Afskrift af gammel bog fra o.1865 skrevet med gotisk håndskrift.

 

En del af siderne mangler, heraf nogle enkelte af de forreste og en hel del af midtersiderne.

Teksten er afskrevet direkte og med deraf mærkelige ordlyd og stavemåde.

Hvert lille afsnit svarer til én side i bogen.

 

 

....................................

 

med et Følge af 800 Riddere og Svende for at indjage sine Modstanderes

Skræk. Paa samme Tid havde han vidst at vinde den overtroiske Svenske

Almue for sig, mod at udbrede det Rygte, at en Hellig Mand havde spaaet,

at han Carel Knuden, inden Aarets Ende skulle blive Konge i Sverrig,

og at Guds Straf vilde ramme ham, dersom han afslog Kronen.__

Paa Valgdagen talte Erkebisp Jens Bengtsen Dyrenstjerne, understøttet af

en stor Deel af Rigsraaderne, Kraftigt for de tre Rigers Forening; desuagtet

seirede Carel Knudens parti Han valgtes den 28de Juli til Sverrigs Konge.

 

og blev kort efter hyldet paa ? (Morstenen) ? ved Upsala.

Da de Danske hørte Resultatet af Rigsdagens Beslutning i Sverrig, tænkte

de ogsaa paa at vælge en Konge. Hertil foresloges først en ung Adelsmand,

Knud Henrichsen Gyldenstjerne, der var i Slægtskab med flere af Rigs-

råderne, og derpaa Slesvigs Hertug og Holstens Greve: Adolph, som

nedstammede fra det gamle estrik**...?.. Kongehuus. Man valgte Adolph,

formodentlig fordi Slesvig vilde derved blive igjenforenet med Danmark;

men han undskyldte sig, deels vel fordi han elskede Rolighed, deels

 

fordi han i sit ellers lykkelig Ægteskab ingen Børn havde og ingen ventede,

og anbefalede derimod sin ældste Søstersøn, Gorm Christian af Oldenborg.

Christian var dengang 23 Aar gammel, og regerede som den ældste af tre

Brødre Grevskaberne Oldenborg og Delmenhost. Hans Fader, Grev

Didrik den Lykkelige var død tidligt fra ham, og hans Morbroder Hertug

Adolph, havde opdraget ham, og udkaaret ham til sin Efterfølger baade

i Slesvig og Holsten. Han havde nydt en omhyggelig Opdragelse efter

de Tiders Begreber. Han udmærkede sig ved en usædvanlig hoi Legems-

bygning, en sjælden Styrke og en god Forstand.

 

I ridderlige Øvelser, som dengang indgjorde den vigtigste Deel af den

fyrstelige og adelige Opdragelse, og virkelig være næsten uundværlige

for at hærde Legemet til hine Tiders besværlige Pligter, besad han en

udmærket Færdighed, og var personlig tapper.

I Juni Maaned holdtes en Herredag, som dog ikke endtes førend i August

s. A. Hertug Adolph indfandt sig for at tage Sæde som Slesvigs Hertug

og for at tale sin Søstersøns Sag. Denne blev ogsaa valgt til Konge,

og det Danske Rigsraad begav sig til Haderslev hvor Grev Christian den-

gang opholdt sig. Her underskrev han den 1ste September den ham fore-

lagte Haandfæstning, hvorved hans Kongemagt indskrænkedes saaledes, at

han egentlig blot var den første Rigets myndige Rigsraader.

Efter at Grev Christian havde underskrevet Haandfæstningen, førte Rigs-

raadet ham til Viborg, hvor han efter

 

aflagt Valgeed blev hyldet den 28de September. Kroningen fandt først

Sted et Heelt Aar efter, den 28de Oktober 1449, hvilken Dag derfor hvert

Aarhundrede hoitideligholdt som den Oldenborske Stammes Jubeldag i vor

Frues Kirke i Kjøbenhavn. Erkebisp Tue salvede og Kronede ham

og under Kroningshoitideligheden lod Kongen sig vie til Enkedronning

Dorothea, der dengang var nitten Aar gammel. Denne Fyrstinde, en

Datter af Markgreve Johan af Brandenborg, var i Aaret 1445 i sit

femtende Aar bleven formæling med Kong Christians Forgjænger

paa Tronen Christopher af Baiern efter ham hun blev Enke 1448.

Christian fandt i hende ikke alene en Kjærlig Gemalinde, men ogsaa en

Medhjælperske i Regjeringsforretningerne, hvilket mange med hendes

Segelfortjenede Documenter bevidne. Hun fødte Kong Christian i de to

følgende Aar efter hendes formæling to Prindser Oluf og Knud, som

begge døde kort efter deres Fødsel; to andre Sønner Johannes og Frederik

besteg Faderens trone, dog ikke

 

 

umiddlbar efter hinanden, og hendes eneste Datter Margrethe blev formælet

med Jacob den Tredie Konge af Skotland.

