Christian den Tredie

 

Christian den Tredie blev født den 12te August 1503. Han blev tidligt

vænnet til Gudsfrygt og Menneskekjærlighed, og nød en udmærket Opdragelse.

Hans Lærer var Wolfgang Uthenhofer, der siden blev Frederik den Førstes

Cantsler. Senere blev Christian en lang Tid opdraget ved Churfyrst

Joachim af Brandenborgs Hof, hvor den der herskende Alvorlighed og Streng-

hed kun lidet stemmende overeens med hans Munterhed og lette Sind. I

Aaret 1520 fik han den meget bereiste og erfarne Johan Ranzau til Hov-

mester. Med denne og i Churfyrstens Følge var han tilstede paa Rigs-

dagen i Worms 1521, hvor Luther med saa megen Kraft forsvarede sin Lære,

hvilket ei kunde andet end gjøre

 

Indtryk paa den unge Prinds. Ved denne Leilighed fortælles ogsaa en

Tildragelse, der saavel vidner om Prindsens Munterhed, som om hans Be-

greber om Munkestandens Fortrin. En Munk gjorde nemlig paa Prædikestolen

mange taabelige Gebærder og Bevægelser under Foredraget, hvorved en Deel

af den Snor, hvormed han var omgjordet, gled ned igjennem et Hul i Stolen.

Prindsen, som bemærkede dette, slog strax en Knude paa Snoren, hvilket

hindrede Munken i at bevæge sig og reise sig. Kaiser Carl blev vel

opbragt herover, men da han hørte, at det var Christian, som havde gjort

dette, sagde han: "af denne Prinds skulde Munkene ingen Fordele vente

sig ."

I Regjeringssager viste han sin fader mange og vigtige Tjenester, især

som Statsholder i Hertugdømmerne og Reformationens Indførelse i disse

fremmedes i Særdeleshed ved hans Deeltagelse. Ifølge den Tillid

Frederik den Første satte til ham, blev ogsaa Christian i Aaret 1529

 

sendt til Norge for at udvirke Normændenes Hyldning, eller Norges uadskil-

lelige Forbindelse med Danmark.

I Aaret 1525 formælede han sig i Lauenborg med Prindsesse Dorothea, en

Datter af Hertug Magnus til Sachsen = Lauenborg, hvilken Formæling dog

skal have været imod Faderens Villie.

Efter Frederiks den Førstes død i Aaret 1533, opstod der i Danmark et

Mellemrige, som varede i 3 Aar. Vel havde Christian fra Kiel tilmældet

Rigsraadet at Tronen var ledig, og anbefalede sig til Konge, men i Danmark

vare Partierne og de særskilte Interesser for mange. En Herredag fandt

rigtignok Sted i Kjøbenhavn kort efter, paa hvilken man agtede at vælge

en Konge; men Prælaterne bragte først Religionssager paa Bane, og klagede

især over de Forurettelser, der vare tilføiede dem ved Herre =

 

dagen i Odense 1527 og over den Foragt de lutheriske Kjættere viste

imod dem. Paa sin Side vilde derimod Adelen ikke afstaa de Rettigheder,

som den ved hin Leilighed havde erholdt, og Forsamlingerne desangaaende

bleve derfor udsatte indtil videre. Imidlertid følte Protestanterne

snart, at de manglede deres Beskytter, Frederik den Første. det blev

nemlig bestemt, at Odense = Neces skulde blive ved Magt, men at ingen

Præst maatte indsættes i noget Stift uden med Biskoppens Samtykke, og at

Messe skulde paany indføres. Ligeledes skulde ingen Klostere og geist-

lige Stiftelser mere kunde ophæves; om det inddragne geistlige Gods skulde

senere underhandles. Derpaa gik man over til Kongevalget. Men ogsaa

herved vare Interesserne forskjellige. Adelen vilde have Hertug Christian,

fordi han var lutherisk, og som em erfaren

 

indsigtsfuld Krigsmand, i stand til at forsvare Landet mod Lybekkerne,

der truede med Krig. Derimod indvendte Geistligheden, at Christian ei

var berettiget til tronen, da han var født længe før hans Fader blev

Konge, og desuden slet ikke opdraget i Danmark, ja de bebreidede ham endog

at han havde giftet sig mod sin Faders Villie. De foresloge derfor den

tolvaarige Prinds Hans, der besad Lehn i Danmark, og af sine Opdragere

Ole Rosenkrands og Herman Bonnus, siden lutherisk Superintendent i Lybek,

var Rigsraadet anbefalet til Konge, fordi de haabede at faae ham opdraget

i den katholske Religion. Men hermed vare de verdslige Rigsraader ei

tilfredse, da Magten derved i al for høi Grad vilde komme i geistlighedens

Hænder. Det blev derfor fastsat, at Kongevalget skulde opsættes indtil

næste Aars St. Hansdag, saa meget mere som

 

de norske Rigsraader ei vare tilstede. Misfornøiede med disse Forhand-

linger forlod en Deel Adelsmænd Forsamlingen, og blandt disse Rigshof-

mesteren Mogens Gjøe og Rigsraaden Erik Banner, hvilke begave sig til

hertug Christian for at tilbyde ham Tronen Han opslog dette Tilbud,

da han ikke ønskede at vække en Borgerkrig, uagtet den siden efter ikke

udeblev, og heller ikke vilde bestige Tronen uden at han blev valgt een-

stemmigt.

