anførtes af Prinds Frederik af Hessen.

De danske Tropper saae sig nu nødsagede til at slaae sig igjennem den

fjendtlige Hær, der var opstillet paa den nordlige Side af Eideren ved

Sehested, for derved at aabne sig Veien til Rendsborg. Den 10de December

kom det ved Sehested til en blodig Træfning, der varede fra om Morgenen

Kl. 7 til om Eftermiddagen Kl. 4. Efter en haardnakket Kamp lykkedes

det tilsidst de spanske Dragoner ved et kjækt Angreb, at kaste Fjenden

tilbage over Eideren

 

og indtage Sehested med Storm, hvorpaa den danske Hær uforstyrret sin

Marsch til Rendsborg. Med denne skjønne Vaabeneed endtes Krigen, thi

de svækkede Danmark var ikke længere istand til at fortsætte den ulige

Kamp. Ved Freden med Sverrig, som faa Dage efter sluttedes i Kiel, den

14de Januar 1814, maatte Danmark afstaa Norge. Nordmændene forsøgte

vel et Tid at modsætte sig denne tvungne Forening og hævde deres Uaf-

hængighed under den danske Tronarving Prinds Christian Frederik, der gav

dem en fri Forfatning, men da de ikke kunde modstaae Overmagten, forenedes

 

de med Sverrig, dog som et selvstændigt Folk. Til Erstatning for Norge

erholdt Danmark Svensk = Pommern, hvilket siden byttedes med Preussen for

Lauenborg og en Sum Penge. Samme Aar sluttede Danmark Fred med de øv-

rige Magter, blandt hvilke England erholdt Øen Helgoland. Efter

Napoleons Fordrivelse fra Europa, oprettedes den tydske Forbundsstat paa

Congressen i Wien, Hertugdømmet Holsten optoges deri og fik Deel i de

Rettigheder og Forpligtelser som dermed var forbundet.

Fra sin Tronbestigelse af var Frederik den Sjette gaaet frem efter de

samme Grundsætninger, som han allerede fra sin Ungdom

 

som Kronprinds havde fulgt.

Til Bondestandens Tarv og Opkomst udkom saaledes den vigtige Forordning

af 8de December 1810 om Forandringen af Tiendens Ydelse i Kjærven, der

vel paa den ene Side sikrede Tiendetageren den fremtidige Nydelse af

Tiende eller Vederlag derfor, men paa den anden Side tillige skjænkede

Tiendeyderen Ret til at forlange Tiendens Ydelse i Kjærven forandret til

et bestemt Vederlag i Penge, eller Korn i Skjæppemaal.

Ved et Lovbud af 3de Juni 1809 ophævedes Adelens og de priviligerede

Sædegaardseieres gamle Ret, at besætte de vigtige Præste =

 

og Dommerembeder og forandredes til en Forslagsret, der blot kunde

udøves af de nuværende priviligerede Besiddere for deres Personer og for

deres ægte Efterkommere, hvis de vare af Adel. Adelens Forstrandsret

indskrænkedes ligeledes ved en Forordning af 1815. Den Skattefrihed,

som en stor Deel Jordegodseiere besad, det saakaldte frie Hartkorn, blev

vel ikke ophævet, men som en Følge af Tidsomstændighederne, lagde For-

ordningen af 10de October 1802 og flere følgende Lovbud nye Skatter saa-

vel paa det frie som ufrie Hartkorn. Ved en Forordning af 15de April

1818 bleve disse forskjellige Paalæg samlede til een Landskat af det

frie Hartkorn, som paa

 

Grund af den Omvæltning der imidlertid havde fundet Sted i Pengevæsenet

og den derved foranledigede Forandring i Beskatningen, kun blev lidet

ringere end den, der ydes af det ufrie. Byrden af disse Paalæg blev

derved mere ligeligen fordeelt imellem de forskjellige Classer af Stats-

samfundet. Allerede ved en senere Forordning var det ligeledes paalagt

Sædegaardseierne at deeltage tilligemed Bønderne i Udgifterne til Anlæg

af nye Hovedlandeveie, Sluser, Broer og deres Grundforbedring.

