Christian den Anden

 

Christian den Anden blev født den 2de Juli 1481 i Nyborg i Fyen kort

efter sin Bedstefaders, Kong Christian den Førstes Død. For at holde

den unge Prinds borte fra Hoffets Adspredelser satte hans Fader ham i

Huset hos en meget anset Borger i Kjøbenhavn: Hans Metzenheim, med til-

navnet Bogbinder. En Kannik eller geistlig Mand, Georg Hinge kom

daglig til Prindsen for at undervise ham; men da Metzenheim fandt, at

det vilde være gavnligere for Prindsen, hvis han bestandig var hos sin

Lærer, bevægede han Kongen til at overgive hin aldeles til den Geistliges

Omsorg. Da Hinge imidlertid formedelst sine geistlige Sysler, ikke altid

kunde have et aarvaagent Øie med prindsen, fulgte denne sit fyrige Tempe-

rament, udsatte sig for stor Fare ved at krybe omkring fra Tage og andre

høie Steder, og svarede sin Lærer, da denne irettesatte ham her for:

"lave og jevne Steder

 

ere for simple Folk, men høie for store". for altsaa at have altid

Prindsen under sit Opsyn tog han ham med sig i Kirken, naar han skulde

forrette sit geistlige Embede, og lod ham synge og omgaaes med Chor-

drengene. Hans Fader, hvem man underrettede herom, blev fortørnet herover,

og tog Prindsen til sig igjen. En brandenborsk Magister, Mester Konrad

kaldet, erholdt han nu til Lærer, og denne bragte det nu saavidt med sin

Discipel, at denne ikke alene kunde læse og forstaa det latinske Sprog,

men endog skrive det. Prindsens fyrige Charakteer forstod han imidlertid

ikke at modarbeide thi denne bestak Slottets Domestikker, listede sig ud

af Slottet om Natten, og svirede og sværmede for Borgerne i Byen. Skjøndt

hans Fader, underrettet herom, straffede ham endog corporlig herfor for-

maaede han dog ikke at undertrykke hans brusende Lidenskaber; dog ophørte

enhver Aarsag til Klage, da man i hans attende Aar gav ham Beskjæftigelse,

 

 

der passede for hans levende Aand. Hans lyse Forstand, hans utrættelig

Virksomhed og kraftige Vilie erhvervede ham snart Alles Agtelse. Hans

Fader gav ham ogsaa nu en Hofmester, Adelsmanden Niels Eriksen, og en

Cantsler, Erik Vallendorph, Domprovst i Roeskilde.

I Aaret 1489 havde det norske Rigsraade og i 1491 det danske valgt

ham til hans Faders Efterfølger. I Aaret 1499, da han ledsagede sin

Moder til Stockholm, tiltraadte Steen Sture, Rigsraadet og Byens Magistrat

og Indbyggere de Danskes og Norskes Valg. Ved at omgaaes med alle tre

Rigers første Mænd og endog tage Deel i Statsforretningerne forberedte

han sig til den høie Stilling han engang skulde beklæde og krigen med

Sverrig 1501 gav ham Leilighed til at aflægge Prøver paa sin Bestemthed,

sit Mod og sin Hærførerdygtighed. Han Kæmpede lykkeligt et i det sydlige

Norge i Aaret 1502 = udbrudt Oprør under Anførsel af Knud Alfsen, der

 

understøttedes af de svenskes. I Aaret 1508 gjorde Bønderne i det

sydlige Norge paa ny Oprør. Anført af en vis Herluf Hydefad, angrebe de

Kongens Fogeder, dræbte tvende af dem, og beleirede selv prindsen paa

Biskopshammer, hvor han tilfældigviis opholdt sig. Denne fandt imidlertid

Leilighed til at slippe bort, samlede i en Hast med sin sædvanlige Be-

stemthed en deel Tropper, angreb Oprørerne, dræbte en deel af dem, og

tog Herluf Hydefad samt flere af Rebellerne til Fange. De bleve alle

henrettede og Herluf Hydefads Hoved overensstemmende med hin Tids Skikke

prydet med en Jernkrone. Oprørerne havde alle nævnet Biskop Carl af

Hammer, som den Fornemste af de Sammensvorne.

Prindsen bemægtigede sig derfor

 

Bispens person, lod ham føre til Opslo, hvor han endte sit Liv kort Tid

efter, som en Følge af et Beenbrud, foraarsaget af et mislykket Forsøg at

flygte ud af sit Fængsel.

Under dette sit Ophold i Norge gjorde Prindsen et Bekjendtskab, der havde

afgjørende Indflydelse paa hans Fremtid. I Bergen opholdt sig nemlig paa

denne Tid en Hollænderinde ved Navn Sigbrit. Flere ældre Skribenter

fortæller, at hun i Amsterdam skal have solgt Æbler og Nødder, og at hun

i Bergen holdt et Værtshuus. der er al Sansynlighed for, at denne aands-

begavede Kone ikke har været af simpel Stand. I hendes Fødeland rasede

Borgerkrig, og da hendes Mand formodentlig havde ført til et Parti, der

der bukkede under, havde hun efter hans Død valgt den anseelige Handels-

stad Bergen

 

 

til sit Opholdssted. At hun holdt et simpelt Værtshuus er vist ogsaa en

Forvanskning af Sandheden, thi Prindsen, der ved sin Kantsler Valkendorph

var bleven gjort opmærksom paa Sigbrits Datter Dyvekes Skjønhed og Ynde

og begjærlig efter at gjøre hendes Bekjendtskab, indbød dem begge til et

Bal paa Slottet, vilde vist ikke have gjort dette, hvis Moderen havde

været en Værtshuusholderske; thi Byens fornemmeste Indvaanere, ja selv

Rigsraadet, i hvis Hænder hans Fremtids Skjæbne laa vare tilstede.

Sansynligviis har hun eiet en Gjæstgivergaard, hvilket i en Handelsstad

som Bergen, hvor Handelen ene var i Fremmede Hænder, var en anseelig

Stilling. Paa Ballet gjorde Prindsen Bekjendtskab med den yndige Dyveke

og hendes Moder. Byen Opslo blev bestemt til deres fremtidige Opholdssted

og Prindsen lod opføre der

 

en egen Bygning til dem.

I Aaret 1513 efter at Prindsen var vendt tilbage til Danmark, døde hans

Fader i Aalborg. Et Møde af alle tre Rigers Raader i Kjøbenhavn var

tidligere berammet til Sommeren samme Aar. Paa denne Sammenkomst fore-

lagde Rigsraadet Christian en Haandfæstning der indskrænkede hans Konge-

magt langt mere end hans Faders, og udvidede endyderligere Adelens rettig-

heder. Christian, der opdraget blandt Folket, nærede Fjendskab til den

overmodige Geistlighed og Adelstand men derimod Godhed for den menige

Mand, og hvis senere udmærkede Lovgivning alene gik ud paa at svække de

høiere Stænders Magt, og hæve den undertrykte Almue, underskrev rigtig nok

denne Haandsætning, men med det fulgte Forsæt ikke at holde den. Den

11te Juni det følgende Aar blev han kronet i

 

Kjøbenhavn og nogen tid efter i Opslo.

Christian den Anden var nu 32 Aar gammel. Hans Fader havde tidligere

ønsket at formæle ham med en fransk Prindsesse; men der blev intet af

dette Project, formodentlig fordi Prindsens Tilbøielighed til Dyveke lod

ham sætte sig derimod. Rigsraadet, der fandt hans Omgang med Dyveke

som nu levede i Kjøbenhavn, forargelig, foreslog ham at tage sig en Ge-

malinde. Kongen, der indsaae Nødvendigheden heraf, greb denne Leilighed

til at forskaffe sig politisk mægtig. Allierede, hvorved han tillige

kunde sikre sine Handelsplaners Udførelse. Det osteriske Huus var dengang

det mægtigste i Europa: han beilede derfor til Prindsesse Elisabeth, eller

som hun selv kaldte sig paa Spansk Ysabean, yngste Datter af Kaiser

Maximilians Søn:

 

Philip af Østerrige, og Søster til Tydsklands paafølgende Kaiser Carl V.

Ægteskabscontracten blev sluttet den 29de April 1514 og Elisabeth ved

Procuration paa Christian den Andens Kroningsdag viet til Rigsmarsken

Mogens Gjøe. Den egentlige Formæling blev formedelst Prindsessens Ung-

dom - hun havde endnu ikke fyldt sit attende Aar, - udsat til det paa-

følgende Aar, da hun blev afhentet af en Escorte af otte Skibe fra Neder-

landene. Den 12te August fandt Formælingen Sted.