Geistligheden benyttede sig strax af den Magt, den havde erholdt. Den

15te Juni blev Hans Tausen indstævnet at møde paa Kjøbenhavns raadhuus,

fordi han havde brugt fornærmelige Udeladelser imod den høieste katholske

Geistlighed og forkastet den katholske Religions Hovedlærdomme.

De anklagede ham ikke alene for Kjætteri,

 

men ogsaa fordi han havde brugt fornærmelige Udeladelser mod den katholske

Kirkes geistlige, hvem han havde benævnt "Sjælemordere, Ulve i Faare-

klæder, Tyve og Røvere, haarde og forblindede Knubbe ". Ved de verds-

lige Rigsraaders Indflydelse blev hans tiltænkte haarde Straf formildet

til Forviisning af Sjællands Stift, Nedlæggelse af hans Præsteembede, og

Forbud imod at prædike, lade noget trykke eller paa nogen Maade at be-

fatte sig med Religionssager.

Medens dette gik for sig paa Raadhuset, havde Kjøbenhavns Borgere for-

samlet sig bevæbnede udenfor paa gammel Torv, og da Biskop Rønnov traadte

ud, vilde de have lagt voldsom Haand paa ham, hvis Tausen ikke havde

taget ham under sin Beskyttelse og ledsaget ham hjem. Vel begav Tausen

sig ifølge sin Dom, bort fra Kjøbenhavn, dog kunde Rønnov forme =

 

delst Gjæringen imellem Borgerne, ei sætte sin Plan, at tage Kirkerne fra

Lutheranerne, i Udførelse, og Tausen fik snart Tilladelse at vende til-

bage under den Betingelse, at han herefter opførte sig mere maadeholdent.

Saadanne Optrin forefaldt ogsaa andre Steder i Riget, da Bisperne søgte

at give den Bestemmelse : at ingen Præst maatte ansættes uden deres

Samtykke, tilbagevirkende Kraft. I Kjøbstæderne satte Borgerne Magt

imod Magt. Folket, som under Frederik den Første havde maattet føle

Adelens Tryk, og derfor længtes efter deres fordums Forsvarer, Christian

den Anden, begyndte nu ogsaa at røre sig. I Spidsen for de mod Geist-

lighed og Adel fremtrædende Borgere og Bønder stode de driftige Borge-

mestere Ambrosius Bogbinder i Kjøbenhavn og Jørgen Kok eller

 

Mønter i Malmø. Disse Mænd forenede sig med den lybske Gesandt paa

Herredagen, Borgemesteren Jørgen Wullenweber, og den lybske Admiral,

Markus Meier, der havde opsvunget sig fra Grovsmed, og Landseknegt til

denne Post. Disse snedige Mænd følte sig nemlig fornærmede, deels af

Rigsraadet, der tvertimod deres Fordring havde indgaaet Forbund med

Holland, deels af Hertug Christian, der havde afslaaet deres Tilbud om

Tronen.

Hensigten med Foreningen mellem disse fire Mænd skulde være at befrie

Christian den Anden, og atter sætte ham paa Tronen; men Wullenwebers Plan

synes derimod at have været, ved denne Leilighed af Danmarks vigtigste

Søstæde indlemmede i Hanseforbundet, som derved vilde ham erholdt en

overordentlig Tilvæxt i Magt og

 

Styrke. Rigsraadet saae sig nu nødsaget til at slutte et Forbund med

Sverrigs Konge, Gustav Vasa, og indgik ligeledes den 5te December i

Rendsborg en saakaldet Union med Hertugdømmerne, ifølge hvilken de gjen-

sidigen skulde understøtte hverandre imod deres fælleds Fjender, og deres

Stridigheder afgjøres ved 4 Voldgiftsmænd.

Imidlertid havde Lybekkerne antaget Grev Christopher af Oldenborg, en

Slægtning af Christian den Anden, efter hvem Krigen fik Navn af Greve-

feiden, til deres Hærfører. For at blotte Sjælland og Øerne for Tropper,

gjorde han et forstilt Indfald i Holsten, og da han derved havde bevæget

sine Modstandere til der at samle deres hele Styrke, begav han sig plud-

selig paa en lybsk Flaade til Sjælland,

 

hvor han den 23de Juni 1534 landede ved Skovshoved tæt ved Kjøbenhavn.

Inden kort Tid underkastede Skaane, Sjælland, Fyen og de mindre Øer sig

ham, og han modtog Hyldningen for Christian den Anden. Herved fik

Protestanterne Magten over de Katholske, og Bønderne hævnede sig paa

Adelen. Biskop Rønnov blev afsat, og den Upsalske Erkebisp Gustav Trolle

indsat i hans Sted. Men da Christopher var forlegen for Penge kjøbte

Rønnov sin Bispestol igjen af ham for 10.000 Mark, og Trolle blev nu gjort

til Biskop i Fyen istedetfor Knud Gyldenstjerne, der afsattes, fordi man

ansaae ham for at have bevirket Christian den Andens Fængsling.

Disse Grev Christophers Fremskridt mødte endeligen Geistligheden til

at opgive sin Paastand, at Prinds Hans skulde udnævnes til Konge,

 

og til at forene sig med Adelen paa en Rigsdag, som holdtes i Ry ved

Skanderborg, for at vælge Hertug Christian til Konge den 4de Juli 1534.

Aaret derpaa tiltraadte Norge dette Valg.

