Christian den Syvende

 

Christian den Syvende en Søn af Frederik den Femte og Dronning Louise,

blev født den 29de Januar 1749. Inden sit fyldte tredie Aar mistede

han sin kjærlige Moder, hvis tidlige Død høiligen beklagedes af Nationen.

Allerede i det følgende Aar ægtede hans Fader Prindsesse Juliane Marie,

der saaledes blev hans Stifmoder. I hans sjette Aar udnævntes Grev

Christian August af Berkentin til hans Overhofmester og Grev Ditlev af

Reventlov til hans Hofmester. Blandt hans Lærere var den som Historie-

skriver meget bekjendte Franskmand, Mallet, der senere

 

afløstes af Schweizeren Reverdil, som ved sin Uegennyttighed og sine

Talenter, sit Lune og Vid, snart erhvervede sig den opvoxende Kronprinds’

Yndest, hvilken han langt fra at misbruge benyttede til at indprente ham

menneskekjærlige Grundsætninger.

Natten imellem den 13de og 14de Januar 1766 døde Frederik den femte.

Neppe sytten Aar gammel besteg Christian den Syvende tronen. Han

afskedigede ingen af de høiere Embedsmænd, som havde nydt hans Faders

Tillid. Reverdil udnævntes til Kongens Lector og beholdt i det første

Aar sin Indflydelse paa Kongen. Han tillod sig ofte endog at irette-

sætte denne og det engang paa en saa ømfindigt Maade, at Kongen sagde:

 

"Kjære Reverdil! skjænd kun paa mig, men spot mig blot ikke !".

Efter at Kongens yngste Søster Prindsesse Louise, var bleven formælet med

Prinds Carl af Hessen og kort efter den næste ældste Sophie Magdalene, med

Sverrigs kronprinds, der siden besteg dets trone under Navn af Gustav

den Tredie, formælede Kongen sig den 8de November 1766 med den sexten-

aarige Prindsesse Caroline Mathilde, yngste Datter af Frederik Ludvig,

prinds af Walles og Søster til Georg den Tredie af England.

Grev Frederik Dannaskjold = Samsø, der under Christian den Sjette havde

indlagt sig et udødeligt navn ved sin Bestyrelse af

 

 

Sø = Etaten og ansaaes for Skaberen af Danmarks Flaade i hin Tid, men

kort efter Frederik den Femtes Tronbestigelse var bleven afskediget, blev

ved en smigrende Skrivelse fra Christian den Syvende kaldet til Kjøben-

havn, hvor han atter overtog Bestyrelsen af Søvæsenet og Flaaden.

Imidlertid forestod han denne Post ikkun eet Aar, efter hvis Forløb han

pludselig fik sin Afsked i en meget haard Skrivelse, hvori der befaledes

ham at forlade Kjøbenhavn inden 3 Dage. Hans Frænde og Efterfølger

i Flaadens Bestyrelse, Grev Dannaskjold = Launvig, der ved hans Forbøn

havde faaet Tilladelse til at komme tilbage til Hoffet hvorfra han var

forviist og havde gjenvundet

 

Kongens Naade, som han tidligere havde mistet ved sin slette Opførsel,

tillægges Skylden for denne Fremgangsmaade imod en saa høit fortjent Mand.

Flere Forandringer fulgte paa denne. General St. Germaien afskediges

med en Pension af 14.000 Rdlr. aarlig og Bondestandens Talsmand, den

frimodige Reverdil, der var bleven ophøiet til Kongens Geheime = Cabinets

Secretair, forlod Danmark samme Aar, dog erindrede Christian den Syvende

sig endnu i sine sildigere Aar denne sin sande Ven. Grev Holck, der

havde indsmigret sig for den unge Konge og forledede ham til uværdige

Fornøielser og Adspredelser, skal have bevirket hans Afskedigelse.