Man havde troet, at Christian den Anden vilde, efter sin Formæling, have

fjernet Dyveke fra sig, men endnu nærede han bestandig den samme fyrige

Kjærlighed til hende som forhen, og hans Ungdomsven Erkebisp Erik Valken-

dorph, samt Dronningens Hofmesterinde, Fru Ane Rosenkrands, maatte føle

haardt hans Vrede, fordi de anmodede ham

 

om at opgive al Omgang med Dyveke. Den første faldt aldeles i hans

Unaade og den sidste blev forviist og mistede endog sine Lehn. Desuagtet

viste Kongen dog sin Dronning al den Agtelse, der tilkom hende. Han

indkaldte paa hendes Anmodning en Coloni Hollændere, hvem hun indrømmede

Øen Amager. Megen Indflydelse havde i Særdeleshed Dyvekes Moder Sigbrit

hos Kongen. Han, der bemærkede hendes store Indsigter i Handelsvæsenet,

overlod hele Bestyrelsen af Toldvæsenet til hende, og raadførte sig med

hende i de vigtigste Statsanliggender, i Særdeleshed ved de mange nye Ind-

retninger han gjorde til Handelens og Kjøbstædernes Opkomst. Som Hol-

lænderinde satte Sigbrit Borger= og Handelsstanden over Alt, og foragtede

Adelen, hvilket hun ikke dulgte. Hun lod de gamle Rigsraader staa om

Vinteren i den strængeste Frost

 

uden for hendes Port paa Amagertorv, hvor de, trampede med Fødderne og

gnidende Hænderne af Kulde, maatte vente til det behagede Sigbrit at lade

dem træde ind. Foruden Sidstnævnte havde en Vestphaler, Didrik Slaghoek

der var Doctor i den kanoniske Ret, ogsaa vundet Kongens Tillid. Han

besad en skarp Forstand og megen Forretningsdygtighed, men var ellers et

Menneske af ryggesløse Sæder og med et fordærvet Hjerte. Dog tilsidesatte

Christian den Anden ikke danske Mænd for disse tvende Yndlinger: Rigs-

marsken Mogens Gjøe Admiral Søren Norby, Generalerne Otto Krumpen og

Carl Knudsen, Knud Alfsens Søn, Hans Mikkelsen, Borgermester i Malmø,

tilligemed flere dygtige danske Mænd besadde Fortrolighed.

I Aaret 1517 døde Kongens Elskede Dyveke pludselig i hendes blomstrende

Alder

 

fuldkommen frisk og sund, i Helsingør. Hun havde to Dage i forveien

været til et Gjæstebud paa Slottet og blandt andet spiist nogle Kirsebær,

Torben Oxe, Slotsherre i Kjøbenhavn, havde sendt hende. At hun var

forgivet var den almindelige Mening. Nogle tillagde Rigsraadet dette Mord,

andre derimod meente, at Slotsherrens Slægtninger havde ryddet hende af

Veien, fordi Torben Oxe, der var bleven forelsket i Dyveke, ønskede at

ægte hende. Allerede Aaret tilforn, havde Oxes Skriver, Hans Faaborg,

for at erhverve sig Kongens Yndest, aabenbaret denne sin Herres Lidenskab,

men til sin egen Ulykke; thi da han faldt Kongen besværlig med den ene

Fordring efter den anden, sendte denne istedetfor en Bestalling paa et

Kanonikat i Roeskilde, han havde lovet ham, en Ordre til Torben Oxe, at

undersøge Faaborgs Regnskabsbøger

 

og behandle ham efter Loven hvis de ikke fandtes rigtige. Torben Oxe,

hvem Faaborg havde fornærmet ved sin Stolthed, undersøgte hans Regnskaber

og fandt en betydeligt Deficit. Skjøndt Faaborg foregav, at nogle Blade

vare udrevne af hans Udgivtsboger, blev han dog dømt til at hænges,

hvilken Dom ogsaa kort efter blev fuldbyrdet. Kongen skjulte den Ild,

der fortærede hans Indre, indtil den følgende Vinter, da han paa et Bal

spurgte Torben i en ligegyldig Tone: "Sig os Sandheden, har du, som din

Skriver, der blev hængt, har sagt os, havt Forstaaelse med Dyveke".

Skjøndt de Omkringstaaende ved Gebærder tilkjendegav Torben, at han skulde

være forsigtig, hvorved han dog ubesindigt: at han aldrig var bleven

bønhørt af Dyveke, skjøndt han rigtig nok havde bedet hande om hendes

Kjærlighed. Kongen

 

blev strax taus, thi dette Svar opfyldte hans Hjerte med Skinsyge og

Hævngjærrighed, men kort efter anklagede han Slotsherren for Rigsraadet,

beskyldte ham for at have besmittet hans Ægteseng, og da Rigsraadet natur-

ligviis frikjendte den Anklagede for denne Brøde fordi Dyveke ikke var

Kongens Gemalinde, men hans Frille, raabte han forbitret: "Dersom jeg

havde faaet saa mange Venner i Rigsraadet som Torben Oxe, vilde der nok

være falden en anden Dom: men om Torben ogsaa har en Hals saa tyk som en

Tyr, skal han dog miste Hovedet". Hans Hævngjærrighed lod ham ikke agte

paa, at Enhver skulde dømmes af sine Ligemænd; han lod nedsætte en Ret

af 12 Bønder fra Kjøbenhavns Omegn, hvilke afsagde den intetsigende

Dom: Ikke vi

 

 

fordømme ham, men hans Gjerninger fordømme ham. Torben Oxes Dødsdom

var nu fældet, og uagtet hans mægtige Familie og den hele Adel bede, ja

Dronningen tilligmed de fornemste adelige Fruer bønfaldte paa Knæ om

Naade for ham, blev Torben Oxe dog ført til Rettestedet og halshugget.

Kongens Hævngjerrighed var tilfredsstillet, og hans Strenghed begyndte

at angre ham, da han bemærkede at Folket, hvis Kjærlighed var ham alt

syntes misfornøiet med hans Handlemaade. Han eller andre paa hans

Vegne benyttede hin Tids Overtro, for at tilintetgjøre Beskyldningen for

Uretfærdighed. I flere Nætter efter hinanden havde Vægterne nemlig

bemærket et Skin oven over Faaborgs Liig, hvilket endnu hængte i Galgen.

Kongen, hvem man underrettede derom, befalede Vægterne at melde ham naar

dette Skin igjen saaes, og da dette

 

fandt Sted den paafølgende Aften, ubredte sig strax det Rygte, at Faaborg

var bleven uskyldig henrettet, og at Torben altsaa havde fortjent sin Død.

Som en Følge heraf befalede Kongen nu at man skulde modtage Faaborgs Liig

og begrave det hæderligen i Graabrødrekloster.

Ligesom Kongen ved denne Leilighed ikke agtede paa Adelen, ligesaa lidt

tog han Hensyn til Geistligheden da han saae, at den misbrugte sin, nu

ikke mere saa frygtede Magt. Fyens Biskop Jens Andersen, hvem Almuen

formedelst hans skaldede Isse kaldte Jens Beldenak, en Mand der besad

stor Lærdom, men var i høieste Grad trættekjær, stolt og gjerrig, havde

ved flere egenmægtige og vilkaarlige Handlinger, ja ved en krænkende

Adfærd mod Kongens Moder, Enkedronningen, paadraget sig Christian den

Andens Vrede. Under hans Faders, Kong Hans Regjering, havde Bispen

paa egen

 

Haand, imod sin Fuldmagt, sluttet en Overenskomst Lybekkerne, hvorved det

blev paalagt Hans at betale 80.000 Gylden, en Sum, hvilken denne nægtede

at betale, men hvoraf Hertug Frederik og den holstenske Adel, der var

gaaede i Caution før den til Lybekkerne, bleve tvungne til at betale

30.000 Gylden. Holstens Stænder vilde derfor ved Christian den Andens

Tronbestigelse ikke hylde ham førend han havde tilfredsstillet sin Far-

broder, Hertug Frederik, hvorfor Kongen ved et Gjeldsbeviis paa 30.000

Gylden til denne tilkjøbte sig Hyldningseden. Nu forlangte Kongen

at Bispen skulde betale de 80.000 Gylden, og da denne vægrede sig derved,

lod Kongen ham kaste i Fængsel, hvilket han først efter tre Aars Forløb

forlod, da han ydmygede sig

 

 

bad Kongen og Enkedronningen om Forladelse, og forpligtede sig at betale

ovennævnte Sum. --------

I Sverrig var Rigsforstanderen Svante Sture død, og hans Søn Steen Sture

den Yngre, bleven valgt i hans Sted, skjøndt de ældre svenske Rigsraader,

en stor Deel af Geistligheden og Adelen først havde udnævnt den gamle

Erik Trolle, der var den danske Konge hengiven, til at styre Riget.