Imidlertid søgte Grev Christopher at udvide sin Magt til Jylland. I

dette Øiemed sendte han den saakaldte Skipper, rettere Commandeur Clement,

en udmærket Søkriger, som med Berømmelse havde tjent under og for Christian

den Anden, og benaadet af Frederik den Første, roligen havde opholdt sig

paa sine Godser i Norge, derover for at bringe Borgerne og Bønderne til

Opstand, hvilket ogsaa snart lykkedes. Vel rustede Adelen sig imod dem,

men blev aldeles slagen ved Aalborg, hvorpaa Opstanden under mange haande

Voldsomheder fra Almuens Side

 

 

udbredte sig næsten over hele Nørrejylland.

Den nyligt valgte Konge søgte at bemægtige sig sit Rige og befrie det

fra den fremmede Hersker, og sluttede derfor Fred med Lybekkerne, dog ene

angaaende Hertugdømmerne, for at faae Raadighed over sin Hær, der hidtil

havde beleiret Lybek.

Kongen sendte nu sin udmærkede Anfører, Johan Ranzau, mod Bondehæren, der

ved hans Nærmelse trak sig ind i Aalborg, hvilken By blev indtaget med

Storm. Flere tusinde Borgere og Bønder maatte springe over Klingen,

og de øvrige bleve paa Viborgs Landsting fradømt Liv og Gods. Clement

blev fanget paa Flugten af en ham tidligere hengiven Bonde, og 1536 hals-

hugget og lagt paa Steile. Dette Nederlag knækkede den dygtige og Kraf-

tige jydske Bondestand, da Kronen og Adelen

 

bemægtigede sig saavel de Faldnes som de Efterlevendes Gods, og kun Faa

af disse havde Midler til at kjøbe paa ny det dem fradømte Gods, hvorfor

de fleste bleve Fæstere.

Nu gik Ranzau over til Fyen, og seirede den 11te Juni 1535 over Grevens

Hær i et blodigt Slag paa Øxnebjerg ved Assens, i hvilket Erkebisp Gustav

Trolle blev saa haardt saaret, at han snart derefter endte sit urolige Liv.

Den sjællandske Adel, som kun nødtvungen havde hyldet Grev Christopher,

der nu ei kunde beskytte den mod Borgernes og Bøndernes idelige Overfald

og Plyndringer, gik ved den kongelige Hærs Seier med Glæde over til

Kongen, hvilket Exempel den skaanske Adel fulgte, da Gustav Vasa, ifølge

sit Forbund med Christian, faldt paa samme Tid ind i Halland og gjorde

her betydelige Fremskridt.

 

Til disse for Kongen lykkelige Omstændigheder kom endnu, at han kort

efter Slaget ved Øxnebjerg blev hyldet af det søndenfjeldske Norge, og

at et Oprør i dette Rige, foranlediget af Ærkebispen Oluf Engelbrechtsen

til Fordeel for Christian den Anden, aldeles mislykkedes, saa Ærkebispen

maatte flygte.

Grev Christophers Uheld gjorde Lybekkerne mistroiske imod ham og de gave

ham derfor Hertug Albrecht af Meklenborg, som var gift med Christian den

Andens Søsterdatter, til Medanfører. Men dette forandrede ei Omstændig-

hederne; thi da Kongen havde udrustet en Flaade under den dygtige Admiral

Peder Skram, hvis Mod havde forskaffet ham Tilnavnet Danmarks Vovehals,

traf denne den 9de Juli en stor lybsk Flaade under Bornholm, og slog den

aldeles. Derpaa borttog flere lybske Skibe ved Travemünde

 

og Svendborg, og erobrede Tranekjær og Korsør, hvorved Beltet blev renset

og Kongen kunde uhindret lade sin Armee sætte over til Sjælland, efter at

han i Odense havde modtaget Hyldningen af Byens Borgere og Bønder.

Kongen landede uden hindring ved Kjøge, og lod den 24de Juli sin Armee

marchere mod Kjøbenhavn, hvor den endnu samme Aften slog Leir paa en

Bakke udenfor Byen. Skrams Flaade lagde sig paa Rheden for at hindre

Tilførsel fra Søsiden hvori den understøttedes af en paa samme Tid fra

Norge ankommen Escadre. Den 29de Juli ankom Kongen selv for Kjøbenhavn

og lod strax anlægge Fæstningsværker mod Byen. Men de lybske Feltherrer

og Borgerne skrækkedes ei ved denne truende Fare, da de havde besluttet

haardnakket at modsætte sig Kongen. De havde ogsaa i denne Hensigt

ladet en Mængde forskjellige

 

Fødevarer opdrive i Omegnen og indføre i Byen, hvorved Forraadet naturlig-

viis meget formindskedes for de Kongelige. De Beleirede gjorde ogsaa

strax hyppige Udfald, for at hindre anlæget af Forskandsningerne, men da

de herved mistede mange Folk uden at kunne hindre Arbeidets Fortsættelse,

vedbleve de at fyre fra Volden, hvorved Kongen engang selv nær var bleven

dræbt af en Stykkugle, der gik tvers igjennem hans Telt, og dræbte flere

af de Omstaaende. De Tropper, som Kongen nu kunde undvære, bleve sendte

bort til andre Stæder, og inden kort Tid indtoges flere Byer i Sjælland,

Skaane og paa Øerne; Malmø udholdt derimod en Beleiring næsten ligesaa

længe som Kjøbenhavn.

