Christian den Fjerde

 

Christian den Fjerde blev født paa Frederiksborgslot den 12te April 1577.

I sit tredie Aar blev han valgt til Tronfølger i Danmark og i Aaret 1582

i Opslo udnævnt til Tronfølger i Norge, ligesom han to Aar efter i Aaret

1584 blev hyldet i Danmark som dets tilkommende Konge. Frederik den

Anden, der ofte havde angret, at han ikke havde beriget sine Kundskaber

i sine unge Aar, tilligemed Prindsens forstandige Moder, Dronning Sophia,

sørgede omhyggeligt for hans Opdragelse, og han gjorde derfor ogsaa store

Fremskridt i Sprog og Videnskaber. Foruden at han forstod Spansk, talte

og skrev han tildeels Tydsk, Fransk, Italiensk og Latin flydende.

Af Videnskaberne yndede han i

 

Særdeleshed de mathematiske, og bragte det saa vidt i Tegning og de

mechaniske Kunster, at han selv kunde gjøre Udkast til mange af de Byg-

ninger, Maschiner og andre Arbeider, som han lod opbygge og udføre, og

selv holde Regnskab over Alt, hvad dertil var nødvendigt. Født i et

Land, for hvis vigtigste Værn en vel udrustet Flaade altid har været

anseet, viste Christian allerede tillig en stor Tilbøielighed til Alt,

hvad der angik Sølivet og Søvæsenet. Han formaaede efter sin Faders Død,

i Aaret 1588, da han for det Meste opholdt sig paa Skanderborgslot,

Regjeringsraaderne til at lade ham bygge et lille Fartøi, aldeles ligt et

Orlogsskib, paa Skanderborgsø, hvor han ved Hjælp af dygtige Sømænd øvede

sig saa meget, at han erholdt en Dygtighed og Indsigt i Søvæsenet, hvilken

senere gjorde ham til sin Tids største Admiral. Hans Kjendskab til

Skibsbygningskunsten var saa stor, at han selv forfærdigede Modeller til

en stor Deel af de Orlogsskibe, han lod bygge, og hvilke

 

 

ansaaes for de skjønneste i Europa.

Med samme Omhyggelighed som man havde sørget for hans Aandsdannelse

sørgede man ogsaa for hans legemlige Evners Udvikling, og han bragte det

derfor ogsaa til en saadan Færdighed i alle Slags ridderlige Øvelser,

at Faa af hans Samtidige heri kunde maale sig med ham.

Ved sin Faders Død havde Christian endnu ikke ganske fyldt sit attende

Aar. Han Moder gjorde, efter gammel Vedtægt, Fordring paa, at føre

Regjeringen under hans Mindreaarighed, men det herskesyge Rigsraad satte

sig herimod, og udnævnte fire Regjeringsraader til at styre Staten indtil

Kongen blev myndig, hvilket fastsattes til han havde fyldt sit tyvende Aar,

en usædvanlig lang Tid.

I Hertugdømmerne valgtes derimod den kloge Dronning til sin Søns

Formynder.

 

Til Regjeringsraader udnævntes Kantsleren Niels Kaas, Rigsadmiralen Peter

Munk, Jyllands Statholder Jørgen Rosenkrands, og Rentemesteren Chri-

stopher Valkendorph. Formynderregjeringen førtes i det Hele upaaklage-

ligen. Efter Frederik den Andens Bisættelse mødte Adelen i Roeskilde

Domkirke, og greb Leiligheden for at fremkomme med en Deel Besværinger

over formeentligen krænkede Rettigheder under den fragaaende Regjering,

hvilket Rigsraadet imidlertid paa en værdig Maade afviste. Derimod

viste Regjeringsraadet ikke samme Adfærd ved et andet Tilfælde.

Paa en Landdag i Kiel den 16te September 1588, da Christian skulde hyldes

i Hertugdømmerne, og disses Stænder vilde gjøre deres Valgret gjældende,

stadfæstede de danske Regjeringsraads Udsendte Breide Ranzau og Henrik

Rammel ikke alene denne Valgret, men erklærede endog

 

Stænderne løste fra deres Hyldningseed, hvis Kongen, naar han blev myndig,

ikke bekræftede alle deres Privilegier.

Hertug Philip, der efter sin i Aaret 1586 afdøde Fader, Hertug Adolph af

Gottorp, og sin kort efter afdøde Broder, Hertug Frederik den Anden,

havde nærmest Ret til Regjeringen, forlangte uden videre at Stænderne

skulde hylde ham i den hertugelige Deel af Hertugdømmerne, men disse,

opmuntrede ved Regjeringsraadets Bistand, truede med at vælge den unge

Konge til deres eneste regjerende Herre, hvis Hertugen ikke, ligesom de

tvende kongelige Udsendte, underkastede sig deres frie Valg. Christian

tilligemed Hertug Philip bleve nu valgte til regjerende Herrer i Hertug-

dømmerne, derimod fandt Hyldningen ikke Sted førend to Aar efter.

 

I Junimaaned 1591 blev Christian den Fjerde hyldet paa Aggershuusslot i

Norge. I Slutningen af samme Maaned indfandt den fjortenaarige Konge

sig paa en Herredag i Kjøbenhavn, og viste her, da en Klage over en Mis-

gjerning af oprørende Natur fremførtes for Rigsraadet, en Kraft, Selv-

stændighed, og dyb Følelse for Retfærdighed, hvilket bebudede hvad Frem-

tiden kunde vente af ham. Tre unge Adelsmænd og Brødre, ved Navn Friis,

havde nemlig overfaldet en anden ung, værgeløs Adelsmand, Peder Skram,

paa Viborg Gade, afhugget hans høire Haand, og mishandlet ham paa andre

Maader. En Deel af Rigsraaderne vilde gjerne skaane Forbryderne, af

hvilke den ene imidlertid var død, og ytrede, at der var ingen bestemt

Straf for denne Forseelse. Christian, som var opbragt over denne skam-

melige Misgjerning, reiste sig og spurgte, om der ikke fandtes noget Sted

i Loven, der udtrykkeligt

 

bestemte Straffen for en saadan Misdaad. Da Cantsleren Kaas svarede:

at der fandtes et Sted i den skaanske Lov, som bestemte, at den som af-

hug begge Hænder paa en Træl, skulde derfor betale tre Marks Bøder og

Erstatning til hans Huusbond, faldt flere Rigsraader ham i Ordet, og

ytrede: at denne Lov ikke kunde anvendes i dette Tilfælde, da den var

skreven for Skaane og ikke for Jylland, og tillige paa en Tid, da der var

Trælle. "Skal da en Træl i Skaane," udbrød Christian med Heftighed,

"have større Ret end en Adelsmand i Jylland. Gjerningsmændene skulle

miste deres Ære, og bøde deres tre Mark; det dømme vi; og saaledes

skulle de, som leve og staae for vor Dom, straffes; den, som ere død,

maa Gud dømme." Rigsraaderne taug, deels af Forundring, deels af

Undseelse over

 

 

denne Dom af en fjortenaarig Konge, og Dommen blev fuldbyrdet.

