Frederik den Anden

 

Frederik den Anden blev født i Haderslev den 1ste Juli 1534.

Endnu ikke tre Aar gammel blev han valgt til Tronarving, fik Titel af

Prinds af Danmark, og skulde efter sin Faders Død indtil han blev kronet

kaldes valgt Konge. I Aaret 1542 blev han hyldet i Danmark, og i

1548 i Norge som disse Rigers tilkommende Konge.

Hans Fader sørgede meget omhyggeligt for at give ham en god Opdragelse

og Undervisning. Da han havde naaet sit tyvende Aar, gav han ham Staden

Malmø med en stor Deel af Skaane til fri Raadighed og Opholdssted.

Under sit

 

Ophold her skal han have ytret Misfornøielse med den svenske Regjering,

og truet med fremtidig Hævn, hvilke gav Anledning til at Gustav Vasa

beklagede sig Christian den Tredie.

Frederik den Anden tiltraadte Regjeringen efter sin Faders Død, 1559, men

blev inden sin Kroning nødsaget til at ruste sig til Krig. Den ærgjer-

rige og krigske Hertug Adolph i Holsten havde nemlig besluttet at hævne

sig paa ditmarskerne, for det hans Fader og Farbroder i Aaret 1500 til-

føiede Nederlag, og for de samme af disse begaaede Fornærmelser. I denne

Hensigt havde han allerede flere Gange forsøgt at bevæge Christian den

Tredie til at erklære disse Krig, hvortil denne fredsommelige Konge var

aldeles utilbøielig. Ved dennes Død rustede han sig derimod ganske hem-

meligt, og udspredte det Rygte, at han vilde føre sine Tropper Kongen af

 

Spanien til Hjælp mod Frankrig. Imidlertid blev Frederik ved sin

Statholder i Hertugdømmerne Henrik Ranzau underrettet om hans Hensigt,

og besluttede at deltage i Krigen tilligemed begge sine Farbrødre.

Ifølge en Overeenskomst imellem dem sendte Kongen en Flaade til Elben

for at hindre al Tilførsel til Ditmarsken, og en Hær paa 20.000 Mand,

med hvilken Kongen saavel som Hertugerne personlig fulgte, under den gamle

Feltmarskalt(s) Johan Ranzau, rykkede den 22de Mai 1559 ind i Landet

efter at have sendt Indvaanerne et Feidebrev. Hæren drog lige mod

Maldorf, men gjorde et forstilt Angreb paa to andre Fæstninger Ham og

Tilenbrygge, hvorved Ditmarskerne bleve forledte til at sende en stor

Deel af Meldorfs Besætning de sidstnævnte Fæstninger til Hjælp.

Skjøndt Indvaanerne, der kæmpede i

 

 

Række med deres Koner og Døtre, gjorde den tapreste Modstand, blev Mel-

dorf dog taget med Storm, plyndret, og dens Indvaanere dræbte. Hæren

drog nu videre, og ved forstilte Angreb paa andre Steder, lokkede man

atter Ditmarskerne bort fra Hovedangrebspunktet Heide. De Tilbageblevne

vare derimod ei saa lette at overvinde; thi strax den første Dag, efter

Ankomsten maatte den af Marschen og Strabadser udmattede Armee udeholde

tre Angreb efter hinanden af de som Rasende kæmpende Bønder, hvilke endog,

naar de vare blevne jagede udi Moserne, gjorde den meest fortvivlede Mod-

stand. Endelig ved at antænde Heide, bleve de allierede Fyrster Herrer

over Byen. Hertug Adolph blev paa denne blodige Dag farligt saaret,

selv Kongen kom i personlig Fare, og mange af Hørførerne faldt eller

bleve haardt saarede; derimod

 

mistede Ditmarskerne 3000 Mand, foruden de som senere bleve dræbte paa

Flugten. Enhver af Landets Indvaanere, der endnu kunde føre Vaaben,

flygtede til Marsklandene, for her at forsvare sig til det Yderste; men

Tabet af deres vigtigste Stad, tilligemed deres store Nederlag, thi om-

trent Halvdelen af det vaabenføre Mandskab var faldet, knækkede aldeles

deres Mod. De indlode sig i Underhandlinger, og hele den tilbageværende

mandlige Befolkning, omtrent 4000 i Tallet, indfandt sig faa Dage efter

i Leiren med hvide Stave i Hænderne, som et Tegn paa deres Ydmygelse.

