Christian den Femte

 

Der var kun liden Udsigt til, at den Søn, der fødtes Prinds Frederik af

hans Gemalinde Sophie Amalia den 15de Marts 1646, vilde komme til at

at sidde paa den danske Trone, beklædt med en Magt, som den, der blev

Christian den Femte til Deel ved Arv efter sin Fader; thi vanskeligt

vilde det ham været. - under Adelens næsten ubegrændsede Vælde mod

Slutningen af Christian den Fjerdes Regjering - at forudsige den Be-

givenhed, der skulde blive af saa stor betydenhed for Udviklingen af den

borgerlige Frihed i Danmark Forandringen i Regjeringsformen 1660.

Den unge Prinds blev holdt over Daaben af sin Bedstefader, den alderstegne

 

Kong Christian, der nedbøiet af Aar og Sorger, erklærede, at han næppe

endnu besad Kraft nok til at bære det tunge Barn.

Christian trivedes vel under Moderens Tilsyn fra hans 7de til det 14de

Aar betroedes hans Opdragelse til Hovmesteren Ove Skade og Informatorerne

Magister Hieronymus Weyle og Livmedicus Poul Moth, men lededes dog efter

en af hans Moder lagt Plan, der syntes mere at gaa ud paa at fremme

Prindsens Udvikling i physisk Henseende, end at forskaffe ham den Aands-

modenhed, der ikke er vigtigere for Nogen, end for den, i hvis Haand

Millioners Skjebner er lagt. Som en følge heraf spillede ridderlige

Øvelser en vigtig Rolle ved Prindsens Opdragelse; men derimod forsømte

man at bibringe

 

ham grundige Kundskaber i de forskjellige Videnskaber, Noget hans lærde

Fader saa gjerne ønskede, at han endog undertiden medtog Prindsen som

Tilhører ved de Disputeerøvelser, han jævnligen bivaanede. At dette

imidlertid ingenlunde var istand til at bibringe Prindsen Sands for Vi-

denskabelighed, men vel Afsky derfor, vil man let kunne tænke sig, naar

man seer hen til hans fuldkomne Mangel paa forberedende Dannelse. Dog

var der noget i prindsens Characteer, der maatte behage Enhver, et vist

ridderligt Anstrøg, som hele hans Liv igjennem aldrig fornægtede sig og

dette næredes end mere ved Synet af de Manddomsgjerninger, som de trang-

selsfulde Dage fremkaldte, der oprandt for Danmark i den første Tid af

Kong Frederiks Regjering.

 

 

Ganske ubemærket henlevede Christian sine Barndomsaar indtil 1661, da

han, 15 Aar gammel, foretog en Reise til Norge, paa hvilken han fik en

forsmag paa den Hyldest, der ydes den souveraine Hersker. For at ud-

vikle sine Kundskaber tiltraadte Prindsen, ifølge sin Moders Villie en

Udenlandsreise den 29de Mai 1662, ledsaget af sin Hovmester Christen

Parsberg. I en Tid af 16 Maaneder besøgte han det engelske og franske

Hof og paa Tilbagereisen Tydskland og Schweits. Endskjøndt Hensigten

med denne Reise ikke opnaaedes - dertil var Prindsen altfor ustadig og

letsindig - var den dog ei uden væsentlig Indflydelse paa ham; thi den

Luxus, der herskede ved det franske Hof, tiltalede i høi Grad Christian

til Adspredelser hengivne Sind og blev Mønster i saa Hen =

 

seende for det danske Hof under hans Regjering; og Ludvig den Fjortende

hans Ideal af en souverain Monarch. Efter Hjemkomsten var hans Liv,

ligesom tidligere, et fortsat Forsøg paa, ved Forlystelser af enhver Art

at forkorte Tiden, Noget der var god Anledning til ved det danske Hof,

der efter Souverainiteten var ligesaa glimrende og muntert, som det før

samme havde været stille og kedsommeligt. Og denne Levemaade mishagede

ikke hans Forældre, i det mindste ikke den af dem, der saa godt som var

eneraadende, Sophie Amalia; thi det syntes, at hun var tilfreds, naar

hun blot var istand til at holde Prindsen i et ubetinget Lydighedsforhold

til sine Forældre og fjern fra al Deeltagelse i Regjeringsforretnin =

 