Næppe var Christian den Første kommen paa Tronen førend han faar sig

indviklet i en Krig med Sverrig. Den vigtigste Aarsag hertil laa i

Stridighederne om Rigernes Grændser og navnligen om Halland. Fra Aaret

1439 opholdt den afsatte Kong Erik af Pommern sig paa denne Ø, hvorfra

han foruroligede seiledehen i Østersøen ved at optage de til Sverrig

bestemte Kornskibe, eller ved at angribe Kysterne gjorde Fanger og ud-

presse Store Løsesummer af dem. Det første derfor Carl Knudsen foretog

sig, da han var bleven Sverrigs Konge, var at sende en bevæbnet Flaade

til denne Ø, hvilken snart blev erobret med Undtagelse Byen Visby og

Slottet Visborg.

Efter fire Maaneders beleiring kom Svenskerne ogsaa i Besiddelse af byen.

Erik trak sig tilbage til Slottet Nødsaget til at kvitte ?Underhandlinger ?

med Carls Feltherre, lovede Erik at overgive Visborg og

 

hele Halland under den Betingelse, at Øland og Borgholm skulde ind-

rømmes ham som Eiendom paa Livstid. Omtrent paa samme Tid havde han

anmodet Kongen af Danmark om Undsætning og denne sendte nu en lille

Flaade med Tropper og Levnetsmidler, hvilken de Danske nu muligvis ikke

vilde tillade at indløbe i Visborgs Havn. Kong Erik fandt imidlertid

Lejlighed til at aftale med den Danske Anfører en Plan, hvorledes han

vilde skaffe de Svenske og overgives Slottet til de Danske, dersom Kongen

vilde inden Paaske sende den fornødne Udsætning.

Paaskefesten nærmede sig og en Dansk Flaade under Oluf Axelsen Thott.

viste sig ved Halland. Skjøndt de Svenske havde tilspæret Havnen,

blev Slottet dog forsynet med Mandskab, Proviant og krigsfornødenhed,

da Kong Erik havde gravet en Løngang under Muren ud til Stranden.

Slottet blev overgiven til den Danske Befalingsmand, og Kong Erik sejled

med Gods og sine Penge

 

 

paa et eget dertil indrettet Skib til Pommern. ---------

At Visborgs befæstning nu bestod blot af Danske, standsede imidlertid

ei Beleiring, thi de Svenske indesluttede Slottet endnu tættere end før.

En Flaade paa 150 Skibe med 5000 Mand, anført af Kong Christian selv,

nærmede sig Hallands Kyster. Med Liist landsatte han uden Hindring

sine tropper, og erobrede Visborg, der paa hans opfordring ikke vilde

overgive sig med Stormende Haand. Svenskerne saae sig nødsagede til

at indrømme Kongen hele Øen en Vaabenstilstand blev sluttet og et Møde

af 12 Deputerede fra hvert Rige fastsattes 1ste Mai, ved hvilket det

skulde afgjøres, om Halland skulde tilføre Danmark eller Sverrig.

Strax efter at Christian den Første havde besteget Danmarks Trone,

sendte han nogle fortrolige til

 

Norge, for at anmode Rigsraadet om at tiltræde de Danske Valg.

Efter flere Underhandlinger udstedet de Norske et Brev til Kongen, hvori

de forsikrede, at de eenstemmigen og med velberaadt Hu, frivilligen og

af Kjærlighed til ham havde samtykket i hans Valg I Marstran modtog

nu Kong Christian Rigsraadets hoitidelige Hyldning og underskrev en

Haandsætning, der var ligesaa bindende som den Danske. Imidlertid

fandtes der i det nordlig Norge et anderledes sindet Parti hvis Hoved

var Erkebisp Ohlai Bolt Dette ønskede Carel Knudsen til Konge og

opfordrede ham derfor til at komme til Norge. Følgende Opfordringen

ankom han med 500 Franske Ryttere til Hammarby, hvor man havde tilsagt

at faa kaldet Althing, og hvor man i hans Nærværelse

 

skred til et Valg. Carel Knudsen blev naturligvis valgt og Erkebisp

Ohlai Bolt Kronede ham den 20de November 1449 i Tronhjem efter at han

ligeledes havde underskrevet en haard Haandfæstning.