Ved Forordning af 27de December 1820 hævedes Tolden paa Udførsel af Korn-

varer.

En lignende Omhu, som den Regjeringen viste for Bondestan =

 

den, blev ogsaa et mindre Antal danske Borgere til Deel, hvilke, skjøndt

de bare alle borgerlige Byrder, hidtil næsten vare uden borgerlige Ret-

tigheder. Danmark foregik flere Stater, der ellers antages at staae paa

et høiere Trin af borgerlig Udvikling, med et skjøndt Exempel, ved at

lade Jøderne vederfares Retfærdighed. En tidligere Forordning tilstod

vel Jøderne Adgang til Laugene; men Lovbudet af 29de Marts 1814, hvorved

Jøderne erholdt "lige Adgang med de øvrige Undersaatters til at ernære

sig paa enhver lovlig Maade"; skaffede Staten en Tilvæxt af flere Tu-

sinde nyttige Borgere. Siden ere Jøderne blevne berettigede til at

deeltage i Kjøbstædbestyrelsen

 

og i Stændervalgene.

Allerede tidligere havde Rettens Pleie modtaget store Forbedringer. I

Aaret 1795 indførtes de vigtige Forligelsescommissioner, der af flere

Stater ere blevne tagne til Mønstre for lignende Indretninger. Rettens

vedbørlige og hurtige Pleie blev befordret ved vigtige Lovbud. I Aaret

1805 oprettedes to Landsoverretter, af hvilke den ene for Nørrejylland

fik Sæde i Viborg, den anden for Øerne sattes i Forbindelse med Hof = og

Stadsretten i Kjøbenhavn.

Da den hertugelige Deel af Holsten blev forenet med den danske Stat, blev

den der brugelige Tortur afskaffet; i den samme Tid er Brændemærke, den

barbariske Spidsrodstraf samt

 

den skarpe Examination ligeledes bleven ophævet som en Følge af Tidens

Aand og Regjeringens humane Principer.

Den ligesaa barbariske Katstraf i Sø = Etaten vil ufeilbarlige ogsaa

snart ophæves og Søkrigeren saaledes ikke behandles grusommere end Land-

krigeren.

For Skole = og Almue = Underviisning har ingen af Danmarks Konger sørget

mere end Frederik den Sjette. Allerede Aaret efter Stavnsbaandets Løs-

ning, tog en nedsat Commission denne vigtige Sag under Overveielse og

Anstalter føiedes til at denne en duelig Skolelærerstand, som en af de

vigtigste Betingelser for at opnaae et forbedret

 

Almueunderviisningsvæsen. Flere Skolelærerseminarier oprettedes og

Skolelærernes Kaar blev betydelig forbedret. Skolevæsenet paa Landet

saavel som i Kjøbstæderne underkastedes en heel Reform og som en Følge

af disse Foranstaltninger staaer den danske Almue nu paa et Trin af Dan-

nelse og Oplysning, der kan taale Sammenligning med hvilketsomhelst andet

Lands og endog overgaaer den, som findes i flere større og mere beguns-

tigede Stater.

Ved oprettelsen af den polytechniske Læreanstalt, er ogsaa Kundskaben om

Naturvidenskaberne og disses Anvendelse paa Livet bleven meget udbredt

og som en Følge heraf har en bedre Smag, større Kundtfærdighed og

grundigere

 

Indsigter forskaffet sig Indgang hos Haandværkerstanden.

det lærde Skolevæsen tilligemed Universitetet underkastedes ogsaa bety-

delige og store Forandringer og modtog mange Forbedringer.

Efter at en Commission under Forsæde af den indsigtsfulde og for Sagen

nidkjære Hertug Frederik Christian af Augustenborg, var bleven nedsat i

Aaret 1790, underkastedes Spørgsmaalet om en Forandring i de lærde Skolers

Indretning en offentlig Drøftelse, hvortil Hertugen selv gav Exemplet ved

at lade sine Forslag desangaaende udgive i Trykken. Derpaa udkom en

Forordning for de lærde Skoler, hvorved disse underkastedes en betydelig

Forandring til det Bedre. Univer =

 

sitetet erholdt en Reform, det fik i Aaret 1788 en ny Fundats, flere

Professorer ansattes og som en Følge heraf optoges flere nye Videnskaber

i det academiske Foredrag; Embedsexaminerne skjærpedes og Examen Artium

gaves i Aaret 1805 en aldeles ny Indretning og endeligen blev baade Uni-

versitetets og de lærde Skolers Bestyrelse henlagt under en egen Direction.