gerne. 1667 arrangeredes, ifølge Moderens Villie, et Ægteskab mellem

Prinds Christian og den syttenaarige Charlotte Amalie, Datter af Land-

greve Vilhelm den 6te af Hessen = Cassel. Vielsen fuldbyrdedes i al

Stilhed paa Nykøbing Slot den 15de Juni i Overværelse af Kongen og dron-

ningen. Frugten af dette Ægteskab var en Arving til den danske Krone;

men der udsprang kun liden sand Lykke deraf for Ægteparret; thi Prind-

sens Sind var opfyldt af Kjærlighed til hans Barndoms Legekammerat Sophie

Amalie Moth, Datter af hans afdøde Ungdomslærer og Livlæge Poul Moth.

Giftermaalet medførte ikke nogen Forandring i Prindsens tilvante Leve-

maade,

 

kun at han nu havde den Deeltagerske i den Kjedsomhed, han følte og som

han forgjæves søgte at fordrive ved om Sommeren at flakke om fra Slot til

Slot for at nyde Jagtens Glæder.

At uddanne sig for det vigtige, ansvarsfulde Kald, som han ifølge Na-

turens Orden snart vilde komme til at tiltræde, derpaa tænkte han aldeles

ikke og havde han end ønsket ved Deeltagelse i Administrationen at er-

hverve sig et praktisk Begreb om Regjeringskunsten, vilde dette kun lidet

have stemmet med hans herskesyge Moders Villie og hvor farligt det var

at paadrage sig hendes Vrede, havde han tilfulde lært af den grusomme

Behandling, der blev den ulykkelige Christine Ulfeldt tildeel, hvis

eneste Brøde i Virkeligheden

 

var at hun trofast havde deelt Godt og Ondt med den Mand, hun havde skjæn-

ket sin største, jomfruelige Kjærlighed.

Samme Dag, som Kong Frederik endte sit daadrige Liv, den 9de Februar

1670, fremtraadte Oldingen Gabel, Kongens mangeaarige, nu maaske eneste

Ven og tiltalede Prindsen i Overværelse af flere fornemme Hoffolk og Adels-

mænd paa følgende Maade:

"Allernaadigste Herre og Konge ! Nu det haver behaget Gud allermægtigste

ved den timelige Død herfra at kalde alle vores Herre og Konge og Regje-

ringen nu er falden paa Eders Kongelige Majestæt, saa ere vi Alle, Høie

og Lave, tjenstløse og staaer det udi

 

Eders Majestæts frie Villie, hvad han over sin Herr Faders behager at

beslutte. De ønske Eders Majestæt al Lykke og blive ved Eed og Pligt

Eders Kongelige Majestæt forbunden som lydigste Undersaatter".

Herpaa svarede Prindsen, at han vilde beholde alle i sin Tjenest, der

havde været hans salig Faders troe Tjenere. De Tilstedeværende kys-

sede derpaa Prindsens Haand og ønskede ham til Lykke. Gabel befalede

derpaa Secretairen Schumacher fra de tilstødende Gemak at hente den afdøde

Konges Testament. Secratairen overrakte Prindsen en forseglet Bog,

Kongeloven - den eneste menneskelige Lov, der er bindende for de danske

Konger, - samt Krone og Scepter.

Saaledes gik Kongeskiftet, en Begivenhed,

 

der fremkaldte levende Strid, for sig i al Stilhed og den souveraine Magt

var nu overgiven til en ung og pragtlysten Fyrste, der hverken besad Evne

til at indsee Vigtigheden af de Pligter, der nu paahvilede ham, eller

Lyst til at virke for Opfyldelsen af samme. Og dog var dette ingen-

sinde før mere nødvendigt end netop nu; thi den danske Konge havde med

Enevoldsmagten faaet en Opgave at løse, der ingenlunde var let; at ud-

jævne det Misforhold, der i Tidernes Løb var opstaaet - til Fordeel for

den priviligerede Klasse, Adelen - mellem de forskjellige Stænder og som

kun lidet stemmede overeens med Begrebet om borgerlig Lighed.

