Frederik den Første

 

Frederik den Første, yngste Søn af Christian den Første, blev født den

3die September i Aaret 1471, og var kun 10 Aar, da hans Fader døde.

Enkedronning Dorothea som opdrog ham, søgte at bevæge de slesvig-holsten-

ske Stænder, til at vælge ham til Hertug, da de havde Ret til at vælge

imellem den afdøde Konges Sønner. Hun afreiste derfor pludselig med

ham til Kiel, hvor Kong Hans, som blev underrettet derom, strax efter

indfandt sig. Efter en heftig Trætte imellem Kongen og hans Moder blev

endelig Tvistens Punct afgjort, da Stænderne i November 1482 valgte beg-

ge til Hertuger. Aaret efter sendte Kongen Hertug Frederik

 

til Cøln for at han der skulde forsætte sine Studeringer, og tragtede

efter at denne ham for den geistlige Stand, for at han selv, naar han

senere havde skaffet ham et geistligt Stift, kunde besidde Riget og Hertug-

dømmerne udeelt. I Aaret 1485 vendte Frederik pludselig tilbage til

Holsten, da man havde gjort ham opmærksom paa Broderens Hensigt, og fra

denne Tid skriver sig den senere, saa ofte imellem Brødrene opstaaede

Ueninghed. Imidlertid Forestod Kong Hans endnu Regjeringen i Hertug-

dømmerne alene indtil i Aaret 1490, da Hertug Frederik fyldte sit 18de

Aar. Den for Riget saa ulykkelige Deling af Hertugdømmerne fandt nu

Sted, og disse bleve nu deelte i tvende Dele, hvilke efter Hovedslottene

fik Navn af den segeberske

 

og den gottorpske Deel. Frederik valgte den gottorpske, hvortil Kong

Hans endog gav ham Øen Nordstrand. Gjælden, som hvilede paa Hertug-

dømmerne, blev ligeledes deelt imellem dem begge.

Frederik antog strax Titelen Arving til Norge, og fordrede 100.000 Gylden

af Kongen, hvilken denne under Formynderskabet skulde have opkrævet i

Andeel af Hertugdømmerne. Ligeledes gjorde han paastand paa Øerne

Lolland Falster og Møen.

I Aaret 1500 angreb Hertugen tilligemed Kong Hans Ditmarskerne; Det

sørgelige Udfald af dette Angreb er omtalt under Kong Hans. Denne som

ved Urolighederne i Sverrig, blev kaldet derhen, maatte overlade Holstens

Forsvar til Frederik alene, hvoraf Ditmarskerne benyttede sig for at falde

ind og gjøre Bytte i Holsten

 

og det sydlige Slesvig.

I Aaret 1502, den 10de April, formælede Frederik sig med Prindsesse

Anna af Brandenborg, en Søster til hans Svoger, Churfyrst Joachim, Moder

til Christian den Tredie, men da hun døde den 3die Mai 1514, ægtede han

i Aaret 1518 sin anden Gemalinde Sophia, en Datter af den pommerske hertug

Bugislav den Store.

Hertug Frederiks Broder Kong Hans, døde i Aaret 1513, og Frederiks Broder-

søn Christian den Anden besteg Tronen. Der opstod snart Uenighed imellem

dem og Hertugen. Denne gjorde nemlig Fordring paa Arveret til Norge

foruden andre Paastande. Endelig kom et Forlig i Bordesholm 1522 istand,

hvori Christian den Anden frasagde sig den Forlehningsret over Holsten,

hvilken Kaiseren nyligt

 

havde skjænket ham, tillod Hertugen at holde sig fredelig under Feiden

med Lybekkerne og lovede ham en Sum Penge.

Imod Slutningen af dette Aar indgik adskillige verdslige og geistlige

Rigsraader i Viborg et hemmeligt Forbund, for ved Hjælp af Frederik at

støde Christian den Anden af Tronen. Den jydske Adel udstedte i Viborg

et Brev, hvori den opsagde Kongen Huldskab og Troskab. Landsdommer Mogens

Munk overbragte ham dette i en Handske han lod blive tilbage i Veile i

Januar 1523, og begav sig strax til Hertug Frederik, som opholdt sig i

Husum, for at bede ham i den jydske Adels Navn at tage sig af Riget og

bestige tronen, da de Forbundne havde erklæret, at Christian den Anden

havde forbrudt den. Frederik syntes ikke at have været uforberedte

herpaa og modtog den

 

ham tilbudte Trone, sluttede derpaa et Forbund med Lybekkerne imod

Christian den Anden, hvori Parterne lovede hinanden gjensidig Hjælp, og

Understøttelse, og skikkede strax derefter Feidebreve til Kongen.

