Frederik den Tredie

 

Frederik den Tredie, tredie Søn af Christian den Fjerde, blev født i Haderslev den 18de Marts 1609. Om hans Opdragelse veed man intet andet end at han studerede i Sorø, havde til Hovmester Rigsraad Jens Juel og til Informator Hans Burchardt, der siden blev Biskop i Aalborg.

Efter fuldendte Studeringer reiste den unge Prinds tillige med sin yngre Broder Ulrich til Nederlandene og Frankrig for videre at uddanne sig.

I Aaret 1608 var hans ældre Broder, Christian, bleven valgt til Danmarks

tilkommende Konge, hvorfor der ogsaa i Frederiks Ungdom ikke var

 

nogen Udsigt til, at han skulde engang bestige Tronen. Christian den Fjerde fik derfor Frederik udnævnt til at beklæde Bremens Erkebispestol, naar den daværende Erkebisp, Hertugen af Gottorps Broder, afgik ved Døden, og da denne under den paafølgende Krig med den tydske Kaiser i Aaret 1627 viste sig fjendtligt sindet imod Danmark, indsattes han til Erkebisp, men mistede ved Fredsslutningen 1629 alle sine Besiddelser.

I Aaret 1643 ægtede Frederik Sophie Amalia, en Datter af Hertug Georg af Lynborg, en herskesyg men modig Prindsesse. I den paafølgende krig, hvor de Svenske havde indtaget en Deel af Danmark, viste han en mandig Adfærd, men som paa Grund af det slet organiserede Militairvæsen intet baadede.

 

Den 28de Februar 1648 døde Christian den Fjerde og Tronen stod ledig i nogle Maaneder, da Prinds Frederik endnu ikke var valgt. I denne Mellemtid blev Riget styret af de fire høie Embedsmænd: Rigsforstanderen Korfits Ulfeldt, den kongelige Cantsler Christian Thomæsen Sehested, Rigsmarsken Anders Bilde og Rigsadmiralen Ove Gjedde. Den første har man, skjøndt vist uden Grund, beskyldt for at have tragtet efter Kongeværdigheden enten for sig selv eller sin Svoger, Grev Valdemar, en Søn af Christian den Fjerde og Kirstine Munk. For at afgjøre Kongevalget holdtes i Aprilmaaned en Rigsdag, paa hvilken Adelen, Geistligheden og Borgerstanden mødte. I den tale, hvormed Rigsforstanderen aabnede Rigsdagen, ytrede han, at Stænderne

 

kun vare indkaldte for at give deres Samtykke til den Konge, Rigsraadetvilde vælge. Men da Ulfeldt havde endt sin Tale fremtraadte pludseligen

Universitetets Rektor, Professor Laurids Scavenius, der siden døde som Biskop i Sjælland, og erklærede i samtlige Stænders Navn, at de vare Alle indkaldte af den høisalige Konge, for at raadslaa om, hvo der efter hans Død skulde være Konge, hvorfor Stænderne ogsaa mente, at de vare berettigede til at have deres Stemme ved Valget, og ingenlunde forbundne til blot at give deres Samtykke til den, Rigsraadet behagede at vælge.

Den 8de Marts underskrev Frederik den af Rigsraadet opsatte Haandfæstning,

hvis yderligere Indskrænkning af Kongemagten, der nu næsten blev til en Skygge af det, den skulde være meest tilskrives Ulfeldt.

 

Den 6te Juli blev Frederik hyldet paa Slotspladsen i Kjøbenhavn og, efter at have gjort en Reise til Norge, hvor han bekræftede den norske Adels Privilegier, kronet den 23de November i Fruekirke. At Scavenius ovenfor omtalte djærve Indvending havde frugtet, viste sig ved denne Leilighed, da Cantsleren i sin Tale ytrede: at Rigsraadet havde vel betænkt og alle Mænd i begge Riger med enig Raad og Stemme bevilget og samtykket Frederik til Konge.

Frederik den Tredie søgte efter sin Tronbestigelse, saavidt hans indskrænkede Magt tillod, at ophjælpe det ødelagde Rige og ordne de mislige udenlandske Forhold. Da han havde Aarsag til at frygte Sverrigs tiltagende Magt og indsaae hvor nødvendigt det var at forene sig nøie med de paa

 

Sverrig avindsyge Nederlændere, sendte han Aaret efter sin Tronbestigelse

Ulfeldt til Holland, hvor denne mæglede et Forbund mellem denne Stat og

Danmark, til gjensidig Understøttelse baade til Lands og til Vands imod enhver Fjende. Ligeledes sluttede han den saakaldte Redemptionstraktat angaaende Sundtolden, for hvilken der nu skulde betales 150.000 Gylden aarligen, og de hollandske Skibe derimod være fritagne for at opholdes og gjennemsøges ved Helsingør. Med denne Traktat var man imidlertid ikke fornøiet i Danmark, da den Sum Holland forpligtede sig til at betale aarligt var langt ringere end den Sundtold, det ellers Havde erlagt.