Den paa Halland aftalte SammenKomst i Halmsted sted til den Fastsatte

Tid. Aldrig havde maaskee noget Møde mellem Danske og Svenske været

en mere indviklet Natur end dette. Gjenstandene for Underhandlingerne

vore Kongeriger, Lande og Provindser, der laa midt i Rigerne; thi Christian

den Første gjorde ikke alene Fordring paa Norge og Halland, men ogsaa

paa de Svenske Provindser: Narvik og Vermland, hvilke vare anviste

Dronning Dorothea til Livg (eding) efter Kong Christophers død. Man

bleve enige om at saalænge Kong Christian og Kong Carl levede Skulde

der være en Fast og ubrødelig Fred imellem Rigerne,

 

 

at efter den ene Konges Død, 12 Rigsraader af hvert Rige, inden 12 Uger

skulde møde i Halmstad for at afgjøre det Spørgsmaal: om det Kongeløse

Rige vilde antage den Anden Levende Konge eller ikke. I sidstnævnte

Tilfælde skulde man i stedetfor at vælge en ny Konge, betroe Regjeringen

til en Rigsforstander, indtil den anden ogsaa var afgaaet ved Døden.

Da skulde atter 12 Rigsraader af hvert Rige indfinde sig i Halmstad og

vælge til fælleds Konge een af de afdøde Kongers Sønner, og fra denne

Tid skulde Danmark og Sverrig atter være forenede under een Konge.

Norge skulde det være overladt at til trods denne Forening. Efter

at man vare bleven enige herom, forpligtede de Svenske Rigsraader sig

til at formene Kong Carl inden en vis Tid, at tilstille Kong Christian

et egenhændigt afsigelsesbrev paa Norge, eller, dersom han

 

vægrede sig herved indfinde sig selv personligen i Helsingborg og overgive

sig til Kongen. Hvad derimod Halland angik, saa udfattes Tvistighedernes

Afgjørelse derom til et Møde imellem begge Konger St. Hansdag 1451 i

? Radneby. Dette Udfald af det Halmstadske Møde var aldeles imod

Kong Carls forventning og vakte hans hoieste Forbitrelse; men da han

ikke turde tiltintetgjøre Mødets Beslutninger, frasagde han sig sine

Rettigheder til Norge og forbeholdt sig blot at føre Titel af dets Konge.

Vendt tilbage til Stockholm gav han sin harme Luft, fængslede en deel

fornemme Svenskere, og inddrog Lehnene fra mange af dem, der havde

sluttet dette Forlig.

Kong Christian reiste nu til Norge hvor han. .... Throndhjem Olav hoi-

tideligen Kronet den 29de Juli 1450. Da han herfra drog til

Bergen, udstædt det norske .............

 

...... Rigskronet den 29de Juli 1450 =

Da han herfra drog til Bergen, udstædt det norske Rigsraad den 29de

August en Erklæring: at Danmark og Norge skulde til evig Tid have een

Konge og troligt hjælpe og understøtte hinanden; tillige lovedes Kong

Christian her i, at hvis han efterlod sig ægte Sønner, skulde den af

disse, hvem begge Rigers Raad vare enige om at vælge, blive Konge efter

ham. Paa denne Tid døde den Svenske ivrigste Tilhænger: Erkebisp

Ohlai Bolt. Den ledige Erkebispestols Besættelse gav Anledning til

Strid imellem Kongen og Paven og til en Almindelig Misfornoielse blandt

de Norske, da Paven vilde indfæste en Udlænding; dog opførte denne,

da en indfødt Normand blev udnævnt til Erkebisp. det aftalte Møde af

begge Konger

 

 

fandt sted St. Hansdag 1451, men var aldeles frugtesløs. Carl Knudsen

vilde ikke gjøre Afkald paa Titlen: Norges Konge, og heller ikke indrømme

Dronning Dorothea det hende af Sverrigs Stænder efter Kong Christopher

til stands Livgeding. I Januar 1452 begav Kong Christian sig til

Vilsmak, et ved Pilegrimsfarten bekjendt Sted paa den Brandenborske

Grændse, for at tale med sin Svoger, Markgrev Johan af Brandenborg,

og andre tyske Fyrster, formodentlig for at anmode dem om Hjælp til den

Krig, der efter al Sandsynlighed snart maatte finde Sted imellem Danmark

og Sverrig.

Carl Knudsen benyttede sig af Kong Christians fraværelse til at falde

ind i Skaane, derved det med Driviis opfyldte Sund var voret al Commu-

nitation med Sjælland. Han rykkede frem for Helsingborg og da Befa-

lingsmanden

 

paa Slottet ikke vilde overgive den ham Betroede Fæstning, stak han Ild

paa Byen og afbrændte ligeledes nogle i Havnen liggende Skibe.

Dagen efter brød han op fra Helsingborg og drog til Landskrona, som

aabnede sine Porte og hyldede ham. Saasnart Lehnsmanden Ivar

Axelsen Thott blev underrettet om Kong Carls Hærtog, red han til Bispe-

gaarden i Lund og forlangte at tale med Erkebisp Tue, der var hans Uven.