 

I Aaret 1768 foretog Christian den Syvende under Navn af Greve til

Travendahl, en Udenlandsreise igjennem en Deel af Tydskland, besøgte

Holland, England og Frankrig og blev overalt modtaget paa den meest fore-

kommende Maade. I hans Følge der bestod af nogle og halvtredsindstyve

Personer fandtes den siden saa bekjendte Johan Frederik Struense, en Søn

af en Præst i Helle og tidligere Stadsphysikus i Altona. Han fulgte

Kongen som hans Livlæge og erhværvede sig ved sin Duelighed og sine man-

gesidige Indsigter Kongens uindskrænkede Tillid og Yndest.

Efter Kongens tilbagekomst gik Statsanliggenderne vel endnu nogen Tid

sin sædvanlige

 

Gang, dog satte Struense sig lidt efter lidt mere fast i Kongens og Dron-

ningens Yndest og erholdt nu den meest afgjørende Indflydelse paa Statens

Styrelse.

Til at styrte Grev Holck, der deelte Kongens Yndest med ham, benyttede

Struense, Enevold Brandt, der ogsaa i Egenskab som Directeur des plaisirs

søgte at gjøre Monarchen Livet saa behageligt som muligt. Den gamle,

af Fædrelandet saa hvit fortjente, Bernstorf, fik den 13de September 1770

pludselig sin Afsked, tildeels ved Grev Ranzau = Aschebergs Indvirkning.

Fra denne Dag begyndte det struenske Ministerium og ligesom for at give

Nationen en Erstatning for Tabet af den yndede Bernstorf udstædtes Dagen

efter den 14de September,

 

en Forordning, der ophævede al Censur og tilstædede en uindskrænket Tryk-

kefrihed i hele Danmark.

Den 27de September opløstes Geheime = Statsconseilet og gehejmeraaderne

Moltke, Thott, Reventlov og Rosenkrands fik deres Afsked. Tidligere

havde Holck og Dannaskjold = Laurvig havt samme Skjæbne Ogsaa Ranzau =

Ascheberg, der ikke længe kunde enes med Struense, afskedigedes og blev

derefter dennes bitreste og farligste Fjende. Struense, der fra Liv-

læge var bleven Etatsraad og endelig, med sin Ven Brandt ophøiet i Greve-

standen, udnævntes den 14de Juli 1771 til Geheime = Cabinetsminister og

erholdt tillige med denne Titel en Magt, som ingen dansk Undersaat

 

nogensinde havde besiddet. Enhver af Struense underskrevet og med

Cabinetsseglet forsynet med Befaling skulde nemlig havde den samme Gyl-

dighed, som den var undertegnet af Kongen selv og endmere Vægt fik denne

Myndighed ved en Befaling af 20de December s. A., at alle Breve Ansøg-

ninger og Forestillinger, som indsendtes til Kongen, skulde ikke mere

afleveres i Forgemakket, men paa Cabinetsconsitoriet hos Struense.

De vigtigste Foranstaltninger i hans 15 Maaneders Ministerium vare:

Trykkefrihedens Indførelse, Geheime = Conseilets Ophævelse og de fleste

Regjerings = Collegiers Omdannelse til Bureauer eller Departementer;

Oprettelsen af et Finantscollegium under Forsæde

 

af den dygtige Grev Adolph Ulrich Holsteen til Holsteenborg; Forbud imod

at fordums Domestikker maae Beklæde Embeder; Forandringer i Kjøbenhavns

Communes Bestyrelse og Indskrænkning af Politiets Myndighed; Ophævelsen

af en stor Mængde forskjellige Domstole og disses Forening i en Hof = og

Stadsret; Afskaffelsen af den skarpe Examination med Tamp og Kat for at

aftvinge den Anklagede en Bekjendelse; Hoveriets Bestemmelse efter Hart-

korn. Flere af ovennævnte Foranstaltninger og Anordninger vandt vel et

almindeligt Bifald, medens andre misbilligedes; derimod ytrede den Offent-

lige Mening sig aldeles imod en deel andre Forordninger, der efter Da-

tidens Tænkemaade syntes at vilde undergrave Agtelsen

 

for Kirken, Moraliteten og Sæderne. Hertil hørte, at flere overflødige

Helligdage som tredie Jule = Paaske = Pintsedag o. s. v. afskaffedes,

at Kjøbenhavns Porte aabnedes saavel under Gudstjenesten som om Natten;