Steen Sture, herskesyg, og ledet af sin Faders Raadgiver: Hemming Gad,

viste strax det fjendtlige Sindelag imod Danmark. I Haab om at vinde

den gamle Erik Trolle og hans mægtige Familie for sig, gav han sit Sam-

tykke til at dennes Søn Gustav Trolle, besteg Upsalas Erkebispestol.

Men Sture havde gjort en feil Beregning; thi Erkebispen, der ikke kunde

tilgive ham at han

 

havde fortrængt hans Fader, viste sig strax, som hans afgjorte Fjende,

talte den retmæssige Konges, Christian den Andens Sag, og fik snart en

stor Deel af Geistligheden og Adelen paa sin Side. Forbitret herover

greb Rigsforstanderen til Repressalier, fængslede den gamle Trolle og

beleirede Erkebispen paa hans befæstede Slot Stæke. For at hjælpe sit

Parti udvirkede Christian den Anden, at Paven banlyste Sture samt alle

hans Tilhængere, og søgte at undsætte Erkebispen paa hans befæstede Slot,

men blev af Steen Stures Slægtning, Gustav Eriksen Vasa, nødsaget til at

opgive et Landingsforsøg i Stockholms Omegn. Erkebispen, tvungen af

sine egne Folk til at overgive sig, blev sat i Forvaring i et Kloster og

maatte nedlægge sit Embede. Nogen Tid i Forveien var en pavelig Legat

Arcembold, kommen til Danmark

 

for at sælge Aflad, og havde kjøbt sig Tilladelse dertil for en Sum Penge.

Denne, hvem Paven havde givet Ordre, at forlige Kongen og Steen Sture,

udvirkede en Vaabenstilstand imellem Danmark og Sverrig, men blot til

Lands. I Juni 1518 seilede derfor Kongen med en Flaade til Stockholm,

og landsatte sine Tropper, men da disse bleve slagne af Sture nødsagedes

han til at trække sig tilbage til sine Skibe. Desuagtet blev Kongen

dog liggende den halve Sommer i Mælaren, sluttede derpaa en Vaabenstil-

stand med Rigsforstanderen for at underhandle med ham, forlangte en per-

sonlig Samtale med ham, og sendte nogle Adelsmænd som Gidsler. Da dette

Forslag midlertid ikke blev modtaget tildbød Kongen selv at vilde komme

til Sture, naar denne vilde stille

 

 

Gidsler. Hertil var Rigsforstanderen villig, og Kongen, til hvem Valget

af Gidslerne var overladt, valgte Danmarks største Fjende: Hemming Gad,

samt Gustav Eriksen Vasa og fire andre Mænd. Netop paa den Tid, at

Mødet var fastsat, blev Vinden, der hidtil ikke havde tilladt Kongen at

seile bort, gunstig. Han opsagde derfor Vaabenstilstanden, lettede

derpaa Anker, og lod, da han blev underrettet om, at Gidslerne nærmede

sig, disse gribe og føre som Fanger til Danmark. Her bleve disse bevog-

tede hver for sig med undtagelse af Hemming Gad, der fra Kongens værste

Fjende var bleven hans ivrigste Ven. Legaten Ariembold, hvem Kongen,

fordi han troede at han kunde være hans Planer nyttig, havde aabenbaret

mange hemmelige Forstaaelser med sine svenske

 

Tilhængere, var om Foraaret reist til Sverrig for at drive Afladshandel,

men i stedet for at være Kongen hengiven, lod han sig bestikke af Sture

aabenbarede denne alle de Hemmeligheder Christian havde betroet ham, og

erklærede sig offentlig mod Erkebisp Trolle, om hvis Post han gjorde sig

Haab. I høieste grad forbitret paa Legaten for denne hans troløse Ad-

færd lagde Kongen beslag paa alt hans Gods, Korn, Ost, Smør, Kobber og

Jern, som han havde fralokket den lettroende Almue i Danmark og Sverrig,

fængslede hans Broder, og søgte endog at bemægtige sig hans Person i

Lund, hvorfra han, ahnende sin Fare, imidlertid flygtede.

Da Christian den Anden saae at fredelige Underhandlinger intet frugtede

udrustede han en stor Hær, der, foruden det Mandskab,

 

verdslige og geistlige Lehnsmænd og alle Landets Kjøbstæder stillede,

bestod af en Mængde tydske, franske og skotske Leietropper. For at be-

stride Omkostningerne til Armeens Underholdning, saae Kongen sig nødsaget

til at forhøie Tolden og paalægge nogle nye Skatter, ligesom han ogsaa,

da dette ikke var tilstrækkeligt, maatte gøre betydelige Laan hos Adelen

og Geistligheden. I begyndelsen af Januar 1520 drog Hæren ind i Sverrig

under Anførsel af Otto Krumpen, der lod opslaa den pavelige Banbulle paa

Kirkedørene, overalt hvor han drog frem. Det var en stræng Vinter, alle

Vande og Søer vare tilfrosne, og Steen Sture lod derfor store Skovstræk-

ninger omhugge for at spærre de Danske Passagen. Paa den tilfrosne

Aasundsø ved Bøgesund, det vigtigste Pas, hvorfra

 

 

man kan trænge ind i Hjertet paa Sverrig havde Sture opstillet sin lille

Hær. De Danske angrebe denne og Sture, som uforfærdet ved i Spidsen

for sine Tropper, fik et dødeligt Saar i Laaret af en Falkonetkugle. Hans

fald indjog Svenskerne Skræk, de flygtede, holdt iderpaa i nogen Tid Stand

ved Tyeveden, i hvis Skov Sture havde ladet opkaste Forskandsninger,

men bleve derpaa aldeles slagne paa Flugten, hvorved Veien til Stockholm

nu stod aaben for Armeen. Den 9de Februar døde Steen Sture paa Reisen

til Stockholm og hans Parti blev ved dette Dødsfald sat i den største

Bestyrtelse og Forvirring. Otto Krumpen benyttede sig heraf for at ind-

tage Vesteraas By og rykke fremad. Paa de Svenskes Anmodning sluttedes

nu en Vaabenstilstand og overtalte af Erkebisp Gustav Trolle erkjendte

Sverrigs

 

verdslige og geistlige Herrer Christian den Anden for deres Konge imod

at den danske Feltherre gav den Forsikring, at alt det forbigangne skulde

være glemt. Stockholm, der forsvaredes af Steen Stures Enke, den helte-

modige Christine Gyldenstjerne, vilde derimod ikke , alle Anmodninger

uagtet, overgive sig. I Begyndelsen af Mai Maaned ankom derfor

Kongen selv med en Flaade for denne Stad, hvilken han indsluttede saavel

fra Sø = som fra Land = Siden.

Da Commandanten paa Vesteraasslot Mogens Jonsen, udplyndrede den hele

Omegn, skjændte, og forfulgte Kong Christians Tilhængere, lod denne Slottet

indtage med Storm, og Commandanten, for hans udøvede Grusomheder, henrettet.

Christine, og med hende Stockholms Borgere, vilde desuagtet intet høre om

Overgivelse, da Staden var bedre

 

forsynet med Levnetsmidler end den danske Leir, og Kongen forsøgte derfor

Overtalelsens Vei. Biskop Mathias af Strengnæs, Hemming Gad og Erik

Rønning bleve i dette Øiemed sendte til Steen Stures Enke, og uagtet hun

behandlede sin Mands gamle Venner med Foragt, og Stadens Borgere nær

havde dræbt Hemming Gad i deres Vrede, forstod dog den sidste ved sin

bekjendte Veltalenhed at bevæge Adelen til at underhandle med Kongen.

Denne havde en almindelig Amnesti for alt, hvad der var skeet saavel imod

ham og hans Fader som imod Geistligheden; og Christine betingede sig

betydelige Lehn i Finland.

