Frederik den Femte

 

Frederik Den Femtes Fødsel paa Christiansborg den 31de Marts 1723 vakte

stor Glæde i Kongeborgen; thi man frygtede for Tronfølgen, da Bedste-

faderen, Frederik den Fjerde, var gammel og dennes eneste Søn, Kronprinds

Christian var svagelig.

I sit fjerde Aar fik han Georg Wilhelm, Baron af Sihlenshal til sin Kam-

merjunker og senere til sin Hofmester.

Ved hans Faders Tronbestigelse

 

i Aaret 1730 udnævntes den lærde Iver Rosenkrands til hans Overhofmester.

Som en Følge af Faderens og Moderens Hengivenhed for Udlændinger, valgtes

flere Tydskere til den nuværende Kronprinds’s Lærere; dog kunde disse

ikke hindre Prindsen i at vise Kjærlighed for det danske Sprog og for

danske Sæder, hvilket skaffede ham af Moderen Benævnelsen: "der dänishe

Prinz". Den 10de April 1740 blev Prindsen høitideligt confirmeret i

Frederiksborg Slotskirke af Hofpræsten Bluhme. Kort efter Confirma-

tionen blev Rosenkrands afskediget og Baron Laulund indsat i hans Post.

Som Prindsens Ungdomsven bør nævnes Adam Gottlob Moltke, der vedblev

endog da Prindsen havde besteget Tronen,

 

at besidde hans Fortrolighed og senere blev ophøiet til Greve af Bregen-

tved.

Ved sin Blidhed og Venlighed, ved sit ligefremme Væsen vandt Frederik

den Femte, allerede som Kronprinds, hele Nationens Kjærlighed, ja Rygtet

om hans mange elskværdige Egenskaber naaede endog Naboriget Sverrig, hvis

Bondestand og Geistlighed, i Aaret 1743, ved Valget af en Tronfølger,

fæstede deres Øine paa den danske Kronprinds. Da derimod et andet Parti

ønskede en Tronfølger af det gottorpske Huus, droge omtrent 7000 Dale-

Karle bevæbnede til Stockholm og forlangte at Prinds Frederik af Danmark

skulde vælges. En blodig Kamp opstod i Stockholms Gader, Dalekarlene

maatte vige og det større,

 

Rusland hengivne Parti valgte Hertug Adolph Frederik til Tronfølger.

Christian den Sjettes Klogskab forebyggede en Krig imellem begge Riger,

thi Rustninger i denne Anledning fandt Sted paa begge Sider og Kronprins-

sen selv var reist til Norge for at paatage sig Commandoen over de da-

værende Tropper.

I Aaret 1743 blev Frederik tyve Aar gammel, formælet med Prindsesse

Louise, en Datter af Georg den Anden af England. Hendes Kjærlighed for

alt Dansk, hendes Venlighed og Godgjørenhed gjorde Hende i høi Grad el-

sket af Nationen, der ved hendes pludselige Dødsfald i Aaret 1751 ytrede

en sand og dyb Bedrøvelse.

 

Ved sin Faders, Christian den Sjettes, Død den 6te August 1746, besteg

Frederik den Femte Tronen. Den mørke Alvor, der havde hersket ved

Hoffet, det skinhellige, stive Væsen, der fandt Næring i den afdøde Konges

religiøse Anskuelser, maatte nu vige for den Munterhed, den unge Konge

udbredte om sig. Blandt de høiere Embedsmænd fandt faa Forandringer

Sted ved Frederik den Femtes Tronbestigelse; Schulia beholdt sin velfor-

tjente Indflydelse ogsaa under denne Konge indtil sin Død i Aaret 1750

og efterfulgtes af den af Danmark saa høitfortjente Johan Hartvig Ernst

Barnstorf.