Imidlertid vir =

 

kede de første souveraine Konger ei betydeligt for dette Formaal, i mere

end hundrede Aar blev saa godt som intet udrettet til Bedste for en tal-

rig, haardt forurettet Klasse af Borgere, Bondestanden, der savnende Fri-

hedens Uskattelige Gode, henlevede en Tilværelse, som ei var stort bedre

end Trældyrets. Dens Eman(u)pation var forbeholdt en Fyrste, der i

Forening med ungdommelig Begeistring for Sagen, besad Energi nok til at

sætte igjennem, hvad han ansaae for Ret. Det var Kong Frederik den

Sjette, der skjænkede Bondestanden Friheden, under hvis Savn den i Aar-

hundreder havde sukket og derved satte sig selv et uforgjængeligt Mindes-

mærke.

Ihvorrel den nye Konge ei - som

 

let vil indsees af den Skildring, vi have givet af hans Characteer og Op-

dragelse - ved sine personlige Egenskaber var istand til at Udfylde den

ophøiede Plads, hvorpaa Forsynet havde stillet ham; var dog den første

Deel af hans Regjering Heldbringende for Landet; thi han havde den Lykke

at have ved sin Side som Raadgiver en Mand, hvis kloge Foranstaltninger

befæstede den endnu vaklende Kongemagt og hvis diplomatiske Dygtighed

forskaffede Danmark en Anseelse blandt de europæiske Stater, det aldrig

før havde nydt. Denne Mand var Statssecretairen Peder Schumacher,

født 1635 i Kjøbenhavn, hvor hans Fader var Viinhandler, nød han en efter

sine Forældres Kaar om =

 

hyggelig Opdragelse, hvorved hans heldige Naturgaver erholdt en passende

Udvikling. I sin Frænde, Biskop Brochenhuus Huus blev Schumacher

bemærket af Kong Frederik, der snart opdagede Ynglingens udmærkede Evner.

Efter at han var vendt tilbage fra en Udenlandsreise, tog Kongen ham i

sin Tjeneste og viste ham bestandig stor Tillid, saa at han ofte hørte og

fulgte hans Raad med hensyn til vigtige Statssager. Døende anbefalede

Kongen den unge Schumacher til sin Søn med de Ord: "Gjør en stor Mand

af ham, men gjør det langsomt." Dette Raad fulgte Christian ogsaa

tildeels; thi han var glad ved at have Een, paa hvem han kunde vælte

Byrden af Regjeringsforretningerne, der kun lidet tiltalede

 

den muntre Konge. Derfor skyldes ogsaa de forskjellige Regjeringsfor-

anstaltninger i de 6 første Aar af Kong Christians Regjering, saa godt

som ene Griffenfeldt, der i Forening med Enkedronningen styrede det Hele

mærkelige Institutioner i Begyndelsen af Griffenfeldts Ministerium bære

Præget af, at det har været hans Formaal at opreise et Værn for Konge-

magten mod den gamle Adel, der ikke kunde glemme Tabet af sin Indflydelse

og derfor stadigt intriguerede mod Regjeringen. Hertil sigter Indfø-

relsen af en ny Adel af Titel og Embedsrang, samt Oprettelsen af tvende

Ridderordener Elephant = og Dannebrogsordenen.

Den første Institution, der i høi

 

Grad vandt Kongens Bifald, da den forøgede Hoffets Glands, havde foruden

det nævnte Øiemed ogsaa det, at sikre Regjeringen Skatterne af Bønder-

godset (for hvis Inddrivelse den Priviligerede maatte indestaa), samt

at fremme Agerdyrkningen. Men deels var den i førstnævnte Henseende

kun et lidet virksomt Middel, (det eneste var Ophævelsen af Hoveri og

Vornedskab; men dertil kunde man, hvor vægtige Grunde, der end talede

derfor, ei bestemme sig), deels var den paa Grund af den dermed For-

bundne udvidede Skattefrihed, en Uretfærdighed mod de øvrige Statsbor-

gere paa hvem derved desto større Skattebyrder kom til at hvile.