Den 7de September om Morgenen overrrakte Byens Magistrat Kongen Nøglerne

til Stadens Porte i hans Leir, og samme Dag gjorde Kongen

 

under stor Højtidelighed sit Indtog. Efter Hovestadens Overgivelse lod

Kongen overalt forkjynde Fred, og sendte Hemming Gad og Biskop Matthias

til de endnu ikke erobrede provindser og Stæder, for at bevæge disse til

at anskaffe sig ham hvilket ogsaa lykkedes. Kongen sendte nu de frem-

mede Tropper hjem, indsatte en Inter(i)msregjering, og begav sig for en

kort Tid til Kjøbenhavn, hvorfra han i Slutningen af October igjen vendte

tilbage til Stockholm. Den 4de November 1520 blev han høitidelig

kronet af Erkebisp Gustav Trolle i Byens Hovedkirke. Blot danske Mænd

bare Kroningsinsign(i)eren, og da Kongen efter Kroningen slog Otto Krumpen,

Søren Norby, Niels Lykke med flere danske og tydske krigsmænd til Riddere,

sagde han til de Svenske:

 

"Denne Ære kan vi ikke bevis Mænd, hvilket for nyligt have været vore

Fjender; men en anden Gang skal vi nok tænke paa dem."

Christine vidste, at naar Leilighed gaves, vilde de samme, som nu høi-

tideligt svor ham Troskab, bryde deres Eder, ligesom Sverrigs Magnater

tidligere havde gjort mod hans Fader og Bedstefader, uden anden Grund,

end for selv at herske. Modsat, han valgte, for at tilintetgjøre Frem-

tidens Oprørsaand, var grusomt og sætter en uaftrættelig Plet paa ham,

men han troede sikkert derved at betrykke Sverrigs Fred og Lykke. Slette

Raadgivere, som Fyens Biskop Jens Andersen Beldenak og Doctor Didrik

Slaghoek, bidroge ogsaa deres Deel dertil,; thi da alle de, der havde

afsat og fængslet Erkebisp Gustav Trolle, vare af Paven satte i Kirkens

Land, Riget tillige belagt

 

med Interdiet, og Executionen paalagt Kongen, gave de ham det Raad, at

han, under dette Paaskud skulde fælde disse ikke som Oprørere, men som

Forbydere mod Kirken.

Kroningshøitideligheden havde hidført en stor Mængde Geistlige og Adelige

til Stockholm. De var indbudne til et Gjæstebud paa Slottet, hvilket

varede i tre Dage, og Kongen behandlede dem alle med megen Venlighed,

men paa den fjerde Dag fremtraadte Erkebispen Gustav Trolle, efter Kongens

Befaling, og anklagede Sture og hans Tilhængere fordi de havde ødelagt

hans Slot Stæke, og holdt ham fængsled. Han forlangte Erstatning, og

Steen Stures Enke, Christine begik, for at redde sin afdøde mands Ære,

den Uforsigtighed, at fremlægge det Document, der indeholdt Erkebispens

Afsættelse, og netop var underskrevne af de Mænd, der havde været

Christian den Andens

 

 

værste Fjender, og som han ved den første Leilighed kunde vente vilde

igjen blive hans Modstandere. Kongen havde nu alt hvad han kunde ønske

og lod fængsle alle de Tilstedeværende, som havde undertegnet Documentet.

Den næste Morgen nedsattes en Commission af 12 Geistlige hvoriblandt der

blot var een Dansk, Biskop Beldenak, og derimod 11 Svenskere: Erkebisp

Gustav Trolle, tre Bisper og syv af den lavere Geistlighed. Erkebispen

var selv Præ(s)es, og Commissionen erklærede de Anklagede efter de kano-

niske, svenske og kaiserlige Love for aabenbare Kjættere.

Tilfreds med denne Dom, der gav de Domfældtes Liv i hans Hænder, lod Kong

Christian strax Stadens Porte lukke, og ved Trompetere, som blæste i

Gaderne, befale enhver Borger

 

holde sig hjemme. Bange Anelser og Skræk opfyldte den hele By. Samme

Dags Middag den 8de November blev omtrent 90 af Sverrigs fornemste

Mænd: Geistlige, Adelige og Borgere, førte til Skafottet, hvilket var

opreist midt paa Torvet i Stockholm. Biskop Matthias af Strengenæs,

en Mand, der have vist Kongen betydelige Tjenester, men hvem denne ikke

vilde skaane, for at vise, at han rettede sig strengt efter Kirkelovens

Forskrifter, var den første, hvis Hoved blev afhugget. Biskop Vicentius

af Skara fulgte efter ham. Derpaa kom Raden til Rigsraaderne og Ridder-

ne, blandt hvilke vare Erik Johansen, Fader til Sverrigs paafølgende Konge,

Gustav Vasa. Efter disse fulgte tre Borgemestere og tretten Raadsherrer.

En stor Deel Borgere, af hvilke nogle bleve

 

reven ud af deres Huse, bestege til sidst Retterstedet. Af Tilskuerne

bleve nogle som ikke kunde undertrykke deres Vrede, henrettede. Den

følgende Dag mistede andre 6 til 8 Mænd deres Liv. Biskop Hans Brask

i Lindkjøbing, der ligeledes havde undertegnet sit Navn i det ovennævnte

Document, reddede derimod sit Liv, da han beviste, at han havde stukket

en Seddel under sit Segl, hvori han erklærede, at han blot nødtvungen

havde deeltaget i Erkebispens Afsættelse og Fængsling. De Henrettede

bleve liggende tre Dage ubegravede og svømmende i deres Blod, hvilket ved

det paa samme Tid indtrufne Regnveir blev ført over alle Stockholms Gader.

Omløbende Hunde sønderslede Ligene, og den forgiftede Luft truede med at

forpeste Staden. Da erindrede Fyens Biskop Kongen om

 

at kirkeloven bød: Kjættere skulde brændes. Dette skete og for at fyl-

destgjøre Loven, blev Liget af Steen Sture og et spædt Lam, der var født

ham under hans Bansættelse, opgravede og kastede paa Baalet. Kort efter

disse Henrettelser udbredte Kong Christian Efterretning derom til alle

Rigets Provindser, og angav grunden hvorfor de havde fundet Sted.

Endnu mistede Kongens tro Tilhænger Hemming Gad i Finland sit Hoved under

Bødelens Øxe, ligesom Kongen betegnede sin Vei igjennem flere af Sverrigs

Provindser med nye blodige Gjerninger. I Klosteret Rydal lod han saaledes

Abbeden og adskillige Munke drukne, ligesom han lod i Jønkjøbing en Ribbing

hænge tillige med alle hans Folk og hans to Sønner, hvoraf den ældste

kun var 9 Aar gammel.

 

Vendt tilbage til Danmark begyndte Christian den Anden nu for Alvor at

gjennemsætte sine mange Planer, for at opløfte Borger = og Bondestanden

af den nedtrykte Forfatning, hvori begge i Aarhundreder vare blevne satte

af de to andre Stænder. At udvide Danmarks Handel og indskrænke Hanse-

stædernes, at hæve Kjøbstæderne og fratage de priviligerede Stænder de

Handelsrettigheder, de havde tilegnet sig, var nu Hovedmaalet for hans

Bestræbelser, skjøndt det stred mod den Haandsætning, han nødtvungen

havde maattet underskrive. Kjøbenhavn, hvilken Stad Kongen skjænkede

sin særdeles Opmærksomhed, havde han i Sinde at gjøre til en Frihavn og

Stagestad for den østersøiske Handel; men denne Plan mislykkedes, da

han forgjæves

 

anmodede flere af Europas daværende største og rigeste handelshuse, hvor-

iblandt Fuggerne i Aupsborg og Floreng, Popius Duo i Amsterdam, til at

nedsætte sig her som Kjøbmænd. En vigtig Lov udgav han om Vrag, hvil-

ken tvertimod den hidtil existerende saakaldte Strandret, der hjemlede

dens Eier Ret til at bemægtige sig det strandede Gods, tillod de Skib-

brudne selv at bjerge det. Lehnsmanden skulde gjøre offentlig Regnskab

for Strandingsgods, "for at Kongen ikke skulde høre ilde derfor".

Christian den Anden fortjener saa meget mere at roses for denne Forord-

ning, da han derved mistede 70.000 Gylden aarlig i sine Indtægter.