Enten var det Frygt for Straf, Hengivenhed for den fængslede Christian

den Anden, eller ogsaa den lybske

 

Besætning, der lod Kjøbenhavns Indbyggere sætte en haardnakket Modstand

mod den Fyrste, der var den ivrigste Beskytter af den Lære, hvorfor de

egentligen havde kæmpet.

Fremmed Opmuntring og Tilskyndelse bestyrkede dem vel ogsaa heri, thi

Kaiser Carl og Statholderinden af Nederlandene lovede dem tilstrækkelig

Understøttelse, naar de vilde erkjende Christian den Andens Svigersøn,

Phalzgrev Frederik, som deres Konge, men hertil var Kjøbenhavnerne ikke

villige.

Imidlertid gik Kongen over til Skaane, hvor han modtog Hyldningen den

13de August 1535, og begav sig derpaa ganske hemmelig til Gustav Vasa,

skjøndt han derved udsatte sig for fare, da Gustav ved at fængsle Christian

den Tredie kunde have

 

 

tvunget ham til at afstaa Skaane, Halland og Blekingen. Men ved Christians

oprigtige, muntre og hjertelige Adfærd forjog han Gustavs Mistillid, og

de skiltes ad som Venner.

Omtrent ved Mortensdag erholdt Kjøbenhavn de nødvendige Levnetsmidler

ved en lybsk Flaade, som i Kongens Paasyn slog sig igjennem Skrams Flaade,

efter at denne Søhelt var blevet saaret og bragt i Land.

Vinteren nærmede sig nu og for at Kongens Flaade ei skulde fryse inde paa

Kjøbenhavns Rhed blev den lagt i Havn i Landskrona. Kong Christian

begav sig, medens Beleiringen fortsattes, til Holsten for at modvirke de

Rustninger, hvormed Kaiseren og Nederlandene truede til Fordeel for Pfalz-

grev Frederik. Lybekkerne begyndte nu at ængstes ved denne Krig,

Markus Meiers og Wullenwebers

 

Parti blev styrtet og Lybek sluttede Fred med Christian imod at deres

Handelsrettigheder bekræftedes. Dette gjorde imidlertid kun Kjøbenhavns

Indvaanere opbragte, og de lybske Tropper, som bleve afskedigede af

Lybekkerne, toges nu i Sold af Kjøbenhavn. Borgemester Mønter i Malmø

ansaae det derimod for klogest at bede Kongen om Tilgivelse, og kort efter

overgav Malmø sig den 2den April 1536. Mønter begav sig nu til

Kjøbenhavn for at overtale Byens Indvaanere til at overgive sig, men

disse vare forbitrede paa Kongen, og hans Bestræbelser forgjæves, uagtet

man begyndte at lide Mangel paa Levnetsmidler, da den kongelige Flaade

borttog de Skibe, der søgte ind til Byen.

Imidlertid faldt Kongen paa

 

følgende List for at røve Kjøbenhavnerne Modet og lokke deres Flaade ud.

Ved Helsingør lod han anholde alle store Kjøbmandsskibe, indtil han havde

samlet et Antal af 200, hvilke han derpaa ordnede som en Flaade, og lod

seile ned mod Kjøbenhavns Rhed. Her skulde disse indlede sig ren for-

stilt Kamp med Christian den Tredies Flaade, og overgive dem.

Kjøbenhavns Indvaanere som saae dette, troede at det var den fra Neder-

landene forventede Understøttelse, strømmede i Mængde til Volden, hvor

de paa alle optænkelige Maader ytrede deres Glæde, og aabnede Havnen,

men dog vare de forsigtige til at lade Flaaden seile ud. Endelig

opdagede de Krigslisten, da intet af de kæmpende Skibe tog nogen Skade,

dog kun til liden Nytte for dem selv, thi Nøden blev daglig større,

 

og deres Forfatning elendigere.

Midt i Juni tog Kongen Amager i Besiddelse, afskar derved den ringe Til-

førsel Byen havde havt herfra. Nøden steg derfor nu til det Høieste,

man spiste Hestekjød, døde Katte og Hunde, flere Mennesker styrtede om

paa Gaden af Hunger, ja man fandt døde Qvinder med diende Børn ved Brystet.

I denne rædsomme Tid blev Hertug Albrechts Gemalinde forløst, hvilket

bevægede Kongen til at sende Levnetsmidler ind i Staden til Barselkonen

og hendes Hofstat. Indbyggerne begyndte nu ogsaa at knurre, men fik

Ingen anden Trøst af de Magthavende, end den, at Nøden endnu ikke var

saa stor, siden man ei havde hørt at Forældre spiste deres Børn. Herover

opstod Uenighed imellem Borgerne og Soldaterne, hvilken endelig udartede

 

saaledes, at Soldaterne overfaldt nogle ubevæbnede Borgere, som stode i

Samtale paa Torvet, og brøde ind i Husene, hvor de myrdede flere hundrede

Mennesker. Alle disse Ulykker bevægede endelig Greven, Hertugen og

Borgerne til at overgive Byen paa Naade og Unaade den 29de Juli 1536.

Hertugen og Greven fik Frihed til at drage bort med deres Tropper, men

maatte edelig forpligte sig til ikke nogen sinde at kæmpe mod Kongen.

Ligeledes fik Borgemesterne og Borgerne fuldkommen Tilgivelse, og Byens

Rettigheder bleve bekræftede. Dog overlevede Borgemester Ambrosius

Bogbinder ei længe Byens Overgivelse, thi da en Borgers Enke, hvis Mand

han uskyldig havde ladet henrette, anklagede ham for Domstolene, dræbte

han sig ved Gift.