I Aaret 1593, da Christian ikkun var sexten Aar gammel, tiltraadte han

allerede Regjeringen i hertugdømmerne. Hans Moder forlangte nu, at han

skulde dele sin Andeel af hertugdømmerne med sine to yngre Brødre: Ulrik

og Johan, men Christian var ikke villig hertil, uagtet denne Anmodning

gjentoge paa en Landdag i Flensborg, ligesom senere endog paa Rigsdagen

i Augsburg 1594, og Enkedronningen frafaldt sin Paastand, da Kongen

lovede at forsørge sine Brødre paa andre Maader.

Da Christian den Fjerde var 19 Aar gammel, forlangte nogle af Adelen at

Rigsraadet skulde erklære Kongen for myndig, men da Regjeringsraadet ikke

havde Lyst til at give Slip paa den Magt, det havde i Hænde, blev han

først nogle Maaneder førend han fyldte sit tyvende Aar erklæret myndig,

og underskrev

 

derpaa en Haandfæstning, ligeledes med Frederik den Andens.

Christian begyndte strax sin Regjering med vigtige Indretninger og For-

andringer i det hidtil Bestaaende. I Norge bleve Kommissioner nedsatte

for at gjennemsee de gamle, Folket næsten ubekjendte, Love, og udarbei-

dede nye, som dog først udkom i Aaret 1604. Ligeledes begyndtes der

strax efter hans Kroning paa Opførelsen af en Universitetsbygning til

Læsesale, fuldendtes 1601.

I Aaret 1597 formælede han sig med den churbrandenborske Prindsesse Anna

Catharina. Samme Aar bliver endnu mærkværdigere derved, at Tyge Brahe

forlod sit Fædreland. Aarsagen hertil var især de Krænkelser, han maatte

lide af Kantsleren Christian Friis til Borreby, og især af Rigshofmesteren

Christopher Vallendorph. Han begav sig Kongen uafvidende ud af Landet,

og modtog senere en

 

Indbydelse af den tydske Kaiser Rudolph den Anden, i hvis Tjeneste han

døde i Prag 1601. Hvorvidt denne Brahes Behandling kan lægges Christian

til Last, vides ikke. Christian havde allerede tidligere givet Brahe

beviser paa sin Yndest, og det er derfor at antage med Sansynlighed, at

Kongen, da han paa denne Tid tildeels var paa reiser, for været uvidende

om en stor Deel af de Forfølgelser Brahe maatte lide, ligesom ogsaa, at

Vallendorph og Friis have vidst at forestille den Regjering nylig til-

traadte Konge Alt Brahe angaaende for et urigtigt Synspunkt.

For selv at gjøre sig bekjendt med det nordlige Norges Kyster, Grændsen

imellem Norge, Sverrig og Rusland, og tillige for at forhindre Fremmedes

Fiskeri og Handel paa de norske Kyster uden hans Tilladelse, foretog

Christian i Aaret 1599 en besværlig og farlig Reise med en Flaade af 8

Orlogsskibe, hvorpaa

 

han selv tjente som Capitain, forbi Nordkap indtil Bugten af Kola. Ved

denne Leilighed kom han endog i Livsfare, da et af Skibene stødte paa en

skjult Klippe.

Men hvert Aar opstod der flere Stridigheder mellem Danmark og Sverrig,

og Christian maatte derfor stadigt have vaagent Øie med dette Rige; men

ved en hver nok saa nyttig Foranstaltning for sit Riges Sikkerhed mødte

han allerede nu altfor ofte Adelens Modstand. Desuagtet søgte han at

sætte Danmark i den bedste Forsvarstand i Tilfælde af et Krigsudbrud.

1604 begyndte han Bygningen af Tøihuset, der egentlig blev indrettet som

Arsenal for Flaaden, ligesom han udvidede Kjøbenhavns Fæstningsværker

ved at bygge Rosenborg, og lægge Byens Vold uden om det. Men

ogsaa Fredens Sysler beskjeftigede Christian, og hans almindelige norske

 

Lov bleve i dette Aar paa det nøiagtigste gjennemseet, og 1605 indført

ved alle Retter i Norge.

Efter at have lagt Grunden til den nuværende islandske Handel, søgte han

i Aaret 1605 at aabne Farten paa Grønland, og udrustede i denne Hensigt

tre Skibe, som under Admiral Lindenovs Anførsel skulde opsøge Grønlands

Østerbøigt, men skjøndt dette ikke lykkedes, gjenfandt denne dog Vest-

kysten, hvorved der lagdes Grund til den senere Hvalfiskefangst.

I Aaret 1611 begyndte Fjendtlighederne med Sverrig efter at flere Stri-

digheder angaaende den Titel af "Konge over Lapperne Nordlandene" Karl

den 9de havde antaget, ligesom om Staden Gothenborgs Anlæggelse, hvorved

de Svenske for en Deel undgik at erlægge Told af deres udførte Varer,

havde fundet Sted. Carl havde endog havt den Dristighed at lade opslaa paa

 

 

Helsingørs Toldbod et Forbud mod at fare paa Lifland; hvilket Christian

dog tilintetgjorde ved at lade sin Flaade convoiere Handelsskibene.

Paa Skrømt indledte Kong Carl vel forskjellige Underhandlinger; men

Christian, som af Erfaring vidste, hvortil disse førte, havde allerede

1609 indrettet en ny Landmilits i hele Landet ligesom i Begyndelsen af

Aaret 1611 samlet en Hær ved Helsingborg. Af denne Hær rykkede en Af-

deling mod Halmstad, for at trænge frem til Jönkjöbing; en anden førte

Christian personlig mod Kalmar, efter hvilken Beleiring Krigen fik Navn

af Kalmarkrigen.

