Christian den Sjette

 

Christian den Sjette blev født den 30te November 1699, nogle Maaneder

efter at hans fader havde besteget Tronen.

Allerede fra sin tidligste Barndom viste han en stor Alvorlighed og Hang

til stillesiddende Sysler, hvortil hans tungsindige Moder og hendes Over-

hofmesterinde Abel Cathrine Buchwald bidrog meget. Dronning Lovise var

i høieste Grad religiøs og lod derfor sin Søn bestandig deeltage i hendes

Strenge Religionsøvelser, hvilket lagde Grunden til hans som Regent over-

drevne Iver for Religionen, der røvede ham sit Folks Yndest.

I sit sjette Aar fik han en egen Hofstat; Geheimeraad Johan Georg Hol-

stein ansattes

 

som hans Overhofmester og Johan Wilhelm Schrøder som hans Lærer. Denne

sidste, bekjendt for sin Retskaffenhed, kan antages at have bidraget sin

Eleve de for en tilkommende Regent meest formodne Videnskaber og Sprog-

kundskaber. Christian forstod Latin, talte og skrev fransk og tydsk,

skjøndt ugramatikalsk. Den for en Kronarving til Menneskekundskab og

Verdenserfaring saa nødvendige Udenlandsreise tilstædedes ikke Christian,

formodentlig fordi hans Moder ikke kunde afsee ham og frygtede for at der

skulde tilstøde ham Farer, naar hendes Moderøie ikke vogtede over ham.

Hans indsluttede Levemaade afbrødes derfor førstegang da Ruslands Czar,

Peter den Store, ankom til Kjøbenhavn i Aaret 1716 og andengang da Prindsen

 

i Aaret 1719 fulgt med sin Fader paa en Reise igjennem Norge. I Aaret

1717 var hans Liv, eller i det mindste hans Frihed i Fare, da en berygtet

Fribytter, John Norcross, tragtede efter at bemægtige sig hans Person,

hvilken Fare han kun undgik ved en Hændelse.

At Faderens bekjendte Dobbeltægteskab maatte gjøre megen Indtryk paa en

saa religiøs Characteer, som Christians og at hans elskede Moders dybe

Krænkelse maatte smerte ham, er let begribeligt; dog viste han altid

sønlig Hengivenhed og Lydighed mod sin Fader. Paa en endnu større

Prøve blev Christian sat. da hans Moder døde i Aaret 1721 og hans Fader

18 Dage efter formælede sig med Anna Sophia Reventlov og to Maaneder efter

 

selv kronede hende til Dronning paa Frederiksborgslot i Kronprindsens og

hele den kongelige Families nødtvungne Nærværelse.

Samme Aar i Juli reiste Kronprindsen til Pretsch i Saxen, for at knytte

en Forbindelse, der allerede var indledet i hans Moders levende Live,

nemlig med Sophia Magdalena, Prindsesse af Culmbach = Bagreuth, hvilken

havde en betydelig Indflydelse paa hans tilkommende Regentliv. For-

mælingen fandt Sted den 9de August i Pretsch i al Stilhed; begges Indtog

holdtes derimod med stor Pragt i Kjøbenhavn den 18de December.

Frederik den Fjerde gjorde alt for at behage sin Svigerdatter; han indbød

hendes Moder, Enkemarkgrevinde af Culmbech, til Danmark, hvor hun

tilbragte sine

 

fremtidige Dage og ansatte to af hendes Brødre i den danske Armee; des-

uagtet herskede ingen god Forstaaelse mellem Kongehusets Medlemmer, som

en Følge af Kongens Ægteskab med en Gemalinde af ikke fyrstelig Byrd.

Med Undtagelse af en Reise til Carlsbad i Aaret 1728, førte Kronprindsen

tilligemed sin Gemalinde et indsluttet Liv paa Slottet Hirschholm, hvil-

ket hans Fader havde foræret ham, indtil han ved dennes Død, den 12te

October 1730, besteg Danmarks trone.

Strax efter sin Regjerings Tiltrædelse afskedigede Christian den Sjette

en stor Deel af sin Faders høieste Embedsmænd, i Særdeleshed dem som

havde befordret Giftermaalet med Anna Sophia Reventlov. Denne

 

erholdt fra Kongen et Brev fuldt af de haardeste Bebreidelser og for-

vistes til sin Fædrene = Eiendom, Stedet Clausholm i Jylland, efter at

have maattet afstaa adskillige Godser og Kostbarheder, dog anvistes hende

en aarlig Appanage af 25.000 Rdlr.

De Taler og Vers, som vare forfattede til Ære for den afdøde Konge, fik

ikke Tilladelse til at trykkes.