I veed nok", sagde han, "hvorledes det staar sig imellem os, men derom

er der nu ikke Tid at tale. Vi ville nu lade vort Uvenskab fare. Kong

Carl er falden ind i Skaane og skjænder og brænder overalt. Saml i nu

Eders Folk i en Hast, jeg vil samle Adelen og hvad Folk jeg formaar, og

da ville vi tilsammen gjøre ham Modstand." Da Kong Carl kom til

 

Lund, søgte han at vinde Erkebispen ved det Løfte, at han vilde gjøre ham

til en mægtig Herre, naar han vilde overgive sig. Bispen udbad sig et

par Dages Betænkningstid og væbnede sig i det Tidsrum alt hvad han

kunde. Carl blev forbitret da han, efter at have gjort et Streiftog

fandt ham bered til at gjøre Modstand og sagde, at han skulde gjøre ham

saa fattig, at han intet eie. Bispen svarede djærvt: " Nylig vilde I

gjøre mig til en mægtig Herre, skjøndt I ikke kan gjøre mig større end

jeg er, som Erkebisp og pavelig Legat; nu derimod vil I gjøre mig

fattig hurtigere end jeg har nævnt, da jeg som nu fattig Dreng bad om

en Hane for hver Mands Dør, kan I ikke gjøre mig". Kongen stak nu

Byen i Brand, men Tue forsvarede

 

 

Bispegaarden saa tappert, at han ikke alene gjorde 1000 Svenske til

Fange, men endog nødsagede Carl til at begive sig bort med uforrettet

Sag, hvorpaa denne, efter at have hærget og Brandskattet Landet, trak

sig tilbage til Smaaland, hvorfra han gjorde Indfald i de Danske Provindser

og indtog nogle Fæstninger. Kong Christian var endnu i Vilsmark, da

han blev underrettet om de Svenske Indfald i Skaane. Han ilede strax

tilbage til Danmark saa sig allerede Mai i Stand til at gaa med en

Hær over Sundet, trænge ind i Vestgothland, hvor ikke faa Svenske Adels-

mænd underkastede sig ham og indtog de vigtigste Grændsefæstninger.

Paa samme Tid løb en Flaade under Oluf Axelsens Anførsel ind i Stockholms

Skjær, hvilke dens dog

 

snart igjen forlod, da Carl nærmede sig med en Hær til Hovedstadens Und-

sætning. Modgang begyndte paa samme Tid at vise sig i den Danske Hær

de Væbnede tropper, hvis Hværnetid ? indløb.... fordrede deres Afsked;

Lehnsmændene forlangte ligeledes at føres tilbage og Kong Christian saa

sig derfor nødsaget til at vende tilbage til Danmark.

I Kjøbenhavn holdtes der 1453 en for Kongen meget vigtig Herredag.

Kongen nemlig for Rigsraadet, at han næsten intet eiede til at føre Hof-

holdiing med eller til Rigets Forsvar, fordi største Delen af Kronens

Gods var pantsat. Han gjorde tillige opmærksom paa at mange af disse

Pantherrere havde for længe siden erholdt deres laante Penge betalte med

Renters renter af Lehnenes fra Fader til Søn oppebaarne betydelige Ind-

komster. Raadet behandlede denne Sag

 

efter den geistlige Ret som Aager og dømte at alle de saaledes paal../nn..

Lehn skulde hjemfalde til Kronen for at de første Pantherrer, der havde

taget ulovlige Renter ikke skulde gives i Skjærsilden.

?Pantestævnerne ? vare paa denne Tid ene i Besiddelse af Handelen paa

de nordiske Lande. Overmodige, taalte de ingen Krænkelser af deres

formeentlige Rettigheder. Da derfor den Kongelige lehnsmand, Oluf

Nielsen Skanke i Bergen, havde paadraget sig de tydske Kjøbmænds Vrede,

vare disse saa driftigen i Aaret 1455 at stikke Ild paa Munke lihkloster

i hvilket han havde skjult sig, og dræbe Biskop Thorlan, der traadte dem

i møde med Sacrementet i Haanden tillige med Oluf Nielsen og 60 andre

Personer. Kong Christian formaaede ei alene ikke at straffe Misdæderen

men søgte endog i et ydmygt Brev til Paven at

 

 

forebygge, at den uskyldige Stad Bergen ikke skulde komme under et

Strengt Interdict.

Udsigterne for Christian til at bestige Sverrigs trone begyndte i Aaret

1456 at blive lysere, først ved Kong Carls tapre General Thor Bondes

død for en Snigmorders Haand, thi med ham tabte Carl sin troeste og

bedste Hærfører og derpaa ret at Sverrigs Erkebisp erklærede sig imod

Carl Knudsen. Denne havde nemlig ved sin store Vilkaarlighed og sine

voldsomme Indgreb i Geistlighedens Rettigheder gjort sig forhadt af alle

Stænder. Erkebisp Jens Bengtsen Oksenstjerne medtaget sin Bispestav

og Ornat paa Alteret i Upsala Domkirke, væbnede sig og svor: at han

vilde ikke nedlægge sit Sværd, førend han havde jaget Carl ud af Sverrig.