Grev Johan Ludvig Holstein, der

 

under Christian den Sjette havde Virket saa meget for Videnskaberne og

Lovgivningen, beholdt sin Post som Patron for Universitetet og Præsident

i det danske Cancellie og understøttedes kraftigen af den udmærkede Lov-

kyndige, Generalprocureur Henrik Stampe

Grev Danneskjold = Samsø, der under den afdøde Konge havde sat Flaaden

paa en hidtil ukjendt Fod, erholdt derimod strax sin Afsked, fordi en Ad-

miral Rosenpalm havde indbildt Frederik den Femte, at han kunde bespare

100.000 Rdlr. af Sø = Etatens Udgivter om Aaret.

I stedet for Rentekammerpræsident von der Osten, der under

 

den forrige Konge havde forestaaet Finantserne indsattes Grev Otto Thott,

hvem det lykkedes i de første 8te Aar af sin Bestyrelse at nedsætte den

af Christian den Sjette efterladte Statsgjæld 2.380.000 Rdlr. til 1 Million.

Danmarks Forhold til Sverrig, der i Christian den Sjettes sidste Regje-

ringsaar havde været meget spændt, blev i Særdeleshed ved Sculias Bestræ-

belse meget venskabelig under denne Konge Ved en Tractat af 23de April

1750 fornyede den svenske Tronfølger Adolph Frederik, som Hovedet for den

yngre holsten = kielske Linie, ikke alene sin Afstaaelse af alle Fordrin-

ger paa Slesvig, men forpligtede sig endog til, naar engang den hertuge-

lige Del af Holsten

 

tilfaldt hans Linie, at ombytte den med Grevskaberne Oldenborg og Del-

menhorst. Aaret efter sluttedes en anden Tractat angaaende Grændserne

imellem Norge og Sverrig, hvorved Aarsagen til mange tidligere Stridig-

heder ophørte.

For end mere at knytte Sverrig til Danmark, indlededes ved Bernstorf et

Giftermaal mellem Adolph Frederiks Søn, siden Gustav den Tredie og Fre-

derik den Femtes Datter, Sophia Magdalene, hvilket Ægtekskab imidlertid

først fandt Sted efter Frederik den Femtes Død, skjøndt et Parti saavel

i Danmark som i Sverrig satte sig derimod.

 

Danmarks Politik var fredelig under denne Konge og det tog ingen Deel i

de Krige, som rasede næsten over hel Europa. I Syvaarskrigen imel-

lem Preusien og Østerrig, søgte Kongen endog ved sin Minister, Grev Lynar

at optræde som Fredsmægler og sluttede et Forlig til Kloster = Zeven

imellem de i Nordtydskland kæmpende Hære, men Forliget blev ei stadfæstet

af vedkommende Regenter og Krigen udbrød snart igjen. Men skjøndt Dan-

mark iagttog en streng Neutralitet i denne Krig, i hvilken næsten alle

Europas Magter toge deel, saae Frederik den Femte sig dog nødsaget til,

for at beskytte de danske Grændser, at holde i flere Aar en Hær paa

 

 

24.000 Mand, ligesom han ogsaa, da franske og engelske Kapere bemægtigede

sig saavel danske som svenske Cofferdiskibe, sluttede et Forbund med

Sverrig om at holde hver en Flaade paa 8de Orlogsskibe i Søen, for at

beskytte det neutrale Flag. Senere tiltraadte Rusland ogsaa dette

Forbund og føiede 12 Orlogsskibe til den forenede svensk = danske Flaade.

Det venskabelige Forhold med Rusland afbrødes i Aaret 1762 ved Kaiserinde

Elisabeths Død. Peter Ulrik, Hertug af Holsten = Kiel, som nu besteg

Tronen under Navn af Peter den Tredie brændte af Begjærlighed efter at

hævne sig paa Danmark

 

for de formeentlig Forurettelser, hans Forfædre, Hertugerne af Holsten =

Gottorp, havde lidt. Han sluttede strax Fred med Frederik den Anden af

Preussien, med hvilket Rige Rusland laa i Kamp, gav ham alle hans fra-

tagne Lande tilbage og truede med, da hans Forlangende om Tilbagegivelsen

af Slesvig afsloges, ikke alene at berøve Danmark Slesvig og Holsten, men

endog et jage det danske Kongehuus ud af Europa og anvise det Trankebar

Opholdssted.

En russisk Hær paa 40.000 mand som stod i Pommern under Romazov, fik

Ordre at marschere mod Holsten.