Strandrettens Eiere, for det meste Landets Biskopper, fandt sig ikke saa

let i dette Tab, og nogle af disse ytrede til Kongen, da han forestillede

dem det Uchristelige i Strandretten,

 

 

at der stod ikke Noget i Bibelen om Vrag og Strandret; men Kongen gav

dem det djærve svar: "Have I da aldrig læst det femte og det syvende

Bud." For at vise, at han meente det alvorligt med denne Forordning,

lod han opreise Galger ved de Strande, hvor de fleste Skibbrud fandt Sted.

Christian den Anden var ogsaa den undertrykte Bondes Ven og Beskytter.

Han forbød den "onde og ukristelige Skik at følge de stakkels Bønder og

christne Mennesker som andre ufornuftige Kreaturer". Han ophævede til-

deels Vornedskabet i Sjælland og paa Øerne; paa bestemte Regler for

Fæsteforholdet og Fæsternes Ret og berøvede Adelen en stor Deel af dens

Myndighed over dens Underhavende. Flere af Kongens haarde Handlinger

imod de Adelige hidrørte ene fra disse Tyrani imod

 

deres Bønder. Saaledes havde en jydsk Adelsmand Mogens Thomsen behand-

let sine Bønder tyranisk, hvorfor Kongen dømte ham for hans Gjerninger

fra Liv, Ære og Gods, og da han efter et halvt Aars Forløb, i hvilket

Tidsrum han holdt sig skjult i et Kloster, døde og blev begravet i Aarhus,

lod Kongen, for at give et Exempel, hans Liig tage op af Jorden, og i

Kisten ophænge paa Gaden i Aarhus. De høiere Stænder gave ham derfor

Benævnelsen: Den onde Tyranen". Borger = og Bondestanden derimod kaldte

ham: " Folkevennen".

Flere gode Love til at forbedre Sædeligheden, Oplysningen, Skolevæsenet,

god Orden og Rettens tilbørlige Pleie udstædte ligeledes Christian den

Anden. Mange af de Forandringer, hvilke han foretog med Geistligheden,

vare foranledigede ved Luthers nyligt

 

begyndte Reformation i Tydskland, hvilken han fulgte med levende Deel-

tagelse og Opmærksomhed han snart saaledes overbeviste sig, at han søgte

at faae den indført i Danmark. Han skrev allerede 1519, to Aar

efter at Luther var optraadt, til sin Morbroder, Churfyrst Frederik af

Saxen, om at erholde fra Vittenberg en Lærer, der kunde udbrede Reforma-

tionen i Danmark.

De paa denne Tid i Sverrig opstaaede Uroligheder gav snart Christian andet

at bestille. Den unge Gustav Vasa, hvis Fader var bleven henrettet i

Stockholm, og hvem Christian havde medtaget fra Sverrig som Gidsel, var

det lykkedes at flygte fra sin Slægtning Eriksen Banner i Jylland, der

havde forpligtet sig til at holde ham i sikker Forvaring. Efter mange

Farer var han kommen til Sverrig og

 

havde der faaet Dalekarlene paa sin Side, saa han snart stod i Spidsen

for en Armee paa 13 til 16.000 Mand, og gjorde saa stærke Fremskridt,

at han allerede den 24de August 1521 udnævntes til Sverrigs Rigsfor-

stander. Imedens dette foregik i Christian den Andens nyligt erobrede

Rige, var denne hos sin Svoger, Kaiser Carl den Femte i Bryssel, deels

for om muligen at erholde sin Dronnings endnu ikke udbetalte Medgift,

deels for at anmode Carl om Understøttelse til at bekæmpe det paa ny

oprørske Sverrig. Men han udvirkede ikkun, at Kaiseren befalede Lybek-

kerne, ikke paa nogen Maade at staa Gustav Vasa bi og at han erholdt Lehns-

herrerettighed over Holsten. Efter to Maaneders Forløb vendte han til-

bage til sine Riger, hvor der ventede ham flere Ubehageligheder. Den

Uhørte Begivenhed, at to Biskopper tillige med nogle ringere Geistlige

 

offentligen vare blevne henrettede, havde sat Pave Leo i stor Forlegenhed.

Banlyse Christian, den mægtige Kaiser Carls Svoger, vovede han ikke af

politiske grunde. Den Pavelige Nuntius Johan Frands de Potentia, sendtes

derfor til Kjøbenhavn. Kongen skulde frikjendes, men da et Offer maatte

falde og Didrik Slaghoek, nu Erkebisp i Lund, almindelig blev anseet som

Ophavsmanden til det Stockholmske Blodbad, og tillige var afskyet af en-

hver Retsindet, væltede man hele Skylden paa ham, og dømte ham saavel

herfor, som for mange andre Misgjerninger til at hænges og derpaa brændes.

Den 24de Januar 1522 blev Erkebispen af Bødelen ført til Retterstedet paa

Slotspladsen i Kjøbenhavn, hvor man fuldbyrdede Dommen paa ham.

Om Foraaret 1522 lod Kongen

 

 

Hertug Frederik kalde til sig paa Coldinghuus, hvor han underrettede ham

om, at Kaiseren havde gjort ham til hans Lehnsherre. Hertugen, som her-

ved troede sin høihed krænket, fremkom med sine gamle Fordringer paa

Arveret til Norge, Fædrenearv i Danmark Udbetalingen af 100.000 Gylden

og Regnskab for Kong Hansís Formynderskab; og negtede desuden at under-

støtte Kongen imod Lybekkerne, der mere og mere ytrede deres fjendtlige

Sindelag imod denne. I Bordesholm kom det imidlertid til et Forlig.

Kongen fralagde sig sin Forlehningsret til Holsten, tillod Hertugen at

holde sig fredelig under den forestaaende Feide mod Lybekkerne, og for-

pligtede sig til at betale Hertugen 11.000 Mk. Dette Forlig krænkede

Christian imidlertid kort efter, ved at lade det fælles Archiv i Segeberg

opbryde, og udtage og opbrænde en

 

Deel for Hertugen vigtige Papirer. Kong Christian ilede nu tilbage til

Sjælland, hvor han blev underrettet om, at Lybekkerne havde, uden nogen

foregaaende Krigserklæring, udsendt en stor Flaade, der først havde an-

grebet Bornholm, indtaget Fæstningen Hammershuus og ødelagt Alt med Ild

og Sværd, og derpaa, efter at have en kort Tid lagt paa Kjøbenhavns Rhed,

begivet sig til Helsingør, hvilken Stad den aldeles havde Plyndret og

afbrændt.

Da Christian kom til Sjælland var den lybske Flaade allerede igjen vendt

tilbage fra Helsingør og havde kastet Anker udenfor Kjøbenhavn, hvilken

By den truede med Landgang. Paa Veien til Hovedstaden opbød Kongen alle-

rede Bønderne og Kjøbstædsfolkene til at følge sig, og havde inden faa

Dage samlet en modig Hær paa 10.000 Mand, der opslog sin Leir paa den

nuværende Frederiksborgbakke. Da Kongen

 

forestillede dem, at de havde ikke at bestille med Kræmmere, der bedre

forstode at omgaaes en Alen end et Sværd, opløftede de et lydeligt Jubel-

raab, og svore at kæmpe til det sidste Øieblik.

Lybekkerne, som mærkede, at de ikke kunde udrette noget mere i Sjælland,

forsøgte nu at gjøre Landgang i Skaane, men bleve her saa tappert modtagne

af Erkebisp Veselins, der havde samlet en Forsvarshær imod dem, at de saae

sig nødsagede til at trække sig tilbage, hvorpaa den lybske Flaade forlod

de danske Vande.

Da Kongen manglede Penge til ar føre Krigen mod det næsten tabte Sverrig

og med Lybekkerne, berammede han en Rigsdag i Kallundborg i Slutningen

af Aaret 1522, men ingen af de jydske Bisper eller Adelsmænd indfandt sig.