Frederiksuniversitetet i Christiania i Norge stiftedes i Aaret 1811, for

at Videnskaberne ogsaa skulde trives i dette Land, som kort efter skiltes

fra Danmark. Sorø Academi, der afbrændte 1813, kom paa ny i

Virksomhed i Aaret 1822 og det 1785

 

oprettede chirurgiske Academie er i de sidste Aar sat i en nærmere For-

bindelse med Universitetet. I den nyeste Tid benyttes Modersmaalet

baade ved Foredraget af de fleste Videnskaber og ved Examinerne istedet

for det latinske Sprog. Blandt Foranstaltninger, der i Tidsrummet fra

Frederik den Sjettes Medregjering som Kronprinds indtil hans sidste

Regjeringsaar som Konge, have havt en vigtig Indflydelse paa Videnskabe-

ligheden. Almindelighed eller paa enkelt Videnskaber i Særdeleshed,

fortjenes at nævnes foruden Oprettelsen af det chirurgiske Academie i

Aaret 1785 Aabningen af det store kongelige Bibliothek til

 

offentlig Brug i Aaret 1793, Oprettelsen af et Museum for nordiske Old-

sager 1807, Stiftelsen af Oldskriftsselskabet, der i Forbindelse med

Commissionen for det Arne = Magnæaske Legat har virket kraftigen for

Udgivelsen af Skrifter, der oplyse Fortidens Historie og Mindesmærker,

Oprettelsen af et Selskab for Naturlærens Udbredelse og den ovennævnte

Stiftelse af den polytechniske Læreanstalt, samt den militaire Høiskole.

Videnskaber og Kunster dyrkedes ivrigt og heldigt i dette Tidsrum og i

mange af den Danmark opvise udmærkede Navne. Som Historieskrivere

bør først

 

nævnes Langebek, Schøning og Suhm; i deres Fodspor fulgte Carstens, John

Eriksen, Thorlacius, Thorkelin, Abraham Kall, Ryerup, T. H. John, Münter

og den skarpsindige Peter Erasmus Müller, der har givet Nordens Sagn-

historie en ny Skikkelse. Münter var tillige en lærd Kjender af Ori-

entens Sprog og Oldtidsminder. Finn Magnussen var en af den nyere Tids

største Archæologer. Bastholm og Balle tilligemed ovennævnte Münter og

P. E. Müller vare fortjente Theologer. Moldenhawer og Ole Worm, be-

rømte Videnskabsmænd. Jacob Laden skylder Modersmaalet mange Forbed-

ringer. Wilster leverede flere smagfulde Oversættelser

 

af de gamle græske Digtere. Brøndsted besad store Indsigter i den

græske Oldtids Kunstmindesmærker og vandt derved europæisk Berømthed.

Rask ansees for en af Verdens største Sprogkyndige. Retsstudiet, for

hvilket Kofod Anker havde virket saa meget, fremmedes endnu mere ved

Kongslev, Dons, Jacob Edward Colbjørnsen og J. F. V. Schlegel. Læge-

videnskaben opviser ogsaa i dette Tidsrum berømte Navne som Trode Cal-

lisen, M. Saxtorph F. L. Bang, Winsløv, Herholdt, Wendt, Schumacher,

L. Jacobson og Brandis. Wahl udmærkede sig som en af Europas største

Plantekyndige. Tetens, Gansz og Degen ere

 

bekjendte som Mathematikere og Poul Løvenøre ved sine Kort over de nor-

diske Farvande. Peter Christian Abildgaard, der stiftede Dyrlægeskolen

paa Christianshavn i Aaret 1773 og Erik Viborg vare berømte Dyrlæger

Paulsen, Juul og Nicolai Abildgaard, Kratzenstein = Stub, Gebauer, Lo-

rentzen. W. Bendz og Adam Müller vandt et stort Navn som Malere, Winder-

wall og Freunden høi Rang som Billedhuggere; Harsdorf og Hansen udmærkede

sig som Bygmestere og Clemmens som Kobberstikker. Billedhuggeren Bertel

Thorvaldsen overstraalede imidlertid alle disse Kunstnere og indlagde

sig med sine udødelige Værker et berømt Navn over hele Kloden.