Efter en haardnakket Modstand overgav den stærke Fæstning Kalmar sig den

3die August. Opbragt herover sendte den svenske Konge Christian et

grovt Brev, hvori han udfordrede ham til Tvekamp, hvilket han

 

besvarede i samme Tone. Kort efter erobrede den danske Flaade Øen

Øland. I det paafølgende Aar 1612 erobrede Christian Elfsborg.

Kort derpaa overgav ogsaa Fæstningen Guldborg sig, og Kongen faldt nu

ind i Vestgothland og gik derpaa ind i Halland.

Christian tog nu til Kjøbenhavn, for selv at overtage Kommandoen over

Flaaden. Den svenske Flaade veg overalt for den danske uden at lade det

komme til Slag, og nødsagedes til at søge de stockholmske Skjær.

Kongen vendte nu tilbage til Kjøbenhavn, hvor Underhandlinger fordrede

hans Nærværelse, og hvor Sverrig snart tilbød Danmark en fordeelagtig

Fred. Den danske Flaade, der ved Christians Bestræbelser fra 22 var

voxet til 50 eller 60 fortræffeligt udrustede Skibe, foraarsagede, at

Handelen paa Danmark var ligesaa livlig

 

som i Fredens Tid, fordi danske Krigsskibe bestandig convoierede Handels-

skibene, og tillige holdt de danske Farvande frie for svenske Kapere.

Norge havde ingen Deel taget i denne krig, undtagen i Slutningen af

Felttoget. Den svenske Konge havde nemlig ladet hverve tropper i Eng-

land og Holland, og da disse ikke kunde føres igjennem Kattegat, forme-

delst den danske Flaade, besluttede Anførerne at landsætte disse tropper

i Norge, og marchere derigjennem til Sverrig. En Afdeling under Oberst

Munchhaven kom lykkelig igjennem det trondhjemske ind i herjedalen og

Iemteland, som blev erobret; den anden derimod paa 6 til 800 Mand

Skotter, under en skotsk Oberst Georg Sinclar, landede i Romsdalen, og

trængte uhindret ind i Landet, men blev i

 

Guldbrandsdalen ved Passet Kringelen angrebet og aldeles tilintetgjort

paa to Mand nær, af de kjække Bønder under Fogden Lars Grams Anførsel.

Gustav Adolph, Carl den 9des Efterfølger, begjerede nu Fred, som blev

sluttet i Knærød eller Sjørød 1613. Sverrig frafaldt sine Fordringer

paa den omtvistede Deel af Lapland som ugrundede; Skibsfarten paa Lifland

og Kurland frigaves, og Erobringerne paa begge Sider tilbagegaves med

Undtagelse af Skibe og Skyts. Sverrig forpligtede sig ligeledes til

ei at give Gothenborg Privilegier, der kunde skade Danmark, og inden 6

Aar, under Navn af Gratifikation, betale for de erobrede Fæstningers

Aftrædelse en Million Rigsdaler, hvorfor Elfsborg og Guldborg gaves i

Pant.

 

For at forsørge sine to yngste Sønner, og forskaffe dem Besiddelser, der

i stedet for at svække Danmark, som hidtil havde været Tilfældet med

Hertugdømmernes Deling, forsørgede dets Magt, søgte Christian den Fjerde

at sikre dem Successionsretten i de Danmark omgivne geistlige Smaastater:

Lybek, Schwerin, Bremen og Verden, der alle regjeredes af hans Slægtninger.

Efter mange Stridigheder valgtes Kongens næstældste Søn: Frederik til

Efterfølger i Bremen, og Aaret efter til Condjutor i Verden, samt Kongens

yngste Søn, Hertug Ulrik, til Condjutor i Schwerin, hvis Biskop var

Kongens Broder Ulrik.

Efter at den svenske Krig var endt, indlod Christian sig efter sin Gemal-

indes Død i Aaret 1615 i et saakaldt morganatisk Ægteskab

 

med Christine Munk, en Datter af den forhenværende Amtmand i Trondhjem,

Ludvig Munk, som formedelst sine Underhavendes Undertrykkelse allerede i

Aaret 1597 var bleven afsat og døde 1600, og Ellen Marsvin, hans Hustru.

Christine blev viet til Kongens venstre Haand, hendes Børn skulde ansees

for ægte, dog uden at kaldes for Prindser eller Prindsesser, selv fik hun

Titel af Grevinde af Slesvig = Holsten.

Nu fulgte det meest helbringende Tidsrum i Christian den Fjerdes Regjering,

i hvilket han ved sin store Omhu for Alt hvad der kunde gavne Staten,

erhvervede sig saa høi en Rang, blandt Danmarks Konger. Videnskaberne,

Handelen, Haandværkerne, Lovgivningen, Forsvarsvæsenet bleve nu i videste

Omfang

 

 

en Gjenstand for hans utrættelige Virksomhed. Universitetet erholdt i

Aaret 1621 nye Statuter, og Tid efter anden oprettedes der 7 Profes-

sorater, saa at der kunde holdes Forelæsninger over adskillige forhen

forsømte Videnskaber. Regentsen opbyggedes 1623, og en botanisk Haves

Anlæg begyndtes. Universitetsbibliotheket fik en ordentligere Indret-

ning, større Indkomster og udvidedes betydeligt. Kongen selv skjænkede

dertil sin hele Bogsamling, bestaaende af 1100 Bind. For de Lærde Skoler

havde han allerede i Aaret 1614 udkastet en forbedret Plan for Under-

visningen og ladet udarbeide og indføre nye og mere passende Lærebøger;

fra Aaret 1618 oprettede han Gymnasier ved de vigtigste Latinskoler,

nemlig Roeskilde, Odense, Ribe, Aarhuus, Lund, Christiania, hvor

 

den i Skolen begyndte Underviisning i de gamle Sprog fortsattes, ligesom

der holdtes Forelæsninger over Theologie, Logik, Naturlære, Mathematik og

flere Videnskaber af tre til fire Professorater. Disse gavnlige Ind-

retninger forfaldt imidlertid for største Delen ved de Ulykker, som siden

ramte Riget.

Den danske, især den rige Adels Hang til at reise udenlands og besøge

fremmede Universiteter, søgte Kongen at indskrænke ved at oprette et

adeligt Akademi i Sorø 1623 hvor Disciplene undervistes i de vigtigste

Videnskaber i det latinske, tydske, franske og italienske Sprog, og til-

lige øvedes i forskjellige Legemsfærdigheder.

For Handelen sørgede Christian den Fjerde med den største Iver.