Knælende, med blottede Hoveder, bade de om Tilgivelse for deres Modstand,

hyldede derpaa deres tre nye Landsherrer, og udleverede alle deres Vaaben

og hvad de tidligere havde erobret fra de danske, hvoriblandt

 

Dannebrogsfanen, der først blev bragt til Slesvig Domkirke, og siden til

Nicolaikirken i Kiel. Ditmarskerne mistede saaledes deres gamle fra

Fædrene arvede Uafhængighed, dog beholdt de flere af deres gamle Friheder.

Landet deeltes derpaa i tre Dele imellem Seirherrerne.

Kort i forveien havde Frederik maattet underskrive en Haandfæstning, hvor-

ved Rigsraadet blev gjort aldeles til Herre over Kongevalget, thi Rigets

Slotte og Fæstninger skulde efter Kongens Død staa under Rigsraadets

Myndighed.

I det paafølgende Aar forøgede Frederik den Anden sit Rige med tre nye

Provindser Kurland Reval og Øsel, hvilke han tilkjøbte sig og derpaa

gav sin Broder Magnus, for derved at undgaa en ny Deling af Hertug-

dømmerne. Magnus blev

 

 

snart indviklet i de Stridigheder, som Rusland, Sverrig, Polen og den

tydske Orden førte om Besiddelsen af Liifland, og nødsagedes til rolig

at see paa, at Reval overgav sig til Sverrig for at have Beskyttelse imod

Rusland. Dette Skridt af Sverrig vakte Frederik den Andens Misfornøielse

dog foraarsagede det intet Brud paa den hidtil stedfundne Fred imellem

begge Riger; men da Erik den Fjortende i dette Aar besteg den svenske

trone efter sin Faders, Gustav Vasas Død, og strax optog det danske og

norske Vaaben i Sverrigs Vaabenskjold, som et Slags Fyldestgjørelse,

fordi Christian den Tredie og hans Søn havde optaget Sverrigs tre Kroner

i det danske Vaaben gav dette tilligemed flere andre Omstændigheder

Anledning til den saakaldte nordiske Syvaarskrig.

Frederik, der blev underrettet om,

 

at Erik rustede sig til Krig, paa Ordre, at enhver Gesandt, som reiste

igjennem Kjøbenhavn, skulde, naar Kongen ei selv var i Byen, opholde sig

der indtil han erholdt hans kongelige Pas.

Den svenske Gesandt Steen Erikson Lejonhufwad, der netop kom til Kjøben-

havn i Kongens Fraværelse, modsatte sig væbnet denne Ordre, og blev derfor

fængslet. Dog vilde alt dette maaske være blevet jevnet, dersom ikke

en uventet Begivenhed var indtruffet til Søs. En svensk Flaade, der var

afsendt til Rostok For at afhente en hessisk Prindsesse, til hvilken

Erik beilede, stødte under Bornholm paa nogle danske Skibe, der skulde

holde Øie med de Svenske Sørøverier. Da de danske vilde give Salut,

foer ved en Forseelse en Kugle igjennem Seilene paa et svensk Skib, af

hvilken Omstændighed den svenske Admiral benyttede sig, anseende som et

 

fjendtligt Overfald, til at skyde Skibene i sænk og bortføre Mandskabet.