at Ægteskabet i flere hidtil forbudne Led, som imidlertid ikke havde Guds

Lov imod sig, tillodes; at Bøder og Straf for Leiermaal ophævedes aldeles

og at der imellem ægte og uægte Fødte ingen Forskjel skulde gjøres enten

i det kirkelige eller det borgerlige Liv; at der ved begaaet Ægteskabsbrud

tillodes blot den krænkede Part at klage og ingen anden. En Forordning

der, for at standse den Overdaad, som fandt Sted ved Begravelser, befa-

lede, at Ligene skulde begraves om Natten inden Kl. 6, eller efter

senere Forordning

 

inden Kl 9 om Morgenen, vakte ligeledes Misfornøielse; ligesom ogsaa

den Foranstaltning, at Capellet ved Frederiks = Hospitalet og Kirken i

Søllerød indrømmedes Patienter, der vare angrebne af væmmelige Sygdomme

og at Veisenhuset ophævedes og dets Kirke lukkedes saarede mange Per-

soners religiøse Følelse. Som et Middel til Usædelighedens Udbredelse,

ansaaes ogsaa den, fra Menneskelighedens Side roesværdige, oprettede

Stiftelse for Hittebørn; men størst forargelse vakte imidlertid Forord-

ningen for Hertugdømmerne af 28de Juni 1771, hvorved det tillodes Per-

soner, som havde begaaet Ægteskabsbrud

 

med hinanden, at indgaa Ægteskab efter den første Ægtefælles Død eller

efter erhvervet Skilsmisse Hvad der imidlertid gav disse Forordninger

den værste Udtydning var den af Mængden nærede Overbeviisning, at deres

Udstæder, Struense, var en Gudsfornægter og et Menneske med ryggesløse

Grundsætninger. Hertil bidrog nemlig den Mængde Forlystelser og hidtil

ukjendte Adspredelser, han indførte Festlige Optog, Veddeløb, Baller,

Concerter, Maskerader, danske, franske og italienske Skuespil hørte til

Dagens Orden og Søndag og Helligaftener benyttedes endog hertil.

I Rosenborghave, der oplystes om Aftenen pragtfuldt med

 

Lamper, tillodes det at spille Hazard i dertil opreiste Telte mod at er-

lægge en Afgift til ovenomtalte Stiftelse for Hittebørn. Ogsaa Tal-

lotteriet, hvilken Landeplage, som en Digter yttrer, den upartiske

Skjæbne gav Danmark, fordi den havde givet Orienten Pesten, indførte

Struense ved en Forordning af 12te Januar 1771.

Det kunde ikke være andet, end at Struense ved saa mange Reformer Afske-

digelse af ældre Embedsmænd ogh ved sin hele Adfærd maatte skaffe sig

mange og betydelige Fjender paa Halsen. Adelen var forbittret paa ham,

fordi han ofte gav Borgerlige Fortrinet for dem, ja endog havde

 

tænkt paa at indskrænke den høiere Adels Privilegier. Den frie Presse

benyttedes til at overøse dens Giver med Forhaanelser. Den Ringeagt

mod Nationens Sprog, hvilken Struense viste ved at udstede alle kongelige

Befalinger paa Tydsk, krænkede Folket. Flere oprørske Bevægelser fandt

Sted. Saaledes droge en Deel norske Matroser, hvis Lønning var tilbage-

holdt og Tømmermændene paa Holmen bevæbnede ud til Hoffets Opholdssted:

Hirscholm; ligesom senere Livvagten ikke vilde tillade, at man opløste

dette Corps, der bestod af lutter Indfødte, men begav sig ud til Frederiks-

berg, hvor den truede Struense og hans Parti med Døden.