I Aaret 1616 oprettede han et ostindisk Kompagni, og i Aaret 1618 sendte

han en Flaade under Admiral Ove Gjedde til Ceilon, for at erhverve

 

sig nogle Besiddelser i Ostindien. Skjøndt denne Expeditions Hensigt

ikke opnaaedes, lykkedes det dog Gjedde at afkjøbe Nariken af Tansiour

Staden og Gebetet Trankebar paa Coromandelkysten, hvor han anlagde Fæst-

ningen Dansborg.

Et grønlandsk Kompagni oprettede Kongen i Aaret 1620, for at tilvende

sine egne Undersaater denne Handel. Allerede Aarene 1605 = 6 = 7

havde han ladet foretage 3de Opdagelsesreiser for at opsøge Grønlands

Østerbøigd, skjøndt forgjæves, i Aaret 1619 udsendte han Jens Munk i

samme Hensigt og tillige for at finde en nordvestlig Gjennemfart norden

om America til Asien. Munk trængte frem til den 63de Grad nordlig

Bredde, men da hans Skibe bleve indesluttede af Isen, maatte han opholde

sig Vinteren over paa en Ø indtil Midten af Juli næste Aar, da det lyk-

kedes ham at vende tilbage

 

og naae Norges Kyst med to Mand, de øvrige 62 vare omkomne af den haarde

Kulde. Uagtet reisens Øiemed ikke opnaaedes, lykkedes det dog at gjen-

finde Vestkysten af Grønland hvorhen det i denne Anledning oprettede

grønlandske Kompagni begyndte at sende Skibe paa Hvalfiskefangst.

Ligeledes oprettede han i Aaret 1602 det islandske Kompagni hvorved

Handelen paa Island, der hidtil var ført af Fremmede, nu kom hans Under-

saatter tilgode. Ligeledes oprettedes et Klædekompagni, hvorfra alle

Hofbetjentene maatte tage deres Klæde, et Silkekompagni og et Saltkom-

pagni, der til Gjengjeld for deres meddeelte Privilegier skulde betjene

sig af store Skibe paa 6 til 8 Kanoner, hvilke Kongen i Krigstilfælde

skulde have Ret til at benytte Christian anlagte Klæde=, Silke= og

Fløielsfabrikker,

 

hvilket sidste naaede en saadan Virksomhed, at Silketøiers Indførelse

blev forbudt i 1623. Ligeledes indrettede han i Aaret 1617 Salpeter-

værker, for at Lande slev skulde tilveiebringe det til Krudtets Tilbe-

redelse fornødne Salpeter, ligesom han ogsaa i Aaret 1619 lod anlægge

den første krudtmølle i Danmark. Desforuden lod han anlægge Salt = og

Kobberværker, Cord(i)anfabrikker, Papirsmøller, Sukkerraffinaderier,

Sæbesyderier og mange Ølbryggerier. Christian den Fjerde lod sin Regje-

ringstid opbygge flere Bygninger og anlægge flere Steder og Fæstninger,

end alle hans Efterfølgere, hvilket bidrog til at Kunster og Haandværker

florerede. Den skjønne Børsís Bygning begyndt Kongen i Aaret 1621 til de

kjøbenhavnske Handlendes Bedste og fuldendte den 1641.

Christianshavn anlagde Kongen i Aaret 1617 paa Øen Amager og forenede

den med Kjøbenhavn ved den kunstigt byggede

 

 

Knippelsbro. Tugthuset (Bornehuset) paa Christianshavn, der deels be-

stemtes til at optage Tiggere og Løsgjængere, deels sattes i Forbindelse

med Fabrikker, hvori der forfærdigedes forskjellige Slags Klæde, Knip-

linger, Atlas og Fløiel, opbyggedes samme Aar, ligesom ogsaa Holmens og

Trinitatis Kirke.

Fremdeles anlagde han den stærke Fæstning ved Elben,Christianspriis, ved

Kielerbugten, Christianopel i Blekingen, ogsaa kaldet Styr=Kalmar, fordi

det anlagdes imod Kalmar, Christiansstad i Skaane, Christiania, Kongsberg,

Christianssand i Norge.

Frederiksborg, et af de skjønneste Slotte i den gothiske Smag, som senere

blev Kongens Yndlingsopholdsted, blev i Aarene 1602 til 20 opført med

stor Pragt, efter at man havde nedbrudt det ældre Slot af samme Navn.

Da Kongen var en ypperlig Huusholder, manglede han aldrig Penge til at

opføre slige Bygninger

 

og flere andre kostbare Indretninger.

Under Freden forsømte Christian den Fjerde ikke at være rustet til Krig;

thi ikke alene at han anlagde Fæstninger paa Grændsen af Sverrig, samt

ved Elben i Kielerbugten, indrettede han i Kjøbenhavn et velforsynet Tøi-

huus og holdt Flaaden i en saa fortrinlig Stand, at den indgjød Landets

Fjender Ærefrygt og for største Delen bidrog til Statens Frelse i den føl-

gende uheldige Krig.

Til lettelse af Handel og Vandel lod Christian den Fjerde slaa udmærket

god Mynt, hvortil den ved Kongsberg i Aaret 1623 opdagede Sølvaare kom

ham til megen Nytte, ligesom han nøiere bestemte Pundsvægten og Alen-

maalet, samt indførte Tøndemaalet.

Christian den Anden havde gjort et udfuldkomment Forsøg paa at indføre

et Slags Postvæsen, Christian den Fjerde kan derimod ansees som dets

Skaber.

 

 

Han oprettede nemlig en hamborgsk, en helsingørsk, en laalandsk og fal-

stersk, samt en kallundborgsk Post.

I Aaret 1613 ophævede Kongen alle Laug og al Laugstvang og tillod i Aaret

1622 Enhver at ernære sig ved hvad Haandværk han vilde, uden at forfærdige

Mesterstykke, dog vedblev Laugstvangen desuagtet i den paafølgende Tid.

I Aaret 1615 oprettede han en staaende Hær paa 5000 Mand. Allerede

1598 havde Kongen indrettet en fuldstændig Borgerbevæbning og fra disse

lod han udskrive 1500 Baadsmænd, der i Kjøbenhavn bleve øvede i al Slags

Skibsarbeide og dannede en fast Stok for Flaadens Bemanding. Til Bolig

for disse faste Skibsfolk byggedes Nyboder og en Navigationsskole ind-

rettedes til deres Underviisning.