Den 6te August holdt Kongen sit

 

høitidelige Indtog i Byen og den 12te sammenkaldte han de verdslige

Rigsraader, inden nogen geistlig var kommen til Kjøbenhavn, til et hemme-

ligt Møde. Ved dette bestemtes, at Bispernes Magt skulde ophøre og

deres Gods inddrages under Kronen, endvidere skulde de for Fremtiden ikke

deeltage i den verdslige Regjering, og den lutheriske Religion antages

som Statsreligion. De verdslige Rigsraader gave meget villige deres

Samtykke hertil, da de herved bleve Eneherrer i Rigsraadet. Ifølge

ovennævnte Beslutning bemægtigede Kongens Udsendinge sig den 20de

August alle Bisperne i Landet, med Undtagelse af den gamle værdige Ove

Bilde, hvem Kongen ønskede at skaane, fordi han havde tjent som Cantsler

 

 

under tre Konger; Rønnov greb man først Dagen efter, da han havde skjult

sig paa et Loft.

Senere, da Reformationen ganske var indført, tilbød Kongen de fangne

Bisper Frihed og anstændigt Underhold, naar de vilde love at forholde sig

rolige. Dette gjorde de ogsaa alle undtagen den trodsige Rønnov, som

derfor forblev i Fængsel til sin Død i Aaret 1544.

Indkomsterne af de mange inddragne Godser brugte Kongen senere for dermed

at lønne Soldaterne og afbetale de hos Fremmede optagne Laan.

For at give de tagne Bestemmelser Gyldighed, udskreves der en Rigsdag,

som tog sin Begyndelse i Kjøbenhavn den 15de October 1536. Under Rigs-

dagen holdtes et Møde den 30te under aaben Himmel paa

 

Gammeltorv af alle de sammenkaldte Stænder, hvorved det blev bestemt:

at den lutheriske Religion skulde være Statsreligion; den Biskoppelige

Titel og Værdighed afskaffes, og Superintendenter indsættes; Bispegodset

inddrages og bruges til dermed at betale Rigets Gjeld, Tienderne derimod

anvendes til gudeligt Brug og Skolevæsenets Forbedring.

Herpaa var Forsamlingen villig til paa Kongens Forslag at udnævne hans

toaarige Søn Frederik til Tronfølger. Ligeledes blev Kongens Haand-

fæstning affattet og underskreven paa denne Rigsdag: Adelen erholdt

derved den samme Magt, som den havde havt under de foregaaende Konger,

ja den Hals = og Haandret, den hidtil havde besiddet, blev endog stad-

fæstet, og Kongen aldeles

 

afhængig af Raadet.

Haandfæstningen indeholdt desforuden den mærkværdige Bestemmelse: at

Norge skulde ophøre at være et selvstændigt Rige, men derimod være for-

pligtet at forblive under Danmark som en Provinds.

Grunden hertil angives at være Norges ringe Magt og Evne til at underholde

en egen Konge, samt at det havde gjort Oprør imod Danmark, (Christian den

Andens Forsøg 1531). Norges Rigsraad blev derfor ogsaa ophævet, men

Normændene fik intet Sæde i det danske Rigsraad, og Landet blev i den

paafølgende Tid bestyret af en Statsholder og en Cantsler. Ved denne

Rigsdag var Borger = og Bondestanden bleven aldeles underkastet den

hovmodige Adel, der nu, benyttende

 

sin Overmagt, undertrykkede disse to Stænder, som næsten bleve deres

Trælle. Men imidlertid havde disse Stænders ydmygende Stilling det Gode

ved sig, at Geistligheden, der ogsaa var et Offer for Adelens Undertryk-

kelser, Hævngjerrighed og Havesyge, sluttede sig til Folket, af hvis

Skjød den nu ene fremstod, og ved sin større Dannelse og mange Kundskaber

virkede saaledes paa dette, at derved efterhaanden dannedes den Magt, der

kuldkastede Adelens, alle de øvrige Stænder underkuende, Vælde.

Efter at Reformationen var bleven indført, blev det nødvendigt at ind-

rette Kirkevæsenet. Christian indkaldte derfor Luthers berømte Discipel

og Ven, Doctor Johan Bupenhagen i Aaret 1537.

 

Efter at denne havde kronet Kongen og Dronningen i Frue Kirke den 12te

August s. A., indviede han kort efter de nye Superintendenter eller

Bisper, som man vedblev at kalde dem. Det nye Kirkeritual eller Kirke-

ordinantsen, hvortil Kongen allerede tidligere havde gjort Udkastet og

ladet det udarbeide af danske Geistlige, blev nu ogsaa bekjendtgjort,

efter at det var gjennemført af Luther og Melanchton. Dette Ritual

fik siden paa Herredagen i Odense 1539 Lovskraft, men undergik dog i de

paafølgende Aar flere Forandringer.

Domcapitlerne vedbleve efter Luthers Raad, for at tjene til Belønning

for duelige Theologer. Domprovstier, Canonicater og Prælaturer bleve

derimod givne adelige Personer paa Livstid. Adskillige af Klosterne

 

fik Tilladelse til at bestaa saa længe indtil deres daværende Beboere

vare uddøde, og det tillodes tillige enhver Munk eller Nonne at forlade

Klosteret og gifte sig. Af Klostergodset blev en Deel givet til Adelen

for at vedligeholde Kirkerne, en deel anvendt til Universitets Forbedring,

de Fattiges Underhold og Hospitalers eller Skolers Oprettelse.