Ved en svag Eftergivenhed

 

standsedes disse Tumulter for et Øieblik. I Spidsen for hans Fjender

stode Enkedronning Juliane Marie og hendes Søn, Kongens Halvbroder Arve-

prinds Frederik, der var bleven aldeles fjernet fra Kongen og troede sig

personlig fornærmet af Struense. Det lykkedes ogsaa et Parti bestaaende

af Ove Guldberg, Arveprindsens Lærer, Ranzau = Ascheberg, Otto Thott,

Osten, General Eichstedt og Oberst Køller, at overrumple og fængsle den

trygge Struense tilligemed hans vigtigste Tilhængere den 17de Januar 1772

om Morgen tidlig efter et Hofbal. Der blev strax anlagt Sag mod Stru-

ense og denne og Brandt dømte til at have forbrudt Ære, Liv og

 

Gods. Deres grevelige Vaaben skulde sønderbrydes af Bøddelen, den

høire Haand afhugges dem, medens de endnu vare levende, derpaa Hovedet

skilles fra Legemet, Kroppen parteres og lægges paa Stage, hvilken bar-

barisk Dom ogsaa blev udført den 28de April 1772 paa Østerfælled udenfor

Kjøbenhavn. Dronningen, den unge og ulykkelige Caroline Mathilde,

blev indviklet i Struenses Fald og førtes først til Kronborg og derpaa,

efter at hendes Ægteskab med Kongen var ophævet, til Celle i Hannover,

hvor hun tilbragte 3 Aar under Udøvelse af stille Godgjørenhed mod denne

Stads Fattige og Syge. Ved et Besøg hos en saadan, paadrog

 

hun sig en farlig Sygdom hvoraf hun døde i sit 24de Aar den 12te Mai 1775.

Efter Dronningens og Struenses Fald erholdt Enkedronningen og hendes Søn,

Arveprinds Frederik, den meest afgjørende Indflydelse paa Christian den

Syvende. Ove Guldberg blev Geheime = Cabinetssecretair, derpaa ophøiet

i Adelsstanden under Navn af Ove Høegh Guldberg og endelig udnævnt til

Geheimestatsminister. Hans Deeltagelse i Statsstyrelsen var saa stor,

at Tidsrummet fra 1772 til 1784 almindelig kaldes det guldbergske Mini-

sterium. De øvrige deeltagere i ovenskildrede Statsomvæltning bleve

vel belønnede af Regjeringen ved Ordener og Ansættelser i høie Embeder,

 

men allerede inden Aarets Udgang vare tre af dem fjernede fra Hoffet og

foruden Guldberg holdt kun Eichstedt sig i det hele ovennævnte Tidsrum.

De fleste af de Embedsmænd som Struense havde indsat, afskedigedes eller

forflyttedes til Provindsen, uagtet største Delen vare talentfulde Mænd,

som Grev Ulrich Adolph Holstein, Oeder, Sturt, Gunnerus Tyge Rothe;

ogsaa Revendil, som var bleven paany indkaldt af Struense, fjernedes.

Foruden Guldberg fik nu Otto Thott, Schack Rethseu, General Eichstedt

og Grev Schimmelmann som Finantsminister den vigtigste Deel i Regjeringen.

Søvæsenet blev først bestyret af den duelige Admiral Rømeling, senere af

F. C. Kaas der under

 

dens Forretninger underlagdes rentekammeret. Tallotteriet, som frem

for alt burde være afskaffet, forblev derimod urokket.

I Naboriget Sverrig havde imidlertid i Aaret 1771 Christian den Syvendes

Svoger, Gustav den Tredie, besteget Thronen. Lykkelig omstyrtede han

i det følgende Aar den gamle Regjeringsforfatning og man frygtede nu for

at han i sin Ærgjærrighed ogsaa tragtede efter Norge. Prinds Carl af

Hessen fik Ordre at gaa til dette Land, for at paatage sig Commandoen

over den norske Hær, men en Erklæring fra Gustav beroligede det danske

Hof for dennegang.

Imidlertid fandt en Embedsbesættelse Sted, hvilken havde de vigtigste

Følger for den danske Stat med Hensyn til den indre

 

som den ydre Politik. Andreas Peter Bernstorf, Brodersøn til den

ældre Bernstorf. indkaldtes til Danmark og stilledes i Spidsen for Be-

styrelsen af de udenlandske Sager. Hans første Forretning var at fuld-

ende det Værk, hvorved hans Farbroder havde erhvervet sig udødelig For-

tjeneste af Nordens Rolighed, nemlæig Mageskiftet af den hertugelig Deel

af Holsten imod Grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst, hvilket den myn-

dige Storfyrst Poul nu i Aaret 1773 bekræftede. Danmark kom herved i

Enebesiddelse af Holsten og alle Linierne af det holsten = kielske Huus

frasagde sig deres Fordringer paa forrige gottorpske Deel af Slesvig.