Frederik tog nu til Jylland og anviste sine Tropper Colding til Samlings-

plads. Paa Landdagen i Viborg blev han den 26de Marts 1523 hyldet af

de der forsamlede Stænder som Danmarks Konge, og udstædte nu en Haand-

fæstning, hvilken indskrænkede hans Magt endnu mere end nogen anden dansk

Konge. Ved denne fik Adel og Geistlighed alle deres gamle Rettigheder

tilbage, ja meget mere til, og de lavere Stænder mistede de Goder, som

Christian havde tilstaaet dem. Alle Christians Anordninger for at

ophjælpe Borger = og Bondestanden, fremme Handelen, indskrænkede Adelens

 

 

og geistlighedens store Overmod og Magt, og til Folkeoplysning bleve

casserede og brændte.

Da Christian forlod Riget gik Frederik over til Fyen, hvor Adelen strax

hyldede ham, og derfra, efter at have erholdt Hjælpetropper af Lybekkerne,

til Sjælland, hvor snart alle Slottene faldt i hans Hænder med Undtagelse

af Kjøbenhavn, hvilken Stad nu blev beleiret til Lands og Vands.

Imidlertid erklærede Skaane med Undtagelse af Malmø sig ligeledes for

Frederik. Ogsaa Norge, der ellers nærede megen Hengivenhed for Chri-

stian den Anden, sendte Frederik Hyldningsbrev den 5te August. For

ogsaa at erholde Sverrig tilskrev han de svenske Rigsraader om paany at

tiltræde Rigsforeningen, men hertil vare de ikke tilbøielige og kunde

ei heller gjøre det, da de

 

allerede havde valgt Gustav Vasa til Konge.

Efter 8 Maaneders Beleiring overgav Kjøbenhavn sig til Frederiks tapre

Hærfører Johan Ranzau de 6te Januari 1524 af mangel paa Levnetsmidler

hvilket Exempel ogsaa Malmø saae sig nødsaget til at følge paa samme Tid.

Uagtet Frederik saaledes var Herre over hele Landet havde Christian den

Anden endnu mange Tilhængere, blandt hvile den vigtigste var Søren Norby,

der fra Gulland tilføiede de Svenske og Lybekkerne megen Skade, og endelig

bragte Bønderne i Skaane til at gjøre Oprør, der først blev dæmpet efter

at Ranzau havde slaaet en Bondehær paa 8000 mand ved Lund, og derpaa en

anden paa 12000 Mand ved Landscrone.

Den 1ste September s. A. blev

 

Frederik enig med den svenske Konge Gustav Vasa, at de skulde understøtte

hinanden med Skibe og Krigsfolk mod deres fælles Fjende Christian den Anden,

hvis denne skulde gjøre noget Forsøg paa at tilbagevinde sine tabte Riger.

Lybekkerne, ved hvis Hjælp Frederik især havde besteget Danmarks Trone,

fik deres Handelsrettigheder bekræftede af Kongen, som afstod dem Ind-

tægterne af Gulland paa 2 Aar og af Bornholm paa 50 Aar.

En Hovedgrund til Christian den Andens Fordrivelse havde hans Iver for

Indførelsen af Luthers Lære været; ved sin Haandfæstning havde Fredeik

derfor strængeligen maattet forpligte sig til ei at tolerere denne Re-

ligionsbeskjændelse, ja ei engang tillod at Bøger, hvori lutherisk Lærdom

indeholdtes indførtes i Danmark.- Men Frederik bekjendte sig selv til

denne Lære, og tillod aabenbart

 

dens Indførelse i hertugdømmerne. Intet Under derfor at den ogsaa vandt

Overhaand i Danmark, uagtet Kongen ei umiddelbart begunstigede den, ja

endog ved flere Leiligheder bekræftede mange af den catholske Geistlig-

heds Privilegier. Frederik behøvede intet Magtbud, thi langsomt men

kraftigt rodfæstedes den nye Lære i Folkets Hjerter ved Mænd, der med

Iver toge sig af Sagen. Blandt saadanne Mænd maa først nævnes Hans

Mikkelsen, tidligere Borgemester i Malmø, der havde forladt sit Fædreland

for at følge Christian den Anden. Han oversatte det nye Testamente paa

Dansk, lod det trykke i Leipzig 1524, og indføre i Danmark, hvor det

læstes med Begjerlighed, og skaffede den nye Lære en stor Tilvært af

Tilhængere. --------------------------------------------------

 