 

Frederik den Femte havde længe været forberedt herpaa og rustede sig nu

med den største Anstrengelse til Kamp mod det mægtige Rusland. En Flaade

paa 36 Orlogsskibe krydsede i Østersøen og Hæren forøgedes til 71.000

Mand hvoraf en Afdeling paa 40.000 Mand, under Anførsel af den indkaldte

duelige franske General Grev Saint Gerniain, rykkede ind i Meklenborg for

at møde Russerne. Begge Hære stode slagfærdige kun faa Mile fra hin-

anden, da en for Danmark uventet lykkelig Begivenhed reddede det fra en

Krig, der kunde have blevet meget farlig for det. En Revolution

styrtede nemlig

 

Peter den Tredie fra Tronen og røvede ham Livet. Hans Efterfølgerske

Catharina den Anden, sluttede kort derpaa Fred med Danmark efter at nogle

Tvistigheder angaaende Regjeringen i den hertugelige Deel af Hertugdømmet

Holsten, i Peter den Tredies Søn, Poul Petrowitschs Mindreaarighed.

En evindelig Kilde til fremtidige Stridigheder vilde imidlertid det kiel-

ske Huses Besiddelse af det Halve Holsten og dets Fordringer paa den

fordums hertugelige Deel af Slesvig vedblevet at være, naar det ikke var

lykkedes Bernstorf, hvad allerede Griffenfeldt under Christian den Femte

og senere

 

Christian den Sjette forgjæves havde foreslaaet, at indlede et Mageskifte

med Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst, dog først Aaret efter Frederik

den Femtes Død.

Frederik den Femte og hans Raadgivere beskjeftigede sig i hans hele Re-

gjeringstid med almennyttige Foranstaltninger, der sigtede til Bonde-

standens Ophjælpning og Landvæsenets Forbedring, Handelens og Skibs-

fartens Udvidelse, Fabrik = og Industrivæsenets Fremme, de skjønne Kun-

sters og Videnskabers Opmuntring, samt Stadens Forskjønnelse.

Med Hensyn til Handelens og Skibsfartens, samt Manufactures og Fabrikers

Fremme var intet Offer for stort for Frederik

 

den Femte, for opnaa dette vigtige og gavnlige Maal.

Hans Iver i den Henseende overgik hans Faders og havde han en kraftig

Medhjælper Bernstorf.

I Christian den Sjettes sidste Aar saaes det danske Flag første gang i

Middelhavet, da denne Konge havde indledt Forbindelser med Algier,

og faa Dage efter hans Død sluttedes en Handelstractat med denne Stat.

Frederik den Femte fulgte sin Faders Exempel og indgik Handelstractater

med Marokko Tunis, Tripolis, den tyrkiske Sultan Genua og Neapel.

Endskjøndt Handelen paa Afrika uagtet Regjeringens ivrige Bestræbelser,

ja et oprettet afrikansk Handelsselskab endog gik ind, efter at have

bestaaet i 17 Aar,

 

lagde den dog grunden til den siden saa vigtige Fragthandel paa middel-

havet, hvor det danske Flag blev agtet og søgt frem for de fleste andre

søfarende Nationers.

Den af Danmark med Sørøverstaterne indgaaede Forbindelser saaes imidler-

tid med Misfornøielse af Spanien og Portugal, der netop laae i Feide med

hine Stater, ja den spanske Regjering lagde endog Beslag paa alle danske

Eiendomme og Fordringer i Spanien, fordi Danmark negtede at ophæve disse

Forbindelser. Dette spændte Forhold vedvarede i fire Aar, da de op-

staaede Stridigheder endelig bilagdes uden krig.

I Aaret 1747 oprettedes et almindeligt Handelsselskab, hvis Hensigt vat

at skulle gjøre Kjøbenhavn til en Stepelstad for Østersøens

 

 

samt de nordlige Landes Varer, hvilke herfra skulde føres til Middelhavet

og Vesterladen (Frankrig, Spanien og Portugal), for at omtuskes med syd-

europæiske Producter; dette Foretagende havde imidlertid ikke den forøn-

skede Fremgang. Den ostindiske Handel var i en blomstrende Tilstand

under Frederik den Femte. I hans Regjeringstid fra Aaret 1746 til 1766

udsendte Kompagniet 62 Skibe med en Cargacson af Værdie omtrent 13 1/4

Million Rdlr. Courent; de hjembragte Ladningers Værdie udgjorde derimod

omtrent 26½ Million Rdlr. Courant hvoraf Varer til 5 Millioners Værdi

forblev i Landet resten 21½ Million udførtes til Udlandet.