 

Komponisterne Weyse og Kuhlau ansaaedes for at være blandt deres Tids

meest berømte Musikere. Chr. Hornemann, Treschow og Birrkner indlagde

sig i deres Fødeland et Navn i Philosophien. Hertil regnedes ogsaa

Paul Müller, der tillige var en talentfuld Digter, som udmærkede sig ved

et skjønt og reent Sprog. I dette Tidsrum fremstode ogsaa en stor

Mængde Digtere, som berigede, rensede og uddannede Modersmaalet. Af

disse bør nævnes Tullin, Storm, Pram, Schack Staffeldt. En høiere Rang

end de Nysnævnte indtog den ædle og ulykkelige Johannes Ewald, hvis

 

Dybde og Inderlighed hans Samtid ikke tilfulde forstod at vurdere og

paaskjønne. Han var den nyere danske Digtekunsts Morgenrøde og For-

løberen for den store Digteraand, som ved det nittende Aarhundredes Be-

gyndelse gav den danske Poesie en ny Skikkelse og Retning Samtidig med

Ewald virkede Wessel ved sine vittige Digte og satte ved sin "Kjærlighed

uden Strømper" en Dæmning for hin Tids svulstige og overdrevne Efter-

lignelser af franske Mønstre. Knud Lyne Rahbek indlagde sig paa sin

lange Forfatterbane uforglemmelige Fortjenester af den danske Literatur,

til hvis Udvikling han virkede i de mangfoldigste

 

Retninger baade som Digter og Prosaist. Som Critikus og Æstethiker

indtog han en høi Plads, skjøndt han i denne Henseende mere tilhørte det

18de end det 19de Aarhundrede.

Thomas Thaarup vandt en hæderlig Plads blandt Nationens Digtere ved sine

skjønne folkelige Sange og fædrelandske Syngestykker.

Jens Imanuel Baggesen sikrede sig et uforgjængeligt Navn ved sin Fuld-

endte Sprogform, levende Phantasia og sprudlende Vittighed.

Det Baand, som havde hvilet paa Trykkefriheden under det guldbergske

Ministerium, hævedes ved dette Ministeriums Fald og Regjeringens forandrede

 

Grundsætninger i denne Henseende lagde sig paa en mærkelig Maade for

Dagen derved, at Martfeld i ti Aar undertrykkede vigtige Skrift om

Danmarks Kornhandel nu fik Tilladelse at udkomme. Saaledes vedblev

det i længere Tid; men den i de sidste Aar af det 18de Aarhundrede her-

skende politiske og religiøse Gjæring, som naturligviis stærkt afprægede

sig i Literaturen, vakte omsider Betænkelighed hos Regjeringen og bevæ-

gede den til at tage strænge Forholdsregler mod Pressen. Flere Trykke-

frihedsprocesser mod Skrifter, hvis Indhold og Tone Regjeringen fandt at

være fornærmelig og forbryderisk fulgte paa hinanden; derpaa

 

udkom, tvende Aar efter at Andreas Peter Bernstorf, Trykkefrihedens varme

og utrættelige Talsmand, var død, Forordningen af 27de September 1799,

der ophævede Anonymiteten, fortsatte Censur for domfældte Forfattere og

saaledes gjorde et mægtigt Skaar i den hidtil bestaaende uindskrænkede

Trykkefrihed. Blandt hine Processer vare de, som anlagdes imod P. A.