Island var den eneste danske Provinds, hvor Reformationen først blev

indført efter en Borgerkrigs Rædsler. Biskopperne Jon Aresen i Holum

og Øgmund i Skalholt modsatte sig Indførelsen af Ritualet, og ophidsede

Almuen. Efter mange blodige Stridigheder blev endelig Aresen grebet

af en Islænder David Gudmundsen, dømt fra Livet og

 

henrettet 1551, hvorefter Reformationen ogsaa her nød uforstyrret Frem-

gang.

For Universitetet sørgede ligeledes Christian. Da dette laa under Roes-

kildes Bisp havde naturligviis ingen lutheriske Lærere kunnet udgaa herfra,

og det var nu aldeles i Forfald. Ved Hjælp af Bupenhagen der tilligemed

Peder Paladins ansattes som Lærere i Theologien, blev den nye Fundats

for Universitetet udarbeidet. Denne udkom i Aaret 1539. Ved denne

tillagdes Universitetet en heel Deel Godser og Tiender foruden andre

Indtægter til Professorernes Lønning og de Studerendes Understøttelse.

Der indsattes 14 nye Lærere i de forskjellige Lærefag, og det bestemtes

at Sjællands Bisp skulde være den første theologiske Lærer.

 

I Kjøbenhavn indrettedes Latinskoler, men paa Landet bestod Undervis-

ningen kun deri at Børnene lærte Luthers lille Katechismus og nogle gude-

lige Sange udenad.

For at beskytte Reformationen imod de katholske Fyrster tiltraadte

Christian i Aaret 1538 det schmalkaldiske Forbund, efter at han allerede

tidligere havde sluttet en lignende Forening med Churfyrsten af Saxen,

Landgreven af Hessen, og flere.

Vare de indenlandske Forhold forviklede under Christian, saa vare de

udenlandske det ikke mindre.

Med den tydske Kaiser levede Kong Christian ei i den bedste Forstaaelse,

da denne understøttede Christian den Andens Svigersønner, Phalzgrev

Frederik og Hertug Frantz af Lothingen, ved deres Fordringer

 

paa den danske Krone. Christian maatte derfor stedse have vaagent Øie

med Bevægelserne i Tydskland for at kunne forsvare sig imod Indfald i

Hertugdømmerne der meest bleve truede. Derfor var det ogsaa at han midt

under Kjøbenhavns Beleiring maatte begive sig til Holsten, da Phalzgreven,

understøttet af Statholderinden af Nederlandene, truede med et Angreb. -

Endelig besluttede Kaiseren selv med Magt at udvirke Christian den Andens

Løsladelse, hvori han hidtil var bleven hindret ved den franske Kong

Frantz. Han tilbød nemlig denne Fred; men Frantz, som hellere vilde

benytte Protestanterne, indgik et Forbund imod Kaiseren med de fleste

protestantiske Fyrster, hvilket Christian ogsaa tiltraadte.

 

Først efter at mange Fjendtligheder havde fundet Sted, efter at der for-

gjæves var blevet underhandlet, indgaa et Forbund og sluttet Vaabenstil-

stande, der ligesaa hurtigt bleve brudte, kom det endelig til fuldkommen

Forlig imellem de Stridende Parter ved Freden til Speier den 3die Juni

1544. Ved denne Fred blev det bestemt: at Christian den Anden skulde

sættes paa en friere Fod, og hans Svigersønners Fordringer afgjøres ved

mindelige Underhandlinger. Nederlandene fik fri Handel paa Danmark mod

Erlæggelse af den sædvanlige Told. Alligevel vedblev Stridighederne og

Fjendtlighederne imod Danmark fra Christian den Andens Svigersønners Side

endnu i nogen Tid indtil endelig Hertugen af Lothringen døde i Juni 1545.

 

Nu troede Christian at kunne eftergive noget af sin Strenghed imod den

fangne Konge, og besøgte ham selv paa Sønderborg, ved hvilken Leilighed

denne frasagde sig alle sine Rettigheder til Tronen og erklærede Christian

den Tredie for eneste retmæssige Konge, naar denne blot vilde tilstaa ham

Kallundborg = Slot og Amt paa Livstid. Dette tilstodes ham, og han fik

endog Samsø. Dette skete i Aaret 1546, men først i Aaret 1549 den 17de

Februar kom Christian den Anden ud af sit mangeaarige Fængsel, fordi

Phalzgreven ei vilde give sit Samtykke til disse Betingelser. Paa

Kallundborg = Slot opholdt Christian den Anden sig til sin Dødsdag, og

søgte Adspredelse ved Jagt og Fiskeri, skjøndt

 

hans frihed blev noget mere indskrænket efter at han engang havde søgt

at skjule sig, hvilket han dog, som han foregav, kun havde gjort for Spøg.

Paa denne Tid udbrød den saakaldte schmalkaldiske Krig, hvilken satte

Christian den Tredie i en ikke ringe Forlegenhed, med Hensyn til det

Forhold, hvori han stod til Tydskland, da han som Medlem af det schmal-

kaldiske Forbund havde lovet at sende de lutheriske Fyrster Tropper imod

Kaiseren, og ved Freden til Speier havde sluttet Venskab med denne.