Den vestindiske Handel søgte Kongen paa alle

 

mulige Maader at befordre, hvilket imidlertid ikke lykkedes, formedelst

Compagniets Eneret til at befare de vestindiske Øer. I Aaret 1754

overtog derfor Regjeringen den vestindiske Handel med alle Compagniets

Fordringer, hvilket kostede Statskassen en Sum af 500.000 Rdlr. Courant.

Ved det ophævede Monopol tiltog Handelen paa de dansk = vestindiske Øer

betydelig. Saaledes udgik i Aaret 1754 kun 7 Skibe, i Aaret 1766

derimod 38; Sukkerhandelen paa St. Croix fordobledes ogsaa i dette Tids-

rum elleve Gange. Det islandske Compagni blev lige =

 

ledes ophævet af Regjeringen, da det nedtrykkende Monopolsystem ogsaa

her nedkuede Handelen, dog blev der 5 Aar efter atter lagt Baand paa

den islandske Handel, som overdroges til det almindelige Handelsselskab.

Handelsflaaden under Frederik den Femte bestod af 818 Skibe drægtige

24.379 Bæster.

Fabrik = og Industri = Væsenet skjænkede Frederik den Femte sin særdeles

Opmærksomhed og søgte ved strenge Forbud imod Indførsel af fremmede Varer

ved Tilstaaelse af Eneret ved Understøttelser og Forskud af Statskassen

og ved Indkaldelse

 

af fremmede Manufacturister, at bringe det paa samme Fod som Udlandets.

I Kjøbenhavn anlagdes 303 Væverstole i Gang, heraf 105 paa det kongelige

Silkefabrik. Det virkede Silketøi stod heller ikke tilbage for det

bedste udenlandske i Udseende og Godhed, men var derimod langt dyrere.

De af Christian den Sjette anlagde Klædefabriker nøde ogsaa den bedste

Opmuntring af Kongen, hvorved Grunden til de nuværende fortrinlige Klæde-

fabriker lagdes I flere Forordninger angaaende Forbudet af fremmede

Silketøier, ulden Varer og Bomuldstøier truede Kongen Overtræderen med

sin Unaade og med Straf, men tilkjendegav derimod sine

 

Embedsmænd, at han ansaae det for et Kjendetegn paa deres Troskab og Nid-

kjærhed i hans Tjeneste, hvis de brugte indenlandske Varer til dem og

deres Familie og derved tilkjendegave deres patriotiske Villie for de

indrettede Fabrikers Opkomst og Fremgang.

Paa et Porcelainsfabriks Anlæg gjordes tregange forgjæves Forsøg, derimod

lykkedes Anlæget af et Fajancefabrik i Castrup paa Amager.

Under Christian den Sjette 6.700 Personer sysselsat sig med Haandværker

Fabriker og Manufacturer i Kjøbenhavn under Frederik den Femte steg An-

tallet til 8.400 og lagdes hertil 3000 særskilte Arbeidere og Dagleiere,

beløb det sig til 11400 Individer, heraf alene 4000 beskjæftigede sig med

Manufacturer.

 

De fleste af de ovennævnte Fabriker gik imidlertid ind i Tidens Løb under

den paafølgende Regjering, derimod holdt sig til vore Tider Anlæget af

det nyttige Frederiksværk Jernfabrik ved den indsigtsfulde Claussen med

sine Krudtmøller, Kanonstøberier og andre Værker til Metalsagers for-

færdigelse, ligesom ogsaa ved Helsingør.

Kjøbenhavn blev meget udvidet under Frederik den Femte og den skjønneste

Deel af Staden: Frederiksstad, anlagt, da Kongen skjenkede Enhver Til-

ladelse til at bygge paa Amalienborgs Havn og Plads og Skattefrihed

i 30 Aar. Selv begyndte han Bygningen af

 

Frederiks = eller Marmorkirken efter St. Pederskirken i Rom, hvilken,

efter at store Summer vare anvendte herpaa, blev staaende ufuldendt.