Elephantordenen var allerede tidligere af Christian den

 

Første 1481; men den blev af Christian den Femte indrettet paa nyere

Viis, med Stjerne og blaat Baand. Den var egentlig en Hoforden og

blev kun de Fornemste til Deel. Dette skulde derimod ei være Til-

fældet med Dannebrogsordenen, der efter sin Bestemmelse var Fortjeneste-

orden, men da den dengang ingen lavere Grader havde, erholdt ogsaa kun

Fornemme de. Indførelsen af Titel = og Embedsrang var i og for sig

meget hensigtsmæssig, da derved den Kløft, der adskilte Adelige og Bor-

gerlige, paa en Maade udfyldtes; den var tillige et Middel til at be-

lønne Fortjenester, men med den fulgte ogsaa den Ulempe, taabelig For-

fængelighed og Rangsyge.

 

Forinden der her leveres en detailleret Skildring af Statsforvaltningen

under Christian den Femtes Regjering, ere et Par Ord nødvendige om den

Mands Skjæbne, der i Begyndelsen var det ledende Princip deri. -

I Begyndelsen syntes det, som om Kong Christian ei vidste, hvorledes

han nok som skulde belønne Statssecretairen. I en Tid af 4 Aar blev

Schumacher Geheimeraad, Ridder af Dannebroge, ophøiet i Adelstanden under

Navnet Griffenfeldt, Ridder af Elephantordenen og Kantsler Denne uhyre

Lykke maatte naturligviis forskaffe Griffenfeldt mange Misundere og Fjen-

der og hans hovmodige Opførsel var just ikke skikket til at formindske

deres Tal. I Kongens Fraværelse

 

blev Kantsleren pludselig fængslet, den 11te Marts 1676 anklaget for

Majestætsforbrydelse og dømt til at have sit Liv forbrudt. Kongen, der

ofte følte sig generet ved Griffenfeldts Aandsoverlegenhed, forglemte

ganske hans store Fortjenester af Staten og var svag nok til at under-

skrive Dødsdommen, men Døden kunde kun faae lidet Afskrækkende for den,

der havde tabt Alt: med Rolighed hørte Griffenfeldt derfor Dødsdommen

og med fuldkommen Fatning knælede han paa Retterstedet, for at modtage

Dødshugget. Da fremtraadte pludselig General Schak og forkjyndte i

Kongens Navn Pardon. Ved at høre, at Dødsdommen var forandret til

evigt Fængsel

 

erklærede Griffenfeldt Benaadningen for haardere end Dødsstraffen. I

4 Aar hensad han fængslet i Citadellet ved Kjøbenhavn og i 18 Aar paa

Munkholm (ved Throndhjem) hvor Naturens Raahed bidrog til at gjøre

Fængslets Eensomhed end mere skrækkelig. Først 1698, da Kongens til-

tagende Svaghed gjorde ham mere følsom for Griffenfeldts Lidelser, er-

holdt denne sin Frihed, som han kun kort Tid kunde benytte, thi allerede

den 11te Marts 1699 døde han.

De 5 første Aar regjerede Kong Christian i Fred og denne var ogsaa saare

ønskelig for Landet, der endnu følte Efterveerne af det haarde Slag,

der havde rammet det under

 

Kong Frederiks regjering. Det havde derfor været saare klogt, om

Kongen havde fulgt Griffenfeldts Raad, ikke at deeltage i de Krigsuro-

ligheder der paa denne Tid udbrød i det nordlige Europa. Ludvig den

Fjortende rustede sig nemlig til et Angreb paa Holland, hvis Hensigt var

intet mindre end dets Tilintetgjørelse som Stat. Til Hollands Forsvar

dannede der sig et Forbund, i hvis Spidse den tydske Kaiser og Churfyrste

af Brandenborg stode.