I Spidsen for anseelig

 

lagde sig imellem og der sluttedes en Fred 1466.

Den 4de December 1459 døde Hertug Adolph, 68 Aar gammel. Han efter-

lod sig ingen Børn og Grev Gerhard den Stores mandlige Stamme uddøde

med ham. Danmarks gamle Provinds, Slesvig, burde nu ifølge Behørs-

retten være inddraget under den Danske Krone, men Christian havde ,da

han fik udsigt til at blive Konge i Danmark, paa hertug Adolphs forlan-

gende frasagt sig sin Ret til Slesvig, og lovet at dette Land og Danmark

ikke skulde blive regjeret af een Herre. Denne Frasigelse og dette

Løfte kunde vel forpligte Christian personligens men derimod ikke være

bindende for den Danske Krone Kongen foretrak imidlertid istedet for

at inddrage Hertugdømmet som

 

et hjemfaldent Lehn, at underhandle med Slesvigs Prælater og Ridderskab

og lovede dem Alt, hvad de forlangte, naar de vilde vælge ham til deres

Hertug. Christian haabede ved denne Førelighed at vinde Prælaterne og

Ridderskabet i Holsten, til hvilket Land han ingen Ret havde. Kongen

opnaaede sin Hensigt men da Grev Otto af Schaumburg gjorde med Rette

fordring paa Holsten, maatte han give denne en Godtgjørelse af 43000

rhinsk Gylden. Hans Brødre: Gerhard og Moritz, der ansaae sig for

arveberettigede til Slesvig og Holsten maatte han ligeledes afkjøbe deres

fordring med en Sum af 80000 Gylden samt aftræde dem sin Arvepart af

Oldenborg og Delmenhorst. Kongen underskrev en Haandfæstning eller

Valgcapitulation i hvilken Stænderen i Holsten erklærede

 

 

at de havde ikke valgt og hyldet Christian som Konge af Danmark, men

som Hertug og Greve, og at det skulde staae Indvaanerne frit for, efter

eget Behag at vælge een af hans Børn eller andre af hans Arvinger til

hans Efterfølger. Kongen stadfæstede deri alle Indvaanernes privilegier

Det følgende Aar hyldede Hamborg ham ogsaa som denne mægtige Hansestads

Lehnsherre.

Russernes idelige Indfald i Finland bevægede Kongen til i Aaret 1463 at

gjøre et Krigstog imod disse, og paalægge de Danske en Skat, for at

afholde de dertil fornødne Penge. Misfornøiede herrer droge flere

Tusinde Bønder imod Stockholm og indjog derved Erkebisp Jens Bengtsen

en saadan Skræk, at han paa dem en Skriftlig Tilstaaelse at Skatten

skulde blive ophævet. Opbrugt (heraner) ilede Kongen tilbage

 

til Stockholm, bød, at Skatten skulde udskrives og lod Erkebispen fængsle

da han ikke alene gjorde Indvendinger herimod, men endog truede Kongen.

Ved Underretningen herom søgte en Skare af 8000 Mand at trænge ind i

Hovedstaden, men Kongen gjorde et Udfald, dræbte over 1000 Mand,

de Øvrige bad om Fred og udleverede deres Anførere, som bleve henrettede

Sverrig var nu deelt i tvende store partier, hvoraf det ene var imod og

det andet for Erkebispens Fængsling.

Oprørsaanden greb hver Dag mere om sig. Paa denne Tid samledes Sverrigs

Rigsraad hvem Kongen forelagde det Spørgsmaal, om det var raadeligt at

den Fangne blev i Sverrig. Da Rigsraadet overlod til Kongen at holde

Erkebispen hvor han vilde, tog Christian denne med sig til Kjøbenhavn

ved sin Afreise fra Stockholm i November Maaned. Kongens Bortreise

paa Signalet til

 

en almindelig Opstand. Biskop Ketil til Carlsen Hasa der som Svensk

Rigsraad havde indvilliget i Erkebispens Fængsling og Bortførelse reiste

pludseligen Oprørsfanen. Hele Oxenstjerne og Vasa slægten samt

Carl Knudsens Thilhængere forenede sig mod Biskopen. Flere Fæstninger

overgave sig godvilligen, andre indtoges og selv Stockholm blev beleiret.

Ved Efterretningen herom rustede Christian sig og gik den 24de Februari

1464 med en Hær paa 6000 Mand over Sundet lige imod Stockholm, hvis

Beleiringshær ved Kongens Nærmelse strax fjernede sig saa at Kongen

uden Modstand rykkede ind i Staden. Fra Stockholm gik nu Kong

Christian mod Vesteraas. Her lod han sig forlede af en Indfargen hær

til at trænge ind i en af denne besat Skov, hvor han efter to Timers

Kamp, efter at flere af hans nærmeste

 

 

Omgivning var dræbt og han selv bleven skudt igennem Hatten, trak sig

tilbage med et Tab af 1200 Mand til Vesteraas hvorfra han igjen begav

sig til Stockholm. Opmuntret af dette Uheld begyndte Biskop Ketil at

beleire denne By. Christian, for svag til at gaa offensiv tilværks,

besluttede endelig at tage tilbage til Danmark, for derfra at vende

tilbage med forøgede Stridskræfter.