Hermed var Krigen altsaa allerede brudt ud, og Frederik hævnede sig ved

at forstyrre Eriks Frierier, ved at afsende et opsnappet Brev, hvori Erik

beilede til Dronningen af England, til Landgreven af Hessen, hvis Datter

Erik paa samme Tid begjærte, og senere til den engelske Dronning en Af-

skrift af dette Brev tilligemed det hessiske Formælingsandvergende, hvor-

ved Erik paa begge Steder gik Glip af sit Forehavende. Efter at Frederik

derpaa havde styrket sig ved et Forbund med Polen og Staden Lybek, blev

Krigserklæringerne oversendte Erik i Juni 1563, og en Hær udrustet paa

30.000 Mand under Grev Günther af Schwarzburgs Anførsel. Medens denne

Armee rykkede ind i Vestgothland og erobrede Elvsborg havde Flaaden

under Peder Skrams Anførsel

 

forenet sig med Lybekkerne, fordrevet den svenske Flaade fra Gulland, og

leveret en Træfning under Øland, dog uden videre Virkning. Fra svensk

Side skete tre forskjellige Indfald i de danske Provindser; en Hær træng-

te ind i Halland under Eriks egen Anførsel, en anden brød ind i Vigen,

og en tredie erobrede Herjedalen og Iemteland. Til Lands førtes Krigen

saaledes i dette og næste Aar med afvexlende Lykke, da Grev Günther kun

lidet brød sig om at føre den med Kraft, men derimod desto bedre sørgede

for sin private Fordeel, saa at Frederik endog maatte fratage ham Com-

mandoen og overdrage den til den gamle Otto Krumpen. Til Søs vandt vel

de danske et Slag ved Øland den 30te Mai 1564, hvor de erobrede det

svenske Admiralskib Mageløs, men bleve kort efter selv slagne.

 

Den svenske Flaade havde endog et saadant Held, at den 1565 lagde sig i

Øresund og hævede Tolden. Uagtet den danske Flaade blev commanderet af

dygtige Mænd, kunde den dog ikke holde sig; et Slag tabte den ved de

meklenborske Kyster, hvor Herluf Trolle blev saa farligt saaret, at han

døde kort efter og et andet tabte den atter en føie Tid efter under Born-

holm. Admiral Otto Rud blev ved denne Leilighed fanget og bragt til

Sverrig, hvor den af Hevngjerrighed rasende Erik behandlede ham paa en

oprørende og skjændig Maade.

Fremmede Fyrster søgte vel paa denne Tid at mægle Fred, men de Krigs-

førende gjorde paa begge Sider saa overdrevne Fordringer, og vare tillige

saa forbitrede paa hinanden, at intet Forlig kunde tilveiebringes.

Krigen fortsattes derfor, uheldig til Søs for de danske, til Lands omtrent

med lige Lykke;

 

men nu blev Krumpen afløst af Daniel Ranzau, der indlagde sig et udødligt

Navn i denne Krig, og Lykken vendte sig til dansk Side. I September

1565 havde de Svenske indtaget Varbjerg, og Ranzau søgt at tilbagevinde

denne Fæstning men uden Held. Han trak sig derfor tilbage, men stødte

den 18de October uformodentligt paa den svenske Armee, der bestod af

25.000 Mand, ved Axtorna paa Falkenberg Gods i Kirkesognet Svarterna.

Ranzau kunde ikke trække sig tilbage og besluttede derfor at slaa sig

igjennem med sin kun af 5.000 Mand bestaaende Hær. Han lod Krigsfolket

stille sig i Slagorden, holdt en Tale til dem, hvori han opmuntrede dem

ved Forfædrenes Exempel, paamindede dem om at erindre hvad de skylte

Kongen, Fædrelandet og deres egen Ære, og bad dem ikke at frygte for

Fjendens Mængde, men fægte tappert og som Mænd.