De undskyldte sig med, at Vind og Veir havde ikke tilladt

 

dem at komme over til Sjælland, og Kongen udskrev derfor en ny Rigsdag,

til Aarhuus den 25de Januar 1523. Men allerede den 21de December fore-

gaaende Aar havde en Deel jydske Prælater og Adelsmænd indgaaet en for-

ening i Viborg om at støde Christian den 2de fra Tronen og indkalde hans

farbroder. De opsatte et Klageskrift, hvori de angave iblandt andet

som Aarsagen til denne deres Beslutning, at Kirkens Friheder vare blevne

krænkede, geistlige Personer fængslede og behandlede uretfærdigen og

Gudstjenesten forsømmet; at Kjættere, som havde forladt den Christelige

Tro, fordærvede denne med Luthersk Skalkhed; at Kongen havde berøvet

mange uskyldige Mennesker Livet og paalagt Adelen Skat ligesom Bønderne,

og at han havde betroet sig

 

til Tyraner, Skalke og Troldqvinder (Sigbrit), Danmarks Rige til evig

Skade, Trolddom og Fordærvelse. I Slutningen af Januar Maaned 1523

fik Kongen et Opsigelsesbrev af omtrent samme Indhold, hvilket bragtes

ham i Veile af Landsdommer Mogens Munk, der herfra reiste til Kongens

Farbroder for at tilbyde ham Kronen, og lod brevet blive efter sig

indlagt i en Handske. Kongens Overraskelse var stor, dog troede han

ved Underhandling med Oprørerne, at kunne bilægge Sagen. Han gjorde

derfor flere Forslag, hvorpaa de ogsaa syntes at ville indgaa, flere

Møder imellem Jyderne og Kongens Afsendinger fandt Sted, men da Christian

saae, at han intet udrettede hermed, og Hertug Frederik havde sluttet et

Forbund med Lybek imod ham begav han sig meget nedslaget til Fyen.

 

I Odense, hvor Christian lod udskrive en Forsamling, mødte den fyenske

Adel og Deputerede fra de andre Stænder, og svore ham paa ny Huldskab og

Troskab. I Sjælland, paa Sjællandsfar = Landstinget i Ringsted under-

rettede han de forsamlede Adelige, Kjøbstædsmænd og Bønder om Jydernes

Frafald, og bad dem om Bistand. Mange af de Adelige svore ham paa ny

Troskab, og Borgerne og Bønderne, taknemmelige for de Friheder, han havde

skjænket dem, svore med Taarer i Øinene, at for ham vilde de vove Alt.

I Skaane indtog Kongens trofaste Mand: Erkebisp Johan Vesalins, paa hans

Vegne troskabseden. Havde Christian stolet paa den ham yderst hengivne

Almue, vilde de jydske Oprørere maaskee have kommet til dyrt

 

at betale deres Opstand; men han var nedslaget, han frygtede maaske for

at Adelen, hvem han vidste ikke var ham huld, vilde blive Borger = og

Bondestanden overmægtig, og derfor vilde han ikke sætte Alt paa den yder-

ste Spidse. Han besluttede blot at holde sig i Kjøbenhavn og Malmø

indtil han fik Hjælp fra Udlandet, og oppebie om Oprøret ikke vilde lægge

sig. I Martsmaaned var Christians Farbroder bleven hyldet i Viborg som

Danmarks Konge, og i April gaaet over til Fyen, hvis ubetydelige Troppe-

besætning capitulerede. Christian, der indsaae, at han ikke kunde gjøre

den fremtrængende Fjende tilstrækkelig Modstand, og tillige kunde udsætte

sig for at blive indesluttet i Hovedstaden af Lybekkerne, fattede den

Beslutning at reise til Nederlandene, for at forskaffe sig Hjælp for hos

sin Svoger og sine andre Slægtninge i

 

 

Tydskland. Han udnævnte derfor den brave Henrik Gjøe til Commandant

i Kjøbenhavn og Malmø, og udskibede sig 14de April 1523 med sin to og tyve-

aarige Dronning og sine tre smaa Børn paa Skibet Løven, der hørte til

en lille Escadre paa tyve Skibe. Adskillige af Danmarks meest fortjente

Mænd ledsagede deres landflygtige Konge for at dele Skjæbnen med ham.

Blandt disse vare Erkebispen Johan Vesalins, Borgmester Hans Mikkelsen

i Malmø, Kongens gamle Opdrager: Hans Bogbinder, og den lærde Mester

Christen Pedersen. Sigbrit, hvem Alle hadede for hendes for vidt drevne

Overmod, blev for at unddrage hende Almuens Mishandlinger, bragt ombord

i en Kiste. Han modtog de forhaandenværende Skatte og

 

adskillige vigtige Documenter, der vare ham nødvendige til at bevise sin

Adkomst til Sverrig, og til at forsvare sig mod sin Farbroders Beskyld-

ninger. Hovedstadens Indvaanere, Unge og Gamle, stode paa Taarnene og

Volden, og fulgte med sørgmodige Blik deres bortreisende Konge, som havde

lovet at vende tilbage om tre Maaneder med Undsætning, indtil Skovhoved-

pynten unddrog ham deres Syn.

Efter Christian den Andens Bortreise satte Frederik den Første, efter at

have erholdt Forstærkning af Lybekkerne, med sine Tropper paa en lybsk

Flaade over til Korsøer, uden at møde nogen Modstand, og drog derfra

ligefrem mod Kjøbenhavn. Den 10de Juni 1523 opslog Frederik sin Leir

paa nogle Marker, hvilke laa, da Staden dengang endnu ikke var saa betyde-

ligt udvidet som nu, mellem Peblingesøen og den nordre Deel af Byen.

Ved Kallebodstranden anlagdes der en

 

Skandse, og en lybsk Flaade, der laa for Anker paa Kjøbenhavns Rhed,

afskar al Tilførsel fra Søsiden. Ved Hungersnød skulde Stadens Ind-

vaanere tvinges til at overgive sig, men desuagtet viste de et freidigt

Mod. Imidlertid overgav Kallundborgslot sig ved dets Befalingsmand,

Claus Eriksens Forræderi, hvorved han erhvervede sig af Almuen Øgenavnet

Claus Slippeslot, og Skaane, der var bleven opfordret til at hylde Fre-

derik, gik nu ogsaa over til denne, med undtagelse af Malmø i hvilken By

Christians troeste Tilhængere havde indesluttet sig, Sidstnævnte Konge

var imidlertid, efter en farlig Seilads, kommen til Nederlandene, men

henvendte sig her forgjæves til sin Svoger Kaiser Carl, da denne, der

selv var indviklet i krig, ikke kunde eller vilde yde ham Hjælp. Bedre

Held havde Christian heller ikke i England, skjøndt han tilbød at sætte

 

Island i Pant for en Sum Penge. Endeligen, i Særdeleshed ved sin tro-

faste Svoger, Churfyrste Joachim af Brandenborgs Understøttelse, saa han

sig i stand til at hverve en betydelig Deel Tropper, med hvilke han be-

sluttede at trænge ind i Holsten. Ved Underretning herom blev Frederik

den Første heftig forskrækket, overlod Beleiringen af Kjøbenhavn til sin

Søn Prinds Christian og Johan Ranzau, og ilede til Hertugdømmerne, hvor

han ved Stændernes Hjælp fik en stor Hær samlet. Men han kom ikke til

at benytte denne; thi da Christian med Møie var kommen over Elben, for-

langte Tropperne deres Sold, og da han ikke kunde tilveibringe den, løb

disse fra hverandre. Fire af de Skibe, der havde bragt ham over til

Nederlandene og hvilke han havde udrustet her, for at bringe sine hvervede

Tropper, hvis de ei kunde trænge ind i Holsten,

 

til Sjælland, naaede derimod lykkeligt Øresundet. Skjøndt Frederiks

Hærfører Johan Ranzau, gik ved Efterretningen herom ombord paa den lybske

Beleiringsflaade, frygtede dog dennes Anførere for at vove deres Skibe,

og forlode strax Kjøbenhavns Rhed. Christians lille Flaade løb nu uhin-

dret ind, og bragte de Beleirede Proviant og M(u)nition, hvilket foraar-

sagede en saadan Glæde i Staden, at man skød med Kanonerne paa Volden,

antændte Glædesblus, og hængte brændende Begkrandse ud fra Fruetaarns

Spids. Men denne Glæde var kun stakket, thi det tilførte Forraad var

snart forbrugt, og Hungersnød begyndte at indfinde sig. Underrettede

herom opfordrede nu prinds Christian og Johan Ranzau Commandanten Henrik

Gjøe til at overgive sig paa særdeles fordelagtige Betingelser, og den

Sidste, der nu havde holdt sig i

 

7 Maaneder i stedet for i 3, og der tillige var bleven underrettet om

Christian den Andens Uheld, troede ikke at burde afslaa denne Opfordring,

i Særdeleshed da der bevilgedes ham sex Ugers Frist til at underrette

Christian herom. Da denne Tid var forløben saavel Kjøbenhavn som Malmø

sig paa Hellig tre Kongersdag 1524.