Ulfeldts mange Fjender bevirkede derfor, at en Commission

 

nedsattes, hvilken skulde ikke alene undersøge hans Forhold under hans

Gesandtskab i Holland, men ogsaa hans, som Rigsforstander paaliggende,

Finantsbestyrelse under Christian den Fjerde, da man formedelst hans uhyre

Rigdom havde ham mistænkt for Underslæb. Ulfeldt, der følte sig dybt

krænket, saavel herfor som fordi man negtede hans Kone de Æresbevisninger

hun forhen havde nydt som Christian den Fjerdes Datter, trak sig tilbage

fra Hoffet. Mod Slutningen af samme Aar indvikledes han desuden i en

ny og langt farligere Sag, da et berygtet Fruentimmer ved Navn Dina Win-

hofer, beskyldte ham og hans Kone for at ville tage Kongen af Dage med

Gift. En Oberst Walter var Ophavsmanden til denne Intriger

 

hvilken endte med, at Dina blev henrettet formedelst sine falske Beskyldninger og Walter landsforvist. Opbragt forsi Walter ikke blev straffet haardere, forlod Ulfeldt med et bittert Nag til Kongen hemmelig med Kone og Børn sit Fædreland og betraadte det igjen som en Landsforræder.

Da flere af de nederlandske Stæder heller ikke vare tilfredse med den sluttede Traktat med Danmark ophævedes denne i Aaret 1653 ved en nye Alliance, den saakaldte Res(ic)ssionstraktat, hvorefter Hollænderne skulde atter betale Sundtolden efter det christianopelske Forlig i Aaret 1645.

Paa samme Tid afstod den svenske Dronning Christina Sverrigs Trone til sin Fætter, Carl Gustav, en talentfuld, men ærgjerrig og erobresyg

 

Fyrste. Den Omstændighed, at Carl den Tiende kort efter sin Tronbestigelse ægtede en Prindsesse af det Danmark ikke vennesindede gottorpske Huus, og Rigets svækkende Tilstand, lod Frederik den Tredie paa en Rigsdag i Odense samme Aar gjorde de forsamlede Stænder det Spørgsmaal, hvilken Hjælp Kronen kunde vente i disse slibrige Tider. Stænderne (Adelen), der ingen Fare anede, fandt det unødvendigt, at væbne sig, men forlangte derimod deres Privilegier end mere udvidede.

Carl den Tiende besluttede i sit første Regjeringsaar at angribe enten Danmark eller Polen. Det svenske Rigsraad, hvem han forelagde denne sin Beslutning, var deelt i to Partier af hvilket det ene, bevæget af Ulfeldt, der opholdt sig i Sverrig, fandt at

 

 

Kongen skulde angribe Danmark, og det andet derimod Polen. Carl der

ved sin Gesandt i Kjøbenhavn, Magnus Durell, var nøie underrettet om Dan-

marks svage Tilstand og den Magt Adelen besad, nærede ingen Frygt for dette Naboland, og besluttede derfor at angribe Polen.

I det paafølgende Foraar 1655 iværksatte han dette med stort Held, dog syntes Lykken Aaret efter at ville svigte de Svenske. Denne den svenske Armees tilsyneladende mislige Stilling: Det Ønske, at tilbagevinde de ved den sidste Fred tabte Provindser, saavel som den Hjælp, Polen, Brandenborg, Holland og den tydske Kaiser i dette Tilfælde lovede at yde Danmark, bevægede den Tredie, der laante sit Rigsraad for meget Øre, at erklære, Landets og Krigsmagtens

 

svage Forfatning uagtet, Sverrig krig den 1ste Juni 1657. Men bemægtigede sig strax alle holsten = gottorpske Fæstninger da man frygtede for Hertug Frederik den Tredie, der var den svenske Konges Svigerfader.

Carl den Tiende, som med Glæde havde hørt de Danskes Indfald i Bremen,

hvorved han fik en ærefuld Anledning til at forlade et Rige, hvor han ikke kunde have holdt sig ret længe, marcherede uden Hindringer af Polen og Brandenborg, der med Glæde saae ham og hans Skarer fjerne sig, saa hurtigt mod Holsten, at han allerede den 18de Juli kunde opslaae sin Leier ved Ottensee i Nærheden af Altona og Hamborg. Denne sidste Danmark fjendske Stad forsynede den yderst svækkede svenske Armee med alle Fornødenheder,

 

og denne faldt nu ind i Holsten og indtog begge Hertugdømmerne paa en utrolig kort Tid næsten uden Sværdslag; thi Skrækken for de seiervante og hærdede svenske Krigere var stor og Mangelen paa gode Anførere lode de uøvede danske Tropper ikke gjøre Fjenden nogen Modstand. Ulfeldt, der fulgte den svenske Konge overalt, skrev paa denne Tid et Brev til Landsdommerne og Adelen i Jylland, hvori han raadede dem til at Hylde Carl den Tiende; men Brevet blev modtaget endog af hans Slægtninger med fortjent Foragt.