Videnskaber og Kunster besad i Frederik den Femte en stor Velynder, lige

som varme Talsmænd i Bernstorf, I. L. Holstein, A. G. Moltke og Univer-

sitetets Procantsler Erik Pontoppidan. Bernstorf indkaldte flere

Fremmede, især tydske og franske Lærde, der gavnede det Land, der mod-

tog dem særdeles. Saadanne den geistlige Taler Cramer, den berømte tyd-

ske Digter Klogstock, der erholdt en Pension af Regjeringen og fuldendte

 

sin Messiade i Kjøbenhavn; Naturforskeren Oeder og Kratzenstein, Pæda-

gogen Basedow, Historieskriveren og Statseconomen Schlegel, Maltet Roger

Reverdil, hvilken Sidste ansattes til Kronprinds Christians Lærer.

Reverdil og Oeder erhvervede sig tillige uforglemmelige Fortjenester af

deres nye Fædreland ved den Iver, hvormed de arbeidede for den under-

trykte Bondestands Bedste. Som et hæderligt videnskabeligt Fore-

tagende fortjenes Niebuhrs Reise til Ægypten og Arabien at omtales.

En vigtig Foranstaltning til Videnskabernes Fremme var Gjenoprettelsen

af Sorø = Academi, som havde hvilet siden 1665. Christian den Sjette

havde landet opføre de nye Bygninger; men for at bringe Værket i

 

Gang manglede endnu - Penge. Disse skaffede Holberg ved at skjænke

Academiet 15.000 Rdlr. i rede Penge og over 1000 Tr. Hartkorn; desuden

testamenterede han denne Stiftelse sin betydelige Bogsamling. Academiet

blev derpaa indviet i Aaret 1747 og havde under Frederik den Femte og en

Deel af Christian den Syvendes Regjering en meget glimrende Periode, da

en stor Mængde af Danmarks meest udmærkede Videnskabsmænd, som Schytte,

Kraft, Jens Schelderup Sneedorf, Schøning, John Eriksen, Ove Guldberg og

Flere, her lærte og virkede.

Frederik den Femtes Regjering forherligedes desuden af de store Retslærde

Kofod

 

Anker og Henrik Stampe, hvilken Sidste tillige var udmærket Forretnings-

mand og af Historigrandskerne Langebek og Sahm.

Holberg, der efter 16 Aars Mellemrum atter saae sine nationale Skuespil

opførte paa et kongeligt Theater og hvem Frederik den Femte, paaskjøn-

nede hans Fortjenester, ophøiede til Baron, ligesom hans Jordegodser til

et Baroni, vedblev under denne Konge at virke for den danske Literaturs

Udvikling og Berigelse indtil sin Død i Aaret 1754. Selskabet for den

danske Histories og det danske Sprogs Forbedring, hvis Formand den lærde

Langebek var, erholdt af Frederik den Femte Cencurfrihed for de dets

Skrifter.

 

Foruden de allerede bestaaende lærde Selskaber, der modtoge mange Beviser

paa Kongens Velvillie, stiftede i Aaret 1763 Selskabet for de skjønne

Videnskaber ved Jens Skjelderup Sneedorf, Carstens, Laxdorf, Tyge Rothe

og Flere og i Throndhjem i Aaret 1760 et norske Videnskabernes Selskab

ved Gunnerus Schøning og Suhen.

Det var imidlertid fornemmeligen Natur = og Statshuusholdningsviden-

skaberne, som begunstigedes af Regjeringen, fordi den indflydelsesrige

A. G. Moltke og dennes Yndling, den mangesidige og flittige Forfatter

Procantsler Erik Pontoppidan, der selv har efterladt sig naturhistoriske

og Statsoeconomiske Skrifter, havde Forkjærlighed for disse Studier.

Den store Plantekjender og Statseoconom Oeder og Physikeren Kratzenstein

virkede kraftigen til at

 

befordre Naturvidenskabernes dyrkning i Danmark. Oeder anlagde i Nær-

heden af Frederiks Hospital en botanisk Have, hvorved han selv blev ansat

som Professor og foretog sig derpaa en Reise, først til Udlandet, siden

igjennem Norge og Danmark, hvoraf Frugten var hans ypperlige og Prægtigt

udstyrede "Flora Danica", eller Beskrivelse over de danske Planter.