Christian den Fjerde udmærkede sig ogsaa som en virksom Lovgiver og bar

tillige Omhu for at de givne Love bleve overholdte. Derfor reiste han

hvert Aar omkring paa Herredagene i Danmark

 

og Norge og Enhver ønskede altid at hans Sag blev paadømt i Kongens Nær-

værelse, thi hans strenge Retfærdighed var almindelig bekjendt. Som en

skarpsindig Dommer viste Kongen sig, da han opdagede, at Adelsmanden

Christopher Rosenkrands havde skrevet en falsk Underskrift under et Docu-

ment, for derved at tilvende sig en betydelig Pengesum af Christian Juels

Enke. Da Kongen nemlig undersøgte det papir, hvorpaa Rosenkrandsses

Gjældsfordring var skrevet, bemærkede han, at Papirsmøllens Mærke var

yngre end Documentets Datum, og dette altsaa falsk. Herved frelstes

Enken, men Rosenkrands, som vedblev haardnakket at negte sin aabenbare

Forbrydelse, maatte bøde med Livet.

Efter 12 Aars Fred blev Christian den Fjerde inddraget i den saakaldte

Trediveaarskrig i Tydskland. Fra Aaret 1608 havde nemlig Religions-

stridigheder deelt det tydske Rige i to modstridende

 

Partier og Forbund: Katholikernes, der kaldte sig Ligaen og hvis Over-

hoved var Hertugen af Baieren, Maximilian og Protestanterne, der førte

Navn af Unionen, hvis Chef var Phalzgrev Frederik. De protestantiske

Fyrster søgte at faae Christian til at forene sig med dem mod Kaiseren

og Ligaen. Men dette lykkedes dem ikke forend i Aaret 1625, da den

nedersachsiske Kredses Stænder valgte ham til Kredsoberst og Anfører i

Krigen. I dens store Nød havde de tydske Fyrster gjort glimrende Løf-

ter for at bevæge ham til at tage sig af deres Sag, men da det afgjørende

Øieblik kom, svigtede de; Holland, Frankrig og England, som havde lovet

betydelige Pengeunderstøttelser, opfyldte heller ikke deres Forpligtelser.

Skjøndt Kongen besad Mod og Indsigter som Hærfører, førtes af hin Grund

Krigen med megen Uheld. I Fæstningen Hammeln, hvor Christian tog

sit Hovedqvarter, mødte der

 

ham strax et Uheld, som nær havde røvet ham Livet og i det mindste havde

den skadeligst Indflydelse paa de følgende Krigsbegivenheder. Ved nemlig

at eftersee Fæstningsværkerne, faldt Kongens Hest igjennem nogle løse

Bræder, der vare lagte over en dyb Aabning, med Kongen ned i en dybde af

22 Fod. Hesten blev dræbt af Faldet, Kongen blev ført ubevidst bort,

og var først efter fire Dages Forløb uden Fare.

Christian den Fjerde gjorde i begyndelsen af dette Felttog nogle Frem-

skridt og tvang endog den ene fjendtlige Hærfører i denne Krig; den be-

kjendte Wallenstein, kaiserlig østerisk General, der agerede for sig selv,

uden at staa i Forbindelse med Tillz, nødsagedes ogsaa til at trække sig

tilbage, da Christian ved et Forbund, han havde sluttet med Bethlen Gabor,

Fyrste af Siebenbyrgen og Partigjængeren Grev Mandsfeldt, der stod i

Spidsen for et

 

selvstændigt Anziliaircorps, truede de kaiserlige Arve = Stater med et

Indfald.

Paa samme Tid nødsagede en troløs Allieret, Hertugen af Brunsvig, der

gik over til Fjenden, Christian, for ikke at angribes i Ryggen af denne,

til at indlade sig i et for ham meget uheldigt Slag, der fandt Sted den

27de August 1626 ved Lutte om Barenberg, et for ham befæstet Slot.

Kongens Udfald var i flere Timer uafgjort; indtil nogle tilfældige Om-

stændigheder bragte Seieren paa Fjendens Side. Tvende danske Kavallari-

regimenter bleve nemlig sprængte ud i et Morads; tvende danske Infanteri-

regimenter skøde af en Feiltagelse paa hinanden og bragte de andre Tropper

i Uorden, og den største Deel af det tydske Kavalleri vægrede sig midt

under Slaget ved at fægte længere, fordi det havde en Maaneds

 

Lønning til gode. Bortrevne af de Flygtende slog Kongen sig igjennem

Fjenden, og var nærved bleven tagen til Fange, da hans Hest styrtede,

naar ikke hans Staldmester, Wenzel Rothkirch, havde reddet ham, ved at

give ham sin Hest. Flere af de Allierede nødsagedes nu til at gaa over

til Kaiseren; og den i Sihlesien værende danske Hær blev paa samme Tid

ved dens Anførers urigtige Fremgangsmaade aldeles tilintetgjort.

Wallenstein fik nu Ryggen fri, og vendte tilbage til Nedersachsen, hvor-

ved Christians Stilling blev aldeles mislig. Flere af hans Troppecorps

bleve afskaarne fra ham og hans Tropper nødsagedes til at trække sig til-

bage til Holsten, hvor de ikke kunde gjøre nogen Modstand mod de frem-

trængende fjendtlige Skarer under Tillz og Wallenstein,

 

hvilke nu oversvømmede de danske Lande. Christian gjorde alt hvad han

kunde for at standse Fjendens Fremgang, lagde stærke Garnisoner ind i

Crempe og Glückstadt, men de øvrige Tropper, hvem Fjenden havde indjaget

en panisk Skræk, flygtede, al Kongens Tiltale uagtet, bestandig nordligere

op i Jylland. Kongen gik nu over med en Deel af sine Tropper til Fyen,

og hans ældste Søn, Prinds Christian søgte forgjæves at organisere en Hær,

der kunde standse Fjendens Fremskridt. Saa tøilesløse og desmoralise-

rede vare de danske Tropper, at saavel de jydske Borgere som Bønder ind-

stændigen anmodede de fjendtlige Anførere om snart at komme dem til Hjælp

mod hine og snart var ogsaa hele Jylland indtaget. Ene Christian den

Fjerde reddede Staten fra Undergang. Det modløse og upatrotiske

 

Rigsraad raadede ham til at slutte Fred, om men ogsaa skulde overlade

Fjenden de indtagne Provindser, hvilke man dog ikke formaaede at tilbage-

fordre. Da Fjenden ikke vilde laane Øre til noget Fredsforslag, bevægede

Christian endelig Rigsraadet til at bevilge Hværvning af Krigsfolk, samt

Adelen til at yde Hjælp. Nye Skatter udskreves og Øresundstolden samt

A(u)csen forhøiedes. Han lod den hele Kyst langs med lille Belt befæste

og anlagde Skandser og Søbatterier langs med Sjællands Kyster og paa

Øerne. Den danske Flaade, som var i ypperlig Stand, var allerede det

følgende Aar 1628 tidlig i Virksomhed. En Afdeling opbragde og øde-

lagde en Mængde fjendtlige Skibe, der vare bestemte til at gjøre Landgang

paa Danmark i Vismars Havn, imedens Christian ilede Stralsund, der blev

haardt beleiret af Wallenstein, til Hjælp,

 

og nødsagede ham til at opgive Beleiringen, ligesom han ved at gjøre

Landgang i Pommeren tvang Fjenden til at comentere sine Kræfter der.