Imidlertid hjalp han sig ud af denne Forlegenhed ved at forbyde de For-

bundne al Hverving i sine Lande, men derimod hemmelig sende dem Penge-

understøttelse, hvilken dog ikke kom dem i

 

Hænde, eftersom Protestanterne forinden tabte det afgjørende Slag ved

Muhlberg, i hvilket Churfyrsten af Sachsen og Landgreven af Hessen bleve

fangne, og ikkun ved Underhandlinger fra Christians Side erholdt deres

Frihed.

Stridighederne med det phalziske Huus ophørte endelig ganske ved Phalz-

grev Frederiks Død 1556. Det er tidligere bemærket, at Christian under

Kjøbenhavns beleiring aflagde et Besøg hos sin Svoger, Kong Gustav i

Sverrig, og at de skiltes ad som Venner. Dette Venskab varede imidler-

tid ei længe, da Gustavs Gemalinde, som især havde stræbt at vedligeholde

samme, kort efter døde. Gjensidig Mistillid og Tvistigheder angaaende

Gulland og Tolden truede

 

flere Gange med at bryde ud til Krig.

Efter forskjellige Underhandlinger kom endelig begge Konger sammen i

Brømsebro den 15de September 1541. Ved denne Leilighed vandt Christian

ved sin aabne, hjertelige Adfærd igjen Kong Gustav for sig, og begge

Konger sluttede et Forbund, ved hvilket de lovede hinanden gjensidig

Understøttelse, saavel i Angrebs = som i Forsvarstilfælde; ingen maatte

begynde Krig eller slutte Fred uden den Andens Vidende, og Stridigheder,

som i Fremtiden maatte opkomme imellem dem, skulde afgjøres ved Voldgifts-

mænd af begge Nationer. Dette Forbund, der næsten var et Slags Rigs-

forening, skulde Rigsraaderne kunde tvinge deres Konge til at opfylde;

det skulde vedvare i 50 Aar.

 

Dog udbrød der snart efter Stridigheder paany, hvortil Freden Spei først

gav Anledning, da Christian vilde have Gustavs indesluttet deri, paa Grund

af det indgaaede Forbund men denne vægrede sig derved, da Freden var slut-

tet uden hans Deeltagelse. Men hvad der meest gjorde Gustav uvillig

og mistroisk var, at Christian optog 1548 de tre Kroner i sit Vaaben, som

et Tegn paa sine Fordringer paa den svenske Krone, hvilke han i det

brømsebroiske forlig havde forbeholdt sig. Uagtet denne Omstændighed

gav anledning til adskillige Stridigheder og Underhandlinger imellem det

vaklende fredelige Forhold imellem begge endnu saa længe de levede og

udbrød først efter deres død i en haardnakket Krig.

Blandt Christians udenlandske Forhandlinger maa ogsaa regnes

 

 

hvis Bestræbelser i Aaret 1549 for af faae Ørkenøerne tilbage, der af

Christian den Første var pantsat til Kong Jakob af Skotland for hans Dat-

ters Brudeudstyr; men da Skotlands Dronning Maria var mindreaarig og

opholdt sig i Frankrig, fordi hun var bestemt Dauphin til Gemalinde, bleve

Forhandlingerne under alle haande Paaskud og Forhandlinger trukne i Lang-

drag, og Christians Bestræbelser vare forgjæves, uagtet de skotske Stænder

saavel som den franske Konge godt indsaa Retmæssigheden af hans Fordrin-

ger. Derimod kjøbte Christian Stifterne Kurland, Øsel og Wieek, men

negtede at modtage Hyldning af den estlandske Adel og Staden Reval, der

vilde underskaffe sig ham, for derved at erholde hans Beskyttelse imod

den russiske Ivan Vasilinvitsih, formodentlig for ikke at komme

 

i Strid med denne Mægtige Regent. Af samme Bevæggrund afslog han alle-

rede tidligere i Aaret 1544 at modtage Bispen af Rigas Underkastelse

under hans Overherredømme.

En af de betydeligste politiske Feil, som Christian har begaaet, var

Delingen med sine Brødre af Hertugdømmerne, der hidtil havde staaet i

uadskillelig Forbindelse med Riget siden Frederik den Førstes Tronbe-

stigelse. Mange hadefulde Stridigheder og blodige Kampe vilde uden

denne være undgaaet. Dette indsaa ogsaa hin Tids største Statsmand og

Hærfører Johan Ranzau. Da denne efter at være vendt tilbage fra Fred-

slutningen i Speier, fandt Kongen i færd med ovennævnte Deling, kunde

han ikke skjule sin Misfornøielse herover, og Følgen heraf var, at han

faldt i Unaade, nødsagedes til at

 

nedlægge sine Embeder og trække sig tilbage til sine Godser. Delingen

fandt Sted i Rendsborg den 9de August 1544, hvorefter begge hertug-

dømmerne deeltes i tre Dele, af hvilke Hertug Adolph valgte den saakaldte

gottorpske Andeel, og blev Stamfader til det mod Moderriget i den paa-

følgende Tid saa fjendtligt sindede gottorpske Huus. Hertug Hans eller

Johannes den Ældre fik den haderslevske Andeel og Kongen selv den sønder-

borgske; Staden Hamborg, Tolden i Gottorp og Rendsborg, de adelige

Klostere og Fordringerne paa Ditmarsken skulde være fælleds for dem alle

tre. Gjælden blev ligeledes deelt imellem dem. Da Kongens yngste

Broder Frederik kun var 15 Aar og af yderst svagelig Helbred, fik han

ingen Deel i Regjeringen, hvorimod Kongen og begge hans andre

 

Brødre lovede ham en Standsmæssig Underholdning indtil de havde skaffet

ham en Coad(j)utorværdighed. Skjøndt han nu ikke fik denne skaffede

Kongen ham dog siden Stiftet Slesvig, ligesom han senere endog fik

Stiftet Hildesheim; men allerede i Aaret 1556 døde han.