Efter Oeders Forslag og under Forsæde af A. G. Moltke oprettedes i Aaret

1759 paa Charlottenborg et Naturalia = og Huusholdningscabinet, hvorved

den udmærkede danske Naturkyndige Tyge Holm og tvende andre Professorer

ansattes for at læse over Natur = og Statshuusholdningsvidenskaberne.

Universitetet fik for første Gang en Professor i Oeconomien, ja

 

man tænkte endog paa at oprette et femte Facultet ved Universitetet for

denne og de dermed beslægtede Videnskaber. Stiftelsen af det fortræf-

feligt indrettede og rigt udstyrede Frederiks Hospital og af Jordemoder-

skoler i Kjøbenhavn, Flensborg og Altona var baade vigtig for Lægeviden-

skaben og tillige et skjønt Vidnesbyrd om Kongens menneskekjærlige Hjerte.

Dette lagde sig for Dagen ved Oprettelsen af et Opfostringshuus, hvor

260 fattige Drenge fik fri Pleie og Underviisning fra det 5te til det

16de Aar.

Den under Frederik den Femte herskende Pragt, saavel som Bestræbelsen for

at bringe de danske Manufacturer og Fabriker paa samme høide som Udlan-

dets havde en gunstig Indflydelse paa Kunsterne.

 

Man troede at have bemærket, at den Overvægt, som de franske Manufacturer

havde over de danske, fornemmeligen grundede sig paa det franske Maler-

academies Indflydelse paa at udbrede Smag og Kunstsands for Haandværkerne.

Dette gav Anledning til at Kongen i Aaret 1754 gav den af hans Fader

stiftede Maler = og Tegneskole en betydelig Udvidelse under Navn af "Det

kongelige Billedhugger Maler = og Bygnings = Academie", som ganske ind-

rettedes efter fransk Mønster. Grev Moltke udnævntes til Directeur og

flere Professorer ansattes. Som en Følge af Academiets Oprettelse ud-

dannede der sig nu mange Kunstnere, der gjorde deres Fædreland Ære og

blandt Fabrikanter og Haandværkere opstod nu en bedre

 

Smag og Sands for det Skjønne.

Hvor folkemild Frederik den Femte end var, forbedredes Bondens Kaar, med

Hensyn til Hoverie og personlig Frihed, ikke synderligt under hans Re-

gjering. Ved en Forordning af 13de April 1764, hvorefter Herremandens

Ret til det unge Mandskab skulde begynde med det fyldte fjerde Aar, blev

endog Stavnsbaandet strammet saa haardt, at det var kun lidet forskjelligt

fra det gamle Vornedskab. Øiemedet hermed, at holde det fornødne Antal

Bønderkarle paa Godserne til Jordens dyrkning, opnaaedes imidlertid ikke,

ja Landet blev endog mere folketomt, da de unge Karle, trods de Stræn-

geste Forholdsregler, udvandrede og bortrømte i Hobetal. Det manglede

ikke Bondestanden paa Forsvarere, der talte dens Sag, blandt hvilke

Generalprocureur

 

Henrik Stampe, bør nævnes som Bondens djærveste Talsmand, ligesom ogsaa

Grev Moltke, der var at bevirke enhver Tilladelse til at ytre sig med

Frimodighed om Landvæsenet og Statshuusholdningen, for derved at indføre

Forbedringer i Agerdyrkningen, gav Anledning til, at de mange Baand, der

nedkuede Agerdyrkerne, blev belyste og at Nationens ædleste og bedste

Mænd stillede sig i Spidsen for Bondesagen, talte skrev og handlede for

den under vexlende Forhold, indtil endelig ved Frederik den Femtes Sønne-

søns Hjælp Fædrelandets og Menneskehedens Venner seirede. At ophjælpe

Bondestanden og forbedre Agerdyrkningen var imidlertid Kongens inder-

ligste Ønske og en egen Commision, der i Særdeleshed skulde beskjæftige

sig med den

 