Det næste Aar 1629 forsøgte Kongen at angribe Hertugdømmet Slesvig sam-

tidig fra den vestlige og østlige Side. De fjendtlige Anførere der

frygtede Angreb fra Sverrigs Side, gjorde nu Fredsforslag og forlangte

blot, at Kongen skulde frasige sig al Deeltagelse i de tydske Anliggender

og ikke gjøre nogen Fordring for sig og sine Sønner paa Schwerin.

Efter Rigsraadets Forlangende sluttede Christian imod sin Villie endelig

Fred til Lybek 1629.

Efter denne Fred var Danmark i en ynkelig Forfatning; alle Statens Hjæl-

pekilder vare udtømte.

 

Holsten, Slesvig og Jylland vare, i de tvende Aar Fjenden havde havt dem

i Besiddelse, blevne aldeles udsugede. Under en Konge som Christian

den Fjerde, vilde enhver velordnet Stat snart igjen have reist sig; men

i Danmark havde en egennyttig Adel, der manglede al Fædrelandskjærlighed,

Herredømmet, og den vægrede sig haardnakket ved at deeltage i Statens

Byrder, alle Kongens Forestillinger uagtet. Danmark gik derfor efter

den Tid bestandig mere tilbage.

Blandt de mange sørgelige Følger af Danmarks Deeltagelse i Trediveaars-

krigen var ogsaa den, at den venskabelige Forstaaelse, som hidtil havde

fundet Sted mellem Danmark og de holsten = gottorpske Hertuger, forsty-

redes, ligesom derved opstod et fjendtligt Forhold i Fremtiden, til stor

Skade for begge Partier.

 

 

Hertug Frederik den Tredie overlod nemlig, ved Wallensteins Indfald i

Hertugdømmerne, sine Fæstninger til denne, og sluttede et Forlig med ham.

Denne Adfærd, som stred aldeles imod den troskab, han skyldte sin Lehns-

herre, vakte vel megen Misfornøielse hos hans Morbroder Kongen, men

bilagdes dog senere ved den fornyede allerede i Aaret 1633 imellem Danmark

og Hertugdømmerne sluttede Union; men da Hertugen i den paafølgende sven-

Krig 1643 syntes aldeles at ville gaae over paa de Svenskes Side, opstod

der et dødeligt Fjendskab imellem begge Fyrstehusene.

Under Trediveaarskrigen havde Hamborg ogsaa erholdt et kaiserligt Privi-

legium, der tildeelte denne mægtige Stad Herredømmet over Elben. Da

Christian ikke vilde taale denne Overmodighed, kom det

 

til et Slag paa Elben, hvorved en hamborgsk Flaade paa omtrent 30 Krigs-

skibe, led et fuldkomment Nederlag. Kongen vedblev nu i en Tid af 13

Aar at kræve Told af alle hamborgske Skibe ved den nyligt anlagde Fæstning

Glückstadt, som beherskede Elben. Da han endelig i Aaret 1643, for at

tugte Hamborgerne for deres vedvarende Gjenstridighed, begyndte at inde-

slutte deres By baade tillands og tilvands, maatte Staden indgaa et

Forlig, udstæde en skriftlig Afbigt og betale 280.000 Rbdl. i Skades-

erstatning, hvorpaa Kongen paa sin Side ophævede den glückstadtske Told.

For at forskaffe de nødvendige Pengemidler, til at føre denne sidst Krig,

havde Christian Tid efter anden forhøiet Sundtolden, hvorimod han ogsaa

med kostbare Flaader værnede om Søfartens

 

Sikkerhed paa Østersøen. Desuagtet klagede de fleste søfarende Nationer

i Særdeleshed Hollænderne og Englænderne herover, men turde af Frygt for

Danmarks ærefrygtbydende Sømagt ikke gjøre noget Angreb paa denne Stat.

Men da Kongen efter den tydske Krig saa sig nødsaget til, i sin store

Pengeforlegenhed, at forhøie Sundtolden i den Grund, at f. Ex. en Tønde

Salpeter kostede 14 Rbdl. i Told og slet intet Hensyn vilde tage til Hol-

lands Forestillinger herimod, sluttede denne Stad sig til Sverrig og søgte

nu Leilighed at skille Danmark ved de østlige Sundprovindser.

Sverrig var netop paa samme Tid meget fjendtligt stemt imod Danmark, fordi

Christian den Fjerde søgte ved sin Mægling, ved Trediveaarskrigens Ende,

at forhindre Sverrig fra at opnaae

 

 

altfor store Fordele, i Særdeleshed at det ikke skulde erholde Pommeren,

hvorved det fik herredømme over Østersøen. Den svenske Minister Oxen-

stjerne gav derfor hemmelig Ordre til General Torstensen, der stod i

Bøhmen med en svensk Armee, at bryde uden Krigserklæring, ind i Holsten,

hvor der, skjøndt Kongen havde forudseet dette, ingen Anstalter vare

gjorte til at modtage Fjenden, fordi det danske Rigsraad ikke havde fun-

det det nødvendigt. Paa samme Tid faldt en anden svensk Hær ind i

Skaane, begge disse Hær skulde ved en forenet svensk = hollandsk Flaade

føres over til de danske Øer og saaledes fuldstændiggjøre Danmarks Ero-

bring. Christian den Fjerde, der nu var en Olding paa 67 Aar, reddede

Danmark ene ved sit Mod, sin Standhaftighed og

 

raske Færd i denne Farens Stund. Han satte Kjøbenhavn hurtigt i for-

svarsstand, ilede fra den ene Provinds til den anden, for at forskandse

dem hvorved ogsaa de Svenske forhindredes fra at gjøre Landgang paa Fyen,

var snart paa Flaaden, snart paa Landet og overalt hvor han selv var til-

stede bleve Fjendens Anslag tilintetgjort. Den største Flaade Sverrig

nogensinde havde ladet udløbe, 46 Orlogsskibe stor, var imidlertid løben

ud og havde lagt sig under Femeren. Christian den Fjerde gik dem imøde

30 Orlogsskibe, og traf den paa Kolbergeheide imellem Femeren og Laaland,

hvor det, den 1ste Juli 1644 kom strax til en heftig tre gange afbrudt og

atter fornyet Kamp.