I Sverrig havde imidlertid Gustav Vasa gjort saa betydelige Fremskridt,

at man den 6te Juni 1523 udnævnte ham til Konge. Vanskelig vilde han

have kommet til at beklæde den svenske Trone, naar ikke Kong Christian

havde i det Stockholmske Blodbad tilintetgjort største Delen af de Adels-

mænd og Geistlige, hvis Misundelse aldrig vilde have tilladt dem at hylde

en af deres Ligemænd som deres Regent.

Skjøndt den norske Borger = og Bønderstand var Christian den Anden yderst

hengiven, fordi han allerede

 

som Prinds havde skjænket Norge og navnligen Bergen mange af de Forbed-

ringer til Kjøbstædernes Opkomst og Handelens Fremme, han senere som

Konge indførte i Danmark, hyldede dog ogsaa dette Rige Frederik den

Første, bevæget dertil at dets Rigsraad, og ved den danske Adels Indfly-

delse. Saaledes havde Christian nu mistet sine tre Fædreneriger,

men desuagtet havde dog enkelte af hans Tilhængere ikke opgivet hans Sag.

Det var Christians tapre Feltherre og en af Nordens meest uforfærdede

Søhelte: Søren Norby, der tilligemed Claus Kniphof, Skipper Clement og

flere kjække Sømænd foruroligede de danske Farvande under Christians Flag

og med hans Bestalling. Vel erobrede Hamborgerne trende af de Sidstes

Skibe, og henrettede Kniphof tilligemed en Deel af hans Stalbrødre,

 

men dette skrækkede saa lidet Norby, at han endog antog Titlen: "det bal-

tiske Havs Admiral", og tilføiede sin Konges Modstandere og i Særdeleshed

Hanseaterne al den Skade, han formaaede. Han gav de Sidste paa deres

Klager til Svar: at Kryderlugten var gavnlig for hans Sundhed, hvorfor

han ogsaa gjerne saae at de kom snart igjen. Han gjorde et Forsøg paa

at bringe den danske Almue i Vaaben for Kong Christian og bevægede hele

Skaane til at falde fra Frederik og flokke sig om hans Fane. Ikke alene

Skaane men ogsaa de danske Øer vilde have været vundne for Christian,

naar ikke Frederik havde havt en Feltherre, som Johan Ranzau, i hvem Norby

fandt en værdig Modstander. Ranzau, der ilede til med en Hær, slog

tvende Bønderhære, tvang Norby til at kaste

 

sig ind i Landskrona, hvor han vel holdt sig i længere Tid, og hvorfra

han endog opfordrede Kong Christian til blot at sende ham 1000 Landse-

knegte, da han saa skulde tilbagevinde alle hans Lande og Riger, men hvor

han dog nødsagedes til at overgive sig. Hvor høit man vurderede denne

ene Mands Overgivelse, skjønnes bedst deraf, at man ikke alene gav ham

Penge til at betale hans Folk med, men endog belehnede ham med Sølvits-

borg i Blekingen, hvilket dog tillige kunde ansees som Vederlag for hans

tidligere Afstaaelse af Gulland til Danmark. Men Rolighed var ikke

Norbys natur, desuden nærede han ikke Hengivenhed uden for Christian den

Anden, og snart begyndte han paany at angribe Lybekkerne, ligesom han

ogsaa søgte at sætte Splid imellem den

 

 

danske og den svenske Konge for derved at gavne den landflygtige Christian.

Endeligen, da de svenske, der ikke længere vilde taale denne farlige Mand

i deres Nærhed ødelagde største Delen af hans udrustede Skibe, forlod

Norby sit Fødeland og begav sig til Rusland. Zharen, hvem han vilde

bevæge til, at angribe Finland, lod ham kaste i Fængsel, ud af hvilket han

først efter flere Aars Forløb blev løsladt paa Kaiser Carls Forbøn. I

dennes Tjeneste gik han nu og udaandede sin Hulte sjæl for Florens ved

hvilken By han 1530 faldt for en Falkonetkugle.

Imidlertid vankede Christian den Anden omkring i fremmede Lande overbe-

viist om, at Folket i Danmark og Norge ventede med Længsel paa hans komme,

fordi de høiere Stænder havde ved

 

en ny Haandfæstning tiltrodset sig af Frederik endnu større Rettigheder end

tidligere, og begyndte igjen at underkue de andre Stæder, og dog ikke

Island til , at forskaffe sig den fornødne Hjælp til at tilbagevinde sit

tabte Rige.

Hans Dronning, Elisabeth, 22 Aar gammel, da hun, Moder til 5 Børn,

hvoraf to vare døde og tre ledsagede hende forlod Danmark, deelte som en

Trofast Hustru alle sin Gemals Gjenvordigheder, findende alene Trøst i

den nye rene Lære, hvilken hun var aldeles hengiven, og hvorved hun endog

paadrog sig sine Brødres og andre Frænders Vrede. Men Kummeren over

hendes Gemals og Børns Skjæbne svækkede hendes Helbred mere og mere, og

den 19de Januar 1526 endte hun i sin Ægtefælles Arme og i sine Børns

Nærværelse

 

sin tornefulde jordiske Bane, kun 25 Aar gammel, i Byen Svynade ved Gent.

Efter sin Gemalindes Død opholdt Christian sig snart i Sachsen snart i

Nederlandene, bestandig i det Haab, at erholde Hjælp, og bestandig skuffe

i sin Forventning. Hans Svoger, Kaiser Carl, en ivrig Beskytter af

Katholiecsmen, selv indviklet i Krig med Christians Allierede, besvarede

ikke alene hans Anmodning om Hjælp benegtende, men endog paa en Krænkende

Maade, fordi han bekjendte sig til den ny Lære. Endeligen kom flere

Landflygtige svenskere, heriblandt Erkebisp Gustav Trolle, i Aaret 1529,

til Christian, og oplivede paa ny hans Haab om at gjenerholde sine Fædrene-

riger, ved at underrette ham om, at Stemningen i Norge var aldeles for ham,

og at det vilde være en let Sag at bemægtige sig dette Rige, da de stode

i Forbindelse med dets første Geistlige.

Christian gjorde nu den sidste Anstrengelse

 

og var saa heldig at erholde en Deel nylig Ostfriesland afskedigede

Tropper i sin Tjeneste, ligesom han ogsaa fandt paa Raad til at forskaffe

sig de fornødne Penge og Skibe.

Endnu havde Christian ikke erholdt det Resterende af sin Gemalindes Med-

gift udbetalt, han krævede derfor Kaiseren alvorligt, og da denne und-

skyldte sig, angreb han nogle brabandske, flandske og hollandske Stæder,

der vare gaaede i Caution for 50.000 Gylden af denne Brudeskat, tvang

dem til at betale en Deel af den gamle Gjæld, og laane ham 12 Skibe,

hvilke han forenede med flere andre Skibe, som han havde bemægtiget sig,

og for hvis Brug han lovede disse toldfri Handel paa hans Riger.

Den 26de October 1531 forlod han Vestfriesland med 26 Krigsskibe og 8000

Mand Tropper. Paa Overreisen adspredte et heftigt Stormveir hans Flaade,

10 af hans Skibe gik under, og

 

istedetfor at lande paa Sjælland, som hans Hensigt var, nødsagedes han

til at søge Havn i det sydlige Norge. Erkebisp Trolle havde, noget førend

Christians Ankomst, forklædt som en Bjergmand, gjennemstrejfet hele Landet,

og forberedt Indvaanerne paa hans Komme. Han blev derfor ogsaa strax

efter sin Ankomst til Norge hyldet i Opslo af de hurtigt forsamlede Stænder.

Efterretningen om Christians Ankomst til Norge havde snart naaet Danmark,

og en Flaade, under Anførsel Biskop Knud Gyldenstjerne sendtes til hint

Rige, hvor den, efter at have forenet sig med nogle lybske Skibe, opbrændte

en stor Deel af Christians ved Opslo liggende Skibe og indesluttede ham

selv ved Aggershuus. Christian, der snart vilde have været Herre over

hele Norge, naar han havde kunnet indtage sidstnævnte Fæstning eller

bemægtiget sig

 

noget andet fast Punkt, kunde ikke gjøre nogen betydelig Modstand; hans

Kasse var tom, skjøndt Geistligheden havde, for at understøtte ham, taget

selv Sølvkarrene ud af Kirken, hans Krigsfolk forlangte deres Sold, ingen

Hjælp havde han at vente, og han saa sig derfor nødsaget til at indlade

sig i Underhandlinger med Knud Gyldenstjerne, af hvem han forlangte

sikkert Leide til en personlig Sammenkomst med sin Farbroder.