oeconomiske Side af Landvæsenet, nedsattes derfor i Aaret 1757 og søgte

at naae sit Maal ved flere Lovbud, der sigtede til Ophævelsen af Fæl-

ledsskab og Jordernes Udskiftning, men stødte paa saa mange Hindringer i

Uvidenhed, Egennytte, Fordomme og gammelt Slendrian, at Intet synderligt

udrettedes. Ved den engang i Nationen vakte Aand, begyndte dog nu flere

for Bondestanden og Fædrelandets Vel varmtfølende Mænd, at vise ved eget

Exempel Gavnligheden af at Friheden skjænkedes Agerdyrkeren. Den ældre

Bernstorf lod i Aaret 1764 efter sin Brodersøns den siden saa berømte

Andreas Peter Bernstorfs Raad Gaardene udflytte og Jorderne Udskifte paa

sit Gods Bernstorf ved Kjøbenhavn og skjænkede derpaa Bønderne Arve-

fæste, Hoveri = og Tiende frihed, hvorved disse Bønder, som den

 

Gang vare i den usleste Forfatning, snart bleve de lykkeligste og meest

velhavende i Danmark.

En Støtte, opreist af Bønderne paa Godset, mindre Efterverdenen om Berns-

torfs Fortjenester og Bøndernes Taknemmelighed. Allerede et Par Aar

tidligere havde Enkedronning Sophia Magdalene efter den ældre Grev Stol-

bergs Raad viist Bønderne en lignende Velgjerning og disse skjønne Exem-

pler bleve enten ganske eller dog i mange vigtige Puncter efterlignede

af Knuth paa Ravnstrup, Holstein paa Lethreborg, Gyldenkrone paa Vilhelms-

borg, Askanius paa Dueholm, Schack paa Giesegaard, Lindenkrone paa Hjor-

slev, Holstein paa Holstenhuus Ryberg og Flere.

Disse Mænds Foretagender kronedes med Held, idet Godsernes Indkomster

forøgedes, Agerdyrkningen forbedredes og Velstand og Tilfreshed udbredtes

blandt Bønderne.

Statsgjælden der i Aaret 1754 var

 

 

nedbragt til 1 Million voxede i Frederik den Femtes første 12 regje-

ringsaar til 20 Millioner. Denne Finantsernes slette Tilstand var for

en stor Deel bleven foranlediget ved de overordentlige Udgifter, som de

kostbare Udrustninger under Syvaarskrigen og Felttoget imod Rusland i

Aaret 1762, gjorde nødvendige ligesom ogsaa ved de store Summer, Kongen

anvendte til mange vigtige Indretninger, til at understøtte og ophjælpe

Fabrik = og Industrivæsenet og til sin særdeles kostbare og pragtfulde

Hofholdning. Syvaarskrigen, der tvang Danmark fra Aaret 1756 til

1761, at holde 8 Linieskibe i Søen og 24.000 Mand paa Grændsen af Hol-

sten, medførte usædvanlige, Finantserne trykkende, Udgifter, da Land =

og Sø = Etaten kostede alene i Fredstider henimod 2.700.000 Rdlr. Cour.:

og Felttoget imod Rusland, der gjorde det til Nødvendighed at udruste 36

Orlogsskibe og sætte en Armee af 71.000 Mand paa Benene,

 

antoges at have paaført Landet en Udgift af 8 Millioner Rdlr. Cour.

Efter den sidste Hertug af Plessens Død modtog Kongen en tidligere Over-

eenskomst hans Lande imod tillige at overtage Hertugens hele Gjæld, der

udgjorde 880.000 Rdlr. Cour. og udbetalte flere betydelige Pensioner.

Øen Ærø kjøbtes ligeledes af Hertugen af Glücksborg for 350.000 Rdlr.

Cour. Betydelige Summer medgik til Oprettelsen af Kunstacademiet, den

botaniske Have, Frederiks Hospital, Opforstringshuset, o. s. v. Paa

Indløsningen af det vestindiske Handelsselskaber, paa Fabrik = og Indu-

strivæsenet anvendtes ligeledes store Summer.