 

Danmark overtog al det holsten = kielske Huses Gjæld som beløb sig til

700.000 Rdlr. og forpligtede sig til at betale den yngre Linie en Godt-

gjørelse af 300.000 Rdlr., ligesom ogsaa at levere Grevskaberne gjældfrie

til Prinds Frederik August af den yngre kielske Linie, til hvem Storfyrst

Poul havde afstaaet dem og under hvis Regjering de senere bleve ophøiede

til et Hertugdømme. Arveprinds Frederik afstod tillige sin Ret til

Bispedømmet Lybek, hvis Coadjutor han var. Som en Følge af denne

Overeenskomst frasagde Christian den Syvende sig ogsaa sin Lehnshøihed

over Staden Hamborg og erkjendte den for en fri Rigsstad mod en

 

Godtgjørelse af 1 Million.

Bernstorfs store Statskløgt viste sig ogsaa under den imellem England og

dets nordamerikanske Colonier i Aaret 1776 opstaaede Kamp. Danmark

holdt sig under denne neutral og førte som en Følge heraf en blomstrende

Handel saavel i Middelhavet, som i Vest = og Ostindien. Herved opstod

imidlertid et spændt Forhold med den engelske Regjering, der ikke vilde

taale, at Nordamerikanerne og de andre Magter betjente sig af de neutrale

danske Skibe for at udføre deres Varer under Krigen og da Danmark ikke

kunde erkjende Gyldigheden af de Indskrænkninger, som England vilde gjøre

i den almindelige Handelsfrihed, tillod dette Land sig mange

 

Fornærmelser mod det neutrale Flag og søgte at hindre al Handel mellem

Danmark og fire Stater. For at raade Bod herpaa arbeidede Bernstorf

med stor Udholdenhed paa at tilveiebringe en Forbindelse mellem Danmark,

Sverrig og Rusland, til at beskytte den fredelige Handel mod Englands

Vilkaarlighed og Fornærmelser og hans kloge Underhandlinger kronedes

endelig med et lykkeligt Udfald, da Rusland den 28de Februar 1780 for-

enede sig med Danmark og Sverrig til den væbnede Neutralitet eller til

med Vaabenmagt, om fornødent gjordes, at hævde den Grundsætning, at frit

Skib gjør fri Ladning. Preussen, Holland, Portugal og den tydske Kaiser

sluttede sig til disse Riger.

 

Dette Forbund indgød England Agtelse og ingen videre Hindringer bleve

lagte den danske Handel iveien under den fremtidige Krig.

Men Bernstorf saae ikke længe som Minister Frugten af sit Værk. Hans

politiske Anskuelser stemte ikke overeens med Guldbergs. Allerede

tidligere havde han forgjæves anmodet om sin Afsked, men da han den 30te

November 1780 andengang begjerede den, erholdt han den og forlod paa ny

Danmark.

Det guldberske Ministerium udmærkede sig imidlertid paa en hæderlig Maade

ved sin Kjærlighed og Omhu for Alt, hvad der var dansk, for Sproget,

Literaturen og Videnskaberne.

Enkedronningen, Arveprindsen

 

og hans Gemalinde viste en Agtelse for Landets Sprog, der blev til en

Fortjeneste formedelst den Ringeagt, de foregaaende Magthavere havde

viist det. Det franske Skuespillerselskab afskedigedes, saa at Moder-

maalet nu blev ene herskende paa Skuepladsen; ved Hæren bleve de tydske

Commando = Ord afløst af danske og det befaledes at bruge det danske

Sprog ved den militaire Retspleie, hvor det kunde skee. Arveprinds

Frederik gav et Vidnesbyrd om sit fædrelandske Sind ved at lade opreise

Mindestøtter paa Jægerspriis for Mænd og Qvinder, som havde gjort sig

fortjente af Fædrelandet og han tillige med Enkedronningen og Guldberg

 