Heiberg og Malte Conrad Bruun de mærkeligste. Den første, en bekjendt

vittig Skuespildigter og Forfatter til flere satiriske Skrifter, blev

ved Hof = og Stads = Rets Dom af 24de December 1799 dømt til Landsfor-

viisning og begav sig almindelig beklaget til Frankrig. Malte Conrad

 

Bruun, der ligesom Heiberg, flere Gange tidligere havde været tiltalt for

Presseforseelser, blev dømt til samme Straf og forlod, kun 23 Aar gammel,

sit Fædreland. I Frankrig, hvor han siden opholdt sig for bestandig,

indlagde han sig et berømt Navn som en af Nutidens største geografiske

Forfattere.

Skjøndt Forordningen af 27de September 1799 siden er bleven skjærpet ved

flere Bestemmelser og navnligen politiske Blade ere blevne underkastede

Censur, hersker der dog iøvrigt i Danmark ingen Censurtvang; thi efter

Forordningens Ord, "er det enhver Mand uformeent med Frimodighed ag An-

stændighed offentligen at fremsætte sine Tanker om, hvad der kan bidrage

til at fremme det

 

almindelige Bedste, eller hvad der kan være at rette og forbedre i Lan-

dets Love, Anordninger og offentlige Indretninger," og hvor der er

Spørgsmaal om Overtrædelse af Trykkeloven, tilkommer Afgjørelsen

Landets almindelige Domstol.

Danmarks Flaade var bleven røvet 1807 af Englænderne, de kostbare Maga-

ziner tømte af dem. Siden har Landet faaet en ny Flaade, der som en

Følge af at Danmark alene leverer den Matroser, neppe bestaar af det

halve Antal Skibe som førend 1807.

Hæren bestod i det forrige Aarhundrede af hvervede, meest tydske Tropper,

paa hvis Troskab

 

man aldeles ikke kunde stole, samt af Landsoldater, som udskreves uvil-

kaarligen af Herremændene og lærte Krigstjenesten efter tydsk Commando

og Prygl af tydske Underofficcerer. Det guldberske Ministerium indførte

vel det danske Sprog ved Commandoen og den militaire Retspleie, men

ændrede ingen af de øvrige Mangler. Først da Herremændenes Indfly-

delse paa Udskrivningen hævedes tilligemed Stavnsbaandet, begyndte nu

Grundforbedring i Hærens Indretning. Udskrivningen skete nu i Forhold

til Folketallet i hvert Distrikt istedet for 12, undertiden 18 Aar, fast-

sattes Tjenestetiden til 8 og af disse fordredes i Fredstid kun fast

Tjeneste

 

i to til tre Aar. Hvervningen, med Undtagelse af den vestindiske

Hvervning, blev aldeles afskaffet og Landets Forsvar overlodes til Landets

Indfødte. Ved Forbedringer i de militaire Underviisningsanstalter,

ved Oprettelsen af en Artillerieskole, som i Særdeleshed skyldtes General

Huth og ved den i Aaret 1830 Stiftede militaire Høiskole er der sørget

for, at Officcererne kunne erholde de Kundskaber og den Dannelse, som er

nødvendig for den Stand de beklæde.

Danmarks Pengevæsen kom under Krigen i den sørgeligste Forvirring. Ved

Udgangen af det 18de Aarhundrede beløb Statsgjælden sig til 28 Millioner

 

Rdlr. Courant og Seddelgjælden til 16 Million; men under Krigen 1801 og

ved Rustningerne baade til Lands og Vands i de følgende 6 Aar, som

Krigsurolighederne i Nabolandene gjorde nødvendige, steg hin til 41 og

denne til 26 Millioner. I den paafølgende ulykkelige syvaarige Krig

med England, tiltoge Statens Fornødenheder i samme Grad, som Folkets

Kræfter til at bære nye Paalæg, formindskedes, Statslaan. Udlandet

vare under disse Omstændigheder en Umulighed at erholde og man nødsage-

des til at gribe en Udvei, som ogsaa tidligere, efter at Banken ophørte

at være privat, var bleven benyttet, nemlig

 

at udstæde Sedler, uden at man besad en dertil svarende Værdi. De

Ulykker som Courantbanken i Danmark anrettede rammede derimod ikke Her-

tugdømmerne, der i Aaret 1788 havde deres eget Møntvæsen ved Oprettelsen

af Speciesbanken i Altona. Massen af de paa dansk Courant udstedte

Sedler steg omsider til 142 Millioner, medens Statsgjælden den 1ste

Januar 1814 var voxet til 100 Millioner. Denne forøgedes siden ved flere

betydelige Laan og beløb sig efter Frederik den Sjettes Død den 1ste

Januar 1863, til noget over 114 Millioner Rdlr. Denne overordentlige

Forøgelse af

 

Seddelmassen, for hvilken ingen betryggende Sikkerhed havdes, foraar-

sagede at Papirspengene sank dybt under deres paalydende Værdi.