Et mislykket Forsøg paa at faae Jyllands Heder besatte med tydske Nybyg-

ninger, hvoraf en Mængde nedsatte sig i Aaret 1759, men for største Delen

kort efter igjen udvandrede, medførte Landet en Udgivt af omtrent een

Million, dog ind =

 

førtes Kartoffelavlen ved denne Leilighed i Danmark. Anlægget af en

Havn for Galeier ved Staværn nu Frederiksværn i Norge, samt Bygningen af

en Galeiflaade efter italiensk Mønster, kostede ogsaa betydeligt, uden

at gavne, da Galeierne vare byggede saa store, at Roerkarlene maatte

dø af Anstrengelse efter nogle Aars Forløb og Frederik den Femtes føl-

somme Hjerte forbød ham, at antage et Forslag, som i denne Anledning blev

gjort, nemlig at bruge Livsfanger til dette Arbeide. Anlægget af

Frederiksstad med dens prægtige Bygninger kostede uhyre Summer; paa

Frederiks = eller Marmorkirken anvendtes alene 850.000 Rdlr. Cour., inden

Bygningen blev opgivet ufuldendt. Udgiften til Hofholdningen udgjorde

en Femtedeel af begge Rigers samtlige Indtægter, da det danske Hof søgte

at efterligne det franske i Pragt og Glands. For at

 

ophjælpe den Pengeforlegenhed, hvori Staten befandt sig, brugte den ældre

Grev Schimmelmann, som i Frederik den Femtes sidste Aar fik Finantserne

under sin Bestyrelse, foruden Laan især tvende Midler: Salget af Kron-

godserne og Paabudet af en Extraskat Kronen eiede over 61.000 Tdr.

Hartkorn eller omtrent en Sjettedeel af Landets Jordegods, der bestyredes

for kongelig regjering, men bragte liden eller ingen Fordeel. Disse

Godser solgtes ved Auction og indbragte en Sum af 4 Millioner. Den

ovenfor nævnte Extraskat var meget trykkende for den Uformuende, da En-

hver skulde, uden Hensyn til Stand og Midler erlægge 8 Skilling maaned-

lig; for Børn over 12 Aar og Tjenestefolk skulde Forældre og Huusbonden

betale, saa at den maanedlige Udgift for mangen Familie kunde beløbe sig

til een Rdlr. og derover. Almuen var i

 

Særdeleshed forbitret herover og i Bergens Stift i Norge sammenrottede

Bønderne sig og trængte ind i Bergen, hvor de mishandlede Stiftamtmanden

og Fogeden. Extraskatten blev ogsaa nogle Aar efter ophævet i Norge.

En betydelig Indtægt i Statskassen var ogsaa de Subsidier Danmark i flere

Aar erholdt af Frankrig.

Skjøndt Landet i Frederiks den Femtes Regjeringstid var fri for Lande-

plager, som Krig, Pest, Oversvømmelser og store Ildsvaaner, der havde

rammet hans Bedstefader, herskede Qvægsygen dog i en betydelig Grad for-

skjellige Gange i lange Tidsrum. I Aarene 1745 - 47 borttog den i

Hertugdømmerne ikke mindre end 457.352 Høveder, ligesom den i Aarene

1762 - 63, i Særdeleshed hjemsøgende Jylland og Fyen, borttog 254.904

Høveder og først ganske dæmpedes i Aaret 1773

 

under Christian den Syvende.

Frederik den Femte døde den 14de Januar 1766 efter længere Tids Svage-

lighed i en Alder af næsten 43 Aar.

Hovedtrækkende i hans Characteer var Mildhed og Godhed, der ogsaa gjorde

ham i høi Grad yndet af Folket og erhvervede ham Navnet: Danmarks anden

Erik Eiegod. Hans Feil var hans Eftergivenhed imod Adelen, der under

ham hævedes til en Anseelse og Indflydelse, der næsten var liig den, den

havde besiddet førend Regjeringsforandringen 1660. Finantsbestyrelsen

var, som allerede er omtalt, meget slet under denne Konge, dog besad han

udmærket duelige Ministre i Schulia, Holstein og Bernstorf, hvilket var

meget heldig, da hans egen Deeltagelse i Statsstyrelsen ikke vare saare

store.