kappedes om at opmuntre danske Videnskabsmænd og understøtte danske vi-

denskabelige Arbeider. Universitetet modtog adskillige Forbedringer

skjøndt langt fra ikke i det Omfang, som det havde været ønskeligt for

Videnskabernes Tarv, eller efter saa frisindede Grundsætninger, som den

indsigtsfulde og lærde trondhjemske Biskop Gunnerus havde udviklet i et

til Regjeringen under Struenses Ministerium indgivet, fortræffeligt For-

slag saavel til Kjøbenhavns Universitets Omdannelse, som til Oprettelsen

af et norsk Universitet. De lærde Skoler fik ligeledes en forbedret

Indretning ved en Forordning af 1775, hvis største Fortjeneste var den

Omhu, der vistes for Modersmaalet, som hidtil havde været utilbørligen

tilsidesat

 

i de lærde Skoler Det vigtigste Mindesmærke om den fædrelandske Aand,

der besjælede det guldbergske Ministerium, var Forordningen om Indføds-

retten af 15de Januar 1776, som Kongen paalagde sine Efterkommere at be-

tragte som en Grundlov, ligemed Kongeloven. Ifølge den skulde ikkun

Indfødte eller de, som vare betragtelige med Indfødte, befordres til

Æresposter i Staden; "thi", hed der det, "Billighed vil, at Landets Børn

nyde Landets Brød og at Fordelene i Staten falde i dens Borgeres Lod

Alle Tiders Erfaring har og lært, at i et Land hvor der sørges for Ung-

dommens Opdragelse, mangle aldrig duelige

 

Folk, naar Regenter søger dem. Ogsaa kunne vi med Fornøielse kalde

for Tankerne vort Fædrelands Historie, fordi den kan af alle Stænder

fremvise Mænd, som have tjent, æret og reddet Landet og med den ædleste

Beslutning opofret sig for deres Konger!". Denne Lov, der satte en

Skranke for flere Aarhundredes Uskik, at besætte Landets vigtigste og

bedste Embeder med Udlændinger, vandt Folkets udeelte Bifald.

Under det guldbergske Ministerium led Pressefriheden saa store Indskrænk-

ninger, at den derved næsten tilintetgjordes.

Bondestandens Kaar bedredes heller ikke under dette Ministerium.

 

Guldberg nærede endog den Mening, at Bondens Aag ikke kunde afkastes,

uden at Danmark maatte ryste og bæve i sine Grundvolde. Alt hvad man

under det forrige Ministerium havde gjort for at ophjælpe Bondestanden

og Agerdyrkningen kuldkastedes. Landvæsencommissionen ophævedes og

Statsministeren Schak Rethlau undsaa sig ikke for at sige til den i Aaret

1773 bortreisende Oeder, som havde været Commissionens virksomste Medlem,

at han havde været en skadelig Mand for Danmark. Den velgjørende For-

ordning om Hoveriets Bestemmelse efter Hartkorn ophævedes og Hoveriet

blev nu

 

 

atter, under 12te August 1773, med Hensyn saavel til Tid som Maal ube-

stemt og skulde forvaltes "efter enhver Egns gammel Skik og Brug."

det følgende Aar blev Landmilicen betydelig forøget og tillige bestemtes,

at en Karl der, efter at have udtjent sine 12 Aar som Soldat, ikke vilde

antage en Gaard paa billige og lovlige Vilkaar, skulde atter tjene 6 Aar

og selv efter disse 18 Aar manglede en uretfærdig Godseier ikke Midler

til at tvinge Karlen til at blive paa Godset, hvor han havde fyldt sit

4de Aar. Bondens Elendighed forøgedes ved det bestandigt tiltagende

Antal af

 

Herregaarde, af hvilke der alene i Aaret 1774 opkom 9 nye ved Salget af

de kongelige Godser i Antvorske Amt Bondestandens Kaar var i disse Aar,

som man har kaldet "Herremændenes Tidsrum", saa sørgelige som nogensinde;

thi den daværende Regjering syntes ikke blot at have opgivet de tidligere

Forsøg paa at skaffe Bonde Frihed og Ret, men endog at vilde tage Parti

for de store Godseiere mod Bondestanden.