Sverrig traadte paa Frankrigs Parti. Baade den sidste Stat og Sverrig

søgte at vinde Danmark for deres Sag; Carl den Tiende friede endog til

Christian den Femtes Søster Ulrike Eleonora og blev

 

forlovet med hende; men den danske Konge lod sig dog til Slutningen ved

Kaiserens og Churfyrstens Foranstaltninger bevæge til at slutte sig til

dem. Ogsaa dette stred mod Griffenfeldts Raad, der tilfulde indsaae,

at Danmark kun ved en nøie Forbindelse med Sverrig vilde være istand til

at forvinde de lidte Tab og hævde en fuldstændig Existents i det euro-

pæiske Statssystem. Hvad der i Særdeleshed tilskjyndte Kongen til at

gjøre fælleds Sag med Churfyrsten var Haabet om at tilbageerobre de til

Sverrig tabte Provindser. --- Men dertil var kun ringe Udsigt, naar

Danmark havde en Fjende som Ludvig den Fjortende.

1675 blev der erklæret Sverig Krig.

 

Det var imidlertid af stor Vigtighed for den danske Konge at sikre sig

imod sin Svoger Hertug Christian Albrecht af Holsten = Gottorp, den for-

medelst tidligere Tvistigheder med Danmark med Hensyn til Oldenborg og

Delmenhorst, havde sluttet sig nøiere til Sverrig. Hertugen blev

ifølge Giffenfeldts snilde Plan indbudt til en Samtale i Rendsborg.

Man tvang ham nu her til at underskrive et Forlig (den 10de Juli 1675),

hvorved han forpligtede sig til at overgive til Danmark sine Fæstninger,

en Armee paa 4000 Mand, modtaget danske tropper i Quarteer, samt renon-

cere paa de Fordele, han i den sidste svenske Krig havde erholdt.

Da Hertugen

 

var kommet paa fri Fod igjen, flygtede han til Hamborg og Krigen tog nu

sin Begyndelse. Landkrigen var i det Hele taget ikke heldig for Danmark

da dets Armeer bestode af unge, uøvede Folk, hvorimod der i den svenske

Hær endnu vare en Deel Veteraner fra Carl Gustavs Tid. Tilsøs derimod

havde de Danske bestandig Overhaand, deels fordi Flaaden var i god Stand,

deels fordi den havde dygtige Søfolk, der commanderedes af udmærkede Sø-

krigere, som General = Admiral Tromp, Adelarv og Niels Juel. Til Uheld

for Danmark fulgte man ikke Griffenfeldts Raad, at begynde Krigen i Sver-

rig selv Danmark var aldrig svagere end naar det førte Krig i Tydskland og

 

Sverrig frygtede med Grunde et Angreb fra Norge eller i Skaane, hvis Ind-

byggere vare de Danske endnu hengivne. Christian gik derimod ind i

Pommern hvor han indtog Wismar, den 13de December 1675, men maatte, da

den svenske Konge samlede sin Hovedstyrke i det vestlige Sverrig, snart

drage bort med sine Tropper for at dække Sjælland.

Kong Christians Halvbroder, Ulrik Frederik Gyldenløve, der var Statholder

i Norge, gjorde et Angreb paa Vigen, men maatte atter trække sig tilbage,

da den svenske General Ascheberg gjorde ham tapper Modstand og Kong Carl

nærmede sig med den svenske Hovedstyrke.

Vinteren tilbragde Kong Christian

 

med stærke Rustninger; Tønningens Fæstningsværker bleve sløifede for ei

at svække Hæren ved altfor mange Garnisoner.

Medens Tromp var underveis med den hollandske Hjælpeflaade, løb Niels

Juel ud med 9 Skibe og erobrede den 1ste Mai 1676 Øen Gothland. Begge

Admiraler kæmpede derpaa ved Øland med en overlegen svensk Flaade anført

af den uduelige Admiral Crentz. De Danske tilkæmpede sig en fuld-

kommen Seier, hvorimod den svenske Flaade blev sat ud af Stand til at

operere det hele Aar. Slaget fandt Sted den 1ste Juni 1676.