Knud Gyldenstjerne lovede Kongen, "ved sin Bispelige Ære, Troe, Love og

redelighed et trygt og ubrødeligt Leide, som skulde holdes under Guds

store Hævn og enige Straf", og den 8de Juli 1532 gik Christian ombord

paa den danske Flaade, som bragte ham til Kjøbenhavns Rhed de 25de Juli.

Kong Frederik og Rigsraadet blev sat i den yderste Forlegenhed ved hans

Ankomst. Politiken bød

 

at holde Christian fængslet, hvilket imidlertid stred imod det af Gylden-

stjerne og nogle og tyve danske Befalingsmænd undertegnede Leidebrev.

Flere Dage henrandt under Forhandlinger om hans fremtidige Skjæbne, paa

den 7de fik fire Rigsraader Ordre at føre Kong Christian til Sønderborg

Slot. Man havde indbildt den ulykkelige Konge, at Kong Frederik opholdt

sig i Flensborg, og at man nu vilde føre ham derhen, men han blev skræk-

kelig skuffet, da man styrede Coursen ad Sønderborg. Man behandlede ham

her en kort Tid som Statsfange, men indespærrede ham derpaa, da man op-

dagede at han stod i Forbindelse med Personer udenfor hans Opholdssted,

i et Kammer paa det østlige Taarn af Sønderborg Slot. En Dverg, Christian

havde bragt med fra Norge, deelte hans Fængsel, og opvartede ham.

En eneste høit oppe

 

i Muren anbragt tilgitret Aabning lod et svagt Lys falde ind i dette mørke

Fængsel. Døren til dette Aflukke blev tilmuret, efter at Kongen havde

betraadt det, og hans Fornødenheder bleve rakte ham igjennem et Hul i

Muren. I en Niche stod hans Seng, i en anden en Kamin, og i Midten af

Fængslet et stort Marmorbord. Hvor længe Kongen har havt den oven-

nævnte Dverg til sin Opvartning vides ikke, men da denne udgav sig for

syg, for under dette Paaskud at slippe ud af Fængslet, fik Christian i

stedet for ham en gammel Soldat til Selskab og Opvartning, og denne vidste

saaledes at gjøre sig yndet af Kongen, at han fældede Taarer, da Døden

berøvede ham denne han Stalbroder.

To Maaneder efter Christians Indespærrelse døde Kong Frederik, og satte

derved Riget i den største Forvirring.

 

De verdslige Rigsraader tilligemed Kjøbenhavn og Malmø, og en stor Deel

af de øvrige Indbyggere ønskede Hertug Christian, der var bekjendt som en

ivrig Lutheraner, til Konge; Prælaterne derimod forlangte den yngste Søn,

Hans, der endnu var et Barn, og hvem de mente at vinde for Catholiecsmen.

Medens Rigsraadet ikke kunde blive enigt om at vælge en Konge, begyndte

Folket ogsaa at lade sin Stemme høre. Under Frederik den Førstes ti-

aarige Regjering havde det følt Adelens trykkende Herredømme, og længtes

efter Christian den Anden, Folkets Forsvarer. Borgemesterne i to af

Rigets vigtigste Stæder, Ambrosius Bogbinder i Kjøbenhavn, og Jørgen Kok

eller Mønter i Malmø stillede sig i Spidsen Bevægelsen og Borger = og

Bønderstanden beredte sig til at gjøre et nyt Forsøg paa at afkaste Adelens

og Geistlighedens Aag.

Lybekkerne anvindsyge paa Hollænderne,

 

 

hvis mere og mere voxende Handel paa Danmark de ikke kunde standse, slut-

tede en Forbindelse med Ambrosius Bogbinder og Jørgen Mønter, hvis Hensigt

skulde være at sætte Christian den Anden igjen paa Tronen og indføre

Reformationen. Kjøbenhavn og Malmø aabnede sine Porte for deres Alli-

erede; Skaane, Sjælland, Fyen og de øvrige Øer underkastede sig Lybekker-

nes Hærfører: Grev Christopher af Oldenborg, der modtog Hyldningen i sin

Slægtning, Christian den Andens Navn. Adelen maatte erkjende ham, den

protestantiske Gudstjeneste indførtes overalt, og den forrige Upsalske

Erkebisp Trolle indsattes til Bisp i Roeskilde.

At den jydske Adel og Geistlighed paa denne Tid valgte Hertug Christian

til Konge formaaede ikke at standse Grev Christophers Fremskridt, en

jydsk Bondehær slog en af Adelen samlet Hær ved Aalborg, "Og", siger

Hvitfeldt, "udi i de Dage var det ikke

 

godt at være elle hedde Adelig; jævnlig lød de Ord: Man skulde slaae

Ulvene ihjel, saa blev der ingen Unger efter dem. Mange Fruer og Frøkner

forklædte sig som Bønder og søgte paa denne Maade at frelse sig. ".

Folkepartiet var nu paa den høieste Spids af magt, da sendte den nyligt

valgte Konge sin Feltherre Johan Ranzau, der hidtil havde beleiret Lybek,

mod den jydske Bondehær. Han slog denne aldeles, undertvang selv Jylland,

Fyen og Sjælland, og beleirede snart Kjøbenhavn, der forsvarede sig med

et mageløst Mod, og udholdt alle Hungersnødens Rædsler inden den, fire

Maaneder efter Malmøs Overgivelse, overgav sig den 29de Juli 1536.

Imedens næsten hele Danmark atter havde hyldet Christian den Anden,

gjordes der dog aldeles intet Forsøg, for at befrie ham. Det er endog

meget sansynligt, at han i sit ensomme

 

 

Fængsel aldeles intet har hørt om det, man foretog sig for igjen at sætte

ham paa Tronen. Han havde nu tilbragt syv Aar saaledes, da et Lysglimt

faldt ind i hans Fangenskabs mørke Nat.

Christian den Tredie, rørt over sin Fætters haarde Skjæbne, ønskede at

formilde den, og indledte derfor til den fangne Konges store Glæde des-

angaaende Underhandlinger med ham, .ed hans Svoger, Kaiser Carl og med

Pfal(z)grev, siden Churfyrst Frederik, der i Aaret 1534 var bleven for-

mælet med Christian den Andens ældste Datter Dorothea og som gjorde

Fordring paa den danske Trone eller i det mindste paa en dansk Provinds.

Ved Fredslutningen i Speier 1544 fastsattes der en større Frihed for

Christian den Anden i Fremtiden. Den Fangne fik nu Værelse paa Slottet,

kunde gaa omkring i Byen mod at indfinde sig igjen om Aftenen og havde

bestandig nogle unge Adelsmænd

 

omkring sig, hvilke tjente ham baade til Selskab og Bevogtning. Med

Henrykkelse nød nu Christian Naturens Glæder, efter tolv Aar at have været

indesluttet i et Rum paa nogle Qvadratalen, hvor hans eneste Beskjæf-

tigelse var at bemale sit skumle Fængsels Vægge med alle Slags Figurer,

og hans eneste Bevægelse, at gaa rundt om et Marmorbord, der stod midt

i hans Fængsel, og paa hvilket man saae en Fordybning, foraarsaget af

hans Finger, hvilken han ved sin hyppige Gang omkring Bordet, havde

støttet mod dette.

Efter at han i Aaret 1550 havde frasagt sig al Ret til Rigerne for sig og

sine Efterkommere blev han bragt til Kallundborgslot, hvor han henlevede

de sidste 10 Aar af sit Liv meget behageligt.

Nytaaret 1559 døde den regjerende Konge. Christian den Anden tog sig

hans meget nær og den 25de Januar samme Aar fulgte han ham i en Alder af

78 Aar. Hans Liig blev bragt til Odense, og begravet ved Siden af hans

 

Faders i Graabrødrekirke, hvorfra i Aaret 1805, da denne Kirke blev ned-

brudt, blev han flyttet til St. Knuds Kirke samme Sted.