Ligesom Mikkelsen virkede ved sit nye Testament, saaledes virkede Hans

Tausen ved sine Prædikener. Denne Mand, en fattig Bondesøn fra Fyen,

var en Munk fra Ant(v)orskov Kloster, og var paa Reiser blevet bekjendt

med Luthers Lære under et længere Ophold i Vittenborg. Ved hans Hjem-

komst blev han strax af Prioren i Ant(v)orskov Kloster sat i et Fange-

taarn, og det følgende Aar sendt til Viborg, hvor Prioren i Johanniter-

klosteret skulde overbevise ham om hans Vildfarelse. Tausen vidste snart

saaledes at vinde Priorens Venskab at denne paa ham Tilladelse til at

prædike i Klosterkirken, hvor han fik et stort Tilløb af Borgerne.

Prioren angrede nu den Tilladelse, han havde givet ham, og vilde atter

sætte ham i Fængsel, men da han en

 

Dag tilkjendegav sine Tilhørere de Fare, der truede ham, tilbøde de ham

et sikkert Tilflugtssted, og Tausen begav sig i Huset til en Broder af

Byens Borgemester. Paa samme Tid kom Jørgen Sadolin, der ligeledes

havde været Luthers Tilhører i Vittenborg, til Viborg, og han og Tausen

anvistes nu af Rectoren ved Byens latinske Skole en Kirke til at prædike

i, Da denne ikke kunde rumme den store Mængde Tilhørere, prædikede

Tausen paa Kirkegaarden staaende paa en Trappe til Kirkegaarden.

Senere bemægtigede Borgerne sig med Magt den rummelige Graabrødrekirke,

og vedblev han, beskyttet af Borgerne, trods den viborske Bisp Jørgen Friis,

der vilde sætte sig herimod, at udbrede den forbedrede Kirkelære i Viborg.

 

Geistligheden troede nu at standse den nye Læres videre Fremskridt, ved at

forbyde Salget eller Læsningen af Hans Mikkelsens ovenomtalte Oversættelse

af det nye Testamente, men vækkede just derved Lysten til at eie den;

ogsaa hævede Kongen snart Forbudet. Bisperne lode nu Poul Eliasen

prædike og skrive imod den nye Lære, men han udrettede intet, da de

Lutheriske hadede denne "Poul Vendekaabe", og Katholikerne mistroede ham.

Dag for Dag blev det nu ogsaa tydeligere at Kongen var en Ven af Luthe-

ranerne.

I Hertugdømmerne, hvor Kongen havde større Magt, havde hans egen Capellan

Herman Tast næsten aldeles fuldført Reformationsværket, ligesom Kongen paa

samme Tid havde udgivet en Forordning, at ingen under Livsstraf maatte

forfølge Nogen for hans religiøse Meningers Skyld.

Ogsaa derved viste Kongen til hvad

 

Side han hældede, at hans Søn, Hertug Christian, offentlig bekjendte sig

til den nye Lære, at han selv havde en lutherisk Geistlig til sin private

Gudstjeneste, og endelig derved, at han nød Nadveren under begge Skikkel-

ser. og afskaffede Fastedage og Fastespiser ved Hoffet. Kongen gjorde

nu ogsaa Tausen til sin egen Capellan, og udstædte et Beskjærmelsesbrev

for ham, at han maatte uhindret prædike. Ved Oprettelsen af en evangelisk

Skole i Viborg under Jørgen Sadolin vandt Reformationen her endnu mere

Fremgang. Dette Exempel fulgtes snart i de andre Stæder, især var man

virksom i Malmø. Her havde uden tvivl allerede Hans Mikkelsen, Byens

forrige elskede Borgemester, tidligere virket i Stilhed, og hans Over-

sættelse var vel her ogsaa mere blevet søgt end andetsteds.