Saavel Erkebispens som Carl Knudsens Parti, der for Øieblikket havde

sluttet sig til hinanden, anmodede ved Efterretningen om Kong Christians

Udrustninger Carl at vende tilbage fra Danzia. Denne fulgte ogsaa

strax Indbydelsen og ankom den 9de August i Mælaren. Borgerskabet

aabnede Stadens Porte og svor ham Huldskab og Troskab. Stockholms

Slot, der led Mangel paa Levnetsmidler, lovede at overgive sig naar det

ikke fik Undsætning inden een Maaned, og erholdt Garnisonen

 

Tilladelse til at begive sig til Danmark imod den Forpligtelse aldrig

mere at ville Tjene imod Kong Carl eller Sverrig. Over denne Capitu-

lation kom Carl Knudsen i Uvenskab med Biskop Ketil, da denne bebreidede

ham, at han ikke havde gjort den mindste Betingelse til Fordeel for

Erkebispen, for hver befrielse han dog havde lovet at virke. Carl

Knudsens og Erkebispens Parti skildtes ad. Ketil lod gribe en Deel

danske Riddere der vilde indskibe sig, blandt hvilke var Rigsraad Claus

Rønnow, en af Sin Tids første Statsmænd og Christian den Førstes fortro-

ligste Raadgiver. Denne bemærkede snart hvorledes Sagerne stode og

blev enig med Ketil, at han skulde vende tilbage til Kjøbenhavn og bevirke

Erkebispens Befrielse. Neppe var Rønnow Kommen til Kjøbenhavn, førend

der ogsaa begyndtes Underhandlinger med Erkebispen. Den fangne erklærede

for sit Danske Rigsraad at han havde forseet sig haardt imod Kongen

 

 

og bad ham knælende om Forladelse.

Venskabet imellem Kong Christian og Prælaten blev fornyet og den sidste

reiste i October tilbage til Sverrig. Her opbød han Geistlighed og

Adel imod (? Aturgaloren) Carl Knudsen, beileirede Stockholm, og

nødsagede Carl til siidst til at frasige sig den Danske Throne, dog af-

lagde denne ikke Kongetitlen og reiste til Finland, hvor han skal have

endog lidt Nøde. En Rædsom Pest fulgte paa Krigen og bortrev en Deel

af Stockholms Indvaanere; Rigsforstanderen, Biskop Ketil var blandt disse.

Erkebispen paatog sig nu hele Rigets Styrelse men Kong Christian anede

intet derved. Vel fandt et Møde Sted i Jønkøping, men enhver afgjørende

beslutning blev udsat til en ny SammenKomst. Carl Knudsens Parti

kunde ikke finde sig i at dets værste Fjende skulde styre Statens (?N)or.

Det paastod, at Erkebispens

 

Hensigt var at paatvinge Sverrig Christian den Første. Ivrigst viste

sig i denne Henseende Adelsmanden Steen Sture og den thottske Familie

En af disse Ivar Axelsen Thott holdt sit bryllup med den afsatte Kong

Carls Datter i September i Nykøbing, hvor der paa denne Tid var berammet

en Rigsdag. Da Erkebispen, som var indbudt dertil, ikke mødte, bevir-

kede hans Modstandere at han blev afsat fra sit Rigsforstanderskab og

Erik Axelsen igjen udnævnt i hans Sted. Efter en langvarig Krig mellem

de Forskellige Partier bukkede Erkebispens under, Carl Knudsen blev

indkaldt paany og ankom til Stockholm den 14de November 1467.

Fem Uger efter døde dennes store Fjende Erkebispen paa en reise til

Danmark. Fra dette Tidspunct indtil Carl Knudsens Død den 13de Mai

1470, var Sverrig Skuepladsen for en vedvarende Kamp imellem Kong

Christian samt hans Tilhængere paa den ene, og Carl Knudsen paa den anden

 

Side uden at Christian formaaede at gjenerholde den tabte Svenske Trone.

Steen Sture, afdøde Konges Søstersøn, en modig og tapper, men listig

Mand, der for at naa sit Øiemeed ikke agtede paa, om Midlerne kunde

forsvares for de Strenge (Maralitets) Domstol, havde i de sidste Aar

holdt Carl paa hans vaklende Trone, og blev derfor nu valgt til Rigsfor-

stander. Kong Christian havde troet, at man vilde efter Carls Død lade

ham igjen bestige Sverrigs Trone; men da Steen Sture selv vilde herske,

og derfor opholdt Kongen med Underhandlinger, ja endog gik fjendtligt

frem imod hans Tilhængere afgik Kongen i Juni 1471 med en Flaade af 70

Skibe og en Hær af 5000 Mand fra Kjøbenhavn.