Derpaa lod han hele

 

Armeen knæle og bønfalde Gud om Seiren. Den svenske Hærfører troede

at de bade om Naade, og truede med at ville lade dem nedtræde under hans

Cavalleries Hestehove, men hans Praleri blev hans fald. De danske,

med Ranzau og den modige Frants Brokkenhuus i Spidsen, afsloge ei alene

hans Hestfolks Angreb og jog dem paa Flugt, men benyttede sig endog af

den Forvirring, som opstod herved, til at angribe den øvrige Hær, og

tilfægtede sig en fuldkommen Seier der kostede de Svenske 5000 Mand,

altsaa ligesaa mange som den danske Hær bestod af, og nogle tredive Ka-

noner. Frederik gjorde nu den svenske Konge Fredstilbud, men disse vare

ligesaa overdrevne som Eriks tidligere havde været, og denne var saa op-

bragt over det lidte Nederlag, at han kun aandede Hævn, og i sin Harme

befalede at det tydske Cavallerie skulde undsættes.

Derpaa holdt Erik et prægtigt

 

Triumphindtog i Stockholm med nogle danske Fanger, hvilke han havde bemæg-

tiget sig ved en anden Leilighed.

Uagtet denne Seier befandt Frederik sig, fordi han manglede Penge, i en

saadan Forfatning, at han nær havde seet sig nødsaget til at slutte Fred

med Sverrig til sin Skade, hvis han ikke ved en Mand med store Indsigter

i Penge = og Skattevæsenet, nemlig den, under hans Fader forviste Peder

Oxe, var blevet reddet ud af denne Forlegenhed. Ved fremmed Mægling

havde denne store Statsmand søgt at blive kaldet tilbage igjen af sin

Forviisning, men da dette var forgjæves, havde han begivet sig til den

lothringske Prindsesse Christinas Hof, og blev derfor i Aaret 1562 er-

klæret for Rigsfjende, da man troede at han opmuntrede denne Prindsesse

til at gjøre Paastand paa Danmark.

Imidlertid blev Frederik underrettet om at det

 

Modsatte var Tilfældet, og kaldte Peder Oxe derfor tilbage i Aaret 1566.

Denne udarbeidede strax et Forslag, der snart bragte Finantsvæsenet i en

anden Orden. De hidtil overdrevne Udgifter til Hofbetjentene og Armeen

bleve indskrænkede, Lehnsmændene maatte svare en større Afgift i Forhold

til deres Lehns Indkomster end forhen, dog uden at dette vakte Misfor-

nøielse, og Ridder = og Præstestanden bevægede ham til at betale Kongen

en billig Afgift, saalænge Krigen Varede. Han forhøiede ogsaa Øresunds-

tolden, men efter en ordentlig indrettet Toldrulle, hvilket hidtil ei

havde været Tilfældet. Ved disse Besparelser, og ved de større Indkom-

ster, saae Kongen sig i stand til at kunne lønne Armeen ordentligt, og

endog forøge den. Disse Peder Oxes vigtige Tjenester lønnede Kongen,

først ved at tilbagegive ham hans beslaglagte Godser,

 

og derpaa ved at forlehne ham med Vordingborg Lehn, og udnævne ham til

Rigshofmester eller første Rigsraad. Peder Oxe gjorde sig desuden

fortjent af Landet ved at indrette et forbedret Agerbrug, og indføre

Karper og Krebs samt Frugttræer i Landet. Ogsaa for Skolerne og Uni-

versitetet sørgede han, og bevægede Kongen til 1569 at stifte Commu-

nitetet. Den af Fædrenelandet saa velfortjente Mand døde den 24de Oc-

tober 1575.

Disse Foranstaltninger satte Frederik i stand til at fortsætte Krigen,

der dog i Aaret 1566 var uden nogen synlig vigtig Følge til Lands.

Til Søs vare derimod de Danske for det meste uheldige, og tillige led

Flaaden et betydeligt Tab i en Storm under Øland, hvorved to Admiraler

og henved 6000 Mand druknede. Først henimod Slutningen af det følgende

Aar tilføiede Ranzau nye Laurbær i den Hæderskrands, hen havde flettet

sig ved sine tidligere

 

Bedrifter. Tilligemed Brokkenhuus rykkede han ind i Hjertet af Sverrig,

og stod i Begyndelsen Af December endog ved Söderkjöbing, men Mangel paa

Tilførsel af Levnetsmidler i det af Fjenden selv udtømte Land, tvang ham,

rundt omgivet af Fjender, til at gjøre et Tilbagetog, der er et af de

mærkværdigste i Historien. Under idelig Kamp, igjennem Bjergegne og

Huulsveie kom han som Seierherre tilbage til Skaane den 14de Februar

1568, bestandigen forfulgt af Fjenden, og efter at have slaaet tvende af

dens Hære, fanget tre Generaler og erobret 9 Kanoner.