 

Ved alt dette blev den nye Lære videre udbredt, og dens Skikke overalt

indførte. Præsterne begyndte nu ogsaa at gifte sig, og Tausen skal ved

at gifte sig med Sadolins Søster have givet det første Exempel.

Hidtil havde Frederik den Første aldeles ikke blandet sig i Striden, ja

endog taget catholsk = geistlige Stiftelser og Personer, formodentlig for

ikke at lægge sig ud med den geistlige Stand, under sin Beskyttelse; men

nu troede han at burde gjøre noget for Lutheranerne, og sammenkaldte

derfor en Herredag i Odense den 1ste August 1527. Paa denne fast-

sattes, trods Prælaternes Modstand, fri Religionsøvelse for begge Partier

under Kongens Beskyttelse; de Geistlige skulde have Tilladelse til at

gifte sig. Bispene skulde tage Bekræftelse paa deres Embeder hos

Kongen og ei hos

 

 

Paven; derimod bekræftedes Bispernes ret til Tienden. Nu var Refor-

mationen begrundet, og daglig forøgedes dens Tilhængeres Antal, ogsaa

benyttede mange Præster, som hidtil havde levet i utilladelige Forbin-

delser, sig af Tilladelsen til at gifte sig og Munkene vandrede tildeels

frivilligt ud. Kongen kaldte nu 1529 Tausen til Kjøbenhavn, hvor han

optraadte i Nicolai Kirke. Paa denne Tid udkom en ny Oversættelse af

Psalmerne og af det nye Testament i et udmærket reent Sprog af den be-

rømte Christian Pedersen. Ogsaa Tausen virkede som Skribent. Fra

ham saavel som fra flere andre udkom de heftigste Stridsskrifter mod de

catholske Geistlige. der kan heller ikke siges andet, end at Datidens

Geistlige havde fortjent disse Angreb, thi istedet for at give Almuen og

 

Borgerne et godt Exempel ved deres Vandel, begik de selv de groveste ud-

svævelser. Geistlige Personer saaes ofte i Kroer og Værtshuse at hen-

give sig til Drukkenskab. Præsterne, hvem den catholske Lære forbød at

gifte sig, holdt Friller, og de høiere Geistlige istedet for at irettesætte

dem, toge sig samme Frihed. Nonnerne og Munkene gave ved deres Levnet

Folket den største Forargelse. Geistlighedens Uvidenhed var i det Hele

taget saa stor, at mange Kanniker eller Domherrer ikke kunde skrive deres

eget Navn. Den Ærefrygt og Kjærlighed Folket før havde næret for

Geistligheden, var i den senere Tid gaaet over til Ringeagt, formedelst

dens ryggesløse Sæder.

Den catholske Geistlighed nu sit eneste Haab til et Møde, hvor den kunde

forsvare sine Lærdomme mod de Lutheriske. Kongen sammenkaldte

 

paa Grund heraf en Herredag i Kjøbenhavn 1531, paa hvilken Religions-

stridighederne skulde bilægges. Men da Catholikerne ikke indlade sig paa

at disputere undtagen paa Latin, og Lutheranerne paa Dansk for Folkets

Skyld, endtes Herredagen derfor saaledes, at Kongen og Rigsraadet afsagde

den Dom: "eftersom Catholikerne undslaa sig for at disputere, skulde

Lutheranerne have Frihed til at lære og prædike indtil en almindelig

Kirkeforsamling kan holdes".

Reformationen gjorde under disse gunstige Omstændigheder saa betydelige

Fremskridt i Frederik den Førstes tre sidste Regjeringsaar, at den blev

indført i alle Rigets Stæder, med Undtagelse af Helsingør, der længst

holdt ved Katholismen. Den bittre Tone, der herskede i Dagens Strids-

skrifter, og lød fra Prædikestolene mod Catholikkerne, bragte Folket

i Gjæring, og opæggede dem til

 

betydelig Uordener og Voldsomheder. En formelig Billedstorm fandt saa-

ledes Sted i Kjøbenhavn, hvor paa tredie Juledag 1530 en Hob Borgere,

anførte af Borgemesteren Ambrosius Bogbinder og nogle andre fanatiske

Mennesker, styrtede ind i Frue Kirke under Gudstjenesten, ødelagde Kirke-

prydelserne, søndersloge Helgenbilderne, og itureve de gudelige Bøger.