Regjeringen nødsagedes derfor under den stedse voxende Forvirring i Penge-

væsenet, at gribe til det sørgelige, men uundgaaelige Middel at nedsætte

Courantsedlernes Værdi saaledes at 6 Rdlr. af disse kun gjaldt lige med

1 Rdlr. af de nye Rigsbankspenge, derimod bleve de paa Navneværdi lydende

kongelige Obligationer omskrevne Daler for Daler. Rigsbankspengene

udstædtes af den i Aaret 1813 den 5te Januar ny oprettede Rigsbank, som

ved Mangelen af rede Værdi grundedes paa hele Landets urørlige Formue,

saaledes

 

at alle Eiere af Jorder, Tiende og faste Eiendomme forpligtedes til at

betale til Banken 6 pC t. af deres Eiendommes Værdi og forrente denne

Sum med 6 pC t. indtil Bankhæftelsen indfriedes ved Betalingen af det

paalydende Beløb. Dog overtoge Finantserne 5/6 af Renten af Hæftel-

serne for Jorder og Tiender, da Landmanden ikke var istand til at bære

denne nye Byrde. For end yderligere at betrygge Pengevæsenet Sikkerhed

blev den kongelige Bank den 4de Juli 1818 forandret til en privat Bank.

under Navn af Nationalbanken, der fik en af Regjeringen uafhængig

Bestyrelse.

Danmarks tidligere saa

 

blomstrende Handel var som en Følge af Krigen aldeles standset og mang-

foldige driftige Handelshuse var gaaet under ved Englands Opbringelse af

en stor Mængde af vore Kjøbmandsskibe. Den Omstændighed, at Danmark

levede i Fred medens næsten alle andre af Europas Magter havde kæmpet med

hinanden, havde bidraget til at hæve vor Handel til en forhen ukjendt

Høide, men nu, da en almindelig Fred indtraadte, søgte enhver Nation at

gjenvinde sin forrige Handel. Hvorledes var det muligt med svækkede

Midler, at faae den ældre levende Handel tilbage. For Regjeringens

 

Side blev der strax efter Freden givet Handelen flere Lettelser og Fri-

heder, men af den forhen saa blomstrende ostindiske Handel blev der neppe

en Skygge tilbage; og Fragthandelen paa Middelhavet og Handelen paa

Amerika og Vestindien forringedes betydeligen. Derimod er Kjøbstædernes

Handel i Tiltagende og Udførselen af Landets egne Frembringelser er ved

Forbedringerne i Agerdyrkningen næsten fordoblet. Ved Toldforordningen

af 1797 gjordes det første Skridt til at opgive den hidtil gjældende

Grundsætning, at fremme Landets Handel og Industri ved høie Toldpaalæg

 

eller fuldkomment Forbud mod Indførsel af visse Varer,

Nationens Stemning var i de første Aar efter Krigen sørgelig og nedslagen.

De andre Magters store Uretfærdighed, Krigens uheldige Gang og Statens

uhyre Tab havde saaret Nationalfølelsen og knækket Modet. Nutiden gav

ingen Tilfredsstillelse og Blikket vendte sig ængstelig fra en truende

Fremtid til lykkeligere Fortid med dens rige Minder. Eftersom imidler-

tid Krigens Følger forvandtes og Staten samlede nye Kræfter, veg hin

Nedslagenhed lidt efter lidt for en tillidsfuldere Stemning og et bedre

Haab.

Regjeringens mange Foranstalt =

 

ninger i heldigere Dage til Landets Opkomst, Oplysningens Udbredelse og

de borgerlige Forholds Ordning begyndte nu at bære deres Frugter.