Kong Christian drog nu, den 29de Juni med en Armee over til Skaane,

hvor Helsingborg,

 

Landscrona og Christiansstad erobredes. Den svenske Konge drog sydpaa

for at forhindre de Danskes videre Fremgang. Ved Snestrup i Halland

slog han den danske Generalmajor Duncan, den 17de August 1676.

Men ved den svenske Konges Bortgang bleve Grændserne mod Norge blottede;

Gyldenløve trængte derfor ned gjennem Vigen, erobrede Udevalla og Ven-

nersborg i Vestgothland, indtog Øen Helsingen og beleirede Gothenborg,

der dog blev indsat fra Søsiden. Han forsøgte nu et Angreb paa Bahuus,

men maatte trække sig tilbage for en svensk Hær under Kantsleren Magnus

de la Gardia. Kong Christians heldige Frengang i Skaane nødte den

svenske Konge

 

til at fortsætte Krigen langt ud paa Vinteren. De Danske havde tid-

ligere erobret hele Blekingen og den stærke Fæstning Carlshamn; kun

Malmø holdt sig endnu. Carl ilede dem til Undsætning, angreb paa

Veien Helsingborg og nødte derved den danske Konge til atter at samle

sine Tropper, der allerede vare gaaede i Vinterqarteer. Ved Lund mødte

begge Hæren, den 8de December 1670, anførte af Kongerne selv. De

Svenske vare overlegne i Antal; men Kampen var uafgjørende; dog maatte

de Danske trække sig tilbage med Tabet af en Deel Skyts og den hele Leier.

For at tilfredsstille sin Hævngjerrighed mod Christian Albrecht, der

bleve behandlet paa

 

 

den mest uforsvarlige Maade, havde den danske Konge imidlertid inddraget

hans Andeel af Slesvig. Det næste felttog aabnedes af de Danske med

Christiansstads Undsætning, der under General Meerheim hele Vinteren i-

gjennem havde udholdt en Beleiring af de Svenske. Kong Carl, der

rykkede frem mod Landskrona, veg for de Danske, uden at vore noget Slag

og Christian, der selv commanderede Hæren, fik denne Gang sin Hensigt

opnaaet. Derpaa indesluttede de Danske Malmø, der stormedes den 26de

Juni 1677. Angrebet blev slaaet tilbage med stort Tab for de Danske af

Commandanten, den tapper Fabian Fersen. Tilsøs forefaldt følgende

Begivenheder: Den svenske Viceadmiral Erik Sjøblad seilede gjennem store

 

Belt til Østersøen for der at forene sig med Hovedflaaden. Niels Juel

drog med 11 Skibe imod ham, traf ham mellem Langeland og Rostock og

slog ham aldeles den 11te Juni 1677. Imidlertid truede den svenske

Hovedflaade med at tilintetgjøre den langt ringere danske Styrke. For

at forhindre dette ilede Niels Juel Svenskerne imøde, traf dem i Kjøge

Bugt og indlod sig trods Fjendens Overmagt i Kamp den 1ste Juli 1677.

Den svenske Flaade blev aldeles ødelagt, 22 Skibe skudte i sænk og halv-

femte tusind Mand deels Dræbte deels fangne. Denne Seier har foreviget

Niels Juels Navn i den danske Historie Dette Slag var især af den Grund

af største Vigtighed, fordi den svenske Flaade derved blev forhindret

i at landsætte en betydelig

 

Mængde Tropper paa de danske Øer, der vare blottede for Forsvar. Den

svenske Sømagt var nu næsten aldeles ødelagt og kunde ikke operere mere

under hele Krigen.

De Danske erobrede nu Øen Rygen, samt i Sverrig Marstrand og Fæstningen

Carsteen. Derimod tvang de Svenske Christiansstad til at overgive sig.

De Danske havde i det Hele meget Uheld og Christians Allierede Chur-

fyrsten erobrede ikke alene den mægtige Fæstning Stralsund og Greifswalle

men ogsaa hele Svensk = Pommern.