Neppe formaaede Byfogeden, der var ilet til med væbnet Mandskab, at redde

Høialteret, hvilket den rasende Hob var i Begreb med at ødelægge.

I de mindre Byer forefaldt lignende Optrin; i Roeskilde nedrev man en

Kirke, og opreiste en Kag, paa det Sted, hvor Høialteret havde staaet,

hvilket Exempel ogsaa fulgtes i Nestved, hvor man ligeledes opbyggede en

Kag paa Ruinerne af et nedrevet Kloster. Adelen der gjorde sig til

Arving af det rige Klostergods, viste sig i Særdeleshed ivrig med at for-

drive Munkene; den værste af

 

disse Klosterstormere var Rigshofmesteren Mogens Gjøe hvem Munkene

derfor ogsaa kaldte "Djævelens Drabant og Tjener ".

Paa denne Tid var det at Christian den Anden landede i det sydlige Norge,

hvor Stænderne strax hyldede ham i Opslo, ligesom ogsaa Rigsraadet til-

sendte Frederik den Første et Opsigelsesbrev. Længe forberedt paa, at

Christian vilde gjøre Forsøg paa atter at bemægtige sig sit Fædrenerige,

udrustede nu Frederik hurtigt en Flaade, til hvilken Lybekkerne stødte

med en Deel Skibe, som sendtes op til Norge under Anførsel af Biskop

Knud Gyldenstjerne, der var Kong Frederik gavnligst. Uagtet Lykken i

Begyndelsen havde føiet Christian den Anden, saae denne sig dog nødsaget

til, da

 

han ikke formaaede at bemægtige sig Aggershuus eller nogen anden Fæstning,

at indlade sig i Underhandling med Gyldenstjerne, hvem han anmodede om

sikkert Leide til en personlig Sammenkomst med sin Farbroder. Endnu

under Forhandlingerne herom sendte Kong Frederik den senere saa berømte

Peder Skram og en anden Adelsmand til Biskoppen med en ny Ordre, at han

ikke maatte indlade sig med Christian, undtagen denne vilde overgive sig

paa Naade og Unaade; men Gyldenstjerne og hans Medbefalingsmænd holdt

sig derimod til deres første Fuldmagt og lovede Christian ved deres gode

Troe, Love, Ære og Redelighed et sikkert og ubrødeligt Leide under Guds

store Hævn og evige Straf. Stolende paa dette Leide gik Christian nu

ombord paa et Skib, der førte ham til Kjøbenhavn, hvor Kong Frederik, sat

i stor Forlegenhed fordi hans

 

 

Befuldmægtige havde handlet tvertimod hans sidste ordre, ikke var enig

med sig selv hvad han skulde foretage sig i denne mislige Sag.

Da de danske saavel som de holstenske og slesviske Adelsmænd, tilligemed

flere Befuldmægtigede, der opholdt sig i Staden, forlangte Christians

Fængsling; Gyldenstjerne desuden beskyldte ham for at have brudt de

Forpligtelser, han havde indgaaet paa sin Side; den Leide, der var givet

Christian, var imod Kongens sidste Ordre, og Riget ved hans Løsgivelse

vilde blive udsat for mange Farer, besluttede Kongen Rigsraadet at sætte

Christian den Anden i sikkert Fængsel paa Sønderborg Slot under 4 danske

og 4 holstenske Adelsmænds specielle Opsigt.

Frederik den Første døde den 2den April 1553 paa Gottorp og blev bisat

i Choret i Slesvigs Stiftskirke.

Af Adelen var han særdeles yndet, fordi han føiede sig meget efter den;

Folket derimod, der dybt følte Savnet

 

af den, der havde beskyttet det, og hvem det var yderst hengivent, bar

ikke megen Kjærlighed til ham, uagtet ham var en blid og mild Regent.

Hans kloge Adfærd under de stærke Fremskridt Reformationen gjorde i hans

Regjeringstid kan ikke andet end roses i hans Stridigheder med hans Broder

Hans, og hans Brodersøn Christians haarde Behandling fortjene derimod

streng Dadel.

 

 

Aaret 1866