Ved Indskrænkningen af Adelens Privilegier, den frie Hovedgaardstaxts

Beskatning, ved Bondens Frigørelse og Optagelse i Statsborgernes Række

og Rettigheder var Danmarks jævne Udvikling til borgerlig Lighed og Eens-

hed i Byrder og Fordele bragt Fuldendelsen nærmere.

Oplysningen spredte sig mægtigen i alle Stænder og Borgeren lærte at

betragte sig ikke som en villiesløs Menneske, men som et selvbevidst og

selvvirksomt Medlem af Statssamfundet.

Tidens Aand og store Værdens =

 

begivenheder, nære og fjerne, bidroge ogsaa deres til at udvikle den

vaagnende Folkeaand og Henvende Borgernes Opmærksomhed paa sit Forhold

til Staten og det Offentlige. Frederik den Sjette, der som Yngling

havde stillet sig i Spidsen for de vigtigste og meest velgjørende Forbed-

ringer og gjennemført dem trods al Modstand gav i sin Alderdom sit Hen-

givne Folk et stort Beviis paa sin Kjærlighed og Erkjendelse af dets

Modenhed til at medvirke i Statens Styrelse ved at skjænke det en raad-

givende Stænderforfatning. Ved den mindesværdige Forordning af 28de

Mai 1831 erklærede Kongen sin Beslutning at indføre raadgivende Provind-

sialstænder i Danmark og Hertug =

 

dømmerne "for desto Fuldkomnere at sætte sig og sine Efterkommere paa

Tronen istand til at erholde den tilforladeligste Kundskab om Alt, hvad

der kan fremme hans kjære og trofaste Folks Tarv og for derved tillige

at knytte de Baand, desto fastere, som forene Kongehuset med Folket, faa

og bidrage til Almeenaandens Oplivelse". Alle Love, der have Forandring

i Undersaatternes personlige og Eiendomsforhold eller i Skatterne og de

offentlige Byrder til Gjenstand, skulle ifølge denne Forordning forelæg-

ges Stænderne til Betænkning og Raadslagning og disse ere endvidere

berettigede til at indkomme

 

med Patitioner og Forslag til nye Love og med Besværinger over Misbrug i

Anvendelsen af de bestaaende Love eller i Bestyrelsen af offentlige

Indretninger.

Frederik den Sjette saae sit sidste store Værk, Stænderinstitutionerne,

i de faa Aar, han var Vidne til dens Virksomhed, slaae dybe Rødder i

Folket og bære rige Frugter, deels i den kraftige vakte Almueaand, der

styrkede Statslegemet ved at fremkalde forhen slumrende Kræfter, deels

i flere Love af indgribende Vigtighed, der udgik efter at være under-

kastede Stændernes Prøvelse, som Toldforordningen, Communalloven foruden

flere andre, der var

 

forberedede og ventede deres Fuldførelse af hans Efterfølger paa Tronen,

Christian den Ottende.

Frederik den Sjette døde den 3de December 1834, efter at have regjeret

som Prindsregent i 29 Aar og som Konge i 31. Han blev, da han skulde

bisættes i sine Forfædres Begravelsessted, Roeskilde Domkirke, baaret

til sit Hvilested af den Stand hvis utrættel.ige Velgjører og Beskytter

han havde været fra sin tidligste Ungdom indtil sin Død, nemlig af tak-

nemmelige Bønder. Aldrig træt af at virke for det Folks Lykke til hvis

Styrelse Forsynet havde kaldt ham altid beredvillig til at høre og hjælpe

den Nødlidende, gav hans Samtid ham

 

Tilnavnet: den Eiegode, hvilket vist heller ingen af Danmarks Konger

har fortjent mere end Han.

Frederik den Sjette blev den 31te Juli i Aaret 1790 formælet med Maria

Sophia Frederikke, datter af Landgrev Carl af Hessen. Dette Ægteskab

var velsignet med 8te Børn, hvoraf ikkun tvende Døtre Caroline og

Wilhelmine Maria, leve.

-------------------------------------------------------------------------------