De krigsførende Magter vare imidlertid blevne kjede af den langvarige

Blodsudgydelse og Krigen nærmede sig derfor sin Ende. Det vilde sikkert

have seet ilde ud for Sverrig, naar det ei havde havt en saa mægtig og

snild Allieret som Ludvig den Fjortende,

 

 

hvis Indflydelse forskaffede det en Fredslutning, som det aldrig havde

kunnet vente. Allerede 1674 vare Fredsunderhandlingerne begyndte i

Nimmegen. De snilde franske Diplomater vidste at arrangere Sagen saa-

ledes, at Hollænderne, aldeles forglemmende den Bistand, de andre Magter

ædelmodigen havde ydet dem i Nødens Stund, sluttede en Seperatfred med

Frankrig den 11te August 1678. Det samme blev Tilfældet med Kaiseren,

der ved Fredslutningen den 5te Februar 1679 garanterede Sverrig tilbage-

givelsen af Pommern. Christian, der blev meget forbitret over, at han

skulde miste sine Erobringer, vilde fortsætte Krigen; men da franske

Tropper oversvømmede hans Land, blev han nødt til at slutte Fred med

Sverrig og Frankrig i St. Germain en Lage den 29de Juni 1679, hvorved

Sverrig

 

erholdt næsten hele Pommern tilbagegivet. Kong Christian, der havde

ventet, at i det mindste Vigen vilde blive Gjenforenet med Danmark, fort-

satte Krigen, lod i sin Harme Skaane ødelægge og foreslog Indbyggerne at

flytte til Sjælland. Imidlertid maatte han snart indsee, at det vilde

være frugtesløs ene at føre Krig med saa mægtige Fjender; han beqvem-

mede sig derfor endelig til at slutte Fred, med Frankrig til Fontainebleau,

med Sverrig til Lund, den 2den og 26de September 1679. Den Kjøben-

havnske Fred blev i det Hele lagt til Grund, saaledes at alle af de Danske

gjorte Erobringer bleve Sverrig tilbagegivne. Forliget i Rendsborg

blev ophævet og Hertugen gjenindsat i sine Rettigheder Til Erstatning

for det udgydte Blod og de betydelige Omkostninger, der vare dobbelt

følgelige paa Grund af

 

Danmarks slette Finantsforfatning, erholdt Danmark Ret til at udtage ti

Kanoner af hver erobret Fæstning.

Dog Eet havde Danmark vundet ved denne Krig og det var Anseelse blandt

fremmede Magter; men denne var sikkert dyrt nok kjøbt med Landets Sønners

Blod. Uagtet det ved Freden var bestemt, at den ulykkelige Hertug

Christian Albrecht skulde indsættes i sine tidligere Rettigheder, skete

dette dog ingenlunde uden betydelig Forhandling fra Kongens Side.

Deels vilde denne ikke gjenopbygge Tønningen, deels vilde han have hele

Slesvig, hvor han endog lod en Armee rykke ind og løste Hertugens Under-

saatter fra deres Troskabseed, (1684). Sverrigs og flere Magters In-

tervention i Sagen til Fordeel for Hertugen var uden Nytte, da Kongen

 

 

deels havde en meget betydelig slagfærdig Armee, deels nøie havde sluttet

sig til Ludvig den Fjortende. Først 1689 blev Hertugen ved et nyt

Forlig til Altona den 30te Juni i Virkeligheden indsat i sine Rettigheder.

Han havde siden 1675 levet i Hamborg i en meget trængende Forfatning.

Under Kong Christians Regjering herskede der stor Virksomhed i de for-

skjellige grene af den indre Statsforvaltning, Noget der dog mere skyld-

tes heldige Omstændigheder end Kongen selv, som ifølge sin personlige

Tilbøieligheder og tilvante Levemaade ei skjænkede Statssager synderlig

Opmærksomhed. Under denne Konges Regjering fik Danmark 1683 en al-

mindelig Lovbog, der forresten var udarbeidet under Kong Frederik den

Tredies

 

Regjering, men nu blev gjennemseet paany, rettet og publiceret. Den

er endnu Grundlaget for den gjældende danske Ret, hvortil den nyere Lov-

givning slutter sig.