Fæstningen Fredericia, i hvilken Anders Bilde havde kastet sig med Levningerne af sine Tropper, blev indtaget nogen Tid efter af General Wrangel. Tabet af denne Fæstning var til den største Skade for Danmark, thi ikke alene at de

 

Svenske nu satte hele Jylland i Contribution og hindrede al Seilads i lille Belt, men at Hjælpecorps paa 12.000 Ryttere under den polske Partigjænger General Cjarnekjky, der var gaaet over Oderen, for at staa Danmark bi, vendte ved Fredericias Indtagelse tilbage til Polen, da al Hjælp nu antoges at være unyttig. Carl agtede nu at landsætte sine Tropper paa Øerne, men en Flaade paa omtrent 60 Skibe, der i denne Hensigt gik i Søen, blev ved Falstebo angreben af en dansk paa 30 under Admiral Henrik Bjelke og saaledes tilreden, at den maatte søge Havn og ikke kunde mere løbe ud i dette Aar. Carl den Tiende, der frygtede for, at de europæiske Stater, mod hvis Handelsinteresse hans paatænkte Erobring af Danmark var stridende,

 

vilde forene sig til denne Stats Forsvar imod Sverrig, tænkte paa Midler til hurtigt at bemægtige sig Danmark. En Flaade, der kunde sætte hans Tropper over paa Øerne, manglede han, da den svenske laa indesluttet ved Rypen, og han fattede derfor den dristige Ide, da en haard frost allerede i December lagde Belterne til, at gaa med sin Hær over Isen til Fyen og Sjælland den 30de Januar 1658 iværksatte han denne Plan og gik over til Fyen. Rytterne maatte staa af deres Heste og føre dem ved Tømmen, for at formindske Byrden paa Isen ligesom Kanonerne bleve transporterte med samme Forsigtighed i stor Afstand fra hinanden paa begge Sider af Armeen. Paa denne Marsch over Isen havde de svenske intet andet Uheld, end at to Compagnier druknede

 

paa et Sted hvor Isen gik i Stykker. Modstanden var kun ringe, skjøndt der laa flere Tropper, og Carl den Tiende var snart Herre over hele Fyen.

Kun en dansk Søkriger, Peter Bredahl, der fra den simpleste Stand havde

svunget sig op til Commandeur, viste et mandigt Mod i denne Nødens og

Forsagthedens Stund. Med fire Krigsskibe laa han indefrossen i Nyborg Fjord, beskudt i flere Dage af Svenskerne, saavel fra Nyborgs Volde som fra Isen, men ufortrøden gav han disse det glatte Lag, lod ise omkring Skibene, overøste dem med Vand, der strax frøs og gjorde dem saa glatte, at de ikke kunne bestiges og førte dem lykkelig ud af Fjorden og senere, da Isen brød op, i god Stand til Kjøbenhavn.

Efterretningen om Fyens Erobring udbredte den største Skræk i Kjøbenhavn,

da man frygtede for, at Fjenden kunde

 

ligeledes gaa over til Sjælland. Frederik den Tredie og hans Rigsraad, der angrede for sildigt sen uforsigtigt begyndte Krig, søgte at slutte Fred paa nok saa haarde Vilkaar og sendte derfor Rigsraaderne Qersdorf og Skeel til den svenske Konge. Denne drog den 5te Februar med sin Hær paa Isen over Langeland, Falster, Laaland og Møen til Sjælland.

Ganske uden Fare var dette Tog ikke, thi den Carl ledsagende franske Gesandt Terlon beretter, at Vandet stod to Fod over Isen og at han frygtede for, hvert Øieblik at synke med sin Slæde. Carl fandt intetsteds nogen Modstand og selv den godt befæstede Stad Nakskov, der havde en betydelig Besætning, lod sig ved Ulfeldts List bevæge til at overgive sig uden Sværdslag. De danske Fredscommissairer Gersdorf og Skeel, der troede at træffe den svenske Konge paa Langeland, bleve, da de nærmede sig

 

Vordingborg, ikke lidet bestyrtede ved at høre, at den svenske Konge allerede stod med sin Hær i Sjælland. De maatte nu følge Kong Carl til Landsbyen Høie Tostrup, hvorhen han begav sig for at være i Nærheden af Kjøbenhavn og hvor Underhandlingerne om en Fred tog sin Begyndelse.

Carl beredte uædelt de danske Gesandter den Ydmygelse, at maatte underhandle med Landsforræderen Ulfeldt, der paa sin nye Herres Vegne forlangte Afstaaelse af Skaane, Halland og Blekingen, Bornholm, Anholt, Lessøe, Hveen, Saltholm, Ditmarsken, Pinneborg, Bahuus, Throndhjems og Aggershuus Stifter, det Halve af Øresunds Told, 12 Orlogsskibe og een Million Rigsdaler. Ved den franske og den engelske Gesandts Mægling, sluttedes Freden til Roeskilde den 26de Februar 1658.

Carl frafaldt nogle af sine

 

Fordringer og skulde saaledes blot erholde Skaane, Halland, Blekingen og

Bahuus, Throndhjem, Bornholm, 12 Orlogsskibe og 2000 Mand Hestfolk.

Ved samme Fredslutning maatte Frederik den Tredie desuden overlade Carls

Svigerfader, Hertug Frederik, Amtet Svabstædt og løse ham fra hans Lehns-

forpligtelse til Danmark, ligesom ogsaa give Ulfeldt alle hans Godser tilbage. Saasnart de Danske havde fuldbyrdet den roeskildske Traktat skulde svenske Tropper forlade Danmark; men denne Fuldbyrdelse lagdes idelige Hindringer i veien fra de Svenskes Side. Carl den Tiende, der gjerne vilde bære de tre nordiske Rigers Krone paa sit Hoved, havde nemlig fortrudt den Fred, han havde sluttet. Imedens han paa

 

ny rustede sig, under det Paaskud, at det gjaldt Preussen, frenkom derfor de Svenske med den ene ubeføiede Klage og Indvending efter den anden og uagtet Frederik den Tredie, for at befrie sit Rige fra de Svenskes trykkende Aag, søgte at opfylde næsten enhver af deres Fordringer, gjorde disse ingen Mine til at forlade Danmark.

I Begyndelsen af August havde Carl den Tiende forberedt alt til at bemægtige sig Danmark. Den 4de August forlod en fra Sverrig og flere Stæder samlet Flaade med 6000 Mand Havnen ved Kiel og landede den 8de August i Korsør. Carl foregav, at han kom som en Ven og ikke som en Fjende af Kong Frederik, hvem han vilde hjælpe mod hans gjenstridige Adel.

Samme Dag kastede en svensk Flaade

 

paa 12 Orlogsskibe Anker ved Dragø og Kjøbenhavn var saaledes indesluttet

baade fra Land = og Søsiden.

Efterretningen om Carl den Tiendes Landgang satte Kjøbenhavns Indbyggere i den største Bestyrtelse. Frederik den Tredie viste ved denne Leilighed et uforfærdet Mod og sendte strax Rigsraaderne Skeel og Høeg til Kong Carl, hvem de traf i Ringsted. Den svenske Konge henviste dem til sine Ministre, Greverne Oxenstjerne og Schlippenbach og disse gave kun slet Trøst. "Deres Konge havde", sagde de, "ved de Danskes Forhandling af den roeskildske Freds Fuldbyrdelse tabt saa megen Tid, at Gud selv ikke var i stand til at erstatte ham den Danmarks sidste Time og Undergang var nu kommen og det kunde jo være det ....

 

Samme, enten deres Konge hed Carl, Frederik eller Christian. Naar Landet først var erobret, skulde de nok angive Aarsagerne til Krigen".

Da dette Svar ankom til Kjøbenhavn var den spændte Forventning endt og man vidste hvad man havde at vente. De Svenskes skjændige Overfald, den Overbeviisning, at Statens Redning levede en paa Forsvaret og Hovedstadens Volde, opflammede Kjøbenhavns Indvaanere til at gjøre den tapreste Modstand og Kongens mandige Svar til nogle af sit Rigsraad, der raadede ham til at søge Tilflugt i Norge eller Nederlandene, "at han vilde dø i sin Rede med sit Folk," besjælede Alle ved een Aand.

 

Studenterne, omtrent 600 i Tallet, Haandværkssvende, Kjøbmændenes og

Kræmmernes Svende og Drenge og andre vaabenføre Mænd traadte sammen i

Compagnier under egne Anførere. Dag og Nat saaes nu Borgere og Studenter, geistlige og verdslige Embedsmænd, Mænd og Qvinder, Unge og Gamle arbeide, for at sætte Fæstningsværkerne i tilbørlig Forsvarsstand.

Endmere opmuntredes de til Udholdenhed ved Kongens Exempel; thi denne

opholdt sig næsten bestandig paa Volden, ofte ledsaget af sin modige Dronning, var snart paa det ene, snart paa det andet Sted, for at have Tilsyn med Arbeidet, udsatte sig uforfærdet for Fjendens Kugler, der endog dræbte flere ved

 

hans Side og af hans Omgivning, ogsaa om Natten i et Telt ved Siden af

Volden.

Den 11te August kom Carl den 10de med sin Hær til Kjøbenhavn, hvor Synet

af de brændende Forstæder lod ham ane en tapper Modstand. Han gjorde

imidleretid alle Anstalter til en formelig Beleiring, men blev forstyrret heri ved flere Udfald af Kjøbenhavns Bevæbning.

Blandt disse var det, som fandt Sted paa Amager den 10de October, det

mærkeligste, da Carl var bleven tagen til Fange.

I de første Dage af September fik Kjøbenhavnerne den glædelige Tidende, at Hollænderne rustede sig af alle Kræfter, for at staa Danmark bi, og at brandenborgske, polske og østerrigske Hjælpe =

 

tropper vare paa Marschen mod Holsten, men faa Dage efter indtraf et yderst nedslaaende og uventet Budskab.

Den vigtige Fæstning, Kronborg, havde nemlig, uagtet den var forsynet med alt Fornødent til sit Forsvar, overgivet sig den 6te September, formedelst de Øverstkommanderende Brunovs, Benfelds og Bildes Feighed og Enfoldighed. Under det foregivende, at Kjøbenhavn havde overgivet sig, Kongen var gjort til Fange, havde General Wrangel, der beleirede Kronborg, ladet skyde Glædessalver, afbrænde Fyrværkeri under Trommers og Trompeters Lyd og derpaa truet de ovennævnte Officerer med den skammeligste Død, hvis de ikke ligeledes overgav Fæstningen.

Uden at undersøge Sagen nøiere opfyldte

 

de forskrækkede Fjendens Begjering og denne kom derved i Besiddelse af en betydelig Mængde Kanoner og Ammunition, hvorved han sattes istand til at angribe Kjøbenhavn paa en langt kraftigere Maade end tilforn.

For endmere at opmuntre Kjøbenhavns kjække Borgere til mandigt Forsvar,

skjænkede Kongen dem store Privilegier. Byen fik alle en frihavns Rettigheder og Borgerne Ret til at kjøbe og besidde adeligt Jordegods, hvilket tidligere blot var forbeholdt Adelen, ligeledes blev der givet dem lige Adgang med Adelen til de høieste Æresposter.

I Begyndelsen af October bragte en dansk Mand, Jacob Dannefær, et svensk

Krigsskib, fyldt med

 

ranede Sager fra Kronborg, ind til Kjøbenhavn. Wrangel, der havde fattet Godhed for Dannefær, havde sat denne til Opsynsmand over det paa Skibet værende Gods, hvilket skulde bringes til Sverrig men underveis overtalte Dannefær nogle danske Bønder, der gjorde Tjeneste for de Svenske paa Skibet, til at indeslutte disse i Skibsrummet, hvorpaa Dannefær nedstak den svenske Anfører, der ikke vilde overgive sig, og tvang Styrmanden til at styre mod Kjøbenhavn.

Hollændernes, med stor Iver og Hurtighed udrustede Flaade bestaaende af 35 Linieskibe og en Mængde Transportskibe under Admiral Opdam, ankom til

Øresund den 29de October 1658. Skjøndt de Svenske beskød den

 

hollandske Flaade baade fra Kronborg og Helsingborg, trængte den dog uskudt igjennem Sundet, men blev derpaa angreben af den svenske Flaade.

Efter en blodig Kamp, i hvilken de Svenske blevne slagne, førte Opdam sin

hele Flaade til Kjøbenhavn, hvor dens Ankomst med Levnetsmidler og Krigs-

fornødenheder samt Soldater satte nyt Mod i Stadens Indvaanere.

Endnu inden dette forgik havde de Svenske lidt betydelige Tab paa andre

Steder i Riget. Saaledes forjog Normændene i Throndhjems Stift de Svenske ved Efterretningen om Karl den Tiendes nye Angreb paa Danmark, ligesom

Bornholmerne under Anførsel af Jens Kofod og Præsten Poul Anker afkastede

Fjendens Aag. I September vare

 

 

de tidligere omtalte Hjælpetropper, 30.000 Mand Polakker, Brandenborgere

og Keiserlige, under Anførsel af Churfyrst Vilhelm af Brandenborg, trængte ind i Holsten, hvorfra de snart fordrev de Svenske. Slesvig og Jylland befriedes nu ogsaa hurtigt fra Fjendens Herredømme, dog holdt den af de Svenske besatte Fæstning Fredericia sig.

Da den hollandske Flaade var trængt igjennem Sundet trak Carl den Tiende sig med sin Hær, af Frygt for et Udfald fra Kjøbenhavn, tilbage til Brøndshøi, tre Fjerdingvei fra Hovedstaden, hvor han anlagde en velforskandset Leir, som han kaldte Carlstad. Natten imellem den 10de og 11te Februar 1659 foretog Carl sig den bekjendte Generalstorm .

 

Carl den Tiende havde ladet sine Soldater beruse sig i stærke Drikke og givet dem Tilladelse til at plyndre Staden i tre Dage.

Hovedangrebet skete over den tilfrosne Kallebostrand paa den Deel af Byen

som strakte sig fra Vesterport indtil Langebro. En stor Deel af de svenske Soldater bare hvide Skjorter over deres Munderinger, for at deres Fremrykning paa den hvide Sneeflade ikke skulde bemærkes; flere Begtønders pludselige Antændelse gav Signal til Angreb. Underrettede om dette Fjendens Foretagende, modtoge der her paa denne Side af Byen opstillede Studenter, Handelsbetjente, kongelige Staldfolk og Soldater de Svenske med uforfærdet Mod og Tapperhed. Selv Qvinder tog Deel i Kampen og Styrtede Kjædler med sydende Lud,

 

Beg og Tjære ned paa de Stormende. Frederik den Tredie red under Stormen overalt omkring og opholdt sig bestandigt der, hvor Angrebet var heftigst og Faren størst. det danske Skyts gjorde et frygteligt Nederlag paa de Stormende og Carl nødsagedes til at lade sine Folk trække sig tilbage.

Efter dette Nederlag indskrænkede de Svenske Beleiringen til en Blokade og søgte derimod at bemægtige sig Øerne Møen, Falster, Laaland og Langeland, hvilket dog ikke lykkedes uden efter en kjæk Modstand af Indbyggerne, der nu ved Hovedstadens lysende Exempel vare opvaagnede af den Dvale, hvori de havde været nedsunkne. Nakskovs Borgere udmærkede sig i Særdeleshed ved glimrende Tapperhed, thi de overgave først deres By efter 13 Ugers Beleiring, da de begyndte at mangle Krudt og afrettede saaledes den

 

 

Skamplet, de havde paataget sig ved deres Adfærd i den forrige Krig.

Imidlertid ønskede de Danskes Allierede efter at have renset Halvøen fra

Fjender, at sætte over til Fyen for at forjage de Svenske fra denne Ø; men da de hertil nødvendige Fartøier manglede og Hollænderne ikke vilde laane deres Skibe dertil, lod dette sig ikke iværksætte, førend i October 1659, da endelig den hollandske Admiral Rugster lod sig bevæge til at overføre flere tusinde Mand allierede og danske Tropper til Fyen. Den 14de November sloge disse aldeles de Svenske efter et blodigt Slag ved Nyborg og indtog Dagen efter denne Fæstning, hvorved de paa Øen værende Svenske faldt i de Danskes Hænder. Kong Frederik havde nu gjerne seet at de Allierede vare kommen over til Sjælland og

 

Skaane og derfra forjaget de Svenske, men Admiral Rugster negtede at sætte

den over.

De Svenskes Magt var imidlertid knækket og de forsøgte nu blot i Januar 1660 at trænge ind i Norge, hvor de forgjæves i over 5 Uger beleirede Fæstningen Frederikshald, hvis Garnison og Indbyggere forsvarede den med Heltemod og tredie Gang i denne Krig indlagde sig en uforgjængelig Hæder.

Tidligere i Aaret 1659 havde Ingenieuren Steenvinkel, Præsten Gerner,

Ridefogeden Rostgaard og flere danske Mænd forsøgt ved List at bemægtige sig Kronborg, men Planen blev røbet. Steenvinkel blev henrettet, Gerner udholdt Torturen og slap derfra med Livet, Rostgaard, hvem de Svenske troede var omkommen, inddrog sig

 

derimod lykkelig den overhængende Fare og gjorde under Kjøbenhavns Belei-

ring betydelig Tjeneste ved at udspeide Fjendens Foretagender.

I Malmø havde en deel Borgere gjort et lignende Forsøg paa at løsrive sig fra de Svenskes Herredømme og ovegive deres By til Danmark, men ogsaa her blev Planen opdaget inden dens Udførelse og flere af Hovedmændene mistede deres Hoveder.

Carl forlod nu Danmark og begav sig til Gothenborg, hvor han døde den 12te Februar 1660, som man antager, af Ærgrelse, fordi hans Planer mislykkedes. Allerede længe, skjøndt forgjæves, havde Englands, Frankrigs og Hollands Gesandter i Haag søgt endog med Trudsler, at bevæge Danmark og Sverrig at slutte en Fred, paa samme

 

Vilkaar som den roeskildske; nu, da Sverrig efter Carls Død var villig til, at indgaa derpaa, blev Frederik den Tredie ogsaa nødsaget hertil, da hans Allierede sluttede en Seperatfred med Sverrig og den 27de Mai 1660 undertegnedes derfor Freden i Kjøbenhavn. Danmark afstod herved til Sverrig Bahuus, Skaane, Halland Blekingen og Øen Hveen, men beholdt derimod Throndhjem og Bornholm, dog blot mod at give en betydelig Erstatning for den sidstnævnte Øes Afstaaelse. Alle svenske Orlogs = og Koffardiskibe skulde toldfri passere Sundet og Beltet. Danmark erholdt derimod nogle svenske Handelspladser i Guinea. Ulfeldt skulde, naar han i Sverrig havde retfærdiggjort sig for den Beskyldning, at have deeltaget i

 

Mytteriet i Malmø imod de Svenske, erholde sine Stamgodser i Danmark.--

Saaledes var Krigen nu vel endt og Danmark, ved Kjøbenhavns Indvaaneres

Udholdenhed og Mod, frelst fra den øiesynlige Undergang, men meget var der at gjøre for at reise Landet efter de utallige Ulykker, hvori det var styrtet ved tre Aars Ødelæggelser. Finantserne vare i den sletteste Forfatning, Gjelden var voxet i en høi Grad og Landet berøvet sine bedste Provindser ved dets Forbundnes egennyttige Politik. Flaaden var i den elendigste Tilstand, Hærens tilgodehavende Sold kunde ei betales, da Regjeringen manglede Penge og Soldaterne røvede og Plyndrede derfor overalt i Landet, der næsten var ødelagt saavel af Venner som Fjender.

Borger = og Bondestanden var aldeles nedtrykket og forarmet og Adelen, som vel endnu havde noget tilovers, vilde ikke

 

hjælpe, men beraabte sig paa sine Privilegier. En Rigsdags Sammenkaldelse blev derfor anseet nødvendig og den aabnedes den 8de September 1660. Paa denne mødte næsten den hele Adel, samtlige Biskopper med to Provster af hvert Stift og Deputerede for alle Kjøbstæder i Landet; Bondestanden blev derimod ei repræsenteret. Hver Stand valgte sit eget Forsamlingssted; Adelen det islandske Kompagni og Holmens Kirke, Geistligheden Konventhuset ved Fruekirke og Borgerne Bryggernes Laugshuus.

I Spidsen for Geistligheden stod en Mand med store Talegaver og megen

Klogskab, Sjællands Bisp, Svane. Borgermester Nansen, en klog og modig

Mand, var Borgerstandens Ordfører.

Kongen indkom strax til Stænderne med Forslag, at en billig Consumtionsafgift

 

 

maatte blive bevilget og lovede i dette Tilfælde, at Krigshæren skulde blive afskediget og Indqvarteringen ophøre Hermed begyndte de første Stridigheder. Geistligheden og Borgerne forlangte at Byrden skulde fordeles lige paa Alle; men heri vilde Adelen ikke indvillige, den tillod vel, at dens Ugedagstjenere for tre Aar maatte erlægge Afgiften, men selv vilde den være fri for sine Hovedgaarde.

De andre Stænder indgave nu et Andragende til Kongen og Rigsraadet, i hvilket de foresloge at inddrage Kronens Lehn og bortforpagte dem eller lade dem bestyre ved Embedsmænd, at nedlægge de kongelige Ladegaarde, eller udskifte og bortforpagte dem til Bønderne, samt flere vigtige og indgribende Forandringer.

Adelen, urolig over de nylig omtalte Forslag, gav nu

 

efter og tillod at betale Consumtion, men nu var det for silde. Misfornøiede over det frugtesløse Ophold ved Rigsdagen, besluttede nemlig de andre Stænder personligen at foredrage Kongen deres Ønsker og begave sig den 26de September parviis i et høitideligt Optog til Slottet, hvilket vakte en almindelig Opmærksomhed. Kongen, der takkede dem for deres Omsorg for Statens Vel, men tillige ytrede, at han formedelst sin Haandfæstning ikke uden Rigsraadets Samtykke kunde foretage sig de forlangte Forandringer, greb denne Leilighed for at sætte sig i nærmere Forbindelse med Stænderne. Hans Kammerskriver, Tydskeren Gabel, et overordentligt snildt Hoved, indveiede nu Svane og Ransen samt Kjøbenhavns kjække Stadshauptmand Thuresen i Planen

 

om Haandfæstningens Ophævelse og om Arveregjeringens Indførelse, ligesom

han ogsaa vidste at vinde den statskloge Adelsmand Hannibal Sehested, der bar et hemmeligt Nag til Rigsraadet for Kongens Sag.

Adelen, som godt indsaae, hvilket Skaar de andre Stænders Forslag om Leh-

nenes Inddragelse vilde gjøre i dens Privilegier, søgte at hindre dets Udførelse ved at paastaa, at Geistligheden skulde miste sin Tiende, hvis Adelen skulde berøves sine Lehn. Denne Plan udspredet de i Provindserne og havde derved nær kuldkastet hele Rigsdagen, da Præsterne bleve herved satte i en saadan Skræk, at de agtede at tilbagetage den Provsterne givne Fuldmagt paa Rigsdagen. Provsten fra Slagelse, Peder Villadsen, forstod imidlertid saa godt at forjage

 

denne deres Frygt, at de ei alene bifaldt alt, hvad der var besluttet paa Rigsdagen, men endog gave deres Befuldmægtigede en endmere udvidet Fuldmagt.

Den 4de October havde Nansen og Svane forfattet et Document, hvorved

Arveregjeringen overdrages Kongen og hans rette Arvinger og som nøie blev gjennemgaaet af Hoffet saavel som af dem af Geistligheden og Borgerstanden, som vare indviede i Planen. Gjæringen i Staden, som allerede var bleven betænkelig ved Adelens idelige Fornærmelser imod Borgerstandens Deputerede, steg til Forbitrelse, da en Forordning om stemplet Papir tvertimod Borgerstandens forestillinger, den 8de October blev tilsendt Borgemester og Raad til Forkjyndelse paa

 

Raadhuset. Heraf benyttede Nansen sig til i Magistratens Forsamling at skildre Adelens og Rigsraadets uhørte Anmasselse og Ringeagt for de borgelige Stænder og ytrede om det ei var vigtigt at tilbyde Konge Arveregjeringen. Dette fandt Gjenklang og Forsamlingen protesterede imod Forordningens Bekjendtgjørelse. Ogsaa de Kjøbstædsdeputeredes Forsamling forkastede Forordningen med megen Forbitrelse. Svane som var underrettet om det der foregik i Borgerstandens Forsamling, tilkjendegav Geistligheden at det var Staden Kjøbenhavns Beslutning, at tilbyde Kongen formedelst hans store Fortjenester, Arveregjeringen. Ogsaa Geistligheden blev vunden for Sagen, begge Stænder samledes og underskreve samtlige det for dem oplæste Document, hvorved Kongen

 

tilbødes Arveregjeringen. Tre ligelydende Documenter bleve udfærdigede og samme Dag tilsendte Kongen, Rigsraadet og Rigets Hofmester. Hvor spændt Stemningen blev efter dette Skridt imellem Partierne, seer man af det Optrin, som forefaldt Dagen efter imellem Rigsraaden Otto Krag og Nansen, der med en Deputation af Borgere kom fra Slottet. Krag spurgte ham nemlig: "Hvor har I været?" og tilføiede, idet han pegede paa Blaa Taarn "Kjender I det?", men Nansen pegede han paa Frue Kirke og spurgte: "ved I hvad der hænger ?", nemlig Stormklokken, som snart kunde kalde alle Kjøbenhavns Borgere til Vaaben.

Da Rigsraadet ikke vilde indlade sig paa nogen Forandring i Regjeringsformen, begave Stænderne sin lige til

 

Kongen, der tilligemed Dronningen og Prinds Christian modtoge dem med den

største Venlighed og erklærede, at han vilde underhandle med Rigsraadet om deres Forslag. Da man imidlertid var bleven underrettet om, at Adelen, under

aaskud, at stæde en fornem Adelsmand til Jorden, agtede hemmeligt at forlade Byen, for derved at afbryde Rigsdagen, blev Stadens Porte lukkede, Forbindelsen tilsøes afbrudt og Borgerbevæbningen tilsagt at møde, saasnart Stormklokken lød Forskrækkede over denne Forholdsregel bleve nu Adelen og Rigsraadet enige m, at overdrage Kongen Arveregjeringen blot paa Mandssiden, men da Kongen ikke vilde modtage den under denne

 

Indskrænkning, ogsaa paa Qvindesiden.

Den 13de October blev Arveretten høitideligen overgivet Kongen af alle Stænder og endnu samme Dag paalagdes det et Udvalg, bestaaende af 4 Rigsraader, 4 Adelige og 12 af Borgerstanden og Geistligheden, at træde sammen, for at

verlægge, hvad der videre var at foretage med Hensyn til Kongens Arveret og der overgive skriftlig Erklæring. Heftige Debatter fandt Sted i denne Forsamling, da Adelen ikke vilde give Slip paa sine Rettigheder. Endelig tog Svane Ordet og edede som sædvanlig Forsamlingen ved sin henrivende Veltalenhed, hvorhen han vilde. Den gamle Haandfæstning blev erklæret for død og magtesløs og Kongen

 

anmodedes om selv at forfatte en ny, der kunde være til Tarv for alle Stænder.

Torsdagen den 18de October blev Frederik den Tredie høitideligen Hyldet som Arvekonge paa Slotspladsen, paa en i den Anledning opført Tribune, af samtlige tilstedeværende Deputerede og af nogle Amagerbønder, paa Bondestandens Vegne. Da den Indvending imidlertid kunde fremføres, at de Deputerede ikke havde havt den fornødne Fuldmagt til det foretagne Skridt, blev en ny Arvehyldning foranstaltet af Kongen den 14de November ved hvilken Leilighed ogsaa Udvalgte af Bondestanden vare indkaldte.

Statsforvaltningen blev nu underkastet en heel Reform. Riget skulde

 

bestyres af 6 Collegier: Statscollegiet, Skatkammercollegiet, Krigscollegiet, Admiralitetscollegiet, Cancelliet og Justitscollegiet eller Høiesteret. I alle disse Collegier optoges et lige Antal Adelige og Borgerlige. Præsidenterne for de fem første dannede et Geheime = Statsraad.

Efter at Rigsdagen var sluttet den 4de December udstædtes der den 10de Januar 1661 en Erklæring, hvori Kongen tilkjendtes Arveret, Souverainitet og absolut regjering og hans Ret til siden nærmere at bestemme Regjeringsformen og Arvefølgen bekræftedes, hvilket Document blev underskreven af hver Adelsmand i Danmark, af alle Geistlige og en stor Deel af Borgerstanden.

 

Den nye Forfatning lod Kongen Peter Schumacher, siden Griffenfeldt,

udarbeide den bekjendte Kongelov, der fra den Tid af blev uforandret Grundlov baade for Kongen og hans Undersaatter.

Med Hertug Christian Albrecht af Holsten = Gottorp opstod der i Frederik den Tredies senere Regjeringsaar alvorlige Tvistigheder. Ved Reisen til Glückstadt i Aaret 1667 bilagdes imidlertid disse Uenigheder og for at stifte godt Venskab med Hertugen, gav Frederik ham sin Datter Frederikke Amalia til Ægte.

Frederik den Tredie døde den 9de Februar 1670. Hans Characteer var mandig, hvilket hans Adfærd under Kjøbenhavns Beleiring nok som viser, forenet med Sindighed og Snildhed. Hans stolte Dronning Sophia

 

Amalia havde han derimod indrømmet for megen Magt over sig, hvorved han

forlededes til enkelte uretfærdige Handlinger. Saaledes lod han sin Halvsøster, Eleonora Christine Ulfeldt, hvis Brødre var hendes hengivenhed for hendes Ægtefælle, sidde i Fængsel sin hele Regjeringstid.

Adelsmanden Kay Lykke havde i et Brev brugt nogle fornærmende Udtryk om

Dronningen. Han maatte herfor bøde med at miste Ære og Gods og blev, da man ikke kunde bemægtige sig hans Person halshugget in effigio.

Ligeledes maatte en gammel, fortjent Adelsmand, Gunder Rosenkrands, der

havde paadraget sig Kongens Vrede, forlade sit Fædreland, for hvis Forsvar dog to af hans Sønner havde hengivet deres Liv.

Han udførte ogsaa Tydskhed i Tone og Tale

 

ved Hoffet, der gik saavidt, at hans Søn Kronprindsen længe ikke forstod

Dansk

Enden