Den gamle Konge førte selv Kommandoen paa Skibet Trefoldighed, og var i

 

længere Tid, da ingen af hans Skibe understøttede ham, udsat for den hef-

tigste Ild af flere fjendtlige Skibe, der omringede ham. Kongen havde

allerede faaet flere Saar, da en Kanonkugle ramte Pandserdækslet paa en

Kanon han var ifærd med at stille, med en saadan Kraft, at de omkring-

flyvende Træstumper deels dræbte deels saarede 12 Mand, som omgave Kongen,

og qvæstede hans høire Øie samt indslog flere af hans Tænder. En af de

Dræbte rev Kongen i sit Fald omkuld paa Dækket og Mandskabet som saa

Kongen falde, raabte i den største Skræk: Kongen er dræbt. Men denne

reiste sig øieblikkelig op, lod sig forbinde i deres Paasyn, tog paa ny

sit Sværd i Haanden og sagde med opløftet Stemme: Jeg er rigtignok

 

blevet saaret, men ikke farligt. Gud har endnu levnet mig Liv og Styrke

til at stride for mit Folk, naar blot enhver af Eder ligeledes vil gjøre

sin Pligt. Han blev derpaa staaende paa Dækket med forbundet Hoved,

støttet paa sit Sværd, og fortsatte Kampen, indtil Fjenden ud paa Natten

ilde tilredt trak sig tilbage. Den svenske Flaade nødsagedes til at

seile ind i Kielerbugten, og Kongen, som derved troede allerede at have

den i sin Magt, gav Admiral Peder Galth streng Ordre til ikke at lade den

slippe ud. Ved en utilgivelig Uagtsomhed af Peder Galth, undkom den

fjendtlige Flaade, for hvilken Pligtforsømmelse han siden maatte bøde med

Livet. Den svenske Flaade forenede sig nu med en nylig ankommen hol-

landsk, hvilke tilsammen udgjorde 64 Skibe,

 

der den 13de October uventet overfaldt under Laaland en dansk Flaade,

som kun bestod af 17 Skibe. Den danske Admiral Pros Mund og hans Folk,

der kjæmpede som Helte, maatte bukke under for den uhyre Overmagt, hele

den danske Flaade blev tilintetgjort, Pros Mund faldt, dog med Ære, thi

den svensk = hollandske Flaade havde lidt saa megen Skade, at den ikke

saae sig istand til at benytte sig af sin Seier, men maatte søge Havn til-

deels i Wismar, tildeels i Kiel, for at blive udbedret og kunde derfor, da

Vinteren indtraadte, ikke tilføie det øvrige Danmark nogen Skade.

Landet var imidlertid i den farligste Stilling. Holsten, Slesvig og

Jylland vare besatte af Fjenden under Torstensen og Vrangel, som fore

frem med

 

det største Barbari og i de østlige Provindser, Skaane, Halland og Ble-

kingen var de Svenske næsten aldeles Herrer. En forenet svensk = hol-

landsk Flaade herskede paa Havet. Under General Gallas var der vel sendt

Kongen 10.000 Mand kaiserlige Hjælpetropper, men de udrettede saa lidet,

at de svenske Tropper beholdt Herredømmet og de engang erobrede Landsdele.

I denne vanskelige Stilling saa Christian sig nødsaget til at slutte en

Fred, og det paa Betingelser, der vare ydmygende for Danmark.

Ved Freden ved Brømsebro den 13de August 1645 indrømmede Danmark Sverrig

Toldfrihed i Sundet og Belterne, afstod det Iæmteland og Hærjedalen,

Gulland og Øsel, samt til Sikkerhed for Toldfriheden Halland paa 30 Aar,

 

efter hvilken Tids Forløb Danmark skulde give Sverrig en anden Garanti

for den frie Sundfart.

Paa samme Tid sluttedes i Christianopel en Tractat med Holland, hvorved

denne Stat erholdt en betydelig Nedsættelse i Sundtolden, hvilken siden

blev til en Norm for andre søfarende Nationer. Den Toldfrihed Danmark

saaledes tilstod Sverrig, samt den Hollænderne indrømmede formindskede

Told, medførte en saa betydelig Formindskelse af Sundtolden, at denne nu

sank ned fra 300.000 Rbdl. Specier til 80.000. Denne store Forringelse

hidrørte imidlertid ikke alene fra den svenske tilstaaede Frihed, men end

mere fra den Omstændighed, at andre Nationer

 

benyttede sig af svensk Flag, hvilket ikke kunde forhindres, at de Sven-

ske nu vare fritagne for alt Gjennemsyn ved Helsingør.

Efter denne Fredsslutning søgte Christian den Fjerde at ophjælpe Danmark

af dets sørgelige Forfatning, men det overmodige Rigsraad og den slet-

sindede Adel, som næsten ene var i Besiddelse af Rigdom og Landets Eien-

domme, vilde ikke alene ei yde nogen Hjælp, men krænkede endog den høit-

fortjente Konge. Han gjorde derfor ogsaa Adelen i en Skrivelse den Be-

breidelse, at den ikke var vant til at gjøre sine Herrer noget Godt, og

at den havde indskrænket Kronens Indtægter saa meget, at han neppe havde

det tørre Brød for al sin store Møde,

 

Sorg og Møie, og ytrede i et andet Brev: " Det kommer os underligt for,

at, naar de med Penge deres Herre til Fædrelandets Forsvar skulde under-

støtte, da ere de ikke ved Middel; men naar de Kronens Gods til brugeligt

Pant eller under deres Birk kunne bekomme Penge, da ere forhaanden".