 

 

Vel begyndtes der nu Underhandlinger men da flere Møder fandt Sted uden

noget Resultat, begyndte Kongen den 7de September at gaa fjendtlig frem

imod Staden. Steen Sture havde imidlertid samlet en Hær paa 10000 Mand,

som han opstillede den 10de October en halv Miile fra den Kongelige

Leir paa Brunkebjerget. Herfra skrev han til Kongen, at naar han vilde

udskibe sig igjen vilde han ligeledes lade sine Folk gaae hjem og fornye

Underhandlingerne; men Kongen svarede ham: "Vi have ofte hørt, at

Knegtene fordeire Herrerne; men vi ville vare vore Hænder, førend det

skal blive Tilfældet med os".

I sluttet orden, Hovedfanen i Midten rykkede Steen Sture op paa Bjerget.

Kongen gik ham imod i lignende Orden Uagtet de Svenskes overlegne Antal

seirede dog de Danske og slog dem to gange tilbage. Imidlertid fik

Steen Sture Udsætning af 2000 Mand fra Stockholm. Kongen ilede Selv

 

imod denne Hærskare og Tilfældet førte ham personlig imod den fjendtlige

Anfører Knud (? Posse) . Midt under Slaget opstod nu en Tvekamp

imellem Kongen og hans Modstandere; Haardt saaret maatte denne forlade

Valpladsen. Stockholmerne der ikke formaaede at trænge igjennem den

Række Skansekurve, der fuldte med Sand og Steen omgave Leiren, antændte

disse. Tre Timer havde allerede Slaget varet; tvende Gange var

Steen Sture slaaet tilbage. Da vonede han fortvivlet at angribe et

paa Bjergets vestlige Side liggende Kloster, der var svagt besat af de

Danske. Steen Sture trængte frem uden synderlig Modstand, kastede

den svage Befæstning tilbage og nærmede sig atter Bjergets Top. Faran

var overhængende; de brændende Forskansninger, 2000 Mand, som fra

denne Side vare beredte til at trænge

 

frem op ad Bjerget, saa snart Ilden tillod det tvang Kongen til at styrte

sig over den fra den anden Side fremtrængende Steen Sture .

De Svenske maatte igjen vige, og vilde have været tilintetgjorte, naar

ikke Steen Stures Fætter var kommen pludselig frem med Undsætning paa

Bjergets østlige Side. Anden gang angreben i Ryggen, maatte nu Kongen

opgive Forfølgelsen og vende sig imod Niels Sture, men denne havde

allerede naaet Bjergtoppen og derved sat sig i Besiddelse af et over-

hoiende Terrain. De Danske vare i Uorden, deres Angreb blev slaaet

tilbage; Steen Sture trængte atter frem fra St. Clara Kloster. Snart

var Kongen indesluttet fra alle Sider og et blodigt Haandgemæng opstod.

Kongen Selv blev med en Piil,

 

eller, som Andre berette, med et Hagebøsse = Lod Skudt tvært igjennem

begge Kinder, saaledes, at han mistede flere Tænder. Kort derefter

fik han et Skud i det ene Been, og blev kun med Nød og Næppe, og efter

at hans nærmeste Omgiveles havde slaaet sig igjennem, baaret ud af

Striden til sin Flaade. Med Kongens Bortgang var Slaget aldeeles tabt.

De Danske søgte at unddrage sig Kampen og flygtede til en Langbro, der

satte Hæren Communication med Flaaden. (T)oupet) paa den ene Side

brast og 600 Mennesker druknede. Den eneste Vei til Redning var nu

tabt for de Danske, og de besluttede at sælge Livet saa dyrt som muligt.

Danmarks Rigsfane - Dannebrogen veirede endnu mit paa Bjerget.

 

Der forsamlede alle de Tilbageblevne sig, først efter en mageløs Kamp,

som Historien næppe kan vise Mage til, faldt Dannebrogen i Fjendens

Hænder; 500 Døde fandtes omkring Banneret. Kongens Nederlag var

fuldkomment. Han havde tabt over 2000 Mand; flere af hans trofaste

Mænd vare faldne; Andre, hvoriblandt Rigsmarsken Claus Rønnov, vare

tagne tilfange; at fornye Kampen kunde der ikke tænkes paa, da den

saarede Konge ikke var i stand til at overtage Commandoen.