Til sine Ministre valgte nu Christian den Sjette i sine 5 første Re-

gjeringsaar Iver Rosenkrands, en dygtig Mand, der beskyttede Videnska-

berne, Ludvig Plets, der besad megen Erfaring i Finantsvæsenet og dennes

Broder Carl Plets.

I sin hele Regjeringstid ikke indviklet i nogen Krig, naar vi ikke hertil

vil regne nogle Tvistigheder

 

med andre Regenter, hvilke igjen bilagdes, kunde Christian den Sjette

ogsaa hengive sig alene til den indre Statsforvaltning. Med en Iver og

Virksomhed, der lignede hans Faders, stræbte han ogsaa oprigtigt efter

at gjøre sit Land lykkeligt, hvorvidt han heri var heldig, vil det føl-

gende vise. Neppe 14 Dage efter Christian den Sjettes Regjerings-

tiltrædelse, den 30te October 1730, udkom der en Forordning, som ophævede

Landeværnet, ligesom der den 5te Januar 1731 udstædtes en Generalpardon

for dem, der vare undvegne fra Landeværnet, eller bortrømte fra Godserne,

af frygt for at blive udskrevne til Soldater, hvortil endog føiedes den

Tilladelse, at Enhver maatte nedsætte

 

sig, hvor han vilde, paa Landet og i Kjøbstæderne. Hele Landet gjenlød

af Bondestandens Jubel, men denne bragtes snart til at forstummes ved en

paafølgende Række af Forordninger der, den ene haardere end den anden,

gjorde Bonden til en stavnsbunden Træl. Den 5te Marts 1731 forbødes

det enhver Bonde uden kongelig special Tilladelse, at maatte forlade Lan-

det under Straf at ansees for fredløs; den, der uden Godseiernes Til-

ladelse og Folgeseddel forlod det Gods, hvor han havde hjemme, skulde

forfølges og eftersættes som Rømningsmand og den Bondekarl, som Gods-

eieren ikke fandt dygtig til at antage og forestaa en Grund, efter at han

8 Aar havde tjent som Karl paa Godset, tillodes det Godseieren at ind-

skrive til Krigstjeneste, naar først Karlens

 

Brøst var godtgjort for Øvrigheden.

Den 4de Februar 1733 gjenoprettedes Landeværnet, dog ikkun halvt saa

stærkt som det forrige; alt det unge Mandskab fra 14de til 36de Aar ind-

skreves i Reserverullerne og Tjenestetiden fastsattes til 8 Aar. Senere

forlængedes Tjenestetiden til 12 Aar og Udskrivningstiden til det 40de

Aar, ligesom Indskrivningen nu begyndte med det 9de Aar. Endelig

udkom der faa Dage før Kongens Død, den 1ste Juli 1746, en Forordning,

hvorved det forbødes enhver Landsoldat at nedsætte sig paa noget andet

Gods end det hvorfra han var udskrevet og hvor han skulde være forpligtet

til at antage Gaard Christian den Sjette skal ved disse Forordninger

ikke have troet at skade Bondestanden,

 

men anseet dem som gavnlige for denne og for Staten. Efter de af

Kongen efterladte Papirer synes det virkeligen at forholde sig saaledes,

hvilket da maa være en Undskyldning for Kongens Hjerte.

Christian den Sjettes uhyklede, men overdrevne Iver for Religionen lod

ham i Aaret 1735 udgive en i den strengeste christelige Aand affattet

Sabbatsforordning, ifølge hvilken Enhver under Straf af Hellig brøde

skulde indfinde sig i Kirken om Søn = og Helligdage baade til Høimesse

og Aftensang. De Kjøbstædsbeboere og Bønder, som forsaae sig heri,

straffedes med Pengebøder; de sidste derimod, som ikke formaaede at be-

tale, maatte staa i Gabestokken, der opreistes udenfor Kirkedørene.

Kjøbenhavns og andre befæstedes Byers Porte vare paa Kirkedagene

 

lukkede hele Dagen indtil Kl. 4 om Eftermiddagen, for at forebygge

Lystreiser og Spadsereture. En senere Forordning af samme Aar befa-

lede en streng Haandhævelse af Kirketugten ved aabenbart Skriftemaal og

Irettesættelse fra Prædikestolen med Angivelse af Synderens Navn.

Endeligen oprettedes de 1ste October 1737 et General = Kirke = Inspec-

tions = Collegium, der skulde have Tilsyn med, at Kirke = og Skolelærerne

forrettede deres Embede tilbørligt og foredroge Menighederne den evange-

liske Kirkes Lærdom uforfalsket og retteligen efter Symbolerne og Troes-

bekjendelserne; endvidere skulde Collegiet vaage over, at Kirketugten

opretholdtes og Gudstjenesten overalt forrettedes paa " en opbyggelig

og uniform Maade" .