1687 fik Norge ogsaa en Lovbog, der i det Væsentlige er ligelydende

dermed, men derfor maaskee mindre afpasset efter Landets særegen Tarv.

Videnskaberne, der i Griffenfeldt havde tabt deres Mæcenas, nød kun liden

Opmuntring hos Kongen, der ganske manglede Sands derfor. Ei heller

var det muligt, at et aandigt Liv kunde udvikle sig, hvor Bogcensur og

den deraf følgende Pressetvang, som først ret fik Indpas under Kong

Christian, qvalte enhver fri Ytring deraf. Derfor maa man næsten undre

sig naar man hører Navne fra den Tid, som: Thormod Torsesøn,

 

Brødrene Bartholin, Ole Rømer, der virkede ei blot som Videnskabsmand,

men og som Embedsmand til Landets Tarv, Thomas Kingo. Den sidste er

født 1634 og døde 1703 som Biskop over Fyen. Han var meget yndet af

Kongen.

Den Intolerance, der udvistes bestandigt i Religionssager, kan vel ei

tilskrives Kongen men derimod Biskop Bagger, der stod i stor Anseelse

ved Hoffet.

For Handelen, Skibsfart og Næringsveien blev der gjort meget under denne

Konge, der blev endog oprettet et eget Commerciecollegium for at varetage

Handelens Tarv, men Udbyttet heraf blev dog ei stort, fordi Sagen blev

drevet efter Grundsætninger, hvis Urigtighed den nyere Tids Erfaring har

godtgjort.

For Flaadens Forbedring blev der draget særdeles

 

Omsorg og Grunden lagdes til Officcerernes videnskabelige Uddannelse.

Finantsvæsenet var derimod i en yderst slet Forfatning, som en Følge af

den ved Hoffet herskende Luxus og den staaende Armees Størrelse og det

uagtet bestandigt nye Skatter paalagdes.

Imod Slutningen af Christians Regjering erholdt Landet en duelig Finants-

minister i Geheimeraad v. Plessen; imidlertid vare de Midler, der anvend-

tes til Finantsernes Ophjælpning, ingenlunde radicale og gik for Største-

delen ud over Undersaatterne. Et saadant paa den Tid meget yndet

Middel, der vel var indbringende, men kun geraadede Regjeringen til liden

Ære, var mod en vis aarlig Afgift at overlade de krigsførende Magter

Hjælpetropper. Saaledes

 

bleve 7.000 Mand danske tropper sendte til England, 2.500 til Tydskland

hvor de bleve brugte af Kaiseren i Tyrkekrigen og stode i megen Anseelse

formedelst udviist Tapperhed og Mod i flere Slag.

Efter den skaanske Krig var Kong Christians Regjering fredelig; først

mod Slutningen af samme opstod nye Tvistigheder med den daværende Hertug

af Holsten = Gottorp, Frederik den Fjerde, der 1694 havde succederet sin

Fader Christian Albrecht. Han anlagde en Række af Skandser tværs over

Landet, lagde et betydeligt Antal svenske Tropper som Besætning deri og

sluttede sig nøiere til Carl den Ellevte, hvis Datter Hedvig Sophie han

ægtede. Da Fjendtlighederne truede med at

 

udbryde til Krig, idet Kongen lod en Armee rykke ind i Holsten og sløife

Fæstningerne, døde Christian, efter længere Tids Svaghed, den 24de August

1699. Han var en mild og høimodig Regent, udmærket ved personligt

Mod og en elskværdig Charakteer. Hans værste Feil bestod i hans Til-

bøieligheder til at lade sig lede af sine Omgivelser. Dette var saare

heldigt, saalænge Griffenfeldt var hans Raadgiver, men kun til liden

Baade for Landet, da dennes Plads blev udfyldt af Mænd, som Gyldenløve

og Geheimeraad Moth, en Broder til Kongens Ungdoms Elskede, Sophie

Amalie Moth.

 

Enden.