De Forandringer, som nu foregik i Sverrig, hvor Erik formedelst sin van-

vittige Adfærd var blevet stødt fra Tronen af sin Broder Johan, tvang

dette Rige, som var udmattet af denne langvarige og uheldige Krig, til

at begjere Fred, der dog først senere kom i stand efter lange Underhand-

linger. Et nyt Felttog blev

 

aabnet i Aaret 1569, i hvilket Frederik selv tog Deel. Fæstningen

Warborg blev erobret, men denne erobring berøvede Frederik hans to

største Feltherrer, nemlig: den tapre Brokkenhuus, der faldt den 6te

og den store Daniel Ranzau, der fadlt den 11te November, for denne

Fæstning. Imidlertid havde Hertug Magnus i Liefland givet sig under

den russiske Czars Beskyttelse, hvorved en betydelig Grund til Krigens

Vedblivelse blev hævet, da Frederik netop havde kæmpet for at holde

dette Land under dansk Lehnshøihed.

Ved denne Fred bestemtes det: at Sverrig skulde betale 150.000 Rdler.

i Krigsomkostninger til Danmark, tilbagelevere 8 danske erobrede Krigs-

skibe, afstaa de gjorte Erobringer, og tillade Brugen af de tre Kroner

indtil Striden derom var afgjort ved venskabelige Underhandlinger.

Ligeledes

 

 

maatte Sverrige opgive sine Fordringer paa Norge, Skaane, Halland og

Blekinge samt Gulland. Danmark tilbagegav derimod de gjorte Erobringer,

og frasagde sig al Ret til Sverrig. Hvad Liefland angik, saa blev

Striden herom overladt til Kaiseren, som Landets egentlige Overherre;

Stiftet Reval og Øsel underkastedes imidlertid Kongen af Danmark,

Sverrig derimod skulde beholde Byen Reval og Slottet Wittenstein.

Ved denne for Danmark saa ærefulde Fred, som først blev undertegnet det

næste Aar, endtes saaledes en Krig, der opstaaet af ubetydelige Tvistig-

heder, men blodigt ført i en Række af Aar, havde kostet paa begge Sider

mange ulykkelige Undersaatter Livet, og udtømt Staternes Kasser, uden

at dog den egentlige Grund til Krigen: Brugen af de tre Kroner var hævet.

Frederik, som hidtil havde levet ugift,

 

hvortil Grunden angaves at være en Kjærlighed, han nærede til Rigshof-

mesteren Hardenbergs Datter, tænkte nu i sit 38te Aar paa at indlade

sig i Ægteskab, og udvalgte Prindsesse Sophie, en Datter af Hertug Ulrich

af Meklenborg og Frederik den Førstes Datter Elisabeth, til sin Gemalinde.

Denne Fyrstinde var en meget aandrig Dame, en af Danmarks klogeste Dron-

ninger, og vandt ved sin Fromhed, Orden, Sparsommelighed og huuslige

dyder snart alle Danskes Agtelse og Kjærlighed.

Frederik havde ikke som hans Modstander den svenske Konge personlig

deeltaget meget i Krigen, men derimod hjemme desto bedre sørget for sit

Riges Vælfærd og Sikkerhed. Hans hele Opmærksomhed var henvendt paa

at udvide og styrke

 

Danmarks Handel. I Aaret 1560 havde han allerede viist de hanse-

atiske Kjøbmænd i Bergen, hvor de spillede Herrer, hvad der var hans Agt,

og ved sin Lehnsmand Christopher Walkendorf ladet deres Privilegier under-

søge og cassere ligesom ogsaa tvunget dem til at søge Borgerret og hylde

ham sin Konge.