 

Endelig fik det Ret til at indkalde enhver Præst i Danmark og Norge for

sin Domstol, for at det ved sin Myndighed strax kunde dæmpe de Tvistig-

heder om Religionen, af hvilke der i denne Konges Tid netop reiste sig

saa mange og i samme Øiemeed bemyndigedes det at underkaste de Bøger,

som havde gjennemgaaet Bispens og Universitetets Censur en ny Prøvelse.

Den vigtigste Deel i disse uheldbringende Foranstaltninger havde Hof-

præsten Bluhme, der besad et overordentligt Herredømme over Kongen.

Som dennes Skriftefader og Hovedet for Kirke = Collegiet tragtede han

efter at regjere den danske Kirke med pavelig Myndighed og understøttedes

heri kraftigen af Christian den Sjette andægtige

 

Dronning.

Som en heslig Frugt af Datidens religiøse Stemning fortjener derimod Ind-

førelsen af Confirmationen, paa den anden Hundredaarsfest for Reforma-

tionens Indførelse, at omtales, hvilken nu i et heelt Seculum har været

et af de kraftigste Midler til uchristelig Oplysnings, Dyds og Gudsfrygts

Udbredelse. Denne fortræffelige Indretning skyldtes i Særdeleshed

Hofpræsten Bluhme og Kongens Ungdomslærer Schrøder.

Christendommens Udbredelse i Grønland paa denne Tid, var ogsaa en Følge

af Christian den Sjettes strenge Religiøsitet; thi da Præsten Hans Egede

der med sin Familie havde begivet sig til Grønland, fuld af Religions-

iver, ikke var at formaa til at opgive sin engang fattede Beslutning

og omvende de hedenske

 

Grønlændere, lod Kongen sig herved bevæge til, at understøtte denne Sag,

hvorved Christendommens velsignede Følger ogsaa udbredtes blandt dette

golde Lands uvidende Indbyggere.

Videnskaber og Kunster, Folkeoplysning og Retspleie gjorde store Frem-

skridt under Christian den Sjette. Universitetet reiste sig af sin

Aske ved Kongens, dels Patrons Iver Rosenkrands og den lærde Kundskabs-

rige Grams Omhu og erholdt en ny Fundats. Examinerne skjærpedes, en

Mængde nye Lærere ansattes og deres Løn forhøiedes.

Under Christian den Sjettes Regjering naaede Lovstudiet en hidtil ikke

kjendt høi Grad af Fuldkommenhed, hvilket især skyldtes den berømte

Andreas Høier, som man derfor ogsaa har kaldet den danske Lovkyndigheds

Fader. Fra hans Skole

 

udgik den i Lovhistorien saa udmærkede Kofod Anker og den ypperlige

Retslærde Henrik Stampe En juridisk Examen indførtes for første Gang

i Aaret 1736 og Høiesteret erholdt en forbedret Indretning. Tidligere

var nemlig Enhver, der havde Justitsraads Titel, Medlem af Høiesteret og

disse Assessorer fik ingen Løn, hvilket gav Anledning til megen Uorden

og Forsømmelighed, ja endog undertiden til en uredelig Embedsførelse.

Nu bestemtes, at Assessorerne skulde have en fast Løn og at .....

 

 

( HER HAR MUSENE VÆRET PÅ SPIL. DER ER GNAVET I DE

NÆSTE CA. 20 SIDER I BOGEN)

 

 

Fordringer skulde gjøres ....

som ansattes i denne Ret .......

deleshed fra den tid indlag .....

Navn af en indsigtsfuld, u.....

uafhængig Domstol. ......

under Christian den ................

Lovcommission for a....

 

Christian den Femtes danske og norske Lov, samt all de senere udkomne

Forordninger og kongelige Resolutioner og derefter udarbeide en ny Lovbog,

men dens Medlemmer uddøde efterhaanden under de tvende paafølgende Konger

uden at efterlade noget Arbeide, med Undtagelse af Kofod Anker; hvis Udkast

til et nyt Capitel i Loven om Vidner var den meste Frugt af denne lang-

varige Commission. Ogsaa Lægevidenskaben, der siden O. Worms og

..................................................... Bartholins Tider havde gjort

......................................................skridt, fremmede Christian den

....................................................ed Oprettelsen af et anatomisk

......................................................og et medicinsk Collegium

...................................................... Sundhedscollegiet), samt

.......................................................hensigtsmæssige Anordninger

......................................................ruden til den Høide,

...................................................... videnskaben siden hævede

 

sig i Danmark. Skolevæsenet underkastedes ogsaa en Reform; de latinske

Skoler, der i Jylland og Sjælland alene indgjorde 39 indskrænkedes til 20

i Danmark og 4 i Norge; ved hver Skole ansattes flere og bedre lønnede

Lærere, nye og bedre Lærebøger udarbeidedes og en Hensigtsmæssigere

 

 

Examen indførtes. Et A....

nasium stillede Kongen i .......................

i Aaret 1738 og nogle Aar eft..............