Imod Slutningen af dette Tidsrum begyndte endelig Horizonten at opklares,

Joachim Gotsche Moltke udnævntes til Præsident for Rentekammeret;

 

thi ved hans Medvirkning udkom den 23de April 1781 den vigtige Forordning

om Fælledsskabets Ophævelse, der havde en forbedret Agerdyrkning til

Følge, hvortil ogsaa det i Aaret 1769 stiftede Landhuusholdningselskab

bidrog sit.

Handelen gik under Christian den Syvende i Perioden fra 1766 til 1775,

da den nordamerikanske Krig udbrød, sin jevne Gang.

Det asiatiske Compagni fik i dette Tidsløb 27 Ladninger af Værdi omtrent

12½ Million Rdlr. I Aaret 1774 overtog Kongen den islandske og Grøn-

landske Handel, der hidtil var bleven ført meget maadeligt af Compagniet,

som modtog for Afstaaelsen 30.000 Rdlr. I det følgende

 

Aar 1775 begyndte der en glimrende Handelsperiode for Danmark, hvilket

Land nu i flere Aar deelte Verdenshandelen med England og Nordamerika og

forskaffede sig en ikke ubetydelig Rang blandt de søfarende og handlende

Nationer. Det var i Særdeleshed den ost = og vestindiske Handel til-

ligemed Fragthandelen, som i dette Tidsrum blomstrede.

Fra Aaret 1775 til 1784 udgik 106 Skibe til China og Ostindien, der

hjembragte Ladninger til en Værdi af 50.806.237 Rdlr.; til Vestindien

udgik 465 Skibe alene i Aarene 1781 til 1783 og blot i Aaret 1782 førtes

for 3 Millioner Rdlr. Cour. Varer fra Vestindien til Kjøbenhavn.

 

Til Handelsen Fremme anlagdes i Aarene 1771 til 1783 med en Bekostning

af 2½ Million Rdlr. Cour. den 5 Mile lange Canal imellem Kielerfjorden

og Eiderstømmen, hvorved Østersøen sattes i Forbindelse med Vesterhavet.

Skjøndt store Summer tilfløde Statskassen ved den blomstrende Handel,

den forøgede Sundtold og Aar for Aar tiltagende Consumtion, befandt

Regjeringen sig dog under det guldbergske Ministerium i stadig Penge-

forlegenhed. For at afhjælpe denne greb Finantsministeren , den ældre

Grev Schimmelmann til den Udvei, at indløse den private Bank og forvandle

den til en kongelig, uagtet

 

denne Indløsning baade stred imod den af Christian den Sjette givne

Oct(roi) og Interessenternes Ønske. Denne Foranstaltning havde den

skadelige Følge, at Regjeringen nu ved enhver Leilighed benyttede sig af

Banken til at udstede en Mængde Sedler uden at være i Besiddelse af en

tilsvarende Værdi i Sølv eller Eiendomme, hvorved Landets Pengevæsen

tilsidst blev i Bund og Grund forstyrret. Uagtet Regjeringen ved

Foretagende vandt flere Millioner og uagtet Handelen under den bestandigt

vedligeholdte Fred blomstrede mere end nogensinde, voxede dog Statsgjæl-

den, som i Aarene 1766 - 1772 var bragt

 

ned til 16 Millioner, under det guldbergske Ministerium til 29 Millioner

og Seddelgjælden steg fra 5 til 16 Millioner.

Den 4de April 1784 blev kronprinds Frederik, siden Frederik den Sjette,

confirmeret og faa Dage efter fandt en Statsforandring Sted, der gjorde

Ende paa det guldbergske Ministerium. Kronprindsen paatog sig nemlig

selv Regjeringen, da hans Fader, Christian den Syvende, der i sine første

Regjeringsaar havde besiddet en lys Forstand, led af en sørgelig Sinds-

svaghed, der gjorde ham uskikket til at forestaa Regjeringen og slutter

derfor Udgiveren hermed hans Historie