Denne seier skaffede Steen Sture endnu mere Anseelse, og alle

 

Bologne, Mant(u)e, Augsborg, Mansfeld og Brunsvig. Hvor han kom blev

han modtaget paa den mest Udmærkede Maade, og de mange hemmelige Samtaler

han havde med Fyrsterne, den Umage, han gjorde sig, for at bilægge en

Deel private Feider imellem dem, tilkjendegav at Reisen selv havde et

almindeligt politisk Øiemed. Næppe var han Kommen tilbage til Holsten

førend han erfarede, at Burgund havde angrebet Kaiseren. Anden Gang

begav han sig paa Reisen til Cöln, havde ogsaa en Deel SammenKomster

med Kaiseren og Hertugen af Burgund, men hans Hensigt at udføre den

slog feil.

I Midten af Juni Maaned 1475 kom Christian den Første tilbage til

Danmark. I det følgende Aar fandt et Møde Sted i Calmar.

 

 

Kongen Selv var tilstede i Rodneby. De Danske Gesandter forlangte med

Bestemmelse, at man skulde erkjende Kongen som Rigets Overherre. De

Svenske gave efter og lovede i hele Rigsraadets Navn at hylde Kongen

igjen til næste Sommer, men Steen Sture vilde selv regjere, han negtede

at opfylde Tractaten, under det Paaskud at Almuen ikke vilde samtykke i

Kongens fornyede Valg. Skjønt Paven paa denne Tid banlyste Steen

Sture, og Russerne gjorde et Indfald i Finland, saae Kongen sig dog ikke

i stand til at fornye Krigen da det Danske Rigsraad negtede ham Under-

støttelse. Han lod sig derfor af Rigsraadet give et Beviis, at han

altid havde tilbudet de Svenske et Forlig, og at Rigernes Adskillelse

ikke kunde lægges ham til Last.

 

Allerede tidligere efter det paa Brunkebjerget tabte Slag, gjorde en Deel

Misfornoielse i Holsten Oprør under Anførsel af Kongens broder, Grev

Gerhard. Denne havde nemlig ved en snild Adfærd vidste at vinde Almuen

for sig, og troede nu, at den rette leilighed var Kommen for at gjøre

sig til Herre over Holsten. Kongen dæmpede imidlertid snart dette

Oprør, lod de vigtigste Anførere henrette, Staden Husum en evig aarlig

Skat, og satte Grev Gerhard i Rigets Aid. -- Ved Kongens Datter

Margrethes Giftermaal i Aaret 1469 med Jacob den tredie, fastsattes,

at Norge skulde gjøre Afkald paa den Afgift, som Skotland hidtil svaret

af Syderøerne; ligeledes bestemtes

 

Prindsessens Medgift til 60000 Gylden, hvoraf 10000 skulde udbetales

ved brudens Afreise og for den øvrige Sum Ørkenøerne sættes i Pant.

Men da Christian formedelst den daværende Svenske krig ikke saae sig i

stand til at udrede mere end 2000 Gylden, pantsattes H(e)lland for de

manglende 8000 Gylden og bleve visse Øer derved for stedse skilte fra

Riget, da man i lang Tid ikke saae sig i stand til at indløse dem, og

Skotland siden heller ikke vilde lade dem indløses. Efter Kongens

Hjemkomst fra Romerreisen beskjæftigede han sig ivrigt med Oprettelsen

af et Universitet, hvilket efter mange Vanskeligheder blev indviet den lste

Juni 1479

 

 

Til Cantsler udnævntes Bispen i Roskilde, og tre Lærerpladser besattes

nemlig en i Theologien, en i LovMyndigheden og en i Lægevidenskaben.

Ligeledes havde han for længere Tid tilbage ogsaa stiftet et religjøst

Selskab, hvis Ordenstegn bestod i en Kjæde, sammensat af Elephanter,

i hvilken hang et Jomfru = Maria = Billed. Firsindstyve Personer af

begge Kjøn, blandt hvilke Dronningen og flere Damer bare dette Ordens-

tegn. Man kan med temmelig Vished antage at ElephantOrdenen har sin

Oprindelse fra dette Selskab.

Kong Christians sidste virksomme Aar 1480 ved hvis ende han følte

sine Kræfter stærkt aftagen, synes i Særdeleshed at have været opofret

hans Hertugdømmer Slesvig

 

og Holsten. Paa en Landdag i Rendsborg fik han den Gjæld han stod i

til den holstenske Adel, og som ved overdrevne Renter og Renters Renter

var voxen til en betydelig Sum, reduceret, hvilket i Særdeleshed bevir-

kedes ved en pavelig Bulle, der truede En hver som drev Aager, med

Bansættelse og (Excoummiiution.)

Den 21. Mai 1481 endte Kong Christian den Første sit daadrige Liv i

en Alder af 55 Aar efter 33 Aars Regjering. Han ligger begravet i det

af ham Selv opbyggede Hellig tre Kongers Capel i Roeskilde Domkirke.

Den store hvis hvælving bæres af en Granitsøile. Paa denne viser man

Christian den Førstes Høide, der udgjør 3 Alen 8 tommer, eller da Gulnet

1740 er bleven omlagt forføiet omtrent 2½ til 3 Tommer.