De skadelige Følger af Hertugdømmernes deling viste sig allerede i

Christians Live, da Hertug Adolph ei alene ulovligen og imod Kongens

Villie bemægtigede sig Stiftet Slesvig efter Frederiks Død, men endog

begge Hertugerne vægrede sig ved at være danske Rigsstænder og gjøre

den Lehnstjeneste, de som Vasaller af Kongen vare pligtige til, og hen-

sadde derfor saalænge Christian levede, i deres Lande uden at aflægge

nogen Lehnshyldning til Kongen.

Paa denne Tid afgjorde Kongen ogsaa Stridighederne med Hertugerne

 

af Pommeren angaaende de rypenske Godser, der hørte under Roeskilde Bispe-

stol, og som af Hertugerne 1538 vare inddragne, men nu af Kongen fuld-

kommen blevne forenede med den danske Krone. I Slutningen af Aaret

1558 besøgte Kongen endnu engang Christian den Anden, underholdt sig

længe fortroligen med ham, og begge skiltes ad under Taarer og dybt rørte.

Allerede flere Aar havde han været af en svagelig Helbred, men paa denne

Tid tog en gammel Beenskade en saa farlig Vending, at han nødsagedes til

at lægge sig; den 23 December ytrede Kongen til sin Livlæge: at han

den foregaaende Nat havde havt et Syn, der havde paalagt ham Taalmodighed

da hans Sygdom vilde forandre sig paa Nytaarsdag og tage en god Ende.

Da Nytaarsdag frembrød, lod han Hofpræsten komme og modtag Nadveren

 

Følende Dødens Nærmelse tog han Afsked med sin Dronning, formanede hende

til Gudsfrygt og til at veilede hans ældste Søn, Frederik, at han regjerede

med Viisdom og ikke betyngede sine Undersaatter med nye Skatter og Byrder.

Derpaa velsignede han sine tilstedeværende Børn, og bad sine to Cantslere

Johan Friis og Andreas Borby, at holde over Fred i Riget og beskytte

Religionen. Han indkaldte sine Hofbetjente, og gav den ene efter den

anden Haanden, efter at han havde givet Ordre angaaende deres Forsørgelse.

Han overgav sig nu ganske til Betragtningen af det tilkommende Liv, og de

Tilstedeværende bemærkede tydelig at Kongens sidste Time var kommen.

Hans sidste Ord vare: " Jeg vandre herfra, dog kan jeg det godt, thi jeg

har Veien, Sandheden og Livet hos mig.".

 

Paa Nytaarsdag 1559 om Eftermiddagen imellem Klokken fire og fem hensov

han roligt. Hans Liig blev først bisat i St. Knuds Kirke i Odense, men

senere flyttet til Roeskilde Domkirke, hvor hans Søn Frederik den Anden

lod ham opreise et prægtigt Marmormonument.

Christian den Tredie var en modig, retfærdig og redelig Fyrste, og uagtet

han besad et sygeligt Legeme, altid munter og oprømt. Han var tillige

meget religiøs, levede i den kjærligste Enighed med sin Gemalinde, og

opdrog sine Børn omhyggeligt. Selv videnskabeligt dannet elskede han

Videnskaber og Kunster, beskyttede Videnskabsmænd og saae mere paa sund

Fortjeneste end paa Rang og Værdighed. Han var tarvelig i sin Levemaade,

var en Fjende af Umaadelighed i Spise og Drikke og af Overdaad i Klæde-

dragt. Som et Exempel paa hans Had til

 

sidstnævnte, hin Tids store Last, fortælles, at da Hoffolket bar saa vide

Beenklæder, at de undertiden brugte 80 Alen Tøi dertil, og hvilke Kongen

paa den charakteristiske Benævnelse: "fra Huus og Gaarde, lod han disse

skjære i Stykker paa deres Legeme, for derved at revse dem."

Han gjorde en heel Reform i den Bestaaende Lovgivning, og udgav en Mængde

nye og pavelige Love; sad ofte selv i Retten, hørte personlig enhver af

sine Undersaatters Klager og Besværinger, og afhjalp disse.

En Svaghed var det derimod, at han lod sig beherske af sin Dronning, og

for at føie hende, kom i sine sidste Leveaar i Uvenskab med Sverrigs

Konge Gustav Vasa, og efter hendes Paaskjyndelse, nødsagede Peder Oxe,

en Mand af store Indsigter i Penge og Skattevæsenet, til at flygte

 

ud af Riget. Ligeledes kan man heller ikke andet end regne ham til Last,

at han var ubekjendt med det danske Sprog, hvilket han lige saa lidt, som

hans Fader, Frederik den Første forstod eller talte. Hans Adfærd og

Handlemaade mod fremmede Fyrster var redelig og uforstilt, hvilket for-

skaffede ham deres Høiagtelse, ligesom ogsaa Folket elskede ham for hans

blide og godmodige Charakteer.