Aaret derpaa udgav Frederik sin danske Søret af 9de Mai 1561, til hvilken

den gamle visbyeske blev lagt til Grund. Under Krigen havde flere

svenske Flaader lagt sig i Sundet og krævet Tolden, uden at de kunde

hindres heri. Kongen lod derfor nedrive Skandsen Krogen, og anlagde paa

samme Sted Slottet Kronborg, hvis Opbyggelse begyndtes i Aaret 1574, og

fuldførtes i 9 Aar. Hensigten med dette Værk var at beskytte den af

Peder Oxe paany ordnede og forhøiede Told.

Paa samme Tid forøgedes ogsaa Byen Helsingør ved Nederlændere, som

 

 

fik Tilladelse til at nedsætte sig der-

Hamborg, der formenede sig at have Rettighed over Elben, optog 1562 nogle

danske Skibe, men da Frederik bemægtigede sig nogle hamborgske Skibe,

nødsagedes denne Hansestad til at afstaa sin Ret, og give en Erstatning.

Senere fornyede Staden Striden og lagde andre Krigsskibe paa Elben for

at haandhæve en saakaldet Tvangsret, men maatte til sidst for sin Over-

mod erlægge 100.000 Rbdlr.

Lybeks Magt var derimod saa svækket, at det maatte tillade, at Kongen

indløste det af Frederik den Første pantsatte Bornholm uagtet Forholds-

tiden ei var udløbet, ligesom det nødtes til at betale en forhøiet Told,

hvilken Kongen til Straf paalagde det, fordi det havde klaget til Kaiseren

over Sundtoldens Forhøielse.

Forlehningen af Slesvig gav vedvarende Anledning til mange Stridigheder

 

mellem Frederik den Anden og dennes Farbrødre Hans den Ældre og Adolph,

indtil der endelig sluttedes et Forlig i Odense 1579, hvorved det blev

bestemt, at Slesvig og Femer skulde være et arveligt Lehn, og Hertugerne

forpligtede til, at gjøre Krigstjeneste, men Kongen derimod blot med deres

Samtykke erklære Krig og slutte Fred. Hertugdømmernes Deling fortsattes

under den Anden, der overlod sin Broder Hans de Yngre Amterne Sønderborg

Nordborg og Ærø. Efter dennes Død deeltes den sønderborgske Linie sig

i fire nye Linier: Sønderborg, Nordborg, Plöen og Glücksborg, og den

Første af disse igjen i fem andre. Af alle disse er den augustenborgske

den eneste overlevende, som endnu eier Besiddelser. Da Johan den Ældre

døde 1580, vilde hans Broder Adolph af Gottorp tilegne sig hans Lande,

men nødsagedes til at være

 

tilfreds med Halvparten. Kongens ældste Broder, Hans den Yngre, der

ogsaa arveberettiget, overlodes derimod af Frederik den Anden nogle Styk-

ker af den kongelige Andeel af Hertugdømmerne. Saaledes udstykkedes

disse som om det var privat Eiendom og ikke Dele af Riget. Kongens

anden Broder Magnus, der var affunden med Liefland, udelukkedes derimod

fra denne Deling. Under de forviklede Forhold hvori han levede, havde

han længe modstaaet de ham omgivende Fyrsters Indbydelser og Løfter men

i Aaret 1570 hyldede han, uagtet han var dansk Lehnsfyrste, den ærgjærrige

og grusomme russiske Czar Ivan Wassiliewitch som sin Lehnsherre, hvorfor

denne gjorde ham til Gjengæld til Konge af Liefland, og gav ham en nær

Slægtning, Prindsesse Maria, til Gemalinde.

Denne Omstændighed bidrog meget til

 

den paa følgende stettinske Fred blev sluttet imellem Danmark og Sverrig.