Pædagogium til Skolel.........................

Dannelse, dog gik be............................

Indretninger senere..........................

Skole, der var komm..........................

blev ved Johan Ludv............................

Biskop Worms fæll................................

bragt paa Fode igj.................................

demie, der havde..................................

blev Christian d......................................

hindret i at gjen......................................

nye prægtige K............................

 

Fundation saa vidt færdig, at hans Søn, Frederik den Femte, kunde omtrent

eet Aar efter hans Død indvie Academiet. Ligesom Christian den Sjette

ved alle disse ovennævnte Læreanstalter tragtede efter at fremme Viden-

skabelighed, saaledes sørgede han ogsaa ved Indførelsen af en bedre

Skoleundervisning, at .........me Folkeoplysningen. I de man =

........................................stæder, hvor de latinske Skoler

.........................................e ophævede, lod han oprette

............................................og befalede tillige, at

..............................................i Landet skulde indrettes

..................................................men Godseierne,

.................................................lsen af dette sidste

...................................................lagt, vidste ved deres

....................................................ndre Kongens gode

................................................den Sjette stiftedes

.................................................de Selskaber, der

 

 

 

( HER MANGLER EN DEL SIDER I BOGEN)

 

................

.................

 

 

saatter, hvilket var endnu mere Tilfældet med hans stolte Dronning.

Havde Frederik den Fjerde været sparsom med at uddele Titler og Ordener,

saa var Christian den Sjette gavmild her med og de Summer, som indkom ved

Salget heraf, vare saa store, at man for største Delen heraf ikke alene

lod det kostbare Fruekirkes Taarn opbygge, men ogsaa grundlagde herfor

flere offentlige Indretninger. Kongen viste en stor Hengivenhed for

Tydskhed og al Landets høieste Embeder og Poster vare beklædt med Tyd-

skere. Blandt disse bar, som den Dygtigste, Schalin nævnes, der kom ind

i Landet

 

som Student, men snart blev Kongens og Dronningens erklærede Yndling og

til Slutningen som Førsteminister, havde tillige med Johan Ludvig Holstein

den vigtigste Deel i Statens Styrelse i Christian den Sjettes sidste Re-

gjeringsaar.

Christian den Sjette talte og skrev sædvanlig Tydsk, hvilket hans mang-

foldige efterladte Breve bevise, hvoraf ikke et eneste er paa Dansk. Dog

viste faa, formodentlig med Hensyn til Religionsundervisningen, større

Omsorg for det danske Sprogs Fremme i Hertugdømmet Slesvig, end hans For-

gænger og to nærmeste Efterfølgere, ved at ansætte danske Præster i den

dansktalende Deel deraf,

 

ligesom han heller ikke vilde give sit Samtykke til, at der, efter det

tydsk Parties Forslag, indførtes tydsk Sprogunderviisning for den danske

Ungdom paa Landet.

Christian den Sjette døde den 3de August 1746 i en Alder af 47 Aar efter

16 Aars Regjering. Streng Gudsfrygt og utrættelig Virksomhed vare

Grundtrækkene i hans Characteer. Men hans Iver for Religionen lod ham

gribe til Midler, der gjorde ham mindre elsket af sit Folk end han for-

tjente. Sine Embedsmænd gav ham et glimrende Exempel ved sin egen Ar-

beidsomhed og fordrede ogsaa den yderste Anstrengelse af dem.

 

Man antager, at han i sin Regjeringstid har skrevet med egen Haand 30

til 40.000 Breve, foruden mangfoldige Udkast, Opsatser, Extracter o. a..

Hans Feil var hans Uselvstændighed og store Eftergivenhed imod hans

stolte og ødsle Dronning, saavel som den Indflydelse, han skjænkede Hof-

præsten Bluhme, der vel var en retskaffen Mand, men hvis Reformer bragte

Forvirring i Kirken og Menighederne. Videnskabernes og Folkeoplys-

ningens store Fremskridt, Handelens og Næringsveienes blomstrende Til-

stand i hans Regjeringstid, samt hans gode Hjerte og Redelige Villie bør

tjene nogenlunde til Undskyldning for hans

 

ovennævnte Feil hos Efterverdenen.