Da Rigsraadet imidlertid ikke agtede paa disse Forestillinger, søgte han

at vinde det, ved at besætte flere af de høieste Rigsembeder, som i læn-

gere Tid havde været ubesatte. men Raadet var ikke fornøiet dermed,

thi det havde længe været fortørnet over, at Kongen forstørrede sit Par-

ti i Raadet ved deri at optage flere af sine Svigersønner, blandt hvilke

især Rigshofmesteren

 

 

Korfits Ulfeldt havde en Indflydelse, hvorover de øvrige Raadsherrer vare

avindsyge. Han var gift med Christian den Fjerdes høitelskede Datter

Eleonora Kirstine, født af Christine Munk. Kongen indrømmede nu Rigs-

raadet, at det i Forbindelse med Landkommisionerne for den Provinds,

hvor en afdød Rigsraad hørte hjemme, maatte foreslaa 6 til 8 af Pro-

vindsens Adel, blandt hvilke Kongen da vilde vælge Een til at beklæde

den Afdødes Plads. Skjøndt Rigsraadet herved saae sig istand til, at

holde dem ude som det ikke vilde have med i Raadet, var det dog ikke

tilfreds hermed. Da derfor tre Aar efter Tronskifte fandt Sted, benyt-

tede de Leiligheden, for at tilvende sig ret til selv at vælge de nye

Medlemmer blandt

dem, som Adelen foreslog og desuden Forslagsret til Besættelsen af de

sex høie Rigsembeder: Rigshofmesterens, den kongelige Kantslers, Rigs-

marskens, Rigsadmiralens og Statholderembedet i Norge, saaledes at Kongen

forpligtedes til, hver Gang et af disse Embeder blev ledigt, dertil at

udnævne en af de tre Mænd, som Rigsraadet tillod at vælge iblandt.

Rigsraadet blev nu ved disse nye rettigheder uafhængige af Kongerne; men

det var kun en kort Tid, at det saaledes, saa at sige, regjerede selv-

stændig Danmark, thi blot en Decenium efter indførtes Enevældsregjeringen.

Det forslag Christian den Fjerde gjorde for at ophjælpe Riget af dets

store Nød, og som han

 

forelagde Rigsraadet, bestod deri, at de fleste Forlehninger skulde for-

pagtes til de Høistbydende og at Adelens og Lehnsmændenes Rostjeneste

skulde forandres til en Pengeafgift, hvorved kunde underholdes en velor-

ganiseret Hær, som var tilstrækkelig til Landets Forsvar. Rigsraadet

satte sig paa det heftigste herimod, under det Foregivende, at denne

Forandring var en Krænkelse af Adelens Privilegier og da den over Landets

Nød og ved de sidste Aars mange Gjenvordigheder dybt nedbøiede halv-

fjersindstyveaarige Konge, endnu tilføiedes af Skjæbnen den Kummer, at

hans ældste Søn, Christian, der var udnævnt til hans Efterfølger, døde

1647 i sit 44de Aar, benyttede det uværdige Rigsraad sig af denne Om-

stændighed til at

 

 

sætte sin Villie igjennem hos Oldingen. Det underrettede ham nemlig om,

at han forgjæves tænkte paa at faae sin anden Søn, Frederik valgt til

Tronfølger, naar han ikke tog Hensyn til Rigsraadets Forestillinger.

Christian maatte nu, for at see Tronen sikret sin Søn, lide den Ydmygelse,

at tilbagekalde alle de skete Forandringer med Lehnene og Rostjenesten

og gjøre i en Skrivelse et Slags Afbigt til Adelen: "at det ingenlunde

havde været hans Hensigt at overtræde Rigets gamle Love og Haandfæst-

ninger, eftersom det Hans Majestæt Intet anstod udi sin høie Alderdom.".

Tre Maaneder efter denne Begivenhed døde Christian den 4de paa Rosenborg

Slot i Kjøbenhavn, den 28de Februar 1648, 71 Aar gammel.

 

Christian den Fjerde var en af Danmarks meest udmærkede Konger. Han

forenede med et sundt og kraftigt Legeme store Aandsgaver og mangfoldige

Kundskaber. Samvittighedsfuld i Styrelsen af sit Rige, elskede ham det

Folk, han var kaldet til at regjere, og faa Konger have været elsket saa

høit af sine Undersaatter som ham. I Virksomhed havde han ikke sin

Lige; Alt gik igjennem hans egne Hænder og med Alt holdt han selv Øie.

I sit Væsen var han ligefrem og oprigtig, omgjængelig mod Alle, Høie og

Lave, gudsfrygtig, retfærdig, i høieste Grad personlig tapper, en dygtig

Hærfører og en endnu større Admiral. Skjøndt først den nyere Tid har

opreist denne store Konge et Monument, var dog intet saadant nødvendigt,

for at Dansken skulde erindre sig ham, thi

 

naar Videnskabsmanden betræder runde Taarn, Krigeren Tøihuset, Kunstneren

Rosenborg og Frederiksborg, Handelsmanden Børsen, erindrer han ham, hvis

mange Dyder og ægte danske Sind gjør ham uforglemmelig til de sildigste

Slægter.

Videnskaberne, der fandt en Beskytter i Christian den Fjerde, havde under

hans regjering mange Dyrkere. Dansk i Færd, Væsen og Tale yndede han i

Særdeleshed Fædrelandets Historie og Oldsager, og understøttede flere

Skribenter i dette Fag, som : Arild Hvitfeldt, Krag Lyschander, Svaning,

Stephanius, Anders Sørensen, Vedel Venuscnua, Oluf Worm, o. fl.

Foruden ovennævnte lærde Mænd levede under Christian den Fjerde

 

Historiegrapherne Meurscus og Pontanus; den lærde Islænder Biskop Arngrim

Johanson, den første der befattede sig med den for Norden Historie saa

vigtige islandske Literatur; de lærde Theologer Brochman og Hans Paulsen

Resen; og de berømte Læger Caspar Bartholin, Thomas Bartholin, hans søn,

og Oldgranskeren Oluf Worm. Den danske Digtekunst første Representant

Anders Arreboe, geistlig Digter, levede ogsaa paa denne Tid.

Blandt Adelen fandtes ogsaa i dette Tidsrum mange, der vare Videnskabs-

mænd og understøttede Videnskaberne, som Henrik Ranzau, Holger Rosen-

krands, Just Høeg, Herluf Trolle og Valkendorph, hvilke tvende sidste

skjænkede en stor Deel af deres Midler til videnskabelige Stiftelser.

 

Af Malerkunsten var Christian en stor Ynder og indkaldte derfor flere

Kunstnere, blandt hvilke den berømte nederlandske Maler Carl van Mandern.

Christian lagde Grundvolden til den nuværende Maleri = Samling paa

Christiansborgslot, ved at bestille en Deel Malerier hos de bedste sam-

tidige italienske og nederlandske Mestere.