Som russisk Vasal førte nu Magnus idelige Feider med Sverrig, Polen, Kur-

land og Reval, i hvilke Begivenheder Frederik kun tog ringe Deel, da han

i det Hele taget var misfornøiet med Magnusís Opførsel. Denne faldt

1577 i Czarens Unaade, og efter at han havde berøvet ham hans Værdighed

og størstedelen af hans Lande, underkastede Magnus sig med Resten den

polske Konge Stephan. Uagtet Frederik den Anden endmere opbragtes paa

sin Broder herfor, søgte han dog ved Gesandter at faae en Fred sluttet med

Czaren, og de danske Slotte tilbageleverede, men denne vilde ei indlade

sig paa noget, men afslog derimod Gesandterne ved

 

Trusler en femtenaarig Vaabenstilstand.

Magnus døde endelig i Aaret 1583, og efterlod sig kun en Datter, der, da

hun var arveberettiget til den russiske trone, blev myrdet af Czar Boris

Gudenow, ligesom Moderen ogsaa blev sat i et Kloster.

Kongen beholdt nu Øsel, men solgte Stiftet Pilten til Polen, hvorefter

han fik Ro i disse Anliggender, saameget mere som et Forbund var sluttet

med Sverrig i Knæred den 1ste November 1580, hvorved Rigernes Grændser

bestemtes.

I Slutningen af sin Regjeringstid forsøgte Frederik endnu engang at faae

Ørkenøerne indløste, men atter forgjæves, da nogle af Skotlands Statsmænd

troede at Frederik ikke besad Magt nok til at sætte sine Fordringer

igjennem, og Andre, at han kun fremkom med disse Fordringer paa Skrømt.

 

I Aaret 1585 sendte den skotske Kong Jacob den Sjette en Gesandtskab

til Danmark for at begjære Frederik den Andens ældste Datter, Prindsesse

Elisabeths Haand, og derved ophæve disse Stridigheder. Imidlertid

hengik der længere Tid med Forhandlingerne desangaaende, og først

efter Frederiks Død blev Kong Jacob formælet med hans næstældste Datter

Prindsesse Anna; fordi Prindsesse Elisabeth imidlertid havde ægtet hertug

Julius af Brunsvig.

Paa ovennævnte Tid stræbte Frederik ogsaa efter at bevirke en almindelig

protestantisk Religionsforening, og foranstaltede i den Anledning en

Sammenkomst i Lüneborg den 18de Juli 1586 af engelske, russiske og

skotske Gesandter samt flere tydske Fyrster, ved hvilken han selv var

tilstede. I denne blev bestemt, at man skulde understøtte de i Frankrig

saa haardt forfulgte Hugenotter samt Kongen af Navara, og at

 

 

Kong Frederik paa Englands Bekostning skulde udruste 2000 Ryttere; hvilke

imidlertid, da England ingen Penge sendte, allerede adskiltes ved Bremen.

Ogsaa de af Spanien haardt angreben Nederlænderes Sag talte han ved sin

Gesandt, Kai Ranzau, for Kong Phillip; men denne Frederiks Mægling mis-

lykkedes, da Nederlænderne fængslede Gesandten, og aabnede hans Breve,

for hvilken Overtrædelse af Folkeretten Kongen anholdt alle deres Skibe

i Sundet, og tvang dem til at betale 30.000 Rbd., hvoraf han tilsendte

Kongen af Navarra Halvdelen til Brug under Krigen mod de franske Kato-

liker.

Frederik den Anden besad et sundt hærdet Legeme, en blid sagtmodig Cha-

racteer, og var meget religiøs. Selv munter, elskede han Munterhed

ved sit Hof.

 

Efter Maaltidet pleiede han derfor at sige: "Kongen er ikke hjemme", og

tillod da sin Omgivning at betragte og omgaaes ham som deres Ievnlige,

indtil han igjen ytrede: "Kongen er kommen hjem". Ved slige Leiligheder

var det, at han, hyldende hin Tids store Last, overdreven Nydelse af

stærke Drikke, ikke fulgte Maadenholdenhedens Bud, og derved forkortede

sine Dage. Formedelst sin store Sparsommelighed manglede Frederik i de

sidste Aar af sin Regjering aldrig Penge og Statens Finantser vare i en

ypperlig Stand, thi Statsindtægterne overstege langt Udgifterne, hvilket

størstedelen skyldtes hans kloge Valg af Peder Oxe til Finantsminister.

Derfor saae han sig ogsaa istand til, uden at trykke sine Undersaatter,

at opbygge de prægtige Slotte: Kronborg, Frederiksborg; Byerne: Frede-

riksstad i Norge, og Frederiksodde, senere Fredericia i Jylland.

Han forbedrede

 

den danske Lovgivning ved at udgive en ny Søret, og en Gaard = eller

Hofret. Han yndede ogsaa Videnskaberne, og understøttede saavel inden-

landske, som fremmede Lærde med stor Gavmildhed. Som en Følge heraf

besad Danmark ogsaa under denne Konge langt flere store Mænd, end under

nogen af de foregaaende Regenter. Den verdensberømte Tyge Brahe, der

vilde for bestandigt forlade sit Fødeland, fordi hans raa adelige Lands-

mænd spottede ham for hans Lærdom og fordi han havde ægtet en borgerlig

Pige, bevarede Frederik for Danmark ved at skjænke ham en aarlig Under-

støttelse, og forlehne ham med Øen Hveen og andre Besiddelser. Denne

store Mand gjorde ikke alene sit Fædreland stor Ære men ogsaa stor Nytte.

Saaledes bragte han Farverierne i Kjøbenhavn i Opkomst, indrettede paa

Hveen

 

 

 

en Smedie til Instrumenters Forfærdigelse, et Bogtrykkeri, en Vandmølle,

paa hvilken der baade kunde males Korn, forfærdiges Papir og tilberedes

Skind. Han indkaldte fremmede Kunstnere, Malere, Bygmestere og var

stedse overgiven af en Mængde unge Mænd, som han deels oplærte i Søviden-

skaberne til Flaadens Tjeneste, dels i Mathematik og Naturvidenskaber,

hvoraf flere siden gavnede deres Fædreland og hædrede deres Mester ved

deres Lærdom og Indsigter.

Konger, Fyrster og Lærde kom fra det øvrige Europa til Hveen for at be-

undre Tyge Brahes sindrige Opfindelser. Hans m(a)nge for en Adelsmand

i de Tider sjelden Kundskaber paadrog ham flere Fjender blandt hans egen

Stand, de farligste, heriblandt vare Rigshofmesteren Christopher Vallen-

dorph og Cantsleren Christian Friis. Vel lykkedes det ikke disse Mænd,

at styrte ham under Frederik den Anden, men derimod fik de ham

 

ved Cabaler under den efterfølgende unge Kong Christian den Fjerde, til

at forlade Land og Rige.

Adelsmanden Henrik Ranzau, en Søn af Feltherre Johan Ranzau, udmærkede

sig ved sin Lærdom, der skaffede ham Tilnavnet "den Lærde ", og ved det

Brug han gjorde af sin store rigdom, til at understøtte andre Lærdes Fore-

tagender og til Almennyttige Øiemed. Den navnkundige Niels Hemmingsen,

der maatte lide betydelige Forfølgelser for sine fra den lutheriske Kirkes

Anskuelser af Læren om Nadverens afvigende Meninger, ansaaes i sin Tid

for den første Theolog, og nævntes sjeldent med andet Navn i Datidens

Skrifter end: " hele Danmarks Læremester ", eller: " Fædrelandets Ørn og

Pryd ".

Anders Sørensen Vedel, Frederik den Andens Hofpræst, indlagde sig ved sin

Oversættelse af Saxo, sin

 

Udgave af Kjæmpeviserne, og ved andre Arbeider store Fortjenester af

Fædrelandets Sprog og Historie.

Paa udmærkede Statsmænd, Hærførere og Krigere var Landet ogsaa rigt,

hvorom Navnene: Peder Oxe, Johan Ranzau, Daniel Ranzau, Peder Skram,

Herluf Trolle